Læsetid: 3 min.

Læst udefra: Antiparlamentarismens italienske apoteose

Historikeren Aldo Giannuli beskriver, hvordan bestræbelserne på at reformere Italiens forfatning er inspireret af tanker fra den hemmelige frimurerloge P2
29. oktober 2016

Propaganda 2, P2, var en hemmelig frimurerloge, der opstod i efterkrigstidens Italien og udviklede sig til en slags skyggestat fra slutningen af 1960’erne, indtil den blev afsløret i 1981 og derefter opløst ved lov.

Med medlemmer i de politiske partier, embedsværket, pressen, bankerne, retsvæsnet, politiet, efterretningstjenesten, hæren osv. udgjorde P2 et magtfuldt netværk på tværs af samfundets institutioner.

Det var et komplekst fænomen, der opstod på baggrund af Den Kolde Krig og Italiens dysfunktionelle politiske system.

Som et led i en antikommunistisk indsats samarbejdede P2 med såvel væbnede organisationer på den yderste højrefløj som personer med tilknytning til mafiaen.

P2 er således blevet sat i forbindelse med en lang række italienske mysterier – mislykkede kupforsøg i starten af 1970’erne, bombeattentater mod tilfældige borgere, mordet på tidligere premierminister Aldo Moro og andre politiske drab samt flere korruptions- og finansskandaler – men også med internationale intriger som statskuppet i Argentina i 1976.

Hovedarkitekten bag P2’s politiske indflydelse var den tidligere fascist Licio Gelli (1919-2015), og blandt de menige medlemmer var den senere regeringsleder Silvio Berlusconi.

Der findes en omfattende litteratur om P2, som især fokuserer på de kriminelle og konspiratoriske aspekter. Men logen havde næppe opnået så stor betydning, hvis ikke en stor del af den italienske elite havde delt dens ideer.

Historikeren Aldo Giannuli analyserer i en ny bog, Da Gelli a Renzi (passando per Berlusconi) (Fra Gelli til Renzi (via Berlusconi)), hvordan de aktuelle bestræbelser på at reformere Italiens forfatning er inspireret af P2’s tankegods.

Et magtkonglomerat

Ifølge Giannuli havde P2 – ligesom fascismen – rødder i en højreorienteret kritik af parlamentarismen fra midten af 1800-tallet.

Det var især den langsomme beslutningsproces og eftergivenheden over for civilsamfundets protester, der fik parlamentarismens kritikere til at anbefale et præsidentielt styre som en slags kompromis mellem monarki og demokrati.

I en retsstat, hvor alle myndigheder er underlagt loven, må lovgivningsarbejdet dog nødvendigvis tage udgangspunkt i kollektive processer.

Men Gelli mente ikke, at det italienske samfund var modent til den samme udvikling, som de nordeuropæiske lande oplevede i årtierne efter Anden Verdenskrig. Så for at forhindre sociale konflikter og politisk ustabilitet var det nødvendigt at indskrænke befolkningens politiske deltagelse.

Fra slutningen af 1960’erne og indtil midten af 1970’erne var P2 således en af drivkræfterne bag »spændingens strategi«, som gik ud på gennem politisk vold at udløse et autoritært omslag.

Det styrkede dog blot venstrefløjen, og da højrefløjsdiktaturerne i Grækenland, Portugal og Spanien faldt et efter et, virkede et åbenlyst autoritært styre i Italien stadig mere usandsynligt.

Derfor udviklede Gelli en »plan for demokratisk genfødsel«, som i praksis var et blødt kup, hvor P2’s tværgående magt i institutionerne skulle stække civilsamfundet:

»Et magtkonglomerat snarere end et regime,« fastslår Giannuli.

Neoliberal rygvind

Mange af de konkrete forslag, som indgik i Gellis plan, er blevet til gangbare ideer i den politiske debat. Giannuli tegner et detaljeret og nuanceret billede af denne udvikling:

»Det, der har givet denne proces vind i sejlene, er især den neoliberale globalisering, som har gjort det af med det socialdemokratiske kompromis, der udgjorde grundlaget for de demokratiske systemer, som slog igennem efter krigen. Og det er den vind, der har banet vejen for en helt anden opfattelse af magten, som baserer sig på finanssektorens dominans og af natur er grundlæggende elitær, altså antidemokratisk.«

Fagbevægelsens svækkelse, massepartiernes forvandling til topstyrede organisationer, koncentration af mediemagten, flertalsvalgmetode i stedet for en proportionel metode, svækkelse af parlament og retsvæsen som kontrolorganer.

Det var kernen i P2’s plan, som blev videreført under Berlusconi og nu kan blive fuldt realiseret med den forfatningsreform, italienerne skal stemme om den 4. december. Ministerpræsident Matteo Renzi er måske ikke bevidst om det, men overbevisningen om behovet for en stærk regering kommer ikke ud af det blå:

»Udtrykket ’stærk regering’ bør mane til eftertanke,« skriver Giannuli:

»Stærk i forhold til hvem? Først og fremmest i forhold til civilsamfundet og alle dets iboende konflikter. Det var et af de springende punkter i Gellis program, ligesom det er det i dag i Renzis reform.«

Aldo Giannuli: Da Gelli a Renzi (passando per Berlusconi). 240 sider. 14 euro. Ponte alle Grazie.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu