Læsetid: 8 min.

Beat-forfaderen Paul Bowles’ store bevaringsprojekt

Den amerikanske forfatter og komponist Paul Bowles tilbragte det meste af sit liv i Tanger, Marokko. I 1959 tog han på en længere rejse rundt i landet for at indspille de stærkt varierede musiktraditioner. 30 af optagelserne har nu endelig set dagens lys i deres fulde – ofte vidtstrakte – længder
Fra juli 1959 brugte Paul Bowles sammen med sine to ledsagere 140 dage på vejene, hvor de lavede 250 indspilninger på 22 forskellige steder, fordelt over fire rejser til det sydvestlige, nordøstlige og centrale Marokko samt udvalgte byer som Marrakesh, Fez og Essaouira.

Courtesy Dust-to-Digital

23. juli 2016

Det er juli 1957, og Paul Bowles vil redde den oprindelige marokkanske musiktradition fra udryddelse.

Han skriver til USA’s Library of Congress for at få penge til at forevige den nordafrikanske kulturarv, og han mener, at han har travlt:

»Offentlig apati ødelægger (kunstmusikkens) fremførelsestraditioner. Det er dog folkemusikken, som er mest i fare for at forsvinde hurtigt, og det er den, som jeg bør koncentrere mig om.«

Library of Congress siger ja tak, og to år senere, i december 1959, er projektet gennemført. Og så tager det alligevel næsten 13 år, før institutionen finder midler til at udgive nogle af indspilningerne.

Oprindelig ønsker Bowles sig en seksdobbelt albumudgivelse for at give et bare nogenlunde nuanceret lydbillede af Marokko. Der bliver råd til et dobbeltalbum.

På 1972-udgivelsen The Music of Morocco from The Library of Congress er der blevet redigeret heftigt ned i optagelserne af musikstykker, der ellers godt kunne løbe op i halve timer lange forløb. I stedet er det 26 nedbarberede indspilninger, der kommer til at repræsentere Paul Bowles & Co.’s anstrengelser.

Et tab, som der først nu her i 2016 rådes bod på med bokssættet af samme navn som den oprindelige udgivelse, men nu udgivet i fuld ornat: med en læderindbundet booklet og i alt fire en halv times musik på fire cd’er. 30 optagelser, et par indspilninger er fjernet, nogle ekstra kommet til, vel at mærke alle i deres fulde længde.

I sommeren 1999, nogle måneder før hans død, godkender Bowles selv sammensætningen af den aktuelle udgivelse. Med én enkelt undtagelse, afslutningsskæringen »El Fjer«. Måske fordi det ikke er et stykke musik, men blot et soundscape, en reallydsoptagelse af en sen nats lyde i byen, som han forelskede sig i, slog sig ned i og udåndede i. Tanger. Summende cikader, hylende hunde, galende haner, en bildør, der smækkes, en bilmotor, der startes og forsvinder. Nattens lyde, der forbliver.

I juli 1959 er Bowles klar til at tage på den første ekskursion med sine to ledsagere, canadiske Christopher Wanklyn og den marokkanske assistent Mohamed Larbi Djilali. Oprindelig skulle turen foregå i Bowles’ Jaguar Mk V cabriolet, men bekymringerne over grusvejenes behandling af den britiske mekanik, får ham til at sige ja til at låne Wanklyns Folkevogn. Bowles har så heller ikke noget kørekort, så Wanklyn står for det meste af kørslen.

Optagelserne strækker sig til december 1959. Sammen med sine to ledsagere er han på vejene i 140 dage og foretager 250 indspilninger på 22 forskellige steder, fordelt over fire rejser til det sydvestlige, nordøstlige og centrale Marokko samt udvalgte byer som Marrakesh, Fez og Essaouira.

Det sydøstlige Marokko er utilgængeligt grundet den fransk-algierske krig, og i de nordlige Rif-bjerge er der væbnet oprør mod den nye, marokkanske stat. Før Bowles tager dertil, skriver han til Edward Waters fra Library of Congress: »Jeg nyder ikke tanken om at ryge i dissidenttroppers baghold i Rif eller langs den algierske grænse!«

Da Paul Bowles besluttede sig for at redde  den oprindelige marokkanske musiktradition fra udryddelse i 1957, havde han allerede tilbragt meget tid i landet. Her er han i Tanger i 1955. 

 

Courtesy of Disney

Besværgende berber-kvindekor

2016-udgaven af The Music of Morocco from The Library of Congress er – som den oprindelige – opdelt i to: optagelser af berbermusikken fra højlandet og af de mere sammensatte, ofte arabisk influerede ikkeberbertraditioner fra lavlandet.

Og hvilke optagelser. Så fulde af akustiske rum, stemninger, folklore, nærvær fra en svunden tid. »Ouakha dial Kheir« fremført af festorkestret Chikh Ayyad ou Haddou & ensemble fra Tahala sydøst for Fez. Besværgende unisone berber-kvindekor, der igen og igen bruser over en vokal bjergkæde af stigende, siden faldende toner, mens en tromme, en bendir, holder en synkoperet rytmik.

»Jeg havde aldrig hørt noget lignende i Marokko, eller for den sags skyld i Nordafrika,« skriver Bowles i sine håndskrevne noter, inkluderet i uddrag i bookletten. Mens han i noterne til den oprindelige dobbeltalbumudgivelse fortæller, at de fire optrædende kvinder slet ikke bliver betalt. Det bliver derimod de tre mænd, der ikke gør andet end at ledsage dem.

Eller lyt til »Mouwal and Izlan«, optaget i landsbyen Ain Diab ved Atlanterhavet. »Mouwal« er en traditionel del, hvor en enkelt sanger improviserer uden ord, og her er det en shikhat (en professionel berberdanser og -sanger ofte brugt ved bryllupper og andre begivenheder), der oplader sin røst med en dirrende, skærende skønhed. Dernæst en »Izlan«, en længere struktureret – og her vildt forførende – orkesterdel præget af sang, trommer, håndklap, en violin.

Sidstnævnte instrument bryder Bowles sig ikke om i marokkansk rural tradition, hvilket måske får ham til at klippe hele Izlan-delen af nummeret ud af den oprindelige Library of Congress-udgivelse. Men her i 2016 kan vi altså nyde også dén.

Der er »Fulani Iresa«, optaget i Marrakesh, med gnawa-ekvilibristen Si Mohammed Bel Hassan Soudani, der synger med en sandblæst karburator af en stemme, der vækker mindelser om oprindelige amerikanske bluesmestre, og spiller på det karakteristiske strengeinstrument gnbri, der har en metalresonator kaldet en sersal eller soursal, som instrumentet til at klinge forvrænget. Som en vinylplade med støv på pickuppen.

Og »Chalom Lakha Chèbii« – fred på den syvende dag – hvor sangerne Hazan Semtob Knafo og Amram Castiel giver et smukt højstemt eksempel på jødisk videreførsel af andalusisk tradition i en optagelse fra atlanterhavsbyen Essaouira.

Autenticitetsprojektet kompromitteret

Til turen i 1959 har Bowles fået økonomisk støtte fra The Rockefeller Foundation, og fra Library of Congress låner han en spolebåndoptager, som han først trænes i at betjene – og vedligeholde. Ørkensand har trods alt aldrig været teknologiens ven. Ampex 601-spolebåndoptageren betyder et betragteligt kvalitetsspring i forhold til hans gamle Wollensak-spolebåndoptager, men den skaber et uventet praktisk problem.

Dens behov for stabil elektricitet – 110 volts spænding og tilstrækkelig strømstyrke – viser sig at være umuligt at tilfredsstille i landsbyer med dårlig elforsyning, så i flere tilfælde må de samle musikerne fra de mindre steder i byer langs hovedvejene – i et enkelt tilfælde endda på en militærbase – for at optage dem.

Paul Bowles’ autenticitetsprojekt er altså kompromitteret, idet optagelser af musikken i dens vante rammer tit må opgives. Men han fastholder sin skarpe inddeling i sin forståelse af det autentiske og det forurenede, når det kommer til traditioner og regioner. Det er tydeligt demonstreret i udgivelsens inddeling i berber- og ikkeberbermusik.

Højlandsoptagelserne præsenterer den rene autentiske folklore i Bowles’ optik, mens lavlandets ikkeberber-hybridmusik med påvirkninger fra især arabisk, men også jødisk kultur, fra Sub-Saharas Afrika, fra Europa, Mellemøsten er kompromitteret i hans øjne.

Ja, på mange måder opfatter han arabisk og andre kulturer som invasive og forurenende elementer, og det på trods af at nogle af disse traditioner har været i Marokko i op til tusind år. Et puritansk og essentialistisk kultursyn, der går imod forandring såvel som interkulturel udveksling.

Et bevaringsprojekt funderet i en idé om, at en kultur har en essens, som kan udvandes af fremmed omgang med den og af modernisering. Et syn som man også kan finde i de mest fundamentalistiske verdensmusikmiljøer såvel som übernationalistiske kredse i Vesten den dag i dag.

Vestlige påvirkninger er tydelige på den vel nok mest berømte optagelse af marokkansk tradition, den afdøde Rolling Stones-guitarist Brian Jones’ 1968-optagelse af de legendariske Master Musicians of Joujouka. Den udkommer i 1971 under titlen Brian Jones Presents the Pipes of Pan at Joujouka og kendetegnes ved vestlige ekko- og stereofaseeffekter tilføjet optagelserne i et studie i London.

I nyere tid har et pladeselskab som det amerikanske Sublime Frequencies og britiske Honest Jon’s udfordret de traditionelle indsamlingskriterier, som kendes fra Bowles, men også fra Smithsonian Folkways og store feltoptagere som amerikanske John (1867-1948) og Alan Lomax (1915-2002), der optog folkemusik, hvor den opstod og levede, i lokalmiljøerne.

Ikke at førnævnte selskaber ikke dyrker disse, men de udvider også paletten med popmusik og hybrid populærmusik. De dyrker altså både folkemusikalsk tradition, men også postkolonial modernitet og postmodernitet.

Ja, Sublime Frequencies har selv udgivet en feltoptagelse af noget så turistoverrendt og alligevel traditionelt som orkestre på Marakkeshs mest berømte plads, på albummet Ecstatic Music of the Jemaa El Fna. Musik i et komplekst krydsfelt mellem populisme og oprindelighed.

Da finansieringen af projektet er i hus, tager Bowles af sted i juli 1959 sammen med to ledsagere. 

 

Courtesy of Disney

Den hypnotiske reaktion

Tilbage i 1959: Det er året efter, at Marokko er blevet fri for det franske og siden det spanske protektorat. I Bowles’ øjne har kolonialisterne allerede korrumperet landets urbane kultur med nye ideer, fremmed kultur og ikke mindst nye teknologier.

I stedet er hans blik og ører rettet mod de enorme landområder uden for storbyerne, hvor han mener, at de rurale traditioner i et vist omfang er blevet ladt uberørte. Det er dét, han dokumenterer. Og han har travlt, fordi han frygter, at et frit Marokkos kulturpolitik udgør en fare for traditionelle praksisser.

»Et indspilningsprojekt i Marokko er et kapløb mod uret og politiske entusiasters dekultiverende aktiviteter,« skriver han til Library of Congress tilbage i 1957.

I den oprindelige, marokkanske musik hører han den samme »psykologiske realisme«, som han selv efterstræber i sin litteratur. Måske mest berømt med 1949-romanen The Sheltering Sky – Under himlens dække – om det godt slidte ægtepar Port og Kit for hvem Nordafrika bliver deres endeligt.

Port taler om ørkenens stilhed og tomhed, som noget, »der rørte hans sjæl«. Og Kit farer for alvor vild i Saharas sand, både fysisk og mentalt. Det er en solbranket udslettelse af romanens hovedpersoner, et grusomt billede på eksistentiel mangel på retning, men også på naturens nådesløshed. Og en hypnotisk opløsning af ego.

Hvilket man genfinder i Paul Bowles’ optagelser fra et nu svundet Marokko.

»Min første interesse i musik kom fra en rent hypnotisk reaktion, som musikalske lyde altid har haft på mig,« skriver han i 1949. Og »hypnotic music«, er netop, hvad han kalder den mest rytmisk forførende del af hans optagelser.

Det er en mørk og mystisk musik, der vikler lytteren ind i sine repeterende, men også mikroskopiske forandringer over lange stræk. Det er soundtracket til egoet, der overgiver sig til fællesskabet, traditionen, naturen. Ikke ulig hvad der sker i psykedelisk rockmusik og i techno, acid house og EDM’s mest tranceskabende forløb. Og så alligevel noget helt andet, mere sart, vildt akustisk.

Som det påpeges i bookletten, så har Bowles’ bekymringer for den marokkanske kultur i nogle tilfælde vist sig velbegrundede. Således er de jødiske kulturer, som han optog i Meknes og Essaouira, siden flyttet til Casablanca, eller også har de helt forladt Marokko efter krigene i Mellemøsten i 1967 og 1973. Men Bowles viser sig at tage fejl med hensyn til national kulturpolitik under marokkansk selvstyre.

Berberkulturen nyder statsstøtte i dag, og enhver, der har været på Jemaa El Fna i Marrakesh har kunnet erfare, hvordan berberkultur trives side om side med arabisk ditto. Dog ofte i elektrisk forstærket udgave og i hybridformer.

Det er trods alt en form for kulturel udvikling, der udmærket kan foregå uden at kappe rødderne. Selv om Bowles ville have været uenig.

’Music of Morocco from The Library of Congress’ – Recorded by Paul Bowles 1959 (Dust To Digital) www.dust-digital.com

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Hans Aagaard
Hans Aagaard anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu