Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Revolutionens falske helt

Adrien Lejeune var den sidste, levende forbindelse mellem den revolutionære tradition i 1800-tallets Frankrig og sovjetkommunismen. Det prægede hans selvfremstilling, skæbne og eftermæle
Moderne Tider
13. august 2016

I foråret 1971 blev et lig gravet op i Novosibirsk og kremeret, hvorpå urnen blev fløjet til Frankrig.

Adrien Lejeunes aske blev derefter begravet ved den såkaldte Mur des Fédérés på Père Lachaise-kirkegården i det nordøstlige Paris, hvor Pariserkommunen var endt med en massehenrettelse præcis 100 år tidligere.

Lejeune, der døde som en gammel mand i 1942, var »den sidste kommunard«. Den britiske akademiker, oversætter og forfatter Gavin Bowd beskriver ham i bogen The Last Communard som »en mand, der spillede en beskeden, men skæbnesvanger rolle i en begivenhed, hvis kortvarige eksistens skulle komme til at hjemsøge venstrefløjen og i sidste ende være bestemmende for resten af Lejeunes liv«.

Hvem var Lejeune? Og hvordan kom han til at ende sine dage i Sibirien, mens nazisterne blev tvunget på retræte af Den Røde Hær i vinterkulden vest for Moskva?

Det har Bowd søgt svar på i franske og russiske arkiver med en meget trist og pertentlig, men også god bog til følge. Han udmåler afstanden mellem myten om den sidste overlever fra den berømte opstand og mandens faktiske skæbne.

Lejeune bliver således til en prisme, der kaster lys over, hvordan mindet og myten om Pariserkommunen har præget venstrefløjen i flere historiske kontekster – skabelsen af det moderne Frankrig, Oktoberrevolutionen, stalinismen, Den Kolde Krig, studenteroprøret og vor tids protestbevægelser – og minder os om »historiens tilfældighed, patos og grusomhed«, som Bowd skriver.

Lenins dans

Ifølge en kommunistisk vandrehistorie dansede Lenin, euforisk af lykke, i sneen foran Vinterpaladset i Sankt Petersborg (der jo siden kom til at hedde Leningrad), da Den Russiske Revolution havde varet én dag længere end Pariserkommunen.

Han så det som et tegn på, at bolsjevikkerne havde forstået at drage den vigtige lære af den mislykkede revolution 46 år forinden, som Karl Marx havde uddestilleret i rettelser i forordet til Kapitalen og navnlig i Borgerkrigen i Frankrig.

Det drejede sig om behovene for en revolutionær avantgarde, militære forberedelser og »proletariatets diktatur«:

»Vi handlede som revolutionære, der længe havde været parat til at bringe ofre, der havde bestemt at dø og ikke give op, snarere end som militærfolk under befalingsmænd,« udtalte Lejeune under sit russiske eksil og skitserede således, hvordan underklassens oprør i Paris fungerede både som et romantiseret idealbillede og som en strategisk lærestreg i Sovjetunionen.

Lejeune blev vist frem som et revolutionært klenodie, men hans faktiske indsats ved kampene i Paris var tvivlsom. Han var apoteker og kom fra Bagnolet, som dengang var en landsby uden for bymuren, hvor hans familie ejede en stor frugtplantage.

Han var således ikke en udpræget proletarisk kommunard, selv om han uden tvivl troede på oprørets ideer. Måske deserterede han til sidst.

Under retsopgøret hævdede han at være blevet tvunget til at trække i uniform, da han tilfældigvis befandt sig i Paris i forretningsøjemed, og slap derfor for dødsstraf. Efterfølgende overdrev han både sin rolle i oprøret og sin straf:

»Det lader ikke til, at Adrien Lejeune har kæmpet helt frivilligt,« skriver Bowd: »Oplysningerne om Lejeunes revolutionære handlinger er lige så blandede som resten af hans liv og udgør en kombination af idealisme, mytomani og en meget menneskelig skrøbelighed.«

Heldig martyr

Ungdomsoprøret gav kommunismen behov for at forny sig. Derfor blev Lejeune gravet op for at forhindre maoister, anarkister og trotskister i at lægge beslag på mindet om Pariserkommunen. Han blev hyldet som et eksempel på, hvordan ånden fra 1871 havde taget bolig i sovjetkommunismen, der havde forhindret fascismen i at erobre verdensherredømmet.

Franske kommunister citerede Lejeune for den følgende vurdering af Sovjetunionen under Stalin:

»Jeg har set det parisiske proletariats drøm gå i opfyldelse her.«

Men i realiteten blev han umenneskeligt behandlet, fremgår det af breve og optegnelser fra franskmænd og spaniere i sovjetisk eksil. Han skulle blot fungere som et symbol på, at den russiske revolution havde europæiske rødder og kom derfor til at tilbringe de sidste år af sit lange liv som en slags fange på revolutionens plejehjem.

Lejeune var heldig ikke at blive skudt som 24-årig i maj 1871, men endte alligevel med at blive begravet som revolutionær martyr.

Gavin Bowd: 'The Last Communard'
182 sider. 18 euro
Verso

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her