Læsetid: 6 min.

Psykosen hos Tove Ditlevsen

Litteraturen har længe kendt til og beskrevet det skrøbelige menneskelige sind, også før der kom diagnoser. Lasse Gammelgaard er gået på jagt efter eksempler på forskellige sygdomme i den danske litteratur. Tredje stop er Tove Ditlevsens roman ’Ansigterne’, hvor forfatteren undersøger psykosens væsen
Tove Ditlevsen var i flere perioder af sit liv stofmisbruger, og hun havde periodiske psykoser. Det gav, hvad hun kaldte for ’galskabserfaringer’, som åbnede op for kreative sluser.

Knud Jacobsen

16. juli 2016

Sygeplejerskerne hviskede alt for højt. Det lød, som når en kedel vand er ved at koge. En sætning rev sig løs og gik ind i hendes øre, som om den kom fra hovedpuden.

Hvor er hun dog grim i virkeligheden. Det tror man ikke, når man kun har set hende på billeder.

Hun følte, hvordan blodet skød op i hendes kinder. Hun tilhørte ikke længere sig selv. Lige meget hvor hun søgte ly, havde man ugenert dannet sig et billede af hende, som hun var uden indflydelse på. Finder du dit navn på andres læber, skrev Rilke et sted, så tag et andet.

Hun følte med fingrene hen over sit ansigt, som for at forvisse sig om, at man ikke havde taget det fra hende, da hun var bevidstløs og ikke kunne passe på det (…) Hun var forfærdelig tørstig, men trængte endnu mere til en cigaret.

Hun kom i tanker om, hvor besiddelsesløs hun var. Ingen cigaretter, ingen penge, intet tøj, ingen læbestift, kam eller tandbørste. Gert ville ikke bringe hende noget af alt dette, for han blev syg, hvis han satte sine ben på et hospital (…) Hun vendte sig forsigtigt om på den anden side, og en klar ungpigelatter lød i hendes øre.

– Tekstuddrag: Tove Ditlevsens ’Ansigterne’ (1968)

Tove Ditlevsens roman Ansigterne fra 1968 er en nøgleroman, hvor Ditlevsens egne erfaringer med psykoser og indlæggelse på et psykiatrisk hospital fortælles via hovedpersonen Lise Mundus.

Lise Mundus er som Tove Ditlevsen gift med en mand, der har mange sidespring, og er desuden en kendt forfatter.

Verset »Der brænder et lys i natten« fra Ditlevsens digt »Alene for dig« gengives endda som noget, Lise Mundus har skrevet. Gennem bogen hjemsøges Lise af fjendtligt hånende ansigter og stemmer.

Ditlevsen, der i flere perioder af sit liv var stofmisbruger, oplevede periodiske psykoser, fra hun var tolv år og op gennem sit voksne liv.

I den selvbiografiske bog Om mig selv beskriver hun sine psykoser som »en tilstand af kortvarig sindssygdom, hvor personligheden falder fra hinanden som i en ellers velfungerende maskine, hvis enkelte dele pludselig kører løbsk for sig selv og nægter at samarbejde med de andre. Mens det står på, blandes fantasi, drøm, virkelighed og indbildning sammen«.

Det er denne forvirrede virkelighed, hun har givet æstetisk form i romanen Ansigterne.

Titlen har en eksistentiel, en patologisk og en litterær betydning. Den eksistentielle dimension påpeger, hvordan ens ansigt siger noget om ens personliglighed og det liv, man har levet.

For så vidt sender det tankerne mod modedesigneren Coco Chanels berømte citat om, at man har det ansigt, man fortjener, når man er halvtreds år.

I Om mig selv skriver Ditlevsen, at titlen »kom af, at jeg altid har fundet det menneskelige ansigt så foruroligende og spændende. Denne lille trekant med øjne, næse og mund, der kan varieres i det uendelige«.

Det tragiske ægteskab

Romanen åbner med en tre sider lang prosalyrisk refleksion over ansigter, der hviler, slides, opbruges med videre.

Gennem bogen oplever Lise Mundus auditive og visuelle hallucinationer, altså hun hører stemmer og ser ansigter, som for hende er en oprigtig erfaring, selvom ingen andre kan høre eller se dem.

Dette er titlens patologiske betydning. Indholdet af de udefrakommende stemmer antyder to årsager til hendes problemer, som også er to vigtige temaer i bogen (og i Ditlevsens forfatterskab i det hele taget).

Det ene tema er et disharmonisk ægteskab med en mand, der »bedrog hende med stor energi, idet han omhyggeligt holdt hende underrettet om sine erobringer«. Det andet er angsten for hverken at være en dygtig eller en original forfatter.

Begge temaer antydes i tekstuddraget. Den perfide stemme, der kommer fra puden og hævder at være overrasket over, hvor grim hun dog er i virkeligheden, er blot et eksempel blandt mange på hendes lave selvværd forårsaget af mandens utroskab.

Ægtemanden i bogen hedder Gert. Ægtemanden i virkeligheden hed Victor Andreasen, og han var i en årerække chefredaktør på Ekstra Bladet. I Om mig selv skriver Ditlevsen, at hun i Ansigterne anvendte sine »psykotiske erfaringer til at lægge et røgslør over den måske bitreste krise i vort tragiske ægteskab«.

Det andet tema, der præger hendes psykoser, er den litterære angst. På den ene side betegner det angsten for at blive gjort til grin, som når den hallucinerede version af Gert »hadefuldt« vrænger verset »Der brænder et lys i natten«, og den hallucinerede Gitte (deres stuepige, som Gert har en affære med) stemmer i:

»De er rædselsfulde, (…) lige til at brække sig over. Modernismen er aldrig gået op for hende. Ungdommen griner ad hende.«

På den anden side betegner den litterære angst en angst for at være uoriginal, en angst for at være skyldig i litterært plagiat:

»En skarp hvisken lød i hendes øre: ’Vi har opdaget, hvad du er for en. Når du skal skrive en bog, går du rundt og glor i alle mulige andre bøger, der er skrevet af folk, der kan deres fag. Du hugger en sætning af hver bog og sætter dem sammen som et puslespil, og så bilder du folk ind, at du selv har skrevet alle sætningerne’.«

Lånt fra Rilke

Lise Mundus tror, det er en anden patient, der siger det (en som ellers har været flink og foræret hende en cigaret) og kradser vedkommende i ansigtet.

Den litterære angst leder os tilbage til både tekstuddraget og til bogens åbning. Tekstuddraget citerer eksplicit den tyske digter Rainer Maria Rilke, og denne har på tvetydig vis ydet indflydelse helt ind til marven af Ansigterne.

Selvom Ditlevsen angiver, at titlen afspejler en fascination af det menneskelige ansigt, som hun altid har haft, så må hun have fået idéen til den tre sider lange prosalyriske ansigtsrefleksion fra Rilkes (eneste) roman Malte Laurids Brigges optegnelser.

Hos Rilke fylder passagen halvanden side, og strukturligheden er uomtvistelig:

»Jeg har for eksempel aldrig før været klar over, hvor mange ansigter der findes. Der er en mængde mennesker, men endnu langt flere ansigter, for hver har flere. Nogle bærer et ansigt i årevis, naturligvis bliver det slidt, det bliver snavset, det brister i folderne, det vider sig ud som handsker, man har brugt på rejse (…) Andre sætter uhyggelig hurtigt deres ansigter på, det ene efter det andet, og bruger dem op. Først synes de, at de har nok for alle tider, men næppe er de fyrre: så er de allerede ved det sidste.«

Idéen må være lånt fra Rilke, men Ditlevsens anvendelse er original (som et skema, hun selv har fyldt ud med egne ord). Et andet sted har hun imidlertid slet og ret lånt en metafor fra Rilke (igen uden at synliggøre det).

Han skriver om folk på gaden om aftenen i Paris: »Latteren flød fra deres munde som materie af åbne sår«. I starten af Ansigterne skriver Ditlevsen om piger, der har måttet leve deres mors barndom:

»Deres stemme brød ud af dem som materien af et sår.« Det er så specifikt, at det er svært at forestille sig, at Ditlevsen tilfældigvis har fundet på den samme metafor.

Det rejser spørgsmål, som ikke kan besvares entydigt. Har Ditlevsen – enten bevidst eller uafvidende – indoptaget elementer af Rilkes og andres tekster, så hun faktisk er skyldig i det, stemmerne anklager Lise Mundus for (hun nævner ikke Rilke, når hun i Om mig selv skriver om sin fascination af ansigtets uendelige variationsmuligheder)?

Eller er det signaleret så tilpas tydeligt (hun nævner jo Rilke i tekstuddraget), at hun kan siges at have kastet stridshandsken, således at den prosalyriske ansigtsbeskrivelse snarere er et forsøg på at »ud-rilke« Rilke, på at overgå ham i hans egen kunst? Eller er det snarere en bevidst provokation at lade det være skjult og ubestemmeligt?

Uanset hvordan spørgsmålet om Rilkes indflydelse skal besvares, ændrer det for mig at se ikke på, at Ansigterne er en glimrende – og original – roman, der giver et indblik i, hvordan virkeligheden tog sig ud for Ditlevsen, når hun var psykotisk, samtidig med at den demonstrerer, hvordan »galskabserfaringer« kan åbne op for kreative sluser.

Serie

Diagnoser i litteraturen

Litteraturen har i lang tid kendt til og beskrevet det skrøbelige menneskelige sind, også længe før der kom diagnoser. Hvordan kommer sindets indbildning og indbildningskraft til udtryk i en række klassiske og nyere danske værker? Det undersøger Lasse Gammelgaard i denne serie om bøger om alternative tankemønstre og møder med psykiatrivæsnet.

Seneste artikler

  • En gal (og genial) logik

    30. juli 2016
    Litteraturen har længe kendt til og beskrevet det skrøbelige menneskelige sind, også før der kom diagnoser. Lasse Gammelgaard er gået på jagt efter eksempler på forskellige sygdomme i den danske litteratur. Femte og sidste stop er Birgit Munchs ’Rend mig i generne’ og Simon Grotrians ’Vanvidssalmer’
  • Galskab, kærlighed og poesi har det gådefulde sprog til fælles

    23. juli 2016
    Litteraturen har længe kendt til og beskrevet det skrøbelige menne-skelige sind, også før der kom diagnoser. Lasse Gammelgaard er gået på jagt efter eksempler på forskellige sygdomme i den danske litteratur. Fjerde stop er Inger Christensens ’det’
  • Dengang bipolaritet ikke var en diagnose

    9. juli 2016
    Litteraturen har længe beskrevet det skrøbelige sind, også før der kom diagnoser. Lasse Gammelgaard er gået på jagt efter eksempler i dansk litteratur på forskellige sygdomme. Andet stop er Helga Johansens ’Hinsides’, hvor forfatteren undersøger det maniodepressive – det vi i dag kalder bipolær lidelse
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu