I sirlige rækker sidder jakkesætsklædte unge mennesker. Foran dem står en karismatisk mand og skuer ud over dem: »I kommer til at tjene så mange penge, at I ikke fatter det!« brøler han. Der er stille lidt. Så rejser de unge mennesker sig, pumper deres knytnæver ud i luften, mens de hujer og hujer.
Scenen er observeret af antropologen Karen Ho. Sammen med antropologiske kolleger har hun sat sig for at undersøge kapitalismen – ikke gennem abstrakte kategorier som ’markedet’, ’neoliberalisme’ eller ’økonomiske logikker’, men gennem nære etnografier om menneskers daglige ’gøren’. Som en del af projektet har Karen Ho studeret miljøet i de store investeringsbanker på Wall Street – dvs. J.P. Morgan, Salomon Brothers, Morgan Stanley, og ikke mindst Goldman Sachs, som jo er rygende aktuel herhjemme på grund af Dong-sagen.
Ho har selv arbejdet i en investeringsbank på Wall Street, inden hun begyndte sine studier. Hun kender derfor det svært tilgængelige miljø indefra. Hendes analyse er en fascinerende fortælling om en branche, som mere end nogen anden har fået lov til at sætte dagsordenen for, hvordan det øvrige samfund skal formes.
Det skyldes, at mange topledere i de store globale virksomheder er tidligere investeringsbankmænd, som typisk henvender sig til deres gamle kolleger, når de skal købe rådgivning. Men det skyldes også, at idealerne om hurtig vækst og aktionærværdi har etableret sig som det grundlæggende tegn på ’ansvarlighed’ blandt politiske beslutningstagere. Man kan derfor ikke overvurdere betydningen af Hos forskning.
Udskillelsesløbet
Med afsæt i et omfangsrigt materiale fortæller Ho en historie om Wall Street som en hyperelitær kultur, der former sine ansatte ved hjælp af lige dele forførelse og eksklusionsangst. Den kombinerer myter, dogmer og frelserretorik på en måde, som gør den bemærkelsesværdigt immun over for empiriske korrektioner. Ho viser således, at liberalismen i denne udformning ikke står tilbage for marxismen i forhold til ideologisk intensitet: Den lukker også munden på kritik med henvisning til ’falsk bevidsthed’ hos modparten. Er man imod Wall Streets praksis, har man ganske enkelt ikke forstået, at markedet altid skaber sundhed i det lange løb.
Hvordan formes denne kultur? Det starter med rekrutteringen af de unge finansløver. Allerede her lægges kimen til det udsyn, som præger Wall Streets rådgivere: »Vi repræsenterer cremen af samfundet, vi overlever selv på markedets mest brutale præmisser, og det er derfor vores ret og pligt at skabe verden i vores billede.«
Finansløverne i topbankerne hentes kun fra de to-tre bedste universiteter i USA, og kommer du fra et andet topuniversitet, må du kæmpe om pladsen, så blodet flyder. Harvard- og Princeton-studerende betragtes som særligt udvalgte. De tilhører en slægt af gudsbenådede vindere, hvis talent angiveligt er så grundlæggende, at konkrete færdigheder træder i anden række. Om du er kunst- eller finansstuderende spiller ingen rolle, for din begavelse er nok i sig selv.
Ved studiestart står rekruttørerne parat og uddeler goodie bags til de unge nyankomne, hvorefter charmeoffensiven tager til med cocktail parties, glitrende slide shows om livet som global jetsetter, brandtaler om din enorme attraktionsværdi som kommende ansat osv. Så begynder udskillelsesløbet, hvor unge mennesker forsøger at få face time med de vigtigste fyre i de lækreste banker. Allerede her grundlægges den eksplosive kombination af forførelse og trussel om udelukkelse. Bliver jeg nu inviteret med til den middag? Får jeg nu også den skitur? Så de mig? Vil de have mig? Er jeg inde eller ude?
Gør du dig tilstrækkeligt bemærket, inviteres du allerede som ung studerende til dit første praktikforløb. Her cementeres kulturen omkring udskillelse og klasseforskelle: Der knokles fra tidlig morgen til sen nat, og kun de bedste sendes videre. Samtidig inddeler man i front-, mellem-, og bag-arbejder. Kun frontarbejderne bliver investeringsrådgivere. Mellemarbejderne laver analysearbejde, og bagarbejderne administration. Harvard- og Princeton-studerende er selvskrevne til frontarbejde. Har du læst i Kansas, skal der mirakler til at lande i frontkontoret. Bagkontoret er den absolutte underklasse, som endda har egen elevator, så de er ude af syne i det daglige.
Når det rigtige job i investeringsbanken starter, får de unge frontarbejdere et chok. Selv om praktiktiden var hård, har få fattet, hvad der venter dem: Der knokles dag og nat som underdanig regnemaskine for systemets store drenge, og mange mindes med længsel en arbejdsdag på blot 12 timer. Disse trængsler lægger kimen til en selvforståelse som markedets aristokrati. De, der ikke springer fra undervejs, fødes ud i den anden ende som stærke tilhængere af samme skærsild, de selv har været igennem. Deres opgave er at vække det forkælede og fedladne forretningsliv fra slummeren og bistå det i den nødvendige slankning og optimering.
Tilblivelsesmyten
Ho beskriver Wall Streets tilblivelsesmyte om, hvordan de skabte kapitalen til at bygge corporate America og frelste et skrantende forretningsliv i 80’erne fra dovne ledere. I praksis var det ikke Wall Street, men regeringen, der skaffede kapitalen til mellemkrigstidens opbygning, viser hun. Det er altså myte, ikke historieskrivning.
Myten er forankret i kernedogmet på Wall Street, dogmet om aktionærværdi. Denne aktionærværdi blev angiveligt forsømt på det groveste, da efterkrigstidens stærke virksomhedsledere regerede uden hensyn til virksomhedens retmæssige ejere. At Wall Street i sin tid selv var med til at skabe disse store virksomheder, redigeres ud af historien – lige som det ignoreres, at aktionærer historisk set aldrig har spillet nogen væsentlig rolle i ledelsen af virksomheder. Investeringsbankerne holder fast i myten om at ’genindsætte’ aktionærerne i deres retmæssige position.
Gennem massive finansielle dereguleringer i 80’erne fik Wall Street på få år radikalt ændret forståelsen af en virksomheds formål. Efter Anden Verdenskrig blev virksomheder set som demokratiske og sociale institutioner, der havde til formål at understøtte samfundet og dets borgere gennem det forretningsmæssige virke. De tjente altså en række interessenter og agerede forbillede for sociale fællesskaber. Siden 80’erne har virksomheder kun haft en interessent: aktionærerne. Deres jagt på kortsigtet gevinst fejer alle andre hensyn til side: lokalsamfund, medarbejdere, produktkvalitet, miljø osv.
Interessant nok viser Ho, at Wall Street faktisk end ikke selv efterlever sit princip om aktionærværdi. Når investeringsbankerne tjener på finansielle indgreb, er det således i deres interesse at anbefale dem – også til virksomheder, som klarer sig fint. Kuren er altid den samme, nemlig at skære fedtet fra. Fedtet er alt det, der ikke pumper kortsigtet vækst op – f.eks. medarbejdertrivsel, miljøbevidsthed, udviklingsarbejde osv.
Uden dette fedt – nogle ville mene, det snarere var muskler og vitale organer – bliver virksomhederne ofte dårligt rustet til den lange bane. Og her træder selvsamme investeringsbanker så ind for at bistå virksomheden i at reetablere det, de i sin tid afviklede. På denne måde har de skabt et smukt, selvfødende system af indtjening. Taberne er ironisk nok de almindelige aktionærer, hvis interesse bankerne påstår at tjene. Kun bankerne selv og de mest privilegerede investorer vinder. De vinder til gengæld stort.
De mange fejlslagne indgreb giver ikke anledning til selvransagelse. I stedet benyttes en cirkulær logik, hvor behovet for hurtig forøgelse af aktieværdi står fast. ’Markedet’ ordner altid alting til sidst, så selv om det har omkostninger nu, så er det bedst i det lange løb. Ud fra samme devise er bristede finansbobler markedets måde at ’rydde op på’, snarere end udtryk for en problematisk finansiel rådgivningskultur.
På denne måde er ’markedet’ blevet besjælet, beåndet og indgydt næsten kreationistisk magt. Finansrådgivernes særlighed består i at kunne ’læse’ dets budskaber og viderebringe dem til de magtfulde virksomhedsledere – som i øvrigt ofte selv er tidligere ansatte i investeringsbanker.
Massefyringer, ’slankninger’, opdeling af sunde virksomheder i små dele, der sælges dyrt videre – alt sammen foregår det i det alvidende markeds navn. Det er nødvendighedens politik, lyder forklaringen: Kun gennem den reneste grådighed kan vi tjene almenvellet. Ikke engang en finanskrise har rykket ved denne devise.
