Læsetid: 4 min.

Jeppe fanget i moderne magtspil

Olaf Johannessens ’Jeppe på Bjerget’ har kun sine to ulydige ben at stole på i Thomas Bendixens kyniske fortolkning af den ensomme dranker i Holbergs komedie
Den underkuede Jeppe sparker tilbage et kort øjeblik, da Olaf Johannessens døddrukne Jeppe i baronens seng forsøger at hævne sig på Steen Stig Lommers løgnagtige hersker i Grønnegårdsteatrets Jeppe på Bjerget.

Bjarne Stæhr

2. juli 2016

Selvfølgelig er Olaf Johannessen en interessant Jeppe. Han er en Jeppe, der drikker hæmningsløst. Men også en Jeppe, der vitterlig ikke har andet i verden end sin egen forslåede krop – og trangen til konstant at bevæge sig ind i alkoholens dulmende tåger.

Olaf Johannessen står og skændes med sine to rystende ben i Grønnegården, mens han prøver at kommandere dem fremad mod byen. Men nej. Benene vil kun gå baglæns, tilbage mod Jacob Skomager og brændevinen.

Og selv om man måske kunne tro, at Olaf Johannessen havde udtømt sit repertoire af fuldemandsbevægelser i rollen som drankeren Puntila på Skuespilhuset tidligere denne sæson, så må man konstatere, at hans Jeppe er en helt anden mand: En alkoholiker-eksistens, som kun er optaget af nuet – og som næsten kan blive tilfreds ved tanken om, at han såmænd nok har drukket sig selv ihjel aftenen forinden.

Olaf Johannessens Jeppe har lært at holde balancen sovende – stående foroverbøjet på bøjede ben. Denne Jeppe i den gamle, brune trøje har ikke nogen at støtte sig til i hele verden.

Hans kone, Nille, har for længst opgivet ham og fået dyrere vaner. Hendes kjole er i hvert fald så flot, at hun må have ligget sig til den; Jeppes yngste børn er da heller ikke hans egne.

Men i Thomas Bendixens magtklare iscenesættelse bliver Jeppe også så alene, at komedien mister noget af sin komik.

Her er ingen folkelighed eller sødme, måske netop fordi det har været intentionen at vise Jeppe som en mand, der er til overs – og som i samfundets øjne lige så godt kunne drikke sig selv ihjel, hellere i dag end i morgen.

På Grønnegårdsteatret tolkes Holbergs mest elskede komedie i hvert fald som et moderne magtspil, hvor medfølelse anses for at være irrationel og gammeldags.

Scenografen Steffen Aarfing har da også skabt en scenografi, der er følelseskold og uangribelig: En skaterrink af træ – eller er det en avanceret s/m-sauna eller en dødsdrom?

Denne strømlinede scenebue af træ kan give associationer til meget, men varme giver den altså ikke fra sig. Og da Jeppe først træder op i scenens lodrette guldhjul, står hans offerrolle ikke til at ændre.

Der er heller ingen mærkbar varme i Christine Gjerulffs lækre Nille, der tæsker løs på sin mand med en tæppebanker, så man godt kan forstå, at Jeppes ryg svulmer nervøst op mod halsen bare ved tanken om endnu en omgang prygl med denne ’Mester Erik’.

Men det underligste er, at der ikke er den mindste gemytlighed over Jacob Skomager – altså manden, der driver smugkro og lokker alt for meget brændevin i Jeppe. Michael Moritzen tusser ellers godt rundt med lasede kræmmerklude og forbløffende uskrammede soldaterstøvler, og han lægger en skøn stemme til denne knirkende skomager, der altid forsvinder, når livet begynder at blive farligt.

Men hyggelig er denne Jacob Skomager ikke. Han håner Jeppe fra den første replik til den sidste. Det er et klart valg fra iscenesætterens side, men det er ikke noget heldigt valg. For når han uafladeligt drikker Jeppes skål på Jeppes regning, men samtidig foragter ham, så kan han tydeligvis ikke score nogen latter fra publikum. Vi holder jo med Jeppe!

Nervøse trækninger

Til gengæld har Baronen, der ellers ofte bare stiliseres som en magtkarikatur, her fået både tvivl og nervøse trækninger i Steen Stig Lommers følsomme fortolkning.

Da Jeppe vil flå den kostbare ring af hans finger, ser han lige så skrækslagen ud, som hvis Jeppe havde truet med at skære hele hånden af. Og han ryster, mens Jeppe troner iført Marie í Dalis festligt overdimensionerede baron- krave – med konkret udsyn til galgen i baggrunden.

Her mærker man magtens ynkelighed. Og da Peter Oliver Hansens sjove, selvfede ridefoged bliver totalt ydmyget, da Ditte Ylva Olsen som hans desperate kone er ved at blive voldtaget, bliver det tydeligt, hvor denne kunstige overklasse og dens hof holder sig flydende på forløjethed og smiger. Tilsyneladende med Jakob Fauerbys herligt bøssede sekretær som den eneste, der har indset, at livet hos overklassen netop kun er – et spil.

Thomas Bendixens Jeppe på Bjerget er blevet et eksistentielt spil om udstødelse og social mobning. Men selv om der står 10 skuespillere på scenen, så virker forestillingen i lange passager mest af alt som en selvdestruktionsmonolog.

Egentlig får denne opsætning et strejf af ’borgerscene’ over sig. Olaf Johannessens Jeppe spiller i hvert fald så døddrukken, at han egentlig lige så godt kunne være en ’ægte’ alkoholiker, der spillede med i en borgersceneforestilling om druk. Men hvem ved. Det kan jo blive afsættet for en kommende Jeppe-opsætning. Med eller uden medfølelse.

’Jeppe på Bjerget’.
Tekst: Ludvig Holberg (1722). Iscenesættelse, bearbejdelse og koreografi: Thomas Bendixen.
Scenografi: Steffen Aarfing. Kostumer: Marie í Dali.
Grønnegårdsteatret i Bredgade til 20. august

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu