Anmeldelse
Læsetid: 5 min.

Skal man altid betale sin gæld?

Økonomisk og moralsk gæld fletter sig ind i hinanden, mens enkeltpersoner og nationer spørger sig selv: Er skyldnere altid forpligtede på at betale gælden tilbage? En vellykket idehistorisk analyse af gæld som idé og moralitet byder sig til.
Da Bolivias præsident Evo Morales på COP15 i Købehavn i 2009 krævede, at de rige industrilande betaler en omfattende skadeserstattende klimagæld for de skader, de har påført kloden, gav det gældsmedstanden mæle. Men i den rige verden opfører de gldsramte sig stadig pænt og antaster ikke systemet.

Da Bolivias præsident Evo Morales på COP15 i Købehavn i 2009 krævede, at de rige industrilande betaler en omfattende skadeserstattende klimagæld for de skader, de har påført kloden, gav det gældsmedstanden mæle. Men i den rige verden opfører de gldsramte sig stadig pænt og antaster ikke systemet.

Torben Stroyer

Moderne Tider
8. oktober 2016

Gæld er et udestående, der kan antage mange former. Med gæld pådrager man sig skyld; men der er radikal forskel på gælden til familien, vennerne, nationen, gud og banken.

Fokuserer vi på den økonomiske side af sagen, skaber gæld mennesker, der må arbejde mere. På den måde skaber kredit ikke kun forbrugere, men også arbejdere.

Forbrugs- og ikke mindst huslånene er med til at intensivere arbejdssamfundet, og de fleste af os kommer aldrig til at betale de lån tilbage, vi har tegnet og principielt bundet os til. Hermed skabes gældsmennesket, der skal lære at holde hus med sig selv og udvikle en særlig form for subjektivering og en række strategiske handle- og tænkeformer.

I 2016 skal gældsmennesket være i stand til ikke bare at betale de månedlige afdrag på bilen, kassekreditten og huset, men også at arbejde på sig selv og beredvilligt mobilisere alle sine kræfter i forsøg på at forøge sin humane kapital og dermed være pengene værd.

Vi er ikke bare blevet forpligtede på at arbejde, men også på at bidrage til den livsform, der skaber det neoliberale individ, der fungerer som sin egen entreprenør. Gældsmennesket skylder således noget væk – både økonomisk og moralsk. Menneskets placering mellem gæld og skyld danner en svært undslippelig dialektisk dans.

Dertil kommer, at finans- og bankkapitalen har bidraget til at få hele nationer til at gå fallit, der herefter udskammes og tvinges til at skære dramatisk ned på velfærdsydelser og statslige udgifter til offentlige ansattes lønninger, uddannelsesinstitutioner og befolkningens sundhed.

Således tegner de to bærende fortællinger sig i den århusianske idehistoriker Mikkel Thorups velskrevne og samtidskritiske bog Du Skylder! – Om moralsk og økonomisk gæld.

horup citerer den slovenske filosof Slavoj Žižek, der i 2015 spiddede Grækenlands bankerot og Syriza-regeringens snævre manøvrerum med ordene:

»Det sande formål med at låne penge til skyldneren er ikke at få gælden tilbage med profit, men den uendelige fortsættelse af gælden, de holder skyldneren i permanent afhængighed og underkastelse.«

Et andet farverigt citat i bogen stammer fra det klarsynede Devil’s Dictionary fra 1911: »Gæld. En opfindsom erstatning for slaveejerens lænke og pisk.«

Gæld er mere end en talstørrelse

Med gæld bliver fremtiden bundet til fortiden. Kreditoren får en klemme på skyldneren. Eksistensen gøres udsat og usikker.

I gamle dage blev långivningen givet med pant i skyldnerens krop, og et fravær af tilbagebetaling kunne føre til afhuggede lemmer, indkassering af kødfulde lunser af skyldnerens korpus, slavearbejde, ækvivalerende sexarbejde og social udskamning.

Gæld eksisterer både som idé og som en stærk moralitet igennem historien, og det er Thorups pointe, at man fuldstændig misforstår fænomenet gæld, hvis man udelukkende forstår den som noget økonomisk.

Vi er ellers blevet vænnet til at forstå økonomisk gæld som en neutral regnskabsstørrelse, et tal, en kontoopgørelse i minus. Men gæld er også ladet med moralske forpligtelser, forventninger til tilregnelig adfærd og individuel handlekraft.

Relationerne mellem forsøgene på at få tilgivet sine synder inden for den religiøse verden og at få tilgivet sin gæld inden for den pekuniære ditto afdækker Thorup på oplysende vis.

Interessant er det at dvæle ved, at ågerforbuddet mod at tage renter på og dermed høste profit af lån, står helt centralt inden for de fire store kulturelle traditioner: græsk antik, jødedom, kristendom og islam.

Inspireret af historikeren Fernand Braudel forstår Thorup forbuddet mod åger som landbrugssamfundets reaktion på mødet med pengene og den upersonlige markedsudveksling, der truer de nære udvekslingsrelationer, der byggede på tillid og gensidighed.

Penge kan forandre kvalitativ forskellighed (f.eks. mellem en ven og en fremmed, mellem en landsmand og en udlænding) til kvantitativ lighed. Pengene udjævner og transformerer konkrete relationer til abstrakte forhold.

I dag behøver bankerne end ikke låne penge ud til kunderne. De skaber dem ved at låne dem ud, hvilket fører til en vild eskalation i pengestrømme og gældsforpligtelser. Den dybt forgældede landmand havde nok gerne set, at ågerkarlene stadig kunne lægges for had; men med de uhørt lave rentesatser på boliglån er der ingen optræk til fælles opstand mod disse kræmmere.

Et politisk projekt

I maj 2014 stjal aktivisten Francisco Tapia en større bunke gældspapirer fra det et administrationskontor på Universidad del Mar i Chile og brændte dem. Det skete, samtidig med at de studerende protesterede og krævede et stop for illegitime ågerrenter på studielån.

Gældsbeviser på omkring 500 millioner dollar endte i flammerne, og en masse glade chilenske studerende kunne på denne måde starte ’på en gældsfrisk’, fordi lånebeviserne, som gik op i røg, ikke var digitaliserede.

Efterhånden, som bogen skrider fremad, mærker man tydeligere og tydeligere Thorups gælds- og samtidskritiske pen. For ham er kampen for gældsfrihed en væsentlig del af frihedskampen, der også retter sig imod det ulighedsskabende vækst-, konkurrence- og overarbejdssamfund.

Aktivister og kritikere af det økonomiske gældsslaveri er i stigende omfang begyndt at anføre historiske, økologiske, koloniale, politiske og klimamæssige gældsposter, der kan overtrumfe eller udligne de nominelt økonomiske.

Da Haiti gjorde op med slaveriet, blev landet helt uretmæssigt pålagt at betale en gæld for det tab, som de franske slaveejere led ved tabet af deres ’ejendom’.

Men Haiti burde ifølge Naomi Klein og Thorup faktisk have ikke bare ’slavegælden’ tilbagebetalt, men også en ’diktaturgæld’, som landets lille kleptokratiske elite påførte landet mellem 1957 og 1986.

Da Bolivias præsident Evo Morales på COP15 i København i 2009 anførte, at de rige industrilande burde betale en omfattende skadeserstattende klimagæld for de skader, de har påført kloden, fik gældsmodstanden også mæle.

De gældsatte og klimaudsatte forsøger at begrunde og opbygge modmagt til gælds- og kreditormagten, og Thorup samler empiri ind fra slagmarken med smil på læben.

Men det forekommer mig, at der er meget langt fra disse globale modbevægelsers retorik, vovemod og civile ulydighed til normallånerens univers og selvforståelse hertillands, hvor de allerfleste enkeltpersoner synes at respektere spillereglerne for låntagning og tilbagebetaling. Således ender den sympatiske bog næsten med at blive lidt for idealistisk og håbefuld.

Hinsides begreberne gæld og skyld

Her på falderebet vil jeg driste mig til at byde på en helt anden tolkning af noget, der også er på spil langt inde i både bogens titel, Du skylder! … og i forfatterens virke.

Som skrivende idéhistoriker ’skylder’ man så at sige sit fag, samtidens politiske fantasidannelse og offentlighedens nysgerrige læsere at komme med begavede fortolkninger af »gældens kulturelle arkiv«, som Thorup proklamerer det i begyndelsen af sit skrift.

Forsøger man på denne måde på suveræn vis at erobre både skylds- og gældsbegrebet med henblik på at fratage dem de negative og martrende standardkonnotationer, de ellers har og ikke mindst har haft, kan man sige, at vi alle ’skylder’ hinanden noget.

Nemlig at vi får mulighed for at forkæle hinanden med faglige og professionelle invitationer – rækkende fra tænkning til knofedt, hjælpsomhed og sociale bånd. På denne måde kan ’skylden’ måske frakobles det ’at være skyldig’, dvs. at have gjort noget forkert, endnu ikke at have betalt penge tilbage, være moralsk anløben etc.

På én gang selvoverskridende og selvforglemmende glider det skrivende menneske ud i den sociale trafik og bliver umærkeligt ’skyld i’, at andre bliver glade af at læse en kløgtig bog, stifte bekendtskab med en klar argumentation og lyst til at artikulere sig samfundskritisk og politisk fremtidsanende.

Mikkel Thorup: Du skylder! – om moralsk og økonomisk gæld. 209 sider, 249,95 kr. Klim.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her