Anmeldelse
Læsetid: 2 min.

’Askepot’ er askehot

Pantomimeteatrets ’Askepot’ sprudler med en herligt humoristisk koreografi af Yuri Possokhov. Og dronningen holder fast i sin hidsige farveskala til Oh Land’s Danmarksnostalgiske popmusik
Moderne Tider
2. juli 2016

Askepot ender lykkeligt i Pantomimeteatrets nye ballet. Men scenen er kridtet brutalt op med voldeligt værktøj til hak-en-hæl-og-klip-en-tå-gyset – og de onde stedsøstre humper handikappede væk, mens Oh Lands elektropop-melodier hylder Askepots tro på eventyr. Her hjælper ingen kære dronning!

Koreografien er af Yuri Possokhov, der var solodanser ved Den Kongelige Ballet i 1990’erne. I dag er han huskoreograf ved San Francisco Ballet, og hans veloplagte koreografi for Pantomimeteatret viser sig at være en munter blanding af klassisk ballet og breakdance – tilsat Pantomimeteatrets traditionelle mimik.

Koreografisk har Possokhov en forkærlighed for sjove løft, hvor mændene drejer kvinderne rundt som møllehjul. Han lader gerne mændene hoppe kækt højt over hovedet på kvinderne, og musikalsk kan han tydeligvis ikke lade være med at digte med på Oh Land’s jazzende rytmer; danserne vrikker i hvert fald det bedste, de har lært.

Men Possokhov har også skabt fine øjeblikke af forelskelse mellem prinsen og Askepot. Her er et kys et rigtigt kys – smak! Og her lægges en hånd forsigtigt mod en kind, så man kan mærke dens nænsomhed.

Lydligt blackout

Pantomimeteatrets mimekunstnere har lykkeligvis fået frie hænder. Når den uimodståelige karakterdanser Tommy Edvardsen går på scenen som ceremonimester, kan han i hvert fald få det til at se ud, som om denne Askepot har været på repertoiret lige siden Pantomimeteatrets åbning i 1874.

Oh Land’s uhøjtidelige pop har folkeligt ørehængerpotentiale, uden at musikken dog virker overvældende genial. Nanna Ølands egen baggrund som danser har tydeligvis påvirket sangenes feel-good-dynamik – med tælbare gentagelser og springtydelige afsæt i temaerne.

Ærgerligt nok skaber overgangene mellem sangene nogle sære lydmæssige blackouts. Men den bærende sang har et fint melodilån fra »I Danmark er jeg født«: Her smyger musikken sig vitterlig hjemmevant om tilskuerkroppen i sommervinden.

Ved premieren dansede Robert Thomsen en smuk, mørk prins med ædle spring og elegante linjer – og meget forelskede øjne – mod Fenella Cooks velproportionerede og letbenede, men også noget overfladiske Askepot. Var hendes Askepot simpelthen mere forelsket i trangen til at komme væk fra det hårde tjenestepigearbejde end i drømmen om at blive kvinden i prinsens liv?

Men pyt. Den slags detaljer skal man måske ikke gå op i, når sommerregnen lader Tivoli gå fri, og når Dronning Margrethe præsenterer sin sjoveste, perspektivmalede vindeltrappe til dato.

Dronningens kostumer fastholder stædigt den hidsige, royale farveskala af pink-orange-rød-lilla nuancer; men den traditionelle Askepot-lyseblå er trods alt havnet i et blomstermønster på kjolen til festen på slottet.

Kvindekamp og knæ

Dramaturgisk er det lidt uklart, hvordan tåspidsskoen egentlig ryger af Askepot ved midnat – altså det øjeblik, der ellers er det mest højspændte i Disneys tegnefilm. Men ellers glitrer denne Askepot af retfærdighed og fest.

Pantomimeteatrets ensemble af hele 22 internationale dansere danser yderst glimrende. De dramatisk stærke dansere Tori Cooper og Jennifer Wagstaffe sørger for, at en mere jordnær kvindekamp også får sit i eventyret.

Og karakterdanserne Allan Nielsen og Allan Clausen styrer stedsøstrene med tålmodige skuldre og sjove bejlerknæ – også selv om de nok når at få aske på bukserne, inden alt ender lykkeligt.

Så jo. Denne Askepot er askehot.

’Askepot’.
Koreografi: Yuri Possokhov. Musik: Oh Land. Scenografi: Dronning Margrethe II.
Pantomimeteatret i Tivoli. Til 8. september

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her