Anmeldelse
Læsetid: 5 min.

Den gode borger

En ny bog om dyder gemmer – bag den lidt sjælløse overflade – på sprængladninger, der kan få samfundsordenen til at slå sprækker
Moderne Tider
27. august 2016

Mange af striberne i tegneserien Steen og Stoffer følger et fast skema.

Et af dem består i, at Steen, en seksårig med en stor fantasi og ringe impulskontrol, spørger sin far, hvad meningen dog er med, at han skal gøre det ene eller det andet, at verden er indrettet, som den er.

»Her er koldt! Hvorfor kan vi ikke skrue op for termostaten?« Far svarer, at det har noget med miljø og penge at gøre – og at det styrker karakteren at fryse! Steen får altid at vide, at et eller andet ubehageligt styrker karakteren.

Hvorfor interessen for at styrke børns karakter? Jeg kender det selv. Jeg er dybt optaget af, at mine børn udvikler de rette sjælelige egenskaber. At de bliver modige, oprigtige, barmhjertige og arbejdsomme. Det er mit private håb for dem. Mit håb for samfundet, de skal leve i, er, at det vil sætte pris på de samme karaktertræk og hjælpe mig med at fremelske dem. Jeg håber på, at samfundet i fremtiden vil være præget af særlige idealer, og at de vil være inkarnerede i befolkningen som karaktertræk.

Et dydigt samfund

Lasse Nielsen, der er forsker i statskundskab på Aarhus Universitet, har skrevet en bog om dydernes rolle i etik og politik.

Det er desværre en lidt sjælløs bog, men dens tørre og klare overvejelser dækker over emner, der er dynamit for samfundsordenen.

Titlen er Det dydige samfund, og det lyder i første omgang kedeligt eller forfærdeligt. Som et samfund af bedsteborgerlig soliditet eller politisk sindelagskontrol. I begge tilfælde lugter det af ensretning.

Vi beklager ofte, når politik bliver moralsk. Så bliver samtalen skinger og splittende. Lasse Nielsen undersøger den modsatte bevægelse: Hvad der sker, når spørgsmål om moralsk karakter bliver politiske. »Hvordan ser det gode liv ud?« bliver til det politiske spørgsmål »hvordan ser det gode borgerliv ud?«.

Der findes endnu et spørgsmål ud af den vej, nemlig »hvordan ser den gode borger ud«, men det interesserer ikke Lasse Nielsen. Han er mest optaget af den filosofiske diskussion af minimumsbetingelserne for det gode borgerliv.

Bogen er et forsvar for forestillingen om en fælles menneskehed, hvor alle efterstræber de samme dyder. Lærer vi dem at kende, har vi en genvej til politiske principper vi alle burde kunne blive enige om.

At vi i grunden alle har brug for de samme ting for at kunne lykkes som mennesker, gør det måske mere oplagt at være en aktiv stat.

I stedet for at nøjes med at være en formel og juridisk ramme for de private valg, vi som enkeltindivider træffer, kan den gå mere offensivt til værks og give konkret karakter til friheder, vi alle efterstræber.

Dydsetikken har ikke megen fidus til statslig neutralitet, og Lasse Nielsen peger flere gange på den liberale stat som decideret skadelig, fordi den har en forestilling om mennesket som en kyklop, som et enøjet væsen, der lever et isoleret liv.

I stedet må vi forstå, at staten er etisk af natur. Som så meget af bogens gods stammer tanken fra Aristoteles. I Etikken hedder det, at »kun i bystaten Sparta, måske også i enkelte andre, synes lovgiveren at have taget hensyn til borgernes ernæring og beskæftigelser. I de fleste stater har man forsømt disse spørgsmål, og enhver lever som han vil og på kyklop-manér«.

Staten skal derfor turde gå ombord i diskussioner om, hvad der udgør agtværdige valg. Det kan lyde dybt formynderisk, men er ret beset ikke forskelligt fra, hvad vi allerede gør.

Vi diskvalificerer valg hele tiden, tydeligst i forbindelse med vores børn og skolesystemet, der frasorterer alt underlødigt, men også i andre sammenhænge. Vi betaler for hofteoperationer, men ikke botox, vi giver støtte til offentlig transport, og beskatter køb af bil.

Mellem Sparta og Athen

Den franske filosof Benjamn Constant observerede for næsten 200 år siden, at vi moderne mennesker ikke længere er i stand til at få det samme ud af den frihed, man kendte i antikken. For os i dag, vi moderne, ligger friheden i, at vi i fred kan nyde en privat uafhængighed.

Constant idylliserede ikke den antikke dydsetik, den mindede ham lidt for meget om et Sparta, hvor »borgere ikke gik, men satte i løb, når en embedsmand tilkaldte dem«, og hvor de store krav om fælles dyder lugtede af, at »borgerne entydigt er undersåtter, for at nationen kan være suveræn, og at individet er slave, for at folket kan være frit«. Fri os for dydsomklamring.

Constant havde i stedet Athen som ideal for et liberalt samfund, der ikke hele tiden ville så meget med dets borgere. Lad staten »indskrænke sig til at være retfærdig; så skal vi nok tage os af at være lykkelige«, hed det hos Constant.

Arbejdsomhed

Tidens mest centrale politiske kampe er dydsetiske. Karakter er noget, der skal udvikles, og staten spiller en vigtig rolle. Den bør hjælpe os, men jeg er ikke sikker på, at vi alle er så enige om, hvilke dyder der er de vigtige, som Lasse Nielsen får det til at lyde.

Han slår et godt slag for, at der på tværs af tid og sted findes en række minimumsbetingelser for et godt borgerliv, blandt andet at man får reel mulighed for at bestemme selv og for at klare sig selv. Jeg tror dog, at det vil se meget mere komplekst ud, hvis vi dykker ned i de enkelte dyders historie eller spiller dem ud mod hinanden.

F.eks. er de idealer, der møder nye danskere eller modtagere af økonomisk omfordeling, ofte i konflikt med hinanden. Kontanthjælp skal hjælpe os med et vigtigt sigte i en dydsetisk minimumsliste, nemlig at klare os selv, men til gengæld for det må vi ofre lidt på den anden del af listen, at bestemme selv.

Omvendt skal kontanthjælp også hjælpe os til reelt at kunne bestemme selv, til gengæld må vi opgive fornemmelsen af at klare os selv.

Joachim B. Olsen har taget mange kampe, om hvilke karaktertræk staten bør opmuntre. Striden om ’Dovne-Robert’ for nogle år siden var vel dydspolitik for fuld udblæsning.

Problemet med Robert, sådan som mange så det, var jo ikke så meget, om han nu overholdt reglerne, men at han var uden indre motivation. Han gjorde intet forkert, men havde en skidt karakter.

Bertel Haarder har netop foreslået arbejdsomhed som en særlig kanonisk dansk værdi, som et karaktertræk eller et adfærdsmønster, vi med rimelighed bør forvente af nye danskere. Kampen står om hvor dydsunderstøttende staten i den forbindelse skal være.

Lasse Nielsen taler gerne filosofiens sprog om begrundelser og minimumsbetingelser, men får dermed også et lidt anæmisk greb om politik, der gør at bogen næsten kan virke for fin til at tale om tingene, som f.eks. Joachim B. Olsen eller Bertel Haarder gør. Lasse Nielsen spørger ikke hvordan den gode borger ser ud, men nøjes med at spørge hvordan minimumsbetingelserne for det gode borgerliv ser ud.

Bogen er en tør pille, men er man klar på at arbejde sig igennem et lidt for perfekt akademikerdansk uden humor og tvetydigheder, får man en helt straight indføring i filosofien bag den pokkers vigtige diskussion af, hvem vi skal være som samfund. Vil vi være Sparta eller Athen?

Lasse Nielsen: Det dydige samfund – dydernes rolle i etik og politik
182 sider, 200 kr.
Hans Reitzel

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her