Læsetid 6 min.

Dengang bipolaritet ikke var en diagnose

Litteraturen har længe beskrevet det skrøbelige sind, også før der kom diagnoser. Lasse Gammelgaard er gået på jagt efter eksempler i dansk litteratur på forskellige sygdomme. Andet stop er Helga Johansens ’Hinsides’, hvor forfatteren undersøger det maniodepressive – det vi i dag kalder bipolær lidelse
Helga Johansen genopstod som kvindeforfatternavn i 2013, da hendes selvbiografiske roman ’Hinsides’ blev genudgivet. I 2015 blev bogen dramatiseret og iscenesat som monolog ved Mira Noltenius på Verdens Mindste Teater 
 ved Kongens Have i København.

Helga Johansen genopstod som kvindeforfatternavn i 2013, da hendes selvbiografiske roman ’Hinsides’ blev genudgivet. I 2015 blev bogen dramatiseret og iscenesat som monolog ved Mira Noltenius på Verdens Mindste Teater
ved Kongens Have i København.

Kristoffer Kofod
9. juli 2016

Her mangler Noget i Stuen. Af Rødt er her kun den lille Stjærne i Loftet, som vaager om Natten. En eneste lille Stjærne – og den er for lidt rød!

Man maa selv kunne hugge Stjærner ud og gjøre dem bedre. Man kan faa Stjærner ud i en Rude, naar man slaar Ruden itu. Hvis jeg kan komme hen til Vinduet, kan jeg krybe op og slaa en Rude itu. Der kan ikke blive et Hul, stort nok til at komme ud af, men jeg kan faa min Haand til at bløde, saa her bliver noget mer Rødt herinde.

Men Marie synes ikke om Blod. Naar hun skal løsne Vattet paa Armen, maa hun vende sig bort, fordi Saaret er stort og blodigt, og det er hun ikke vant til at se paa dette underlige Slags Hospital […]

Jeg kunde godt tænke mig Marie med en rød Stjærne i Panden. Den skulde staa midt over Øjnene og sende Straaler omkring. Jeg har set hende saadan i et Billede, dengang jeg saa’ saa Meget, og nu, da hun bøjer sig over mig, kommer jeg i Tanker om, hvor meget bedre hun saa’ ud med en Stjærne.

For at kunne lukke mig ud, maa jeg have Nøglerne fra hende. Marie gjemmer dem blot i Lommen, men jeg kunde godt lave Stjærner med dem […]

Der gaar hun bort over Gulvet, saa bred, og træder saa haardt og myndigt, hvor hun planter sin Fod. Jeg ser nu, det er hende, jeg hader. Jeg vil synes bedre om, at hun dør, end at hun gaar dér.

Tekstuddrag: Helga Johansens Hinsides. En Psykologisk Redegjørelse (1900)

I år 1900 udkommer Helga Johansens bog Hinsides under pseudonymet Hannah Joël. Den er bygget op omkring Helga Johansens anden indlæggelse, først på Københavns Kommunehospitals psykiatriske afdeling (bedre kendt som ‘sjette afdeling’) den 5. august 1883 og dernæst hendes overførsel til Sct. Hans Hospital den 7. september samme år.

I forordet til genudgivelsen i 1981 kalder overlæge og professor i psykiatri Erik Strömgren Hinsides for »et af de bedste autopatografiske værker, der nogensinde er udkommet inden for psykiatriens område«.

Han vurderer, at den mest sandsynlige diagnose (for ham i 1980) ville være maniodepressivitet (det, vi i dag kalder bipolær lidelse) med stedvise maniodepressive psykoser.

Selvom Hinsides ikke opnåede stor gennemslagskraft i sin samtid, blev den faktisk udgivet i kølvandet på en af de største psykiatrikriser i danmarkshistorien.

I 1890’erne herskede en heftig offentlig debat omkring psykiatrivæsenet, efter etatsråd Brun, grevinde Schimmelmann og andre mere eller mindre offentlige personer var blevet tvangsindlagt og efterfølgende kritiserede deres behandling.

En stor del af kritikken blev rettet mod Knud Pontoppidan (bror til den nobelprisvindende forfatter) som var overlæge på Københavns Kommunehospitals sjette afdeling. Mest markant var forfatteren Amalie Skrams edderspændte kritik af Pontoppidan i sine to nøgleromaner Professor Hieronimus og På Sct. Jørgen.

Vagn Lyhne har i bogen Eksperimentere som en gal – Psykiatriens sidste krise redegjort grundigt både for, hvordan psykiatrivæsnet så ud samt for den debat, det altså afstedkom.

Behandlingen var udformet som et opdragelsessystem, hvis overordnede mål var at socialisere patienten. Der fordredes total underkastelse af den sindslidende, og overlægen blev sat i en almægtig position.

Lyhne citerer bl.a. Pontoppidan for at afvise at gå i dialog med patienterne:

»Det er en almindelig Misforståelse, at den psychiske Therapi bestaar i rigtig at tale igennem med Patienten, og at Sindssygelægen her faar Brug for hele sin dialektiske Færdighed og Overlegenhed.«

Gentagne selvmordsforsøg

Det er det samme psykiatrisystem, der skildres i Hinsides, og harmen over behandlingen deles, om end den ikke er lige så ekstrem som hos Amalie Skram. Helga Johansen beskriver et system, hvor det er »Personlighederne, der har at rette sig efter Rubrikerne, ikke omvendt«.

Jegfortælleren Hannah synker længere ind i sin egen verden, og på et tidspunkt stopper hun kommunikationen med lægerne:

»Alt, hvad man siger her, falder jo i bestemt gjødet Jordbund og voxer op til pæne smaa Sygdomsbilleder.«

Hinsides udmærker sig ved et unikt blik ind i tankemønstre bag handlinger, der set ude fra virker umotiverede. Strömgren skriver i sit forord, at det er påfaldende »i hvor høj grad hendes beskrivelse i Hinsides stemmer med det i journalerne anførte, blot får man i bogen gang på gang forklaringen på de handlinger, som for omgivelserne syntes mere eller mindre uforståelige«.

Tekstuddraget beskriver det tredje og sidste af de (mislykkede) selvmordsforsøg, der indgår i romanen (i starten tager hun en overdosis opium, og senere sætter hun ild til sig selv). I passagen citeret her, smadrer hun en rude og forsøger at skære pulsåren i håndleddet over.

Man kan snildt forestille sig, at patientjournalen har beskrevet selvmordsforsøget så lakonisk opsummerende, som jeg lige gjorde. Det siges dog ikke så direkte af forfatteren. I passagen ser man, at der rationaliseres. Logikken er dog indirekte og forskudt. Jeget siger, at der mangler noget i stuen. At det er farven rød, der er for lidt af. Og at det eneste røde der er, er en stjerne i loftet, som er for lille, og som ikke er rød nok.

Det retoriske greb, der anvendes her, er stilistikkens metonymi, som bygger på nærhedsrelationer. Et begreb kan erstatte et andet, som det ligger tæt op ad. F.eks. kan man i daglig tale ’drikke en kop’ (i stedet for væsken i koppen). Her står der ’rød’ og ’stjerne’, men det dækker over blod, ild og glasskår.

Hannah tager imidlertid navneombytningen for pålydende (i hverdagskommunikation ved vi, at det ikke er en invitation til at drikke porcelæn, når nogen spørger om man skal ‘drikke en kop’).

Jeget siger, at hun vil smadre ruden og få sin hånd til at bløde, så lokalet bliver mere rødt, selvom den egentlige bevæggrund er, at hun vil få blodet til at flyde for at dø. At få skåret pulsåren over postuleres at være midlet, men er faktisk det egentlige mål.

Det næste bemærkelsesværdige ved tekstuddraget er tidsforskydningen i andet og tredje afsnit. I andet afsnit antydede gentagelsen af ’kan jeg’, at jeget var ved at lægge en plan:

»Hvis jeg kan komme hen til Vinduet, kan jeg krybe op og slaa en Rude itu« etc. Hvad der først præsenteres som tanke, er dog pludselig blevet til handling (eller man skal forestille sig, at hun gør det, mens hun tænker det).

Dernæst er der et spring i tid, som ikke angives nærmere, fra hun »kan få sin hånd til at bløde« og til sygeplejersken Marie løsner vattet på hendes arm. Det bevirker en fragmenteret tidsoplevelse.

Hannah svinger gennem romanen mellem at være melankolsk og tilbagetrukket og at være voldelig over for sig selv og andre. Efter det mislykkede forsøg bliver Marie uvenligt stemt over for jeget, og det fylder hende med en latent aggression.

Man behøver næppe oversætte, hvad der menes, når hun siger, at hun kunne tænke sig »Marie med en rød Stjærne i Panden« som skulle stå »midt over Øjnene og sende Straaler omkring«. Senere tager hun kvælertag på Marie.

Hinsides er en af de mest citerbare bøger, jeg har læst. Den udvider vores virkelighedsopfattelse hinsides det ’normale’ og fremviser den såkaldte sunde fornufts mulighedsbetingende bagside.

Litteraturhistorisk placerer den sig et sted imellem det moderne gennembrud og en tidlig modernisme. Psykiatridebatten i 1890’erne var (og er velsagtens stadig i dag) problemdebatterende med en voldsomhed, som Georg Brandes næppe kunne have forudset.

Men samtidig rækker Helga Johansens galskabsrepræsentation hinsides naturalismen og frem mod den modernistiske romans nyskabende formeksperimenter.

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu