Læsetid: 5 min.

Kroppen ved selv

I den grænsesprængende antologi ’Den levende krop’ tænkes der grundigt over, hvordan kroppen kender verden allerede før, vi ved af det, hvordan kroppe uden helt at vide det kan være i alarmberedskab og handle på egen hånd. Der stilles store spørgsmål i bogen, men heldigvis bliver ikke alle besvaret
6. august 2016

Den norske litteraturprofessor Drude von der Fehr befandt sig i 2004 i en mere eller mindre bevidstløs og ubevægelig tilstand på et hospital på grund af en livstruende hjernehindebetændelse.

Et lysindfald gennem en åben dør får hendes krop til at ryste af muskelspændinger. Efter at være kommet ud af komaen, der bl.a. var forårsaget af en stærk medicinering, skriver hun bogen Når kroppen tænker (2008).

Kroppen har sin egen viden og står i et dynamisk udvekslingsforhold med verden. Med andre ord kan kroppen gøre sig erfaringer, selvom dens jeg er berøvet sin bevidsthed.

Kroppen fornemmede bag om ryggen på den normale og selvnærværende refleksions univers, at den var ved at dø. Med von der Fehrs egne ord fra indledning til en spritny og diger norsk-dansk antologi med titlen Den levende kroppen. Mot en ny forståelse av menneske og natur:

»Jeg opplevede at den sengen jeg lå paralysert i, sto i fare for at bli dyttet inn i et rom med en krematorieovn, som lyste rødt med levende flammer, og at kroppe protesterte mot dette ved å sparke kraftig ifra.«

Den basale dødsvished var på én gang biologisk og konkret kropslig, men også ladet med stærke æstetiske erfaringer af det levende røde flammehav og den sitrende eksistentielle udleverethed til de martrende vilkår.

Over- eller man skulle måske hellere sige ’underhøringen’ af en forudgående samtale mellem en læge og en sygeplejerske – havde også overbevist ’hende’ (hvis man kan sige ’hende’ om en kvasi-nærværende patient) om, at de ville tage livet af hende på sygehuset, hvorfor kroppen var i alarmberedskab, da lysstriben meldte sin ankomst, og uden at vide det blev udløser af den skelsættende og konvulsiviske begivenhed.

Hinsides ånd og krop

Med dette formidable redaktøranslag lagret i korttidshukommelsen kan antologiens indhold og baggrund nu træde i fokus. 12 bidragydere fra Norge og Danmark leverer 14 bidrag, skrevet af filosoffer, litterater, teologer, bio- og cybersemiotikere – og dertil kommer en biolog, en teatervidenskabsmand og en musiker.

De tværvidenskabelige samtaler mellem forskerne begyndte med etableringen af Netværk for estetikk, teologi og naturvitenskap i 2010 i kølvandet på en international konference i Oslo, der blev afholdt under overskriften: Transcendence and Immanence.

Fælles for de mange forskellige tænkere er beredvilligheden til at undersøge det begivenhedsfelt og det mulighedsrum, der kan udspændes mellem de ellers så adskilte poler ånd og krop.

Ambitionen er at tænke hinsides dualismen mellem bevidsthed og stof og at overskride fordommene om, at humaniora skulle være verdensfjern og ’subjektiv’ og naturvidenskaben, derimod faktuel og ’objektiv’. Eller formuleret positivt: Psyke og biologi er ikke to radikalt adskilte størrelser; det er ej heller menneskekroppens bakterielle og sansemæssige modaliteter og den omgivende verden.

Et privilegeret sted for at undersøge sprængningen af dualismen indefra via en kunstnerisk praksis i sproget er litteraturen.

Svein Aage Christensen skriver om »Knut Hamsun og det rasende solskinn« og påviser, hvordan kroppens anelser og vished kan danne afsæt for stor litteratur. Således gennemspilles Hamsuns erfaring med naturen som kropsligt forankret.

Grebetheden og ekstasen lokker og truer det litterære persongalleri. Naturen sætter sig igennem sjælelivet, og rystelserne transformerer kroppene. Blodet hvisker, og diagnosen lyder på »erotisk pyromani«, og lidenskaben antændes af det rasende solskin og den syndefulde kropsbrand i fællesskab. Atmosfæren er spændt og ordene højspændte.

Inden for arkitekturteorien er man i de senere år i stigende grad blevet optaget af at udforske atmosfæren som oplevelses- og erkendelsesform.

Inspireret af fænomenologerne Maurice Merleau-Ponty og Gernot Böhme fremstiller Margunn Sandal vores væren i verden som et langt fra neutralt og distanceret forhold.

Vi er altid inkarneret og situeret i rum, der er ladet med en særlig stemning, der ikke alene skyldes de anvendte byggematerialer eller det bebyggede grid. Den æstetiske erfaring af rum er kropslig og sanselig, og atmosfæren emmer af nærvær, hvad enten den er støjende og ubehagelig eller hyggelig og smittende.

Men dette nærvær er hverken objektets invitation til os eller noget, der står til bevidsthedens frie disposition. Atmosfæren er et uudgrundeligt mellemværende, der sprænger sig fri af subjekt-objekt-logikken.

Mange ben at stå og gå på

I et velturneret bidrag skriver biosemiotikeren Jesper Hoffmeyer, at kroppen i en meget dyb forstand skaffer sig viden og kommunikerer med verden under bevidsthedens tærskel.

Vi kender verden allerede før, vi ved af det, og uden kropslig vished og erfaringsdannelse ingen videnskabelig viden om verden eller kroppen.

Dertil kommer, at evnen til at forstå har sin egen naturhistorie. Menneskeheden har så at sige følt, smagt, gået og kæmpet sig til en viden om verden. Den individuelle krop, fortolkningsevnen og verden hænger intimt sammen.

Biologen Dag Hessen skriver indsigtsrigt, at vi både psykisk og fysisk er produkter af vore gener, men ikke i strengt deterministisk forstand.

Genernes virkemåde er langt mere kompliceret at kortlægge, end man engang troede. Livet er på én og samme tid selvkonstituerende, samtidig med at det leves i et i evindeligt samspil med yderverdenen.

Gener responderer også på fleksible og uforudsete måder på omgivelsernes krav og udfordringer, og selvom naturvidenskabens succes beror på den reduktionistiske metode, der prøver på at finde frem til ’sandheden’ om eksempelvis dna og rna, synes der at være grænser for det reduktionistiske projekt, hvis målet skulle være at skabe viden om og indsigt i komplekse systemer.

Videnskabsteoretikeren Søren Brier leverer hele to bidrag. Han skriver glasklart og tankevækkende om forsøg på at sammentænke fænomenologiske og hermeneutiske perspektiver, der på én gang fastholder oplevelseskvalitet, intentionalitet, mening og fortolkningsevne, med en respekt for nøgtern viden om bevidsthed, krop og natur.

Men hjernens elektrokemiske processer har ikke monopol på at forklare, endsige forårsage vore handlinger.

Ej heller er vi »blot genrobotter, der formerer os mest muligt«. Brier slår fast, at menneskets verden er kropslig, og at mennesker ikke kun modtager information ved perception. De fortolker og laver også selv tegn. Mennesket er både betydningsbærer- og bevidsthedsbærer, og menneskets følsomme krop og vished om verden og sig selv »er udviklet igennem evolutionens årmillioner lange overlevelseskamp«.

I sit efterskrift pointerer redaktør von der Fehr, at kampen imod den stivnede tankeskabelon, som dikotomien natur/kultur repræsenterer, dannede det fælles grundlag for hele bogen.

Det har hun bestemt ret i, men spørgsmålet er, om det er lykkedes at skabe nye erkendelser, der kvalificerer talen om liv og tænkning.

Hun finder selv, at forståelsen af livet som både kreativt og meningsladet og samtidig som intentionelt gennemstrømmet og teleologisk (formålsrettet) angiver en lovende ramme for de kommende års fælles samtaler og søgeprocesser.

Von der Fehr spørger også, om der er brug for et nyt materialistisk synspunkt, der vil kunne formå at varetage og samtidig indløse behovet for etik og metafysik i en verden, der er begyndt at true og dramatisk forandre mange af livets former, vel at mærke også de menneskelige af slagsen.

I sandhed ventileres der store spørgsmål, der ikke bliver besvaret i bogen. Ganske fornuftigt – for bogen er ikke et enhedsligt og sømløst paradigme.

Men det undrede mig, at antologien ikke valgte at byde nogle dualismekritiske samfundsteoretikere indenfor. Det er udmærket og perspektivrigt, at naturvidenskaben møder kunsten og litteraturen; men samfundstænkningen spiller som bekendt også en væsentlig rolle for såvel reproduktionen af samfundets institutioner og tankesystemer som for en kritisk undersøgelse af disse.

Til sidst må det anmærkes, at der er i snesevis af pinlige tryk- og stavefejl i værket, som jeg alligevel vil opfordre alle nysgerrige kropstænkere til ikke bare at læse, men også til at tænke med og mod.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Kurt Nielsen
Kurt Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jamen det er da helt fint, hvis naturvidenskabsmennesker på et tidspunkt får øje på bevidstheden og ikke kun selvbevidstheden. Så kan der måske ligefrem komme en dialog i stand.