Læsetid: 5 min.

Sjælenes borgerkrig

Voltaires lille afhandling om tolerance er en antifanatisk traktat, der begræder menneskets natur. Ved at betone sider af tolerancen, som vi ikke rigtigt vil være ved i dag, taler han direkte ind i en terrortid: Tolerancen skal sikre den offentlige orden
14. maj 2016

Må piger af en bestemt alder og herkomst svømme for nedrullede gardiner uden drenge i bassinet? Må daginstitutioner servere kød, der er slagtet på en bestemt måde uden samtidig at servere et alternativ? Må politisk ukorrekte debattører vende plader til fester, der gerne skulle være sikre zoner? Identitetspolitik fylder og sætter sindene i kog.

Heldigvis er vi endnu ikke blevet grusomme, som brødrene Kouachi, der følte sig så overbeviste om, at satirebladet Charlie Hebdo havde gjort sig skyldige i blasfemi, at man myrdede 13 tegnere den 7. januar 2015. Sådan ser moderne fanatisme ud. I tiden efter terrorangrebet blev oplysningsfilosoffen Voltaires lille bog Afhandling om tolerance solgt i mere end 100.000 eksemplarer. I Frankrig har man tydeligvis ment, det var tanker til tiden.

Voltaire var ikke nogen menneskeven. Eller hans forestillinger om, hvor fredeligt vi en dag ville leve sammen, var små. Enige bliver vi aldrig, men med lidt held kan vi lære at tolerere hinanden. Hverken elske, acceptere eller anerkende. Blot tåle.

Ifølge Germaine de Staël tog Voltaire intet alvorligt og distancerede sig fra alt med en hånlig latter, »han stiller sig ligegyldig til vort lod, fornøjet med vore lidelser, og han ler som en dæmon eller abe af nøden hos den menneskeart, han ikke har noget til fælles med,« sagde hun.

Sagen Calas

Det lyder ikke som trøstende litteratur oven på et terrorangreb. Hos Voltaire finder man snildt en kombination af latter og gru over menneskets evne til at opfinde fortællinger, der vil diktere omverdenen, hvad den bør tænke og mene, og den er sjældent ledsaget af en tiltro til, at vi bliver meget klogere.

Og så alligevel. For i 1763 overraskede Voltaire alle ved at kaste sig ind i en omfattende kampagne for en tilfældig tøjhandler fra Toulouse. Afhandling om tolerance var kampskriftet, der skulle sikre, at retfærdigheden skete fyldest i en sag, der desværre ikke var opsigtsvækkende.

Tolerance havde der ikke været meget af for den protestantiske tøjhandler Jean Calas. Den 10. Marts 1762 blev han lagt på hjul og stejle, kvalt og brændt i Toulouse. Calas var fejlagtigt blevet anklaget for at have dræbt familiens voksne søn, Marc-Antoine, der angiveligt ønskede at konvertere til katolicismen. En ophidset offentlighed var overbevist om, at der her var tale om protestantisk fanatisme.

Voltaire så derimod katolsk fanatisme i den opdigtede anklage. Sønnen havde efter al sandsynlighed begået selvmord, som familien så havde forsøgt at skjule. Forfatteren iværksatte en vældig kampagne, der gjorde brug af hans omfattende netværk og alle hans skrivetalenter.

Med succes. I 1765 blev dommen omstødt og Jean Calas rehabiliteret.

Fortællingen om Jean Calas er fundamentalt spændende og gør det helt tydeligt, hvad det var, Voltaire kunne. Frem for at skrive en afhandling om principperne bag et begreb fortæller Voltaire en familietragedie tilsat små fabler, syrlige kommentarer, opbyggelige citater – og en enorm mængde kulturhistorie. Fanatismens kulturhistorie kunne man kalde store dele af bogen.

I lange stræk er bogen et katalog over menneskelig dårskab. Anabaptister, essæere, aristotelikere, karpokatianere, nestorianere osv. Tusindtallige sekter lader sig uden vanskeligheder oversætte til salafister, hizb-ut-tahrir, antivaxxere, homøopater og foreningen af danske frikadelleforkæmpere. Efter bogens rædselskabinet af forfølgelser motiveret af stærke overbevisninger er det let at konkludere med Voltaire, at »alle sekter har det samme bind for øjnene«. Man skal forestille sig vore dages Nordirland, ikke som undtagelsen, men som reglen. Hele Europa i identitetspolitisk undtagelsestilstand. Alles hidsige jagt på egen identitære frelse fører til en »sjælelig borgerkrig«, som det hedder i bogen.

Forbandet, men ikke uden for loven

Skal man prøve at forstå kernen i Voltaires noget anderledes syn på tolerance, kan man gå til hans bedømmelse af Romerrigets behandling af de tidligste kristne. Var romerne et tolerant folkefærd? Ja, det var de. Undertrykte man de kristne? Ja, det gjorde man. Men man forfulgte dem ikke. Forfølgelse af minoriteter alene i kraft af meningsforskelle er fanatisme, mens undertrykkelse af myndighedsundergravende intolerance er helt i orden.

Her skal man have tungen lige i munden.

Voltaire kommer sine steder til at lyde som en forløber for et moderne begreb om tolerance, men for ham var projektet ikke at være for eftergivenhed, så meget som det var at være mod tvang. Voltaire begræder ikke religiøs nidkærhed – den kan vi ikke undgå. Det er de mange forbrydelser, den religiøse nidkærhed afføder, vi burde kunne undgå.

Kravet om tolerance gælder alle vore fikse ideer om verden, men ikke de ideer, der for alvor udfordrer den offentlige orden.

Sekter kan tolereres, så længe konsekvenserne af deres verdensbillede er nul. Voltaire samler selv op i et retorisk spørgsmål: »Men hvad så? Skulle det være enhver borger tilladt, udelukkende at stole på sin egen fornuft og følge den, lige meget hvad den oplyst eller forvrænget dikterer? Det bør det være, så længe det ikke forstyrrer ro og orden, for den enkelte er ikke selv herre over, hvad han tror eller ej, men til gengæld over at overholde sit hjemlands skikke.«

Kunsten at lade som om

I sådan et citat bliver det tydeligt, hvor forskellig Voltaires samfundsvision er fra vores. Eller måske betoner han blot noget ved tolerancen, vi ikke rigtigt vil være ved, nemlig dens karakter af forstillelse. Tolerance skal sikre den offentlige orden. Intet andet.

Voltaire fortæller en lille fabel om en jesuit, en hollandsk kapellan og en præst fra et dansk missionsselskab, der ved det kejserlige hof i Kina ikke kan lade være med at skændes om teologiske detaljer ved Tridentinerkoncilet. Mandarinen fra Kanton kan ikke holde deres opblæste selvretfærdighed ud og smider dem i fængsel, til de holder op med at være »intolerante og utålelige«. En undermandarin spørger ham så:

»Hvor længe skal de være i fængsel, deres Højhed?«

»Indtil de er blevet enige,« svarede dommeren.

»Åh,« udbrød undermandarinen, »så skal de altså sidde i fængsel resten af livet?«

»I al fald indtil de tilgiver hinanden.«

»Men jeg ved, hvordan de er,« svarede den anden, »De tilgiver aldrig hinanden.«

»Det er i orden,« svarede dommeren. »Så indtil de lader, som om de tilgiver hinanden.«

I Frankrig har bogen solgt 100.000 eksemplarer oven på det forfærdelige angreb på Charlie Hebdo. Det er forståeligt. Voltaires lille afhandling er en antifanatisk traktat, der begræder menneskets natur. Vi er nu engang små, svage og ubetydelige og skal tåle så vanskelig og kort en eksistens. Vi fristes til at kompensere for vor lidenhed ved at overdrive forskellene mellem hinanden i forsøget på at tyrannisere os til ære og værdighed.

Som sådan er det en sorgens bog.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Kurt Nielsen
Kurt Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu