Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Bleg kritik i hudfarver

Udstillingen ’Native, Exotic, Normal’ af kunstnerduoen Hesselholdt & Mejlvang indskriver sig i en relevant debat om hverdagsracisme og hvidhedens hegemoni. Alligevel ender de trods gode intentioner i en lidt fantasiløs kritik
Udstillingen ’Native, Exotic, Normal’ tager inspiration fra dermatologen Fitzpatricks hudtypeskala fra 1975. Helt konkret er de seks sale på Den Frie malet i hudfarver, hvor hver sal – set fra et vestligt perspektiv – arbejder med de normer og stereotyper, som forbindes med bestemte hudtyper.

Lior Zilberstein

Moderne Tider
2. juli 2016

Salene i Den Frie Udstillingsbygning er til sommerens særudstilling Native, Exotic, Normal malet i nuancer fra lys beige til mørkebrun.

Kunstnerduoen Hesselholdt & Mejlvang, der består af Sofie Hesselholdt & Vibeke Mejlvang, har med dette gennemgående installatoriske greb skabt en udstilling, der fortsætter deres mangeårige fokus på den lyse hudfarve som insisterende farvenorm.

I forlængelse af tidligere udstillinger som The Flesh Tint Project i Aalborg og Pomp and Ceremony – Shades of Skin på Turku Art Museum i Finland tager udstillingen udgangspunkt i, hvordan hvidhedens normalitet gør sig gældende helt ned på hverdagsplan: fra måden apotekets beige plaster kaldes hudfarvet, kosmetikindustriens navngivning af hudtoner (heraf udstillingstitlen Native, Exotic, Normal) til smiley-emojien, man først for nylig har fået mulighed for at vælge med mørkere glød.

Den lyse hudfarve er som norm både usynlig og allestedsnærværende på samme tid.

Med Native, Exotic, Normal har duoen med inspiration fra dermatologen Fitzpatricks hudtypeskala fra 1975 malet de seks sale i hudfarver.

Ud fra denne palet har de skabt en installation til hver sal, der arbejder med de normer og stereotyper, som forbindes med bestemte hudtyper – set fra et vestligt perspektiv. Og som ifølge formidlingsteksten også vil skabe friktioner ved at nedbryde nationalsymboler og kategoriseringer af verden omkring os.

For meget og for lidt

Det er der kommet en udstilling ud af, som lidt ubehjælpeligt står og vibrerer et sted mellem både at være for meget og for lidt.

For lidt, fordi man godt kunne have ønsket, at kunstnerne netop ikke blot udstillede de mest oplagte kulturelle klichéer forbundet med bestemte hudtyper, men netop, som formidlingsteksten lagde op til, mere aktivt bearbejdede og udfordrede disse forestillinger.

For meget, fordi udstillingen hverken sætter en specifik tidsmæssig eller historisk kontekst for problematikkerne omkring hudfarve, men arbejder på tværs af tid og rum, hvor hverken kunstner eller beskuer er specifikt placeret i forhold til udstillingens problematikker – det er svært at vide, hvad den gerne vil os.

Installationerne i hver sal består flere steder af bearbejdede readymades – approprierede og modificerede objekter såsom et par porcelænsfigurer, en afrikansk maske og bemalede genstande såsom et lyserødt modelskib og en brunmalet metalkæde – andre steder af skulpturer og tekstiler skabt specifikt til udstillingen.

Bedst fungerer det i de rum, hvor kunstnerduoen selv har formgivet værkerne. Som i det første og lyseste rum, der bærer den dystre titel »Aryan Certificate«, hvor alle salens vægge prydes af store våbenskjolde, der umiddelbart skaber associationer til slægtskab, rangordener og officiel autoritet. Men som i Hesselholdt & Mejlvangs hjemmesyede udgave i blege nuancer af blødt silkestof fremstår sært indbydende, næsten komiske i deres fesne kolorit.

Stivnede figurer

Med et lignende humoristisk-undergravende greb møder man i udstillingens fjerde sal, »Fiesta Exotica« store ballontotempæle med karikerede afrikanske ansigter, der forstørres op og bliver til groteske masker på vores egen kulturs stereotype fremstilling. Og som samtidig er så lette og ballonagtige, at man med en enkelt nål kan punktere dem.

Her oplever man en legende undersøgelse i materialer, farver og stoflighed, der giver mulighed for en forskydning af symbolerne og vores blik på dem.

Kompleksiteten falder markant i de fire øvrige sale. Én af grundene kunne være, at salene kun indeholder få komponenter, der derfor hver især får stor symbolsk vægt – ikke mindst i lyset af ladede titler som »Normal og Black Nationalism«.

Da der samtidig fortrinsvist er tale om bearbejdede readymades, som viser arketypiske racemæssige og koloniale klicheer, virker flere af rummene mere som letkøbte oneliners end egentlige kunstneriske undersøgelser.

Problemet er, at fordi rummenes titler og vægfarver sætter så kategoriske rammer, formår de installerede genstande ikke at skabe en ny vinkel eller læsning af problematikken, idet kunstnerduoen netop har valgt at arbejde med meget oplagte, ladede symboler. Som ikke videre bearbejdes (i den overvejende del af udstillingen).

Tag for eksempel den mørkeste sal, »Black Nationalism«, hvor rummets eneste to genstande er en grædende afrikansk maske og en udstoppet sort panter placeret i hver sin ende af et dunkelt belyst rum.

Selvfølgelig kan man, som udstillingsteksten gør opmærksom på, se dette rum i lyset af Vestens paradoksale frygt og fascination af sort uafhængighed og den politisk-revolutionære bevægelse Black Panthers. Men hvor meget plads til fortolkning og bearbejdning af klichéerne kan masken og panteren reelt skabe inden for titlens klare rammesætning?

I udstillingens næstsidste rum »Native Cross« er en tung metalkæde spændt ud som et stort kryds gennem den tomme sal, mens et guldsmykke hænger ned fra den brune endevæg.

Kæderne skaber oplagte associationer til USA’s blodige racehistorie med slavelænker, sydstatsflagets kryds, det kristne kors og guldkædens forbindelse til nyere hiphop-kultur.

Den tykke symbolik skaber her igen et lukket fortolkningsrum, og hvorfor egentlig fokusere på kolonisering og slavehandel i en specifik amerikansk kontekst, når vores egen historie jo er rig på fortællinger om kolonisering og slavehandel? Resten af udstillingen har netop et mere eurocentrisk perspektiv.

Selve metalkædens ubelejlige placering i knæhøjde på tværs gennem rummet skaber dog en fysisk forhindring, der bogstaveligt talt spænder ben for beskueren og minder hende om sin egen position i relation til udstillingens tematik.

Jeg savnede flere af den slags veritable benspænd for beskueren gennem Native, Exotic, Normal. Som på trods af det sympatiske projekt og de momentvist interessante bearbejdninger ikke slår nok sprækker i nationalismens og kolonialismens figurer til, at det bliver rigtig interessant.

Hesselholdt & Mejlvang. ’Native, Exotic, Normal’. Den Frie Udstillingsbygning. Oslo Pl. 1, 2100 København. Indtil den 28. august

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her