Læsetid: 5 min.

Med farven som indsats

Poul Gernes’ farverige kunst overtager og forvandler de hvide vægge på Louisiana og lader momentant publikum opleve drømmen om en anden virkelighed
Poul Gernes mente ikke, at kunst var forbeholdt de få, men derimod et anliggende for alle. Derfor udstillede han i sin levetid stort set ikke på gallerier og kunstmuseer, men skabte i stedet værker til offentlige rum. Af samme grund har det krævet Louisiana store anstrengelser at iscenesætte hans kunst i en museumsramme.

Poul Buchard

9. juli 2016

Da Jens Jørgen Thorsen i 1962 interviewede Poul Gernes til Aktuelt, spurgte han ham blandt andet, hvad kunst egentlig skulle bruges til.

»En doktor er til for at reparere en brækket arm, en cykelsmed for at sætte en ny krank i, en snedker for at reparere et brækket stoleben. En kunstner er til for at reparere en knækket moral,« svarede Gernes.

Med udsagnet – som man kan læse i Lars Morells autoritative bogværk Broderskabet: Den eksperimenterende Kunstskole 1961-69 placerede Gernes utvetydigt og tidligt kunsten i en position, der befandt sig fjernt fra det æstetiske felt, og i stedet bevægede den i retning af etikken og politikken.

I den danske kunsthistorie står Poul Gernes (1925-1996) da også som en af de mest konsekvente forvaltere af idéen om kunst som et socialt – eller som hans selv ville have foretrukket: folkeligt – fænomen.

I hans øjne var kunst ikke forbeholdt de få, men et anliggende for alle. Han var så konsekvent i forhold til dette ideal, at han i sin levetid stort set ikke lavede almindelige udstillinger i gallerier og kunstmuseer, men primært skabte værker til offentlige rum. Derfor kender mange Poul Gernes som manden bag store, arkitektoniske udsmykningsopgaver som for eksempel Palads Biograf i København og Herlev Hospital.

Tryk på farverne

Det er værker, som mange kommer tæt på og oplever uden at have nogen anelse om, hvem der har udført dem. Hvilket uden tvivl har passet Gernes udmærket, for det var ham magtpåliggende, at det var værket, frem for kunstneren, det handlede om. Og i øvrigt at der ikke var tale om pynte- og behagesyg dekoration, men om kunst, der brød fuldstændig med forestillingerne om, hvad et kunstværk kunne være.

At Gernes’ kunst virker, vidner nogle af udtalelserne fra dem, der har været patienter på Herlev Hospital, om.

»Da jeg vågnede op efter bedøvelsen og så de farver, så troede jeg bestemt, jeg havde fået en hjerneblødning,« udtalte således en patient, der inden opførelsen af hospitalet var indlagt på et prøvemodul med Gernes’ farvesætning.

De fleste var imidlertid begejstrede for udsmykningen, hvilket førte til, at hospitalet blev opført med Gernes’ omfattende udsmykning – med »fuld tryk på farverne«, som han selv udtalte – og stod færdigt i 1976.

Ved at indlægge sin kunst på hospitalet, videreførte Gernes i monumentalformat ideen om den som en art social medicin og afstiver for den knækkede moral. Kunsten var helende og udfordrende på samme tid. Eller måske snarere helende, fordi den var udfordrende.

Gernes’ kunstneriske syn byggede på forestillingen om kunstens potentiale som et eksistentielt og socialt middel til forandring og heling, og Herlev Hospital er det værk, som allerbedst manifesterer dette kunstsyn.

Denne vigtige side af Gernes’ virke udgør selvsagt en udfordring i en museal præsentation. Louisianas aktuelle udstilling tyer til den næstbedste løsning, når nu man ikke kan vise hele hospitalet: museet rekonstruerer en enkel sengestue fra hospitalet. Selv om dette lille miniature-eksempel slet ikke formår at demonstrere omfanget af Gernes’ udsmykning, så giver det dog et rigtig godt indtryk af radikaliteten i projektet.

Der er vitterlig fuld tryk på farverne, som fremstår rene og klare, uden nogen sart tilbageholdenhed, hvad angår voldsomme kontraster. Ikke blot vægge, men også kommoder, skabe, gardiner og sengegærder er inddraget i det veritable – omend velordnede og systematiske – farveorgie, som befinder sig milevidt fra det klinisk hvide hospitalsideal.

Socialt engagement

Det er kulørt og viltert, men langt fra blot og bar farveglæde. Som alt i Gernes’ kunstneriske virke handlede også hospitalet om socialt engagement, om at skabe kunst, der stimulerer og udfordrer både øje og tanke, og som samtidig står i relation til rummenes praktiske funktioner.

Herlev Hospital står som et højdepunkt i Gernes’ oeuvre, men de bærende tanker omkring en afpersonaliseret og socialt vedkommende kunst kan man spore meget længere tilbage. Ikke mindst tiden omkring Den Eksperimenterende Kunstskole, som Gernes i 1961 var med til at stifte som et alternativ til Det Kgl. Danske Kunstakademi, var præget af eksperimenter med kollektivproduktioner, happenings og vidtgående materialeundersøgelser.

Louisianas præsentation gør sig store anstrengelser for at formidle de aspekter af proces, aktivisme og institutionskritik, som var karakteristiske for Gernes. Til det formål bruger museet old school planchetekster, der udførligt fortæller om alt det, der af gode grunde ikke kan vises.

Det fungerer sammen med smalfilmsdokumentationer af happenings meget fint og løser på en enkel og ligefrem måde det uundgåelige paradoks omkring udstilling af kunstpraksisser, der dybt i deres essens er antimuseale og opererer ud fra en sprængning af selve det statiske værkbegreb og den kunstnerforståelse, som museerne er funderede på.

Man forstår, at værkerne i udstillingen egentlig har hjemme andetsteds og udspringer af processer, der ikke kan vises.

Men det, der er at se, formidler i høj grad også i sig selv dette indtryk. Det buede aluminiumsrelief (‘rivejernet’), hvis utallige huller bliver gennemlyst på dramatisk vis, fremtræder eksempelvis tydeligt som en reminiscens fra en proces, men Louisianas iscenesættelse understreger – eller fremtvinger – samtidig en næsten klassisk, autonom værkkarakter, der er ikke så lidt lækker. Ikke uden blik for ironien heri, skriver direktør Poul Erik Tøjner og kurator Anders Kold i udstillingskatalogets forord, at Louisianas hvide vægge kan udvirke en slags alkymi, hvor Gernes’ »radikale materialitet og uvilje over for kunst som fetich ikke desto mindre ligner en million«.

Men Gernes’ radikalitet overlever såmænd udmærket museets omfavnelse. Også der, hvor omfavnelsen i form af placering af gulvobjekter som stofkuglen og den store skrotbunke på et ophøjet og nøje lyssat plateau gør alt for meget ud af at forvandle og ophøje arbejderne til netop den slags lækre værker, som Gernes gjorde meget for at undgå at skabe.

De ydmyge, akkumulative materialeundersøgelser stråler ud af arbejderne, selv når de bliver sat på en piedestal, kan man konstatere. De serielle formater og systemmalerier, som Gernes’ i sine mere modne arbejder excellerede i, viderebringer endnu bedre hans intention om at løfte staffelimaleriet ud i en tredimensionel virkelighed og lade det forholde sig skalamæssigt til specifikke rum.

Her kommer Gernes’ arbejder til deres ret i Louisianas sale. Man kan næsten sige – helt modsat institutionens egen forståelse – at arbejderne overtager museet og transformerer den hvide kube til baner og bånd af farver, som inviterer til renlivet oplevelse snarere end fortolkning og indlevelse.

»Det er meget vigtigt, at du ikke rører ved kunsten,« hørte jeg en træt far sige til sin lille datter, som havde svært ved at holde fingrene fra de lavthængende stribemalerier. Og ja, det er museumslogikken, der taler gennem faren og hans forbud. Men det er Gernes, der taler til den lille pige og får hende til at række ud efter kunsten, som om den var en slags invitation til leg og undersøgelse, en invitation til at være med. Det siger en del om styrken i Gernes’ arbejder, at denne appel til nysgerrighed fungerer så stærkt, at den momentant afmusealiserer museet.

Poul Gernes. ’Jeg kan ikke alene – vil du være med?’ Louisiana Museum for Moderne Kunst. Humlebæk. Indtil den 16. oktober

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

For de af os udvalgte rådgivende ingeniører, der i sin tid var med til at designe og bygge Herlev Hospital, vulgo København Amtssygehus i Herlev, KAS Herlev, var Gerner en udsøgt nyskabende, men på en måde en fremmed fugl i de kredse, den gang vi byggede rigtige supersygehuse med specialdesignede lysarmaturer, afbrydere, stikkontakter, elevatorsystemer samt ikke at forglemme storkøkkener og transportsystemer …

Gerner blev da også forsynet med et Nom D’amour – Kloakbørsten – der dog mere hentydede til hans viltre udseende end hans iøjnefaldende kunst – af ignoranterne kaldt plakatkunst …

Man behøver bare at bevæge sig igennem foyeren for at blive i godt humør inden man tager elevatoren op i sengetårnet, for at besøge sine syge familiemedlemmer på tilsvarende farvestrålende stuer, hvor væggene er malede i farver efter verdenshjørnerne …

Sådan noget er der som bekendt ikke råd til mere i vores kedelige tid i konkurrencesamfundet, blottet for alt det, der bare lugter af vertikale forskelle og aktive kunstnere – genius go home (Sloterdijk) …

Michael Kongstad Nielsen og ulrik mortensen anbefalede denne kommentar
Michael Kongstad Nielsen

Gernes med s hedder han. Efter min mening lidt for firkantet, men det med Herlev Sygehus lyder godt. Jens Jørgen Thorsen, der interviewede ham, kunne også noget med farver, og slet ikke firkanter. Gernes minder mig lidt om Per Arnoldi (jf. "plakatkunst"), som bestemt ikke er kedelig, men firkantet. Thorsen overtog Broby-Johansens sommer kunstkurser på Vrå Folkehøjskole, og de var fandme heller ikke kedelige, Det folkelige var i fokus, som hos Gernes, men da jeg frekventerede stedet var COBRA-gruppen særligt udvalgt, med Bille, Heerup og Asger Jorn med flere i spidsen.
http://the-artists.org/artistsbymovement/cobra
Ganske fedt, og med kort afstand til Skagens Museum for Kunst. Kan anbefales her under det nordiske sommerlys.