Læsetid: 4 min.

Slavoj Žižek: Den eurocentriske universalist

Der er en arv i den europæiske tænkning, som Žižek nægter at give køb på: Fælles kamp for universelle rettigheder, ligestilling og retfærdighed. Og han mener, at Kant, Hegel og Marx er bedre end Koranen og Bibelen, multikulturalismen og nationalismen. Det argumenterer han alt sammen for i sin nye, lidt uelegante bog
Der er en arv i den europæiske tænkning, som Žižek nægter at give køb på: Fælles kamp for universelle rettigheder, ligestilling og retfærdighed. Og han mener, at Kant, Hegel og Marx er bedre end Koranen og Bibelen, multikulturalismen og nationalismen. Det argumenterer han alt sammen for i sin nye, lidt uelegante bog

Peter Hove Olesen

3. september 2016

Hvis man er en velmenende venstreorienteret, der synes, det er synd for flygtningene, kan man med fordel læse Slavoj Žižeks nye bog Den nye klassekamp bagfra.

I bogens sidste afsnit finder man nemlig en ganske konkret og principiel oversigt over, hvad han mener, der må gøres for at modvirke de flygtningeproblemer, vi har stået med i en årrække, og som ikke ser ud til at blive mindre, hvis tingene fortsætter, som de kører lige nu.

Det gælder både den konkrete håndtering af de flygtninge, der i disse år søger beskyttelse i Europa, og især de mere politisk-filosofiske overvejelser over, hvordan vi imødegår de konflikter, der er baggrunden for, at der overhovedet er flygtninge.

De mange provokationer og jokes og konfrontationer, der i et par år har præget Žižeks rolle i den offentlige debat om disse spørgsmål, kan på den måde for et øjeblik lægges til side, så der ikke er tvivl om hans position.

Det fremmede

Žižek er først og fremmest universalist og antikulturalist. Han afviser enhver reduktion af et menneskes evner til tænkning og krav om respekt til spørgsmål om etnicitet, køn, seksualitet, hudfarve osv.

Hvis der er et spørgsmål om, hvordan vi skal forholde os til ’det fremmede’, er der ingen vej uden om den fundamentale sandhed, at det fremmede først og fremmest er det, vi finder i os selv, dvs. ikke vores identitet, men vores problemer med vores egen identitet, og at det netop er dét, der binder os sammen på tværs af alle mulige kulturelle skel:

»Det er derfor, den privilegerede måde, vi når vores naboer på, ikke er via empati eller forsøg på at forstå dem. Men derimod gennem den respektløse latter, der gør grin både med dem og med os selv – i vores gensidige mangel på (selv-)forståelse,« skriver han (s. 88).

Ligesom man kan anlægge en psykoanalytisk betragtning af Donald Trumps bizarre narcissisme, af Starbucks’ snedige salg af etisk merværdi, af nationalisternes skjulte had til den Andens formodede adgang til nydelse, osv., kan man derfor også lave en analyse af en syrers mulige, fantasmatiske forestilling om Norge som stedet, der vil kunne løse alle ens problemer – men bare ikke findes i virkeligheden.

To dimensioner

Der er dernæst to dimensioner af Žižeks insisteren på en global solidaritet, en ekstern og en intern kunne man sige:

For det første, at der er en virkelig, global (klasse-)kamp, som vi bliver nødt til at tage op. Det nytter ikke noget at gentage humanistiske floskler om ’respekten for den Anden’ og udskamme den hvide underklasses xenofobi, hvis vi samtidig bliver ved med at producere de betingelser, der skaber de ulykker og den nød, som fratager mennesker deres livsgrundlag og driver dem på flugt.

At være solidarisk med den Anden handler om at forhindre krige, udbytning, destruktive handelsaftaler og proletarisering overalt i verden – ikke om at respektere kulturelle normer og traditioner.

Havde vi overhovedet haft en Irakkrig (og dermed livsgrundlaget for ISIS) uden de meget stærke økonomiske interesser i regionen? Havde vi overhovedet haft flygtninge og migration fra Afrika i betydeligt omfang uden land grabbing, nye former for tvangsarbejde og multinationale firmaers råstofkrige?

For det andet er det Žižeks klare overbevisning, at en sand solidaritet med de såkaldte ’fremmede’, der rent faktisk ender i f.eks. Europa, handler om uden forbehold at anse den anden for en mulig allieret i et universelt projekt, hvilket imidlertid også implicerer, at der er visse kulturelle praksisser, traditioner og holdninger, der ikke bør undskyldes eller respekteres.

Der er en arv i den europæiske tænkning, som Žižek nægter at give køb på: Fælles kamp for universelle rettigheder, ligestilling og retfærdighed. I den forstand kunne man faktisk kalde ham en eurocentrisk universalist. Han mener rent faktisk, at Kant, Hegel og Marx er bedre end Koranen og Bibelen og multikulturalismen og nationalismen osv.

Kommunisme

Når man læser bogen bagfra, får man muligheden for at klargøre disse helt principielle spørgsmål, før man engagerer sig i de kulturelle kampe, som den også analyserer og intervenerer i.

Der er formuleringer og passager, der godt kan virke unødigt uelegante, især når Žižek taler om flygtninge generelt som en tilsyneladende mere homogen gruppe, end den er.

Som han skriver på side 55: »Det er formentlig i det store og hele korrekt, at flygtningene ’aldrig vil føle sig taknemmelige over for de mennesker, hvis lande det er lykkedes dem at komme til’ – og ja: at de ser Europa som ansvarlig for deres trængsler.«

Måske kan man læse sådanne passager sammen med youtube-klip med sexistiske vittigheder, og dermed bidrage til afsløringen af, at Žižek ’i virkeligheden’ er en chauvinist, der bare er blevet populær på grund af sin underholdende stil og postulerede dybe indsigter i uforståelige tekster af Hegel, Lacan osv.

Enhver må jo finde sin tilfredsstillelse på de måder, der virker mest passende. Men det er vanskeligt at overse, at bogens grundlæggende anke er, at sådanne kulturelle kampe meget ofte dækker over fraværet af en egentlig politisk tænkning.

Det er derfor rigtigt set af Informations Forlag at udgive denne bog på dansk, så de mange diskussioner, Žižeks bidrag til debatten om flygtningekrisen har givet anledning til, også her i avisen, bliver situeret i et relativt velstruktureret argument for et bredere, universalistisk og solidarisk projekt. Eller, som han selv skriver: Det, der i hans ungdom hed ’kommunisme’.

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Niels Duus Nielsen
  • Mihail Larsen
  • Eva Eistrup
  • Kurt Nielsen
Niels Duus Nielsen, Mihail Larsen, Eva Eistrup og Kurt Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Allerede ved 'Synes det er synd for flygtninge' står jeg af. Et andet ord end 'synd for', må kunne beskrive dem som flygter fra krigens rædsler.

Michael Kongstad Nielsen, Bill Atkins og Hans Larsen anbefalede denne kommentar

Løsningen på flygtningekatastrofen bliver situeret i et relativt velstruktureret argument for et bredere, universalistisk og solidarisk projekt. Eller, som han selv skriver: Det, der i hans ungdom hed ’kommunisme’. skrives det i artiklen.

Ingen kommunisme uden investering i kapital og samhandel. I 2006 sagde man at Irak var rigt nok til selv at bygge landet op igen (...helt uden refleksion over alle de dræbte og invaliderede). Men den plan er fuldstændig uden realitet idag - diktatoren tager det hele - og specielt gælder egenretableringsevnen ikke Syrien. Der skal en snak om penge på bordet.

Niels Duus Nielsen

Zizek er en skør kugle, men ind imellem gør han sig nogle meget skarpe iagttagelser. At vælge at se en immigreret udlænding som "en mulig allieret i et universelt projekt" er simpelthen genialt, og det har netop ikke noget at gøre med, om det er synd for nogen.