Velmenende bindestregspædagogik

Uddannelse og dannelse drejer sig om lydhørhed og genklange. Det er undervisningens opgave på én gang at gøre eleverne nysgerrige efter at udforske verden, samtidig med at de får mod på at give det liv, de lever og ønsker at leve, en samfundsmæssig form. Således er det dannelsens vedholdende ambition at etablere resonante rum, der på talrige måder forbinder subjekterne med verden.

Verden må bringes i tale og til at tale, samtidig med at subjekterne åbner sig over for den ved først at lytte og derefter at tale. Dertil kommer retten til at fortolke det lærte i frihed og til aktivt at engagere sig i verden.

Resonanspædagogikken er optaget af at udforske og bære ved til eskalerende møder mellem verdens svingninger og de lærendes egne svingninger. Uddannelsens mål og dannelsens idé er ikke at beherske verden eller at kunne gøre den ’stum’ ved at tilegne sig en lukkende og klassificerende viden; men derimod at eleverne og de studerende ændrer deres forhold til verden og ikke mindst til sig selv og hinanden.

Med disse parafraserende formuleringer af den tyske sociolog Hartmut Rosa (født 1965) fremsættes et bud på en resonanspædagogik, der kan – og helst skal – revolutionere alverdens lærdomssystemer fra folkeskolen til universitetet. Det sker i en lille og rigt illustreret interviewbog med titlen Resonanzpädagogik, hvori Rosa fører en række samtaler med Wolfgang Endres, der siden 1973 har været leder af Studienhaus am Dom i St. Blasien.

Læreren orkestrerer og doserer fremmedheder i passende mængder, og opvakte elever drister sig til at påpege huller i lærerens forklaringer. Med Rosas ord er læreren ikke en tilbagelænet moderator, men snarere en stemmegaffel, der slår den første tone an og angiver et felt, hvor inden for der kan spilles og improviseres. Læreren kan og må ikke give afkald på anslaget. Skabes der et rum for faglige udvekslinger, hvori der kan fejles og eksperimenteres langt hinsides de forsimplede afkrydsningsskemaers horisont – svar er enten rigtige eller forkerte – så trives resonanspædagogikken.

Vekselspillet mellem uddannelse og dannelse

På tysk bruger pædagogikteoretikere og uddannelsespolitiske aktører ofte begrebet Bildung som den kvalificerende sammenkobling af begreberne uddannelse og dannelse. Bildung kommer således til at betegne det kritiske mellemværende og det stridsomme dialektiske spil mellem formgivningen af den lærende (dvs. uddannelsessystemets intention) og den lærendes egenaktivitet (dvs. den egne dannelsesproces). Bildung bliver dermed også navnet på noget principielt uafgørligt – og dermed åbnes der for et felt, som samfundskritisk antændte tænkere kan intervenere i.

Sådan en er netop Rosa, der er professor ved Friedrich-Schiller-Universität Jena. Han er noget så egensindigt, men også oplagt i denne forhastede verden, som en modernitetskritisk accelerationssociolog. Rosa undersøger og kortlægger, hvad der sker og ikke mindst, hvad der fortabes, når sociale processer speedes op i kølvandet på de hastighedsforøgende teknologier, vi er omgivet af, såsom jetfly, biler, kommunikationssystemer og globale finansielle transaktioner og spekulationer. Acceleration, der som bekendt er hastighed i anden potens, hedder Beschleunigung på tysk.

Hans kendteste værker hedder Beschleunigung (2005) og Weltbeziehungen im Zeitalter der Beschleunigung (2012), og på dansk foreligger Fremmedgørelse og acceleration (Hans Reitzels Forlag 2014). Inden for sociologien og den kritiske samfundstænkning opfattes Rosa som et af de kendteste medlemmer af den såkaldt fjerde generation af Frankfurterskolen (første generation: Horkheimer, Adorno, Marcuse; anden generation: Jürgen Habermas; tredje generation: Axel Honneth).

Bliven-berørt i sin svingningseksistens

Syd for grænsen kan man tillade sig at kreere nogle fantastiske og stærkt dynamiserende ordguirlander med stor faible for både sprog og effekt: »In-Schwingung-Versetzt-Werden«, »Momente des Berührt-worden-Seins« og »In-Beziehung-Treten mit einer Sache«.

Disse vendinger, der ikke lader filosoffen Martin Heideggers ord fra det fænomenologiske hovedværk Sein und Zeit fra 1927: »In-der-Welt-Sein« (i-verden-væren) noget efter, risikerer at komme til at lyde noget fladmaste, når de oversættes til dansk og berøves deres samtidighedsskabende og nærmest uundværlige bindestreger: »at blive hensat i svingning«, »momenter af at være blevet berørt« og »at træde i forbindelse med en sag«.

Rosa taler om »akseåbninger«, når de lærende går til undervisningsstoffet med åbne ører og øjnene på stilke, når de arbejder engageret, og når læreren formår at formidle og at tænde en begejstring. Resonanspædagogikken er ikke en harmonisk undervisningslære. Konflikter, fortolkninger og dissonanser er velkomne.

Det drejer sig om at træne sig i at lære at ’irritere’ hinanden på gensidige og vekslende måder uden angst, for uden knager og modstand ebber resonanserne hurtigt ud. Der er ingen grund til at lytte længere eller at ytre sig højlydt og spørgende om noget, hvis alle allerede ’ved’ alt, og der så at sige ikke er mere at tale om.

Resonanserfaringer er kropserfaringer, der rækker langt ud over øjets domæne. Derfor er Rosa meget kritisk over for de lærdomssystemer, der i alt for høj grad blænder op for en entydig skærmformidling af verden. Som »Monokanal zur Welt« risikerer it-teknologierne at komme til at servere glatte overflader for de lærende. Dermed kommer skærmteknologierne og søgemaskinerne til at fungere som »potenzielle Resonanzkiller«. Rosa advarer imod at reducere verdens taktile og sanselige mangfoldighed til et ensidigt tegn- og billedsprog.

Erkendelsen bor i kroppen. En håndæltende og veltrænet bager kender til dejens konsistens fra sine fingres visdom og fornemmer helt præcist, hvornår der ikke skal hældes mere mel i. Dejen synes at tale med sin egen stemme, og bageren er excellent til at lytte. Resonanserfaringer er derfor ikke identiske med behændige projektioner, der måtte udgå fra det handlende subjekt, endsige med autoritative ord fra en manual.

Hvad blev der af den pædagogiske samtidsdiagnostik?

Bogens undertitel lyder Wenn es im Klassenzimmer knistert, og går man i lag med det sidste verbum, ledes man hurtigt på sporet af, at både sne og gamle gulvplanker kan knirke, og at ild kan knitre.

Interviewbogen er ladet til randen med lydmetaforer. Knitrende ild slår også gnister, og pædagogikken er ladet med både lyd, lys og liv. Så kan det jo knapt nok være meget bedre.

»Vi er liv & lys/vi er skygger & magi/ .../vi er sanser vi er magt/vi er os selv med dødsforagt//vi er kød & blod/ .../vi er gåder uden ord/vi er perler på en snor/vi er liv & lys,« synger C.V. Jørgensen kongenialt på det stedsegrønne nummer »Indian Summer« for mit indre øre.

Men hvad blev der af den kritisk-pædagogiske samtidsdiagnostik, som man forventer den udfoldet af en sociolog af Hartmut Rosas kaliber? Hvorfor stikker han ikke sit termometer lidt dybere ind i uddannelsessystemet med henblik på at stille en kritisk diagnose? Hvorfor blotlægger han ikke de styrende uddannelsespolitiske og pædagogiske rationaler i samtiden?

I Resonanzpädagogik virker det snarere, som om han har villet opstille et noget idealiseret modbillede til tidsåndens og samtidens herskende uføre af testkultur, målstyring, evidensforhippethed og den uforsonlige arbejdsmarkedsrettethed af hele uddannelsessystemet.

Rosa har selvfølgelig ret i, at undervisningen virker bedst, hvis den gøder den pædagogiske jord for »Motivation durch Resonanzbeziehungen« og »Selbstwirksamkeitserwartungen«; men i dag udgår der også forventninger om en passende og motiveret selvvirksomhed fra det lydhøre ’system’. Du skal selv udfærdige en elevplan i skolen og en problemformulering for dit helt eget unikke speciale på universitetet.

Det hele sker i frihed og såre transparent. Og når der styres ved hjælp af frihed, selvledelseskompetencefordringer og potentialerealiseringstvang, kan resonanspædagogikken risikere at komme til at ende sit korte liv som endnu en velmenende bindestregspædagogik, der ikke forholder sig til de faktiske forhold i (h)jern(e)industrien.