Læsetid: 9 min.

Hjernen på nye eventyr

Ny bog bevæger sig gennem de sidste 150 års landvindinger i udforskningen af hjernen og viser, hvordan hjerneforskere, psykologer og filosoffer er begyndt at arbejde sammen. Men hvor meget hjælp er der egentlig at hente for tænkningen eller filosofien i neurovidenskaben?
Den mekaniske opfattelse af tænkning er igen ved at vinde frem, nu med forankring i menneskets neurale system. Tegning: Garry Waters
18. juni 2016

I en tid, hvor humanistiske forskere tror så meget på neurovidenskaben, at der er gået total elektrodehat og briller i den, kan det være en sand lise for sjælen, når en rigtig hjerneforsker tager ordet.

Leif Østergaards lille bog Hjernen, udsendt i Aarhus Universitets serie Tænkepauser, er elementært medrivende, hvor den beretter om de sidste rundt regnet 150 års landvindinger inden for hjerneforskningen.

Det er godt fortalt, velskrevet, og med pædagogisk talent, som hvor Østergaard guider læseren på en fantasirejse over et torv og viser, hvordan hjernen forudseende danner et billede efter sine forventninger og retoucherer det efterhånden, alt afhængigt af om det, som hænder på torvet, svarer til forventningerne eller ej.

I en anden leg viser han, hvordan hjernen stadig kan »fnide mnnieg i odrnee«, hvad enten der byttes om på bogstaverne eller de byttes ud »m9d t3l«. Videnskabsoptimistisk konkluderes der: »Din hjerne er genial.«

Filosofiens plads

Jeg takker for komplimenten, men spørger også mig selv, om det nu også kan passe. Eller hvis sandheden skal frem, så er jeg et stort spørgsmålstegn fra starten. »Cogito ergo sum. Jeg tænker, derfor er jeg,« begynder bogen.

»Man er næsten nødt til at starte en bog om hjernen med den franske filosof René Descartes’ ord.« Østergaard forklarer straks efter: »Hjernen gør os i stand til at tænke og huske.« Men hov, hvordan kan man huske, hvis ikke man er en, der har oplevet noget? Og – at tænke, hvad betyder det?

Det er ifølge Østergaard hjernen, der sætter os i stand til »at mærke brisen mod ansigtet og duften af blomster i vinden«. Hjernen helt alene? Forudsætter det ikke vinden og blomsterne? Eller ansigtshuden og næseborene? Og er der ikke også noget med, at hjernen kræver tilførsel af blod og ilt?

»I hvert fald er det takket være din hjerne, at du kan skelne bogstaverne på denne side og forhåbentlig finde mening i de ord, som de små bogstaver danner.« Ja, hvis jeg har lært at læse. Hvis jeg har lært dansk. Hvis jeg har lært sprog. Hvis jeg har en forståelse af, hvad mening er.

Problemerne opstår, hvor hjerneforskning skal være filosofi og filosofi være hjerneforskning. Leif Østergaard indleder sin bog med at tale om filosofi (Descartes), og han afslutter den med at tale om filosofi (Aristoteles). Det er ærværdigt, men man har også et indtryk af festtale, når filosofien lige skal med.

Eller rettere, det indtryk ville man have, hvis filosofien til daglig var noget andet, altså hvis ikke det var sådan, at filosoffen i dag typisk bare sidder for bordenden med sine spage kommentarer til tværfagligheden og ikke tør stå op for at pointere, hvordan filosofi er andet og mere end det. Problemet er mere filosofiens, end det er hjerneforskningens.

Leif Østergaard kan fint vise, hvordan man efterhånden får afdækket hjernens strukturer, tidligst i det 19. århundrede ved at undersøge folk med forskellige kranieskader, senere op gennem det 20. og 21. århundrede, i takt med at diverse skanningsteknikker (CT, MR, PET) udvikler sig.

Han kan påpege, hvordan produktionen af stoffet dopamin kan iagttages i forbindelse med de ulykkeligste former for afhængighed (narkomani, ludomani), mens lykkefølelse i almindelighed er forbundet med stoffer som »cannabinoider« og »opioider«.

Af og til strejfer Østergaard en indsigt, som virker bekendt, psykoanalysens f.eks., hvor det hedder, at det er spejlneuroner, vi kan takke for vores evne til »nærmest ubevidst« at aflæse på ansigtet, »om et andet menneske er glad, rasende eller trist«, eller massepsykologiens, hvor det siges, at »vores hjerne vil gøre alt for at mindske uoverensstemmelser mellem sin model af verden og den virkelige verden«, herunder vel at mærke også – »hvis omstændighederne kræver det« – vores forståelse af »hvad der er rigtigt og forkert«.

Det er godt at vide, at også hjerneforskningen kan belyse den slags fænomener.

Men kan hjerneforskningen også forklare fænomenerne? Lad os prøve at være en kende uimponerede. Det er svært, for det forklarlige imponerer netop ved at være forklarligt, det målbare ved at kunne måles. Gemmer der sig muligvis en tryghedsnarkomani her? Og hvad så, hvis der ikke er den tryghed at få, som vi efterspørger? Det forekommer mig at være her, filosofien har sin chance. Filosofi er ikke for tryghedsnarkomaner. Den kræver mod. Et mod af den slags, en Kierkegaard havde, da han skrev sine berømte ord:

»Med Naturvidenskaberne kan det slet ikke hjælpe at indlade sig. Man staaer der værgeløs og kan aldeles ikke controlere. Forskeren begynder strax at adsprede med sine Enkeltheder, nu skal man til Australien, nu til Maanen, nu ned i en Hule under Jorden, nu Fanden i Vold i Røven – efter en Indvoldsorm; nu skal Teleskopet bruges, nu Mikroskopet: hvo Satan kan holdet det ud!«

Selvbevidst måske, men også med bevidsthed om, hvad filosofi er og ikke er. Filosofi begynder ikke med kendsgerninger (Enkeltheder), men dér er forskeren fra starten (strax); det gælder om ikke at lade sig overrumple. I det mindste kunne filosoffen gøre brug af den eneste klogskab, han har, bagklogskaben, se på sin tradition og på, hvordan han før har ladet sig overrumple.

Emperismens begrænsninger

Engang var termodynamikken den store åbenbaring for halvstuderede filosoffer, siden var det sandsynlighedsregningen, så relativitetsteorien … I dag er det hjerneforskningen. Dengang, telefonen var ny, blev hjernen sammenlignet med omstillingscentralen, dette vidunder af teknisk snilde. I dag bliver den sammenlignet med computeren. Også hos Østergaard: »Hjernen funger som en slags harddisk.« Se bare! Da haben wir es

At gå ud fra det, man kan se, eller tage og føle på, hedder i filosofisk fagsprog empirisme. Man begynder med nogle kendsgerninger, og derefter argumenterer man. Den holdning har bredt sig, efterhånden som engelsk er blevet verdenssprog. Den angelsaksiske kultur har ingen anden tradition i filosofien end empirismen. Det er omtrent det samme som ingen kultur.

På Kierkegaards tid var filosofi det samme som spekulation. Det er det stadig, når det virkelig gælder. Filosoffer, som ikke tør tage springet og indrømme, at man er nødt til at tænke, til at have et begreb om, hvad kendsgerninger er, før man kan konstatere nogen som helst kendsgerning, bliver aldrig filosoffer.

Bedre bliver det så ikke af, at filosofferne de sidste 150 år, så langt som også Østergaards hjerneforskning ser tilbage, nydeligt og akademisk har fordelt sig på »systematikere« og »historikere«, hvor de første formodes at beskæftige sig med fagets problemer og de sidste med dets tradition. Som om bevidstheden om et filosofisk problem kunne bestå i andet end bevidstheden om dets behandling i traditionen!

Hjernen slutter med en lille beretning om, hvordan »hjerneforskere, psykologer og filosoffer« i dag »heldigvis« arbejder sammen. Det handler om Benjamin Libets efterhånden berømmelige forsøg fra begyndelsen af 1980’erne. »Libet bad en række forsøgspersoner om at bevæge en finger, når de fik lyst.

Imens registrerede han aktiviteten i deres hjerne og fingermuskler ved hjælp af to elektroder […] Men da Libet analyserede sine resultater, kom han frem til en højst besynderlig konklusion: Hjernebarken var i færd med at planlægge fingerens bevægelse, før forsøgspersonerne – ifølge eget udsagn – besluttede sig for at bevæge den.«

Sløks klarhed

Dette forsøg kan nu være, hvad det være vil i hjerneforskningsregi, hvor det utvivlsomt viser noget. Men hvad? Problemet melder sig igen, hvor tolkningen bliver filosofisk. Problemet er, at der i dag findes filosoffer, som i fuldt alvor vil se det som et forsøg til løsning af filosofiens gamle spørgsmål om eksistensen eller ikkeeksistensen af en fri vilje.

Som om man kunne reducere det problem til et spørgsmål om et enkelt individ og dets egenskaber. Som om filosofien stadigvæk arbejdede med en ontologisk model for mennesket, ifølge hvilken det er en ting (en substans) med forskellige egenskaber (attributter).

Det er over 50 år siden, Johannes Sløk i sin lille bog Eksistentialisme ganske ligetil forklarede, hvad man med større besvær kan læse sig til hos Rousseau, Schelling, Heidegger, Sartre eller Pareyson, at det har vist sig meningsløst at opfatte friheden sådan:

»Friheden har i filosofiens historie været et umådelig drilagtigt begreb. Vanskeligheden beror på, at man har opfattet friheden som betegnelse for et eller andet bestemt, en foreteelse eller positiv egenskab. Blandt de mange faktorer, mennesket bestod af: drifter, affekter, tanker osv., figurerede også friheden, ofte i sammenhængen: fri vilje.

Hvad enten man benægtede eller hævdede, at mennesket besad en fri vilje, opfattede man selve ordet på denne måde. De stridende parter var enige om, at det var dette, der mentes med frihed, og man var blot uenige om, hvorvidt den forelå eller ej. […] Men ved selve denne formulering og den model, man derigennem tænkte efter, blev den frie vilje også til en faktor og derfor ligeså nødvendig i sin funktion som enhver anden, dvs. den blev allerede fra starten begrebet på en selvmodsigende måde, og diskussionen blev meningsløs.«

Filosofien har 2.500 år på bagen, så for den betyder det ikke så meget at spilde 50 år. Derimod kan 50 år være lang tid for dem, der gerne ville lære noget af filosofien. Derfor burde filosofferne for længst have protesteret over neurovidenskabernes dominans. Vi burde have vakt den undren, som et forsøg som det beskrevne ikke forslår til at vække.

For er det ikke underligt, at hunde og katte ikke har udviklet deres sprog og ikke har en litterær kanon, som de flittigt citerer? Eller at solsorternes reder ikke har udviklet sig over forskellige perioder og stilarter, klassicisme, funktionalisme, postmodernisme?

Hvordan kan det være, at mennesker et sted finder det normalt at spise mejerigtigt, men et andet sted naturligt at spise sild eller pølse eller rødbedesuppe til morgenmad? At de kan finde på at leve om natten i stedet for om dagen? At mennesker kan opfinde stadig nye former for sex og efter sigende nu er oppe på at have over tredive forskellige køn?

En anden hjerneforsker, Peter Lund Madsen, var på sporet af denne forskel – kald den så menneskets frihed eller åbenhed, variabilitet eller historicitet – da han i et af sine foredrag engang sagde: Placer en gruppe aber på en øde ø og vend tilbage 1.000 år senere, aberne vil til den tid leve præcis, som da man efterlod dem. Det vil ikke være tilfældet med en gruppe mennesker.

Nutidens filosof

Filosofien har på ingen måde patent på tænkningen, og faktisk ville det filosofisk give bedre mening at lade hjerneforskere som de citerede diskutere deres forsøg og tankeeksperimenter indbyrdes end at hidkalde en filosof, der ikke går efter den manglende begrebsbestemmelse, men bare ’køber’ uprøvede antagelser tilhørende en forsøgsopstilling.

Hvordan er vi endt dér, hvordan kan det være, at filosoffer efterhånden ikke har andet at tilbyde humanvidenskaberne end en terminologi til brug for overførelse af modeller og antagelser og resultater fra naturvidenskaberne?

Giorgio Agamben, nutidens bud på en ordentlig filosof, har overvejet humanvidenskabernes metode i bogen Signatura rerum fra 2008, der snart udkommer på dansk. Han beskriver blandt andet humanisternes landvindinger i det 20. århundrede som muliggjort gennem deres valg af lingvistikken som modelvidenskab – og derefter hvordan udviklingen sættes i stå med lingvistikkens egen overgang fra en forskning af Benvenistes type til en forskning af Chomskys type.

Omsider var man nået frem til ikke at forankre videnskaben i en virkelig eller substantiel oprindelse, men at definere oprindelsen komparativt ud fra fænomener, som er givet nu og her: Som indoeuropæisk i lingvistikken ikke skal forstås som et glemt sprog bag nutidens indoeuropæiske sprog, men derimod som det, der styrer disse sprogs indbyrdes forbindelser, sådan skal barndommen i psykoanalysen ikke forstås som en svunden tid, men derimod som en stadig aktiv kraft i den voksnes psykiske liv, og sådan skal eden eller pagten i samfundsfilosofien ikke forstås som en eller anden urbegivenhed, men som det, der binder de eksisterende samfund sammen.

Med skiftet til indflydelse fra de såkaldt kognitive videnskaber er man igen begyndt at søge en primitiv ontologisk forankring, nu blot i menneskets neurale system eller genetiske kode. På den måde vil humanvidenskaberne aldrig nå frem til deres egen videnskabelighed; det vil de først, skriver Agamben i sin konklusion, »hvis de når frem til at tænke deres ontologiske forankring om igen, idet de ser væren som et spændingsfelt, der efter sit væsen er historisk«.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Mihail Larsen
  • Steffen Gliese
  • Niels Duus Nielsen
  • Grethe Preisler
Mihail Larsen, Steffen Gliese, Niels Duus Nielsen og Grethe Preisler anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torsten Jacobsen

"For er det ikke underligt, at hunde og katte ikke har udviklet deres sprog og ikke har en litterær kanon, som de flittigt citerer? Eller at solsorternes reder ikke har udviklet sig over forskellige perioder og stilarter, klassicisme, funktionalisme, postmodernisme?"

Nej, det er ikke underligt. Ikke mere underligt end at mennesker ikke kan flyve, mens solsorte kan.

Hvad der til gengæld fremstår som underligt - i det mindste for en uskolet bums som jeg selv - er, at filosoffen tilsyneladende - hvis jeg da har forstået ham rigtigt - mener at enhver form for forankring i materien, vil gøre den fine filosofi smudsig. Det kan jeg virkelig ikke forstå, og må derfor undres.

Niels Duus Nielsen

Torsten Jakobsen, der er ikke tale om, at en forankring i materien gør filosofien smudsig. Der er tale om, at en tankeløs forankring i materien, blot fordi kloge mennesker påstår, at sådan er det, er dumt.

Det er ordet "tankeløs", der er det udslagsgivende. Hvis du har tænkt dybt og inderligt over, hvad der er det afgørende for din filosofi, og kan argumentere for dit resultat, i det mindste over for dig selv, er der intet galt med at være materialist. Blot man husker, at idealisterne også har mange gode grunde til deres synspunkter. Som man så kan modarbejde efter bedste evne, nu man selv "ved", at man sidder inde med "sandheden".

Niels Duus Nielsen

PS: Det er da i grunden også underligt at mennesker ikke kan flyve. Nå nej, det kan vi jo. Ved materiens hjælp.

Torben K L Jensen

Hvad er sofisteri for en størrelse?-I min hukommelse var sofisterne nogle påståelige idioter der forurenede samtalen med "Bull-Shit"-påstande.Det ser ud til at de lever i bedste velgående her på siden.

Niels Duus Nielsen

Torben K L Jensen. Sofisterne var de første humanister. Dem brød Platon sig ikke om, fordi de modarbejdede hans teori om idealstaten og filosoffen som konge. Så derfor husker vi dem i dag som påståelige idioter. Hvad nogen af dem da også var.

Michael Kongstad Nielsen

Jeg er lidt dårligt til mode over al den hjernesnak, der udfoldes for tiden. "Hjernekassen" på P1 fx., med Anders Lunds bror, der vitterlig er hjerneforsker.
Hvad med hjertet, og alt det andet, der indeholder så meget af, hvad et menneske udgør. Hjernen kan fx. ikke få os til at springe omkring, ikke omfavne, ikke kysse. Grundtvig talte om hjertevarme. Mennesket er ikke en hjerne, men en helhed, hvori hjernen indgår. Hjernen har litterært og digterisk ord for at være kold, det er der beregningen sidder, ikke varmen.

Flemming Berger, Anne-Marie Krogsbøll, Karsten Aaen, Niels Duus Nielsen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Michael Kongstad Nielsen

Nej, det ved gud det ikke er. Hjernen er en efterløber. Det første er hjertet og kønsorganerne.

Flemming Berger, Anne-Marie Krogsbøll og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar
Torsten Jacobsen

Niels Nielsen,

Som jeg læser Søren Gosvig Olesen, finder han intet af interesse for filosofien i neurovidenskaben overhovedet, eller for menneskevidenskaberne sådan i bred forstand. Det mener jeg, er en tragisk blindgyde at bevæge sig ned i. Faktisk kan jeg slet ikke forstå det standpunkt. Derfor undrer jeg mig, og håber i virkeligheden at jeg helt har misforstået, hvad Søren Gosvig Olesen prøver at sige.

Uanset om jeg har forstået ham ret eller ej, finder jeg det dog beklageligt, at han afviser neurovidenskabens udfordring af den udbredte forestilling om en 'fri vilje', med en nonchalant henvisning til tekster skrevet i en tid, hvor neurovidenskaben endnu var i sin vorden. At man 'frivilligt' ifører sig sådanne mentale skyklapper er ganske vist såre menneskeligt, sådan set i et psykologisk perspektiv, men videre ærefrygtindgydende kan et sådant idealistisk/ideologisk skaktræk vel ikke ligefrem kaldes?

Der er ingen tvivl om, at neurovidenskabens opdagelser allerede bliver og vil fortsætte med at blive udnyttet af kræfter, som søger at reducere mennesket til fjedre og tandhjul. Disse kræfter må man så gå op i mod, på bedste vis, men det gøres efter min mening ikke ved, for nu at parafrasere Søren Kierkegaard, blot at stikke ubekvemme 'sandheder' op i røven, og så ellers fortsætte som om intet var hændt....

Torben K L Jensen

I disse så usikre tider var der en forsker der foreslog at hjernen er den eneste kvante-computer der virker ved legemetemperatur og ikke engang den kan forklare visse hændelser i kvanteteorien på en forståelig måde.Hvordan forholder erkendelsesfilosoffer sig til det som Einstein kaldte "spooky action at a distance". Niels Bohr sagde om kvanteteori "Hvis der er nogen der påstår at de forstår det,så er de fulde af løgn" Går udfra at han også mente filosoffer.

Steffen Gliese

Torsten Jacobsen, det er ligesom drenge, der begejstres over en dampmaskine, uafhængigt af dampmaskinens praktiske værdi.

Michael Kongstad Nielsen

Nej Jan, jeg har ikke hørt om alt det indviklede noget, du beretter om, men kønsorganerne må nok leve med, og det er jo ikke så skidt.

Niels Duus Nielsen

Torsten Jakobsen, som jeg forstår Søren Gosvig Olesen, argumenterer han for, at vi erfaringsmæssigt kan konstatere, at mennesket har en "åbenhed", som han skriver, som dyrene ikke har. Eksemplet er abeflokken, som må afvente en mutation for at kunne ændre sine adfærdsmønstre, mens menneskesamfundet hele tiden ændrer adfærdsmønstre "af sig selv".

Med udgangspunkt i denne åbenhed (frihed), som gør det muligt for os fx at foretage videnskabelige eksperimenter, konstaterer vi eksperimentelt, at visse nerveimpulser kommer kronologisk før de bevidste beslutninger, som ifølge den almindelige forståelse (sund fornuft) skulle være dem, der satte nerveimpulserne igang, og ikke omvendt. Hvorefter vi konkluderer, at den frie vilje ikke eksisterer.

Med andre ord: Vi har bevist determinismen ved at gøre brug af den frie vilje. Det er deri, fejlslutningen består, ifølge Gosvig og Sløk.

For at parafrasere Sløk: Hvad enten man anerkender den fri vilje eller ej, er man enige om, at det er en egenskab (attribut) ved mennesket (substans). Men en attribut er ikke noget, vi kan fjerne fra substansen, uden at substansen er en anden, end den vi tog udgangspunkt i, som jo netop havde denne attribut. En attribut er en nødvendig egenskab, som karakteriserer substansen og gør den til det, den er, jf. ordbogen: "særligt karakteriserende kendetegn eller oplysning som knyttes til en person, en sag, et stof el.lign."

Så hvis vi beviser, at attributten ikke er en attribut, må der være noget galt med beviset. Ifølge Gosvig og Sløk er det forudsætningerne, der er noget galt med: Mennesket er ikke en substans med attributter - "Som om filosofien stadigvæk arbejdede med en ontologisk model for mennesket, ifølge hvilken det er en ting (en substans) med forskellige egenskaber (attributter)", som der står i teksten.

Men hvordan skal vi så forklare, at nerveimpulserne kommer før den bevidste beslutning? Helt for egen regning vil jeg foreslå, at i stedet for at have bevist, at viljen ikke er fri, har vi såmænd påvist, at der findes et eller andet niveau for tænkningen, som måske kan kaldes "førbevidst" eller "underbevidst", eller sågar "ubevidst". Freud har ikke levet forgæves alligevel.

http://ordnet.dk/ddo/ordbog?query=attribut

Poul Sørensen

"Den største synd er at være ignorant." Buddha. - Og det er uanset hvad eller hvem der kommer først med tilskyndelsen til at tænke eller til at holde organiserede pauser i sin tænkning.

Morten Balling

Jeg tror at månen er der når jeg ikke kigger. Jeg har det fint med at jeg ikke kan være 100% sikker. Jeg har det også fint med at jeg, med overvejende sandsynlighed, ikke har nogen reel bevidsthed eller fri vilje.

2500 år. Så gammel er filosofien iflg. Søren Gosvig Olesen. Jeg kender ikke Søren, men jeg læser mellem linierne at han betragter sig selv som lidt af en filosof. Det gør jeg også sådan helt personligt. At filosofere er at tænke, og dén går længere tilbage end 2500 år. Med al ære og respekt er den Platon'ske idé om at lade stenkuglen herskes af filosofer som dusker supermodeller, noget af det man trækker lidt på smilebåndet af i dag. Alligevel kan jeg ikke lade være med at tænke på det, når jeg læser artiklen her.

Ok, lad os sige 2500 år, og hvad har filosofien så fundet ud af? At æstetik, etik, metafysik mm. er mystisk, ja nærmest så mystisk at det ikke giver nogen mening? :) Godt gået drenge, og jep, i filosofien kan man vist for alvor snakke om en skæv kønsfordeling.

Jeg elsker filosofi. Hvis jeg havde råd, ville jeg hellige mig den. Ligesom nogen elsker skakspillet. Men jeg tror ikke længere et hammerslav på at det er i filosofien vi finder løsninger på ret mange problemer.

Her er vi nok desværre nødt til at gå mere lavpraktisk til værks. Lidt ala de andre aber. Modsat Søren er jeg nemlig ret overbevist om, at vi mennesker overvurderer vores evolutionære stade. Det er surt for filosofien, men matematik, statistik og naturvidenskab er vejen frem her og nu. Det ligger i vores gener, det ligger i determinismen (den kvantemekaniske af slagsen), det ligger i vores natur og det afspejler sig i vores kultur (hvad det så end er for en dims).

Niels Duus Nielsen

Morten Balling, Deleuze skrev en bog, hvor han argumenterer for, at den eneste berettigelse, filosofien har, er at den skaber nye begreber, som alle fagsvidenskaberne så sidenhen bruger til at nå nye erkendelser. Det klassiske eksempel er Descartes, der insisterede på, at ånd og materie er væsensforskellige. Den dualisme lider vi stadig under i dag. Men inden den blev en hæmsko hjalp denne tanke med at skille skæg fra snot, så naturforskerne kunne udforske naturen uden at skulle tjekke med præsten først.

Et moderne eksempel (i en lidt anden vægtklasse, bevares) er Bourdieu, som har udviklet en todimensionel måde at anskue det politiske spektrum på - en korrektion til den flade opdeling i højre og venstre, som i dag anvendes overalt i socialvidenskaberne. Var Bourdieu sociolog eller filosof? Det meste af tiden var han sociolog, men da han udviklede sin model, var han filosof.

Descartes var lejesoldat, inden han blev filosof.

Morten Balling

@Niels

Jeg stiftede første bekendtskab med Bourdieu ifm. at jeg prøvede at finde ud af hvad æstetik egentlig betød, efter at have arbejdet med film i 25 år, uden at have hørt ordet som andet end at "det var når noget så fedt ud". Bourdieu mente bla. at æstetik og smag er noget man benytter til at holde klasseskel i samfund ved lige, og det er jeg ret enig i. Så Bourdieu var sådan en form for indgangsvinkel til filosofien for mig. Btw. Bourdieu, dér kan man snakke om et navn som folk sikkert gerne vil have stavet. Det er næsten lige så bøvlet som Bouguereau.

Min sidste kommentar var lidt trollet. Jeg er som nævnt ret vild med filosofi, men forleden skulle jeg svare på spørgsmålet, hvorfor jeg syntes filosofi var vigtig, og da jeg lige havde bablet om determinisme og ikke-eksisterende fri vilje var det sgu lidt svært. Metafysik og Philosophy Of Mind er (sikkert qua min naturvidenskabelige ballast) mine favoritter, men i praksis betyder det utroligt lidt om vi har den der vilje.

Jeg hørte en forelæsning om emnet, hvor professoren fortalte en anekdote om en forsvarsadvokat som havde indraget en filosof som vidne, i et forsøg på at bevise at den anklagede ikke kunne stilles til ansvar. Ok, vi har ingen fri vilje, sagde dommeren, og derfor havde han heller intet moralsk problem med at dømme den anklagede til døden.

I filosofi kredse er den slags jo noget man kan filosofere over længe, men for 99,9% af de skaldede aber her på planeten er det ikke engang noget de forstår. Til gengæld har jeg lige lært at gensplejse. Dér kan man snakke om noget, som på sigt vil få folk til at få vanillekransene galt i halsen ude ved kakkelbordene. De etiske aspekter er mindblowing, men det bliver der næppe snakket så meget om, når vi f.eks. lærer at fikse de slidte telomerer. Og, så der jo kugler i lortet, som man siger.