Læsetid: 3 min.

Islamofobiens frontløbere

Ujævn bog beskriver, hvordan islamofobien har spredt sig fra små grupper af bloggere og meningsdannere på internettet til at vinde indflydelse i policy-kredse i den amerikansk virkelighed
6. august 2016

»Stol aldrig på en muslim. Det har jeg altid sagt, og det mener jeg stadig. Lige så snart muslimerne får magt, som de har agt, bliver det, som de vil have det. Og så kan vi andre sidde og tænke, at vi skulle have gjort noget engang. Vi sidder ligesom Holger Danske og sover. Vi skal til at vågne.«

Citatet indikerer tonen på flere lukkede facebooksider, som har klare forbindelser til den danske højrefløj.

Men det er ikke kun i lukkede grupper, at dybt indgroet modstand og mistillid til islam og muslimer ytres.

DF’eren Mogens Camre er nok den mest højtråbende politiker, når det kommer til mildest talt kontroversielle udtalelser om islam og muslimer. En blandt mange af hans stereotype og nedladende udtalelser kom på DF’s landsmøde i 2008:

»Islam kan ikke integreres. Islam vil dominere Europa. Og islam er uforenelig med vores værdier. Derfor skal islam sendes ud af Europa.«

Også en række selvbestaltede eksperter hyler med i koret, ligesom det er tilfældet med en række kvindelige præster med rig spalteplads i Tante Berlingeren.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en gratis måned og få:
  • Alle artikler på information.dk
  • Annoncefrit information.dk
  • E-avis mandag til lørdag
  • Medlemsfordele
0,-
Første måned/herefter 200 kr/md. Abonnementet er fortløbende.
Prøv nu

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Medborgere, ja – Modborgere, ?

For de af os, der grundlæggende plæderer for pluralisme og har en åbensindet tilgang til forskellige fortolkninger af tilværelsens mange tildragelser, er det påfaldende, at ingen indtil nu for alvor har dissekeret højrefløjens islamofobiske holdning til den senmoderne import af religiøst-kulturelle fremmedheder, og ikke for alvor er forsøgt imødegået fra venstrefløjen, som dog må være de første til at kritisere mulige totalitære tendenser, hvor end de popper op – set i lyset af egne erfaringer med hedengangne totalitaristiske samfundsformer …

Højrefløjens selvskabte udnyttelse af folks frygt, primært skabt af islamistisk terror, berører ikke noget meget mere væsentligt, nemlig det gamle stridspunkt mellem ’Tro og Oplysning’, men reducerer kultursammenstødet til en sag om tro alene – altså en religionskrig …

Berøringsangsten på venstrefløjen er således til at forstå, men dén går altså ikke meget længere …

Nogen må fatte tastaturet og pille f.eks. DF-er Mogens Camres mange bizarre islamofobiske udtalelser fra hinanden, hvor det er muligt, sandsynliggøre, hvor manden har uret - så det ikke bliver hans hjernespind, som skal sætte dagsordenen i den offentlige debat - og i det hele taget tage mere stilling til den nye massekultur og dens negative konsekvenser på det ’gamle’ samfund på de områder, hvor det åbenlyst er tilfældet …

Men måske er dette udtryk for ønsketænkning, da den betændte front allerede er trukket så meget op, at kombat-tanterne sidder og foragter hinanden i hver sin grøft – den ene flok med den politiske og offentlige dagsorden på sin side, den anden uden betydning …

Måske skal man ligefrem igen til andre steder udlandet end USA for at få en mere afballanceret oplysning om de filosofisk-idéhistoriske kendsgerninger – det kunne være f.eks. ved at læse –

Carlos Fraenkel: Kann Philosophie Frieden stiften?
eller lytte til -
http://www.srf.ch/sendungen/sternstunde-philosophie/carlos-fraenkel-kann...

jan henrik wegener

Når det gælder dem man ikke er enige med: Hvor meget og hvem kan man angribe uden at det bliver udnævnt til en "fobi", hvilket vel antyder noget sygeligt, endda måske noget der egentlig ikke burde "tillades"? Det er jo sjældent kritik eller endda kraftige angreb ellers ses som "fobi". Men, ok. Hvornår er kritik i almindelighed ikke længere kritik men "fobisk"? Er nogle af diskussionerne af socialismen eller liberalismen så "fobiske"? eller hvad med kritik af andre religioner eller modstand mod samme generelt? Hvornår går de over "fobi-grænsen"? Er f.eks. deltagere i Politikens debatter "fobiske" overfor forskellige kirkesamfund, kristendommen generelt eller den danske Folkekirke specielt? Hvordan kan f.eks. Luther eller paven kritiseres uden at det er "fobisk"? Er modstand mod nogle politiske partier (som vel de fleste har lidt af, nogen de ikke bryder sig så meget om) udtryk for "fobi"? Hvis ikke, hvem skal så afgøre "fobi-grænsen"?