Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Hvis Lolita kunne tale

Francoise Sagans mesterværk, ’Bonjour Tristesse’, er en sødmefyldt og sjælerystende historie om en 17-årig pige, der i egoistisk ubetænksomhed udløser en menneskelig katastrofe
Moderne Tider
23. juli 2016
Francoise Sagan var kun 18 år, da hun udgav ’Bonjour Tristesse’ i 1954. Her er hun fotograferet i 1959.

1950’erne var årtiet, da teenageren blev opdaget – ikke længere barn, endnu ikke voksen. I 1954, året før Nabokov udsendte sin roman Lolita om en voksen mands passion for en 12-årig pige, udgav Francoise Sagan (1935-2004) sin ikke mindre foruroligende romanklassiker, Bonjour Tristesse, der i 1955 udkom på dansk under titlen Farlig Sommerleg.

I romanen beslutter den 17-årige Cécile at udkonkurrere den nye kvinde i sin fars liv:

»Synden er den eneste farve, der er tilbage i den moderne verden,« reflekterer hun og frygter den grå normalitet, som faderens nye kone vil indføre.

Cécile er bogens jeg-fortæller og er dumpet til studentereksamen efter 10 år på fransk klosterskole. Nu ferierer hun i en lejet villa i Sydfrankrig med sin far, der er 40 år, men uden alder, en kvindeglad enkemand, der nyder tosomheden med sin unge datter og kærester, der jævnligt skiftes ud.

»Vi var af samme race, han og jeg: Nogle gange sagde jeg til mig selv, at det var den smukke rene nomaderace, andre gange at det var livsnydernes fattige og udtørrede race.«

Far sætter ingen grænser

I Lilian Munk Rösings og Birte Dahlgreens nyoversættelse er bogen så frisk og frydefuld som ferieminder om vin, venner og gyldne dage, f.eks. da Cécile opdager seksualitetens beruselse: »Vi kyssede uden fortrydelse og uden skam … En følelse af lykke og fuldstændig sorgløshed invaderede mig.«

Da melder Céciles afdøde mors veninde sig som sommergæst. Anne Larsen er smuk, klog og kærlig på en sval, fornuftig måde. Far Raymond forelsker sig i Anne, og de to planlægger at blive gift. Et nyt liv vil begynde, også for Cécile.

Med voksen myndighed træder Anne imellem fars og datters nydelsessyge symbiose. Du skal læse i ferien, siger hun og forviser uden videre Céciles sommerkæreste Cyril fra ferievillaen ved Rivieraen med de fyndige ord: »Den slags ender som regel på klinikken.«

Altså må Anne ud. Cécile sætter en intrige i gang, som skal sikre, at hun selv forbliver sin fars eneste kærlighed.

»Jeg vidste kun lidt om kærligheden, at mødes, at kysse, at blive træt af den anden.«

Céciles mor døde, da Cécile var to år, hun har ingen erindring om hende, men følger sin smukke, konfliktsky far gennem nattelivet. Far sætter ingen grænser, stiller ingen krav til, hvordan hans yndige unge datter skal forme sin tilværelse som voksen:

»Jeg glemte de stunder, hvor der ikke sker noget, afbrydelserne, de gode hverdagsfølelser. Ideelt så jeg et liv for mig fyldt af syndige perversiteter.«

Cécile holder faktisk af Anne, ser klart hendes respektindgydende kvaliteter: »Ja, det var de,t jeg bebrejdede Anne, hun forhindrede mig i at kunne lide mig selv … hun ville gøre os lykkelige; jeg kunne mærke, hvor let vi ubestandige væsener ville give efter for fristelsen til faste rammer, til at overlade ansvaret til en anden.«

Netop derfor må Cécile bekæmpe Anne. Cécile går efter at blive en ’ødipal vinder’, barnet, der har held med at besidde den voksne.

Bogens titel, der på dansk betyder ’Goddag, tristhed’ rummer anelsen om, at den slags nok er fristende, men næppe gavnligt.

Et umodent jordbær

Bogen vidner på én gang om 1950’ernes begrænsninger, om kyssenes flydende lykke og om forskellen på en ung piges eksperimenter og den voksne kvinde, der satser hele butikken på sin kærlighed. Hvis Lolita kunne tale, kunne hun lyde som Cécile: Som et barn, der leger og sætter mere i gang, end hun kan overskue konsekvenserne af.

Francoise Sagan udgav romanen, da hun selv var 18 år. Bogens lette, elegante fortællerstemme røber teenagerens overfladiske klogskab: I den alder tror vi, at vi ved alt, og at prægtige liv venter os. Men intet er erfaret i praksis, klogskaben er syrlig og manipulerende.

Bogen skabte furore, da den udkom, både for sin sensualisme og for sin amoral. Ian McEwans formidable Atonement (Soning) fra 2001 er inspireret af Sagan, og det vil jeg tro, at også Lolita er.

Romanen er bittersød som et umodent jordbær, fuld af anelser om liv, der kunne være blevet, men nu aldrig bliver – og om mænd, der mod bedre vidende går efter begærets lavthængende frugter.

Hvor skønt, at Gyldendals Skala-serie giver os chancen for at få fingre i disse klassikere i smukt udstyr til en særdeles rimelig pris.

 

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her