Læsetid: 5 min.

Klimakrisen og den kulsorte kapital

Koblingen af fossile brændstoffers og profittens logik er ved at underminere grundlaget for livet på jorden. Den svenske forsker Andreas Malm afdækker i en fremragende bog den globale opvarmnings historiske baggrund i 1800-tallets britiske bomuldsindustri
1. oktober 2016

At kapitalismen er den primære årsag til den globale opvarmning, er et trivielt og indlysende faktum.

Men at dømme ud fra den særdeles udbredte tendens til at tilskrive klimaforandringerne en så ahistorisk og mystisk abstraktion som ’menneskets væsen’ eller ’menneskeheden’ frem for en specifik organisering af samfundets produktion, er der ikke desto mindre brug for at gentage det trivielle – og det er, hvad Andreas Malm gør på forbilledlig vis i Fossil Capital.

Malm, der forsker i human økologi ved Lunds Universitet, nøjes imidlertid ikke med at gentage det, vi allerede ved. Ud fra konstateringen af den accelererende klimakatastrofe sætter han sig for at opspore de historiske processer, der har placeret os alle i denne akutte misere, og resultatet er et imponerende, velskrevet og vigtigt værk om kapitalismens brændsel.

Britisk bomuld

Forbruget af CO2-udledende fossile brændstoffer er den vigtigste faktor i den globale opvarmning, og den opgave, Malm sætter sig selv, er derfor at forklare, hvorfor økonomien på et tidspunkt begyndte at køre på fossile brændstoffer.

Med dette spørgsmål sendes vi 200 år tilbage og dumpes ned i den eksplosivt voksende britiske bomuldsindustri, der var motoren i den industrielle revolution. Fra 1820’erne og frem skete der en relativ hurtig overgang fra vand til kul som primær energikilde, og det er lige præcis her, Malm lokaliserer de historiske rødder til den globale opvarmning.

Men hvorfor begyndte de britiske fabriksejere at bruge kulfyrede dampmaskiner frem for vandmøller til at væve og spinde bomuld?

Den alment accepterede forklaring er ifølge Malm, at det handlede om knaphed på energiressourcer: Vand var ikke var i stand til at levere nok energi til den voksende bomuldsindustri.

Med udgangspunkt i en stærk kritik af dette forskningsparadigme viser Malm, at vand teknisk set slet ikke var underlegen, og at det i mange år efter James Watts patentering af sin revolutionerende dampmaskine i 1784 faktisk ikke var profitabelt og attraktivt at skifte fra vandmøller til kulfyrede dampmaskiner.

Som Malm skriver: »Overgangen fra vand til damp i den britiske bomuldsindustri skete ikke, fordi der var mangel på vand, eller fordi det var dyrere eller mindre teknologisk potent – tværtimod vandt dampen overherredømmet på trods af, at der var rigeligt med vand, at det var billigt og mindst lige så kraftfuldt, jævnt og effektivt.« Men hvorfor skete det så?

Protest og krise

Svaret skal findes i 1820’ernes økonomiske og politiske tumult. I 1825 begyndte en længerevarende økonomisk krise, og samme år blev loven mod fagforeninger afskaffet, hvilket sparkede en eskalerende bølge af strejker, optøjer og sabotage i gang.

Protesterne gjorde det mere attraktivt for fabriksejerne at automatisere produktionen – i modsætning til arbejdere er maskiner nemlig dejligt befriet for besværlige ting som vilje, ønsker og autonomi.

Den epokegørende udvikling af spinde- og vævemaskiner (the self-acting mule og the power loom), som kunne nedbringe antallet af arbejdere og udskifte de faglærte med ufaglærte, skabte imidlertid et behov for mere energi.

Teknisk kunne det snildt lade sig gøre at skabe kanal- og reservoirsystemer, der kunne bruges af flere fabrikker og tilfredsstille maskinernes energisult.

Det ville imidlertid kræve samarbejde mellem flere kapitalister, og deres indbyrdes konkurrence viste sig at forhindre realiseringen af ingeniørernes grandiose planer. Den kapitalistiske konkurrences centrifugale kraft var for stærk og hindrede dermed udvikling af vandteknologien.

Et sted bemærker Malm, at det engelske ord power har den dobbelte betydning som både ’energi’ og ’(politisk) magt’, og på en måde er hele bogens væsentligste indsigt opsummeret i denne dobbelttydighed.

Overgangen til kul – og dermed til det skæbnesvangre ægteskab mellem fossile brændsler og kapitalismens uendelige ekspansionsbehov – var nemlig et politisk projekt, der gik ud på at sikre en effektiv udbytning af det i stigende grad selvbevidste, organiserede og oprørske proletariat.

Bydisciplinen

Manglen på arbejdskraft i de landområder, som vandmøllerne var bundet til, gjorde det nødvendigt for fabriksejere at bygge arbejderkolonier til deres ansatte; disse små byer var for kapitalisten enorme investeringer i fast kapital og gjorde ham mere sårbar over for protester.

Dette og andre problemer kunne løses med de kulfyrede dampmaskiner, for med dem kunne fabrikkerne rykke ind i de hastigt  voksende byer og ind til de disciplinerede andengenerationsproletarer.

De var vant til afsindigt hårde og lange arbejdsdage og havde allerede maskineriets monotone rytmer æltet ind i kroppen, og der var ydermere så mange af dem, at lønnen blev holdt nede af denne ’industrielle reservearmé’, som Marx kaldte dem.

»Vi opfatter truslen om fyring som en af de mest effektive måder at sikre passende lydighed og behørig underordning på,« skrev en fabriksejer i 1834 og påpegede dermed en disciplinerende dimension ved lønarbejdet, som ikke var til stede i samme omfang i de gamle, vanddrevne fabrikker på landet.

Her havde manglen på arbejdskraft nemlig ført til, at man brugte børn fra fattighjem som arbejdere. Officielt var de ’lærlinge’, men i praksis slaver, og blev derfor aldrig fyret og altid udnyttet til det yderste.

Det var i byerne, at arbejdskraften for alvor var blevet en vare, og det var dampmaskinen og kullet, der gjorde det muligt for kapitalen at rykke til byen og tjene kassen på denne vare.

Kul var hverken billigere eller mere effektiv som energikilde, men til gengæld kunne det opdeles, kontrolleres, opmagasineres og transporteres efter forgodtbefindende og gav dermed kapitalen en fleksibilitet, der gjorde det nemmere at undertvinge arbejdere og sikre en gnidningsfri akkumulation.

Sidste udkald

På baggrund af denne konkrete undersøgelse optegner Malm en generel teori om fossil kapital, som kan bruges til at analysere forholdet mellem kapitalistisk produktion og energi i andre situationer, og til sidst i bogen supplerer han med en række aktuelle refleksioner over Kinas CO2-udledning og spørgsmålet om det mulige – og nødvendige – brud med den fossile økonomi.

Malms værk er et eksemplarisk stykke materialistisk forskning, der tager udgangspunkt i konkrete sociale konflikter og bygger på et væld af interessante kilder, der giver et indblik i hvordan både kapitalister og arbejdere forstod deres egen tid og sociale position.

Bogens 400 sider er så velskrevet og spændende, at man får lyst til at læse den næsten dobbelt så lange ph.d-afhandling, der danner forlæg for dem.

Det lå hverken i teknologien eller i menneskets væsen, at vandet måtte vige for kullet og dampen. På et bestemt tidspunkt i historien blev vandet et problem for bomuldsproduktionen, men det blev kun et problem på grund af nogle helt særlige omstændigheder: kapitalistiske ejendomsforhold. Det var kapitalismens benhårde, ekspansive profitlogik der afsporede historien og skabte en fossil økonomi, der med Malms ord førte »krig mod fremtiden«.

Og som han skriver til slut i bogen, med reference til de såkaldte Plug Riots (propoptøjerne) under generalstrejken i 1842, hvor arbejderne angreb fabrikker ved at trække bundproppen ud af dampmaskinerne:

»Hvad er der brug for i dag hvis ikke en global udgave af The Plug Riots? Gå ud og stop røgen!« Det er ved at være sidste udkald.

Andreas Malm
Fossil Capital. The Rise of Steam Power and the Roots of Global Warming
496 sider. 14 pund
Verso Books

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Vi bliver flere og flere. Vi kræver mere og mere.
Vi kræver velfærd og rejser.
Vi vil ud og se hvordan fattige mennesker gemmer sig i usselhed.
Der er brug for mere energi.
Meget mere end det man sådan bare kan klare med vand og slagord.
Vi kræver mere endnu og nu kræver vi ren energi.
Man prøver med sol og vind.
Det lettede. Undtagen for de støjplagede.
Men de skal bare være glade for den grønne støj.

Naturligvis vil vi have stabil energi, også ved vindstille.
Vi vil ikke betale for meget.
Nogle siger atomkraft, men det vil man ikke.
Hvad vil man så?
Jo man kan snakke og drømme og lade de nye lande i ”Østen” overtage butikken.
Danmark klarer det endnu med norsk vand og svensk atomkraft.

I Tyskland drømmer man om at få solenergi om natten til at varme lidt i vinterkulden.
I England betaler man røven ud af bukserne for noget, der kan fås for langt under halvdelen.
Det er fra Korea. Så det vil man da ikke.

Hvis du vil, så kan du se lidt mere: http://wp.me/p1RKWc-8 og http://wp.me/p1RKWc-f8
http://wp.me/p1RKWc-p2 kan du se hvordan de grønne afguder ser ud når man løfter lidt i sløret.