Terrorisme er ikke noget nyt i Frankrigs historie. Faktisk er moderne terrorisme – som rammer vilkårligt og spreder en diffus angst – i udgangspunktet et udpræget fransk fænomen, hævder historikeren John Merriman i bogen The Dynamite Club.
Den første moderne terrorhandling fandt sted den 12. februar 1894, da en ung anarkist, Émile Henry, gennemførte et angreb på Café Terminus ved Saint-Lazare-banegården i Paris, som dræbte én person og sårede 20 andre:
»I det afgørende øjeblik, da han smed sin bombe ind i Café Terminus, ændrede han selve begrebet terror,« skriver Merriman.
Ordet terreur blev oprindelig brugt som betegnelse for udryddelsen af den nye stats modstandere under Den Franske Revolution i 1790’erne: »De oprindelige terrorister gjorde statens arbejde og straffede dem, der modsatte sig dens autoritet,« skriver Merriman: »Statsterrorisme kom ikke blot først, men er også uendeligt meget farligere end den ekstremt dødbringende terrorisme, som målrettede fjender af de eksisterende statsstrukturer udfører.«
Dådens propaganda
Ligesom hos vore dages terrorister var ambitionen med Henrys angreb på tilfældige cafégæster at bedrive »dådens propaganda« – inspirere andre til vold mod borgerskabet – og at opnå status som »revolutionær martyr«:
»Terrorister tror inderligt på deres egen ideologi og fastholder en overbevisning om, at deres antal vil vokse, og at de i sidste ende vil vinde,« påpeger Merriman: »Det giver terrorbevægelser et apokalyptisk eller sågar messiansk præg.
Nogle af dem, der udfører terrorangreb – i dag såvel som i 1800-tallet – er unge mennesker, der er fast besluttede på at ændre verden, så den passer til dem. Émile Henry blev henrettet som 21-årig.«
Henry blev født i Barcelona – en anden af den europæiske anarkismes hovedstæder – hvor hans familie var søgt i eksil. Faren havde været en fremtrædende skikkelse under Pariserkommunen i 1871, hvor arbejderklassen gjorde oprør mod den borgerlige stat, og var blevet dømt til døden in absentia.
Efter at kommunarderne i 1879 havde fået amnesti, kunne familien vende tilbage til Frankrig og slog sig ned i en landsby i Seine-dalen. Men kort efter døde faren som følge af en kviksølvsforgiftning, han havde pådraget sig ved mine- eller fabriksarbejde.
Henry var god i skolen og kom trods sine ydmyge kår på gymnasiet. Han ville være ingeniør, men dumpede den mundtlige del af optagelsesprøven til Den Polytekniske Skole. Så blev han nødt til at tage forfaldende arbejde, og muligheden for en videregående uddannelse forduftede.
Ligesom sin bror blev han en del af det anarkistmiljø, som var opstået i Paris efter amnestiloven. Han var ulykkeligt forelsket i anden anarkists kone og flirtede en kort overgang med spiritisme for at kommunikere med sin afdøde far:
»Émile blev besat af statsmagten, der var legemliggjort af den franske hær og af politiet, som de fattige hadede så dybt. Nedslagtningen af mere end 25.000 almindelige mennesker under Pariserkommunen hang over fransk politik i de første tre årtier af Den Tredje Republik. For Émile var tragedien dybt personlig,« skriver Merriman.
Hurtig radikalisering
I 1892 radikaliserede en stor korruptionsskandale i forbindelse med byggeriet af Panama-kanalen det politiske liv i Frankrig yderligere. Deputeretkammeret blev året efter mål for et bombeattentat. I de parisiske bohememiljøer var der opstået, hvad Merriman kalder »en uformel alliance mellem anarkisme og avantgardekunst«.
Dynamit, som den svenske kemiker Alfred Nobel havde opfundet i 1863, gavnede ikke blot industrien, men skabte også nye muligheder for politisk vold. På den baggrund opstod også forestillingen om, at anarkisterne i Europa udgjorde en international terrororganisation, en dynamitklub.
Men Henry handlede helt på egen hånd, da han som reaktion på en strejke blandt minearbejdere i Sydfrankrig lagde en bombe foran mineselskabet Carmaux’ kontor i Paris. Pakken med bomben blev dog opdaget og bragt til en politistation, hvor den eksploderede og dræbte seks mennesker.
Herefter søgte Henry tilflugt i London, som var et fristed for europæiske anarkister, inden han vendte tilbage til Paris og smed cafébomben:
»Fordi dem, der lider, omsider har fået nok,« som han sagde i retten.
