Læsetid: 3 min.

Mændene, der opfandt det nye Rusland

Ny bog om Ruslands forvandling fra friheden under Gorbatjov til krigene under Putin viser, at Homo sovjeticus har overlevet kommunismens fald, og at Putin snarere er et produkt af Ruslands udvikling, end han er det nye samfunds skaber
21. maj 2016

I året for Murens fald, 1989, indledte nogle russiske sociologer et forskningsprojekt om Homo sovjeticus (sovjetmennesket).

De ville beskrive en hendøende samfundstype, der var skabt af årtiers kommunisme, og de gik ud fra, at den ikke kunne reproduceres under de nye betingelser under Mikhail Gorbatjov. Men sociologerne måtte erkende, at »homo sovieticus var enormt modstandsdygtigt«, skriver den russiskfødte britiske journalist, Arkady Ostrovsky.

Homo sovjeticus »blev reproduceret med nye karaktertræk«, mens reformfolkenes som Nobelpristageren Andrej Sakharovs tankegods stod stadigt svagere.

En af styrkerne i Ostrovskys bog om Ruslands udvikling fra friheden under Gorbatjov til krigene under Putin er, at den ser sidstnævnte som et resultat af udviklingen snarere end som arkitekt bag det nye Rusland.

Gorbatjov forstod ikke

Mens Vesten nærer nostalgiske følelser for Gorbatjov, anklager mange russere ham og Boris Jeltsin for at have ødelagt deres imperium. Men sagen var, som Ostrovsky påpeger, at mens mange apparatjiks stormede imod kommunistpartiets udgang for at tjene penge, så »forstod Gorbatjov ikke konsekvenserne af sine egne handlinger«.

Gorbatjov var bange for økonomisk liberalisering, så reformfolk i partiapparatet som Jakovlev ofte måtte skjule deres hensigter. Jakovlev skrev i sine erindringer, at han ofte følte sig som ’hemmelig agent’. Og her var så et af paradokserne, som også præger Rusland i dag: »I jagten på sandheden måtte mennesker stadig ty til løgne.«

Og i stedet for at koncentrere sig om, hvor Rusland bevægede sig hen, diskuterede reformister Bukharin og Lenin, og om Stalin blot havde været en ’afvigelse’ fra socialismen. Eksplosionen af frihed i medierne, Gorbatjovs glasnost, lagde grunden til tilbageslaget, for »åbningen af medierne begyndte ikke med en diskussion om landets aktuelle situation, men om fortiden«.

De liberale og høgene »kæmpede om fortiden med en vildskab, som om de kæmpede om naturressourcerne. Det gjorde de også på mange måder, fordi de, som kontrollerede fortiden, også kontrollerede nutiden.«

Det var dem, som overtog kontrollen med medierne, der sammen med Kreml-ideologer ’opfandt’ det nye Rusland. Dobrovsky tegner skarpe billeder af de vigtigste, herunder oligarkerne og deres indflydelse på medierne, indtil Putin kom til og som sit første skridt overtog kontrollen med de landsdækkende tv-stationer

Da den økonomiske liberalisering endelig kom under Boris Jeltsin, »blev den hurtig en øvelse i at tilrane sig penge«. Kommunismens økonomiske system blev nok ødelagt, dog ikke af ydre fjender eller systemkritikere, men af ejerfornemmelserne blandt de sovjetiske ’røde direktører’, der gladelig skiftede deres politiske privilegier ud med »de meget større lunser af socialistisk ejendom«.

Et stjerneeksempel, som Ostrovsky fremhæver, var energiminister Viktor Tjernomyrdin, der fik omdannet sit ministerium til gasmonopolet Gasprom, før han siden ved hjælp af en betragtelig formue blev ministerpræsident.

Da han blev direktør for Gazprom, fattede hans kolleger ikke, at han opgav ministerprivilegier som sin datja på landet, ministerbilen og den fine lejlighed i Moskva. Den snu Tjernomyrdin vidste imidlertid, at der var milliarder af dollar at hente i manøvren.

Opgøret, der udeblev

Ostrovsky spørger, hvordan et land, der gjorde sig fri af 70 års kommunisme, er endt som en af de største trusler mod Vesten og frem for alt imod sin egen fremtid? Hvorfor mennesker, som afviste den sovjetiske ideologi har accepteret en ny form for statslig propaganda?

Et af hans svar er, at i sammenhæng med Sovjetunionens sammenbrud blev kampen om historien nok intens, men der blev aldrig taget noget opgør med historien. Fortidens brutalitet fulgte med, som krigene i Tjetjenien, invasionen i Georgien, erobringen af Krim og krigen i den østlige Ukraine har vist.

Arkady Ostrovsky går imod den udbredte opfattelse, at Putin er ved at genrejse imperiet. De kræfter, som Putin har udløst i Ukraine, »har hverken energien eller de visioner, der skal til imperiebygning. Det er i stedet kræfter, der virker for kaos og disintegration«.

Rusland har to muligheder: Dets aktuelle ledere kan kaste landet ud i mørket eller det kan befri sig fra det post-imperiale syndrom og dukke op som nationalstat, konkluderer Ostrovsky:

»Men historien har ikke en egen vilje, så hvordan Rusland bliver afhænger af den næste generation, som opfinder det.«

Arkady Ostrovsky: 'The Invention of Russia'
383 sider. 17,90 pund
Atlantic Books

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Niels Duus Nielsen

"Da den økonomiske liberalisering endelig kom under Boris Jeltsin, »blev den hurtig en øvelse i at tilrane sig penge«. Kommunismens økonomiske system blev nok ødelagt, dog ikke af ydre fjender eller systemkritikere, men af ejerfornemmelserne blandt de sovjetiske ’røde direktører’, der gladelig skiftede deres politiske privilegier ud med »de meget større lunser af socialistisk ejendom.""

Ejerfornemmelser blandt de røde direktører, ja, men godt hjulpet på vej af udenlandske rådgivere i skabelsen af et kapitalistisk samfundssystem, som her fandt et helt nyt terra incognita, som de kunne afprøve deres neoliberale teorier på, nemlig et land med en befolkning, som efter 70 års statskapitalisme var helt uforberedt på og forsvarsløst over for indførelsen af privatkapitalismens iboende samfundsnedbrydende kræfter.

Det er sjovt, hvordan kritikere af det sovjetiske samfund hele tiden glemmer, at den reelt eksisterende russiske stat er et produkt af en styret udvikling.

Her forsøger en af de økonomiske rådgivere, Jeffrey Sachs, som jeg personligt mener er en af de mere fornuftige neoliberale økonomer, at retfærdiggøre sin indsats i omdannelsen af socialstat til en privatkapitalstat.

http://jeffsachs.org/2012/03/what-i-did-in-russia/

To klip fra den meget lange tekst:

"The IMF’s approach was in any event just what the rich countries wanted to hear. The technical methodology was primitive beyond belief."

Og konklusionen:

"I regard the creation of the “oligarch” class in Russia to have been a historic and costly mistake and I opposed it from the start."

Claus Oreskov

Det er jo altid morsomt at læse om homo sovieticus fra mennesker der aldrig har forstået hvad begrebet dækker. Det var Alexander Zinoviev der opfandt begrebet ”Homo Sovieticus” og anskueliggjorde indholdet af dette begreb i romanen af samme navn.
Heri hedder det bl.a. om Homo Sovieticus:
” Det er lykkedes for os i tide at knuse det magtfulle stat, som repræsantanter for den overlegne rase af homo sapiens havde skabt, og at opretten an andne og ligeså stærk stat, over for hvilken de ryster sådan af skræk, at De, undskyld mig udtrykket gør i bukserne. Og vi er endnu farligere, mine herre. Ved De hvorfor? Fordi vi ikke er de idioter, som De gerne ville have, at vi skulle være…
”De klappede ikke. Jeg gik alene hjem. ”Idiot” sagde jeg til mig selv, ”det er snart på tide, at du forstå, at disse folk har en stærk interesse i, at sovjetborgene fremstilles i falsk lys”
Det sidste er ligeså aktuel i dag 25 år efter opløsningen af Sovjetunionen. Hvorfor? Hvad er det kapitalen og deres lakajer er bange for?