Læsetid: 5 min.

Ny bog: Tvangen til præstation gør mennesker syge

Depressionsepidemien skyldes et allestedsnærværende pres. Formår vi ikke at præstere og gøre os gældende på jobbet og i privatlivet, mister vi samfundsmæssig værdi og anerkendelse – og til sidst også livsmodet og os selv. Det hævder sociologen Anders Petersen i en grandios samtidskritisk analyse, der ikke er ganske problemløs
24. september 2016

Vi lever i et dynamisk samfund uden forpligtende endemål.

Midt i denne ubestemthed eksisterer der dog en forpligtende og nærmest naturgiven normalmeter bestående af en række fordringer til det enkelte menneske: Vær produktiv! Præstér! Udnyt dine potentialer! Tag ansvar! Realiser sig selv på en tilregnelig måde! Vær modstandsdygtig (resilient)!

Således ser samtidsdiagnosen og parafraseringen af rammefortællingen ud i bogen Præstationssamfundet af sociologen Anders Petersen fra Aalborg Universitet.

Igennem et dusin år har han forsket i depression som et samfundsfænomen og bl.a. arbejdet tæt sammen med psykologen Svend Brinkmann.

Vindere og tabere

Formår man ikke at leve op til de seks imperativer ovenfor, kan man risikere at blive ramt af en depression. I konkurrencesamfundet får vinderne de bedste job, den højeste løn og de fleste likes på de sociale medier, mens ’taberne’ mister anerkendelse, job og får psykofarmaka.

Det står naturligvis helt frit for nutidens præstationsindivid at leve op til en række tvangsformer. Blandt andet må det lære at smidiggøre sit indre, performe inden for rammerne og præsentere sine præstationer på passende vis.

Livet foregår i et højt tempo, og lykkes det ikke at følge med udviklingen og at forfine og markedsføre selvet og det, man kan, i strategisk øjemed, mister livet sin værdi både på arbejdsmarkedets, i de andres og efterhånden også i egne øjne. Og det er ikke noget, der rammer få ’udvalgte’.

Snarere må der tales om en regulær depressionsepidemi i hele den vestlige verden, og forfatteren anslår, at »15-20  procent af den danske befolkning har haft eller vil få depression ind på livet«. Dertil kommer alle de stærkt berørte og bekymrede pårørende.

Depressionen er en lidelse, der anfægter selvet og medfører magtesløshed og tristhed. Ordet kommer af det latinske deprimere, der betyder ’at presse ned’.

Depression er også et navn for en nedtrykthed og handlingslammelse, der både rammer det kropslige selvforhold og individets forhold til tiden. Der er med andre ord tale om en eksistentiel fortvivlelse og en følelse af en yderst ubehagelig ’ramthed’ uden umiddelbare udveje inden for synsvidde.

Inspiration og tankeform

Petersen er stærkt inspireret af Hartmut Rosas analyser af de herskende accelerationsregimer og af værker med meget sigende titler, eksempelvis Alain Ehrenbergs La culte de la performance (Præstationsdyrkelsen, 1991), Det udmattede selv – depression og samfund (2010) og af Carsten René Jørgensens: Danmark på briksen – et psykologisk perspektiv på Danmark og danskerne i det senmoderne (2012)

Som disse forfattere forstår Petersen ikke depression som forårsaget af noget indre, en endogen og udelukkende individualisérbar psykisk brist, en defekt i hjernen eller en genetisk betinget logik.

Snarere forsøger han at ’læse’ depressionslidelsen som en seismograf for samtiden og ikke mindst for de vilkår, præstationsmennesket er underlagt i vor tid.

Som sociolog tyder han de dramatiske depressionstal, de mange depressionsdiagnoser og væksten i brugen af psykofarmaka som social- eller sociopatologiske træk ved samtiden. Den sociale logik, der tegner nutiden, er - og kan frem for alt fremvise - andet og mere end en tidløs medicinsk, neurovidenskabelig og biologisk logik, hævder Aalborg-sociologen.

Petersen fortolker depression som »utilstrækkelighed par excellence og dermed præstationsindividets onde drøm« og betegner præstationssamfundets konstante krav som »det blide barbari«.

Fra alle sider får du at vide, at du bare lige skal lære og perfektionere at lede, styre og dygtiggøre dig selv. Du får derimod ikke at vide præcist, hvad du skal gøre. Sikkerhedsnettet er ikke eksisterende. Dermed bliver risikoen for at det hele kan gå galt, og at du kan fejle på fatal facon, lagt på dine skuldre. Risikoen bliver individualiseret.

Man får så at sige selv friheden til at udsætte sig for farer. Viljen til livslang læring og kompetenceudvikling bliver den enkeltes eget ansvar. Du er dømt til evindelig selvrealisering og selvansvarliggørelse, og det kan, som den franske sociolog Ehrenberg skriver, være meget udmattende og risikere at forårsage stress og munde ud i en depression.

I de store samfundsetiketters tid

Præstationssamfundet hedder denne bog. Andre bøger på samme boldgade betitles: Informationssamfundet, Videnssamfundet, Risikosamfundet, Skuespillersamfundet, Det historieløse samfund, Det faderløse samfund, Det ansvarsløse samfund og Konkurrencestaten etc.

Fælles for disse store sociologiske makroanalyser er, at de er generaliserende og etiketterende. Den ene sweeping analysis efter den anden passerer revy.

Men i den grumsede historisk-empiriske hverdagsvirkelighed kan præstationsindividet formodentlig godt tage socialt ansvar, være optaget af at tilegne sig og producere viden, gå en rolig tur ved stranden, skrive et digt og forsøge at modarbejde konkurrencestatens destruktive logikker på sin arbejdsplads, i civilsamfundet og i resterne af det, der engang hed offentligheden.

Først til allersidst i bogen – side 140 – skriver Petersen: »… lommer af social, kulturel og politisk modstand opstår hele tiden, hvilket vi naturligvis skal være opmærksomme på og byde velkommen. Men batter det noget?« Svaret på dette retoriske spørgsmål er et rungende nej. Han er nemlig overbevist om, at fremtiden vil byde på endnu flere depressionslidelser og andre typer psykiske lidelser.

Men forfatteren har – så vidt vides – ikke undersøgt de sociale forhindringer, intakte traditioner og subtile modstandsformer, der gør, at præstationssamfundet aldrig sætter sig rent igennem. Derfor risikerer hans store fejende analyse paradoksalt nok at blive alt for selvbekræftende i sin udvejsløse negativitet.

Analysen er med andre ord ikke empirisk sensitiv, nysgerrig og spørgende, og på trods af de indlagte og indsamlede interviewstumper med depressionsramte føler Petersen sig langt bedre hjemme i sin makrosociologiske helikopter end i mikrosociologiens verden bestående af konkrete livspraksisser, underkastet ambivalente rationaler og flertydige valg.

Perverst, men selvfølgelig ganske utilsigtet forekommer det mig også, at jo flere mennesker, der rammes af en depression og begynder at forbruge antidepressiv medicin (for tiden ca. en femtedel af den danske befolkning), des mere kan forfatteren glæde sig over at have fået ret.

Samtidsdiagnostikeren stikker sit termometer ind i tiden for at måle på den socialpatologiske febertilstand og får endnu mere ret, når en femtedel bliver til en fjerdedel til en tredjedel til halvdelen … Den videnskabelige sandhed bliver ligefrem proportional med det alternativløse samfundsmæssige lidelsesniveau.

Ikke at få lov til at præstere

Hopper vi ud af samtidens begrænsede nu og ser tingene i et lidt større historisk perspektiv, så må det ihukommes, at menneskers manglende muligheder for at få lov til at præstere også har forårsaget megen lidelse.

I ’gamle dage’ blev piger og kvinder med talent for at læse, skrive og tænke bundet til hjemmet og kom hverken på gymnasiet eller universitetet, og fattige folks børn havde heller ikke mange chancer for at udfolde sig i frihed.

I det førmoderne samfund lå livsvejen ofte fast, og der var ikke mange muligheder for at undvige lærepladsen, ægtesengen eller tyendelivet. Ufrihed og manglende præstationsmuligheder kan således også føre til sociale patologier og individuel ulykke.

Samtidig er viljen til præstation ikke noget, konkurrencekapitalismen eller neoliberalismen har fundet på, og forsøgene på at komme til at øve og dygtiggøre sig er næppe i sig selv depressionsskabende eller noget odiøst.

Men Anders Petersen har selvfølgelig en slidstærk pointe i, at tvangen til præstation placerer hin enkelte i et uundslippeligt hamsterhjul, hvori det gælder, »at nutidens præstationsindivider skal være under konstant udvikling for at holde trit med udviklingen«. Det gælder i øvrigt også (for) produktive sociologer med en ubændig hang til at sætte etiketter på samtiden.

Anders Petersen: Præstationssamfundet. 151 sider. 200 kr. Hans Reitzels Forlag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu