Det var en rød drøm for 20 år siden. At besejre den globale frihandel og smadre de aftaler, som gav kapitalismen plads at brede sig over ud over alle grænser og sætte sig igennem over hele verden. Frihandel betød frit lejde til kapitalisterne – og det var de globale socialister imod.
Det var sådan en drøm, der mobiliserede til demonstrationer og samlede aktivister i bevægelser. Men dengang blev frihandel betragtet som facitliste for den frie verden, og modstanderne blev afvist som reaktionære rester af den kommunisme, som jo havde tabt.
Frihandel var godt, hed det. Det skabte vækst og velstand over hele verden, sagde de toneangivende ledere dengang – og frihed.
Nu står vi et nyt sted: Begge amerikanske præsidentkandidater er modstandere af TTIP, som er en frihandelsaftale mellem USA og EU, kapitalismens historiske stormagter. Og for et par uger siden var konklusionen efter et møde mellem EU’s handelsministre, at TTIP efter al sandsynlighed ikke bliver til noget.
Europæerne kan ikke nå en aftale i år, og næste år har amerikanerne en præsident, som vil være modstander. Der vil stadig være frihandel i verden, men som vindende ideologi er frihandel død.
Den serbisk-amerikanske økonom Branko Milanovic leverer i sin nye bog Global Inequality – A New Approach for the Age of Globalization en analyse, som forklarer den pludselig udbredte modstand mod frihandel:
»De politikere i Vesten, som ville skabe større tillid til markederne i deres egne økonomier og i verden efter Reagan-Thatcher-revolutionen, havde næppe forventet, at den højtbesungne globalisering ikke ville være i stand til at levere mærkbare forbedringer for flertallet i deres befolkninger,« skriver Milanovic.
Han har i årevis ledet en forskningsenhed i Verdenbanken, men er nu ansat som professor ved City University i New York. Han har skrevet adskillige bøger om den globale ulighed, og i sin nye bog samler han indsigterne i det, der må betragtes som hans hovedværk.
Han præsenterer en sammenhængende teori, som forsøger at forklare historie, politik og økonomi under kapitalismen som fællesnævner.
Den store teori i bogen er ikke overbevisende, det er en gentænkning af den såkaldte Kuznets-kurve, som vil finde frem til en logik for udviklingen af lighed og ulighed.
Der er simpelthen for mange fænomener uden for økonomien til, at man kan lave en ordentlig økonomisk teori, der kan forklare hele verdens udvikling. Krige, politiske omvæltninger, teknologiske udviklinger og uforudsete konsekvenser som global opvarmning kan ikke forklares ud fra økonomien, men de har stor indflydelse på økonomien. Naturligvis.
Alligevel er det en fremragende bog, fordi Milanovic som mellemregninger i det store regnestykke udvikler væsentlige indsigter.
En dokumenteret indsigt er for eksempel, at globaliseringen har gjort de rigeste i den vestlige verden rigere, men at resten er blevet relativt fattigere. Det har været en vedtaget sandhed, at det, der var godt for ’økonomien’ i de enkelte lande, også var godt for befolkningerne. Vores politikere har retfærdiggjort dramatiske reformer med henvisning til, at vi skulle klare os i globaliseringen, og det skulle være vejen fremad.
Men når man ser, hvordan den vestlige middelklasse for en samlet betragtning er blevet mindre og svagere, står det klart, at sangen om den lykkelige globalisering var en politisk løgn.
Milanovic afdækker systematisk de ødelæggende konsekvenser af globaliseringen for den samfundsbærende middelklasse, og han bruger den til at udlægge populisternes politiske succes i de vestlige lande.
Det er således ikke venstrefløjen alene, men også nationalister, konservative og populister, som ikke længere tror på globaliseringens løfte om velstand, vækst og frihed, og har udfordret frihandelsregimet.
Milanovic afslører således en spektakulær politisk løgn i sin bog, men der er også fem sandheder, mindst, som fortjener særlig opmærksomhed:
1. Ulighed stiger ikke i verden
Det bliver ofte fremhævet som et faktum, at den globale ulighed skulle være stigende. Men Milanovic har på grund af sin tid i Verdensbanken adgang til enorme datasæt, som gør, at han kan anlægge en anden analytisk vinkel end andre økonomer.
Som regel undersøger vi lighed inden for enkelte lande som lukkede sammenhænge. Og vi kan konstatere, at de rigeste i både USA, EU, Kina, Indien og flere andre store lande har oplevet en markant større velstandsstigning end resten af befolkningen.
Milanovic kan imidlertid tilføje et andet perspektiv, idet han sammenligner uligheden mellem landene. Hans analyse er global, og han overskrider dermed nationalstaten som ramme om undersøgelsen.
Og hans konklusion er overraskende: Globalt set er uligheden ikke steget.
Han foreslår endda, at uligheden kan være faldet over de sidste tre årtier, fordi de store udviklingsøkonomier har haft højere vækst end de gamle stormagter. Det eneste forbehold, han tager for den konklusion, er, at de rige er blevet bedre til at gemme deres formuer i skattely, så de unddrager sig registrering og ikke optræder i hans datamateriale. Men overordnet er Milanovic’ dom klar:
»Vesteuropa og Nordamerika oplevede efter den industrielle revolution en fremgang, som skabte global ulighed. Men i de senere år har den hastige vækst i adskillige asiatiske økonomier haft en ligeså betydelig effekt, den har reduceret den globale ulighed igen.«
Medianindkomsten i Kina er inden for de sidste par år kommet på niveau med medianindkomsten i de fattigste EU-lande. Den nye middelklasse i Kina og Indien er blevet løftet så meget, at de har nærmet sig middelklassen i de vestlige lande.
Mange i den vestlige middelklasse har samme indtægter som for 30 år siden, men fordi overklassen er blevet så meget rigere, er middelklassens magt blevet mindre. De har mindre politisk indflydelse, når deres andel af den samlede velstand i samfundet bliver mindre. Endelig er middelklassen blevet mindre, fordi mange er gledet nedad i det sociale hierarki.
De sidste 30 års internationale økonomiske udvikling resumerer Milanovic kort:
»De store vindere har været de fattige og middelklassen i Asien, de store tabere har været den lavere middelklassen i den rige verden.«
2. Kapitalismen skaber kulturel lighed
Det er vanskeligt at afgøre, om de vestlige samfund gennem de seneste tre årtier i virkeligheden er blevet mere ulige. Den økonomiske ulighed kan registreres, og den er alarmerende.
Men i samme periode er uligheden mellem kvinder og mænd, heteroseksuelle og homoseksuelle og voksne og børn blevet udlignet markant. Venstrefløjen har tabt kampen om omfordeling af penge, men åbenbart vundet kulturkampe og bekæmpet diskrimination.
Læs også: Svenske feminister går til kamp mod friblødende hen-aktivister
Milanovic skelner mellem økonomisk ulighed og det, han kalder »eksistentiel ulighed«. Men han anfører, at det ikke alene er venstrefløjen, som har sejret i kampen om lighed mellem køn, seksuelle orienteringer og livsformer:
»Kapitalister ved også godt, at eksistentiel lighed er i deres interesse; diskrimination er ineffektiv for de arbejdsgivere, som udøver den. På den anden side vil større indsatser for at forbedre vilkårene for alle arbejde ikke behage dem, der har økonomisk kapital.«
De, der udelukkende fører identitetspolitik og kæmper for minoriteters rettigheder, styrker ifølge Milanovic den kapitalisme, som skaber økonomisk ulighed.
Han mener ikke, at man skal opgive kampen for lighed mellem livsformer, men at man skal satse på at udligne den økonomiske ulighed, fordi det både vil svække den magt, som skaber ulighed, og styrke homoseksuelle, sorte og kvinder. Vejen til frigørelse går ikke uden om økonomien, hævder Milanovic, den går gennem økonomien.
3. Der er onde og gode kræfter imod ulighed
Det var en for mange overraskende pointe i Thomas Pikettys hovedværk Kapitalen i det 21. århundrede, at det ikke kun var progressive bevægelser og arbejderpartier, som havde skabt sociale fremskridt og udlignet forskellen mellem de rige og de fattige i det tyvende århundrede.
Anden Verdenskrig var også særdeles effektiv til at skabe lighed, fordi formuer blev smadret, og hele samfund skulle bygges op forfra.
Milanovic radikaliserer Pikettys analyser og skelner mellem ’onde’ og ’gode’ årsager til udligning af ulighed. Han hævder, at indtil det 20. århundrede var det stort set kun ulykke som epidemier, katastrofer og krig, som skabte større lighed i de vestlige samfund. Hvis økonomien forløb uden tragiske afbrydelser, ville den indtil da favorisere de velstående og forstørre forskellene mellem de privilegerede og de andre.
I det 20. århundrede er to perspektiver enestående: Det er det første århundrede i historien med både stigende rigdom og stigende lighed. Og det udmærker sig også ved, at konstruktive kræfter som venstrefløjspartier, som krævede omfordeling, progressiv skat og fri adgang til uddannelse, virkede sammen med destruktive kræfter som krig.
Milanovic konstaterer, at de konstruktive kræfter i den vestlige verden har været ude af stand til at kontrollere udviklingen af ulighed i det 21. århundede, og at et ikke usandsynligt scenario er, at kun sociale uroligheder igen kan bringe uligheden ned:
»Før eller siden bliver en meget høj ulighed uholdbar, men den forsvinder ikke af sig selv; den genererer derimod processer som krig, sociale kampe og revolutioner, som tvinger den ned.«
Der er her et bemærkelsesværdigt sammenfald mellem Milanovic’ analyse og udtalelser fra direktøren i Danske Bank, som fornylig advarede mod sænkelse af topskatten, fordi det kunne føre til social uro.
4. Det vigtigste er, hvor du bliver født
En stærk myte i vores vestlige samfund er, at din rigdom afspejler din indsats, og at du selv har ansvaret for din skæbne. Grunden til, at ulighed har været et dårligt politisk slogan er, at de fleste ikke har noget principielt imod ulighed.
Vi anerkender, at den, der har opfundet iPhonen eller lavet et hit, som alle kan synge med på, når de bliver forelskede, har skabt noget af stor værdi for mange mennesker. Deres rigdom kan retfærddiggøres som resultatet af, at de har givet noget stort til fællesskabet.
Men Milanovic anfører, at det afgørende for din skæbne er, hvor du bliver født i verden. Han har analyseret data fra husholdninger i 118 lande i 2008, og kan på den baggrund vise forskellene i indkomst mellem landene. Og han slår fast:
»Det viser sig, at vi kan forklare mere end to tredjedele af forskellene i indkomst mellem landenes sociale grupper ved kun én variabel: Det land, folk lever i.«
Hvis man bliver født i USA i en bestemt social gruppe vil man tjene 93 gange så meget som, hvis man blev født i Congo. Milanovic har lavet et system, hvor han giver landene point efter, hvor meget man tjener på de forskellige positioner i det sociale hierarki. USA får 9.200, Sverige får 7.100, mens Yemen kun får 300.
Det får en ødelæggende konsekvens for udviklingslandene, fordi de højtuddannede kan tjene mange flere penge for samme indsats i et udviklet land. Det har historisk været med til at udvikle landenes institutioner og retsstat, at de rige fik ejendomme, som skulle beskyttes af ejendomsret og havde behov for lov og orden til at sikre deres privilegier.
De rigeste havde en interesse i at udvikle et strukturer, som gjorde landet mere stabilt og sikkert for alle parter. Men nu rykker de ofte til andre lande for at få deres besiddelser beskyttet der, og verden bliver opdelt mellem dem, der kan rejse med rigdom og dem, der må blive hjemme med deres fattigdom.
5. Man kan ikke forudsige kapitalisme
Milanovic forsøger til sidst i bogen at spekulere over kapitalismens fremtid i det 21. århundrede. Men som forberedelse til den ambitiøse entreprise har han genlæst de økonomers klassikere, som tidligere har prøvet at forudsige, hvordan kapitalismen vil udvikle sig. Og de har alle taget fejl.
Deres forudsigelse har ifølge Milanovic tre ting til fælles: De antager for det første, at de tendenser, som er dominerende i deres samtid, også vil være det i fremtiden.
De har for det andet ikke været i stand til at kalkulere med de dramatiske enkelte begivenheder, som har ændret historien.
Og for det tredje har de fokuseret for meget på enkelte aktører, som de har tilskrevet afgørende betydning.
Konklusionen er, at man ikke kan forudsige kapitalismens udvikling. Det betyder også, at selv om spillet ofte synes afgjort på forhånd, fordi de rige er så rige, og de privilegerede er så stærke, så vil styrkeforholdene ændre sig.
Også i det 21. århundrede gælder det således, at spillet stadig er åbent.
Branko Milanovic: Global Inequality. 320 sider. 29,95 dollar. Belknap Press.
De menneskeskabte klimaforandringer og de såkalte økonomiske eksperter.
Ingen nulevende økonom har til dato kunne skabe, samlet set global vækst, uden brug af energi fra afbrænding af kul, olie og gas og ingen nulevende økonom har til dato kunne beskrive et alternativ, der kan skabe samlet set global vækst i fremtiden, uden energi fra afbrænding af kul, olie og gas.
Konklusionen må derfor være, at økonomer generelt og samlet set, ikke har forstået, hvad gode økonomiske forhold er.
Økonomisk vækst og økonom i samme sætning, har ikke givet mening siden Svante Arrhenius (1859-1927), beskrev den menneskeskabte globale opvarmning ved afbrænding af kul, olie og gas.
Read more: http://www.lenntech.com/greenhouse-effect/global-warming-history.htm#ixz...
Vi må definere hvortil det sociale fællesskab går
Hvorfor skulle jeg solidarisere mig med en spyttende racist fra arbejderklassen som føler sig truet af indvandringen?
Eller en lidt halvdoven skolelærer med en årsløn der nærmer en ½ million og som bruger halvdelen af sit pensionistliv i spanien mens han bliver opvartet af ulovlige emigranter fra afrika?
Hver sin definition af sociale fællesskaber, mit dækker hvert menneske på denne planet efter hvad de kan, vil og gør.
Fællesskaber defineret ud fra hvor en geografisk grænse går er komisk og patetisk.
Ingen tjener penge ved at sælge mælk. Pengene er hvor der er i det mindste et hjørne af monopol situation, og det er derfor alle lærer at agere som sådan i markedet. Det er velkendt at penge tæver talent, arbejdskraft og den gode ide. At definere en grænse geografisk kapsler problemet ind, men det vil stadigt eksistere, og hvem vil gå med til en indførelse af stavnsbåndet?
Uligheden skader den økonomiske vækst så selv de rige er bekymret. Derfor er tvungen omfordeling nødvendig. Det skal gøre på formuer og der skal bruges militær magt for at tvinge den igennem globalt set.
Vi ser formuer som et problem fordi de direkte skaber ulighed og dermed hæmmer væksten, men problemet med formuer er større end som så. En koncentration af formuer hæmmer den sociale mobilitet og hæmmer talentet fordi penge køber den gode ide og person og tager profitten.
Hillary Clinton er da helhjertet tilhænger af frihandel. Se for eksempel New York Times så sent som i går.
Clinton har på det seneste været opportunt imod TTIP, men da ikke fordi det er frihandel.
De fleste europæiske modstandere af TTIP og CETA er ej heller imod frihandel. Det er trættende at skulle blive ved med, at præcisere dette. De er imod TTIP, fordi aftalen med et slag giver internationale eliter uforholdsmæssig stor magt over demokratiske nationers beslutningsprocesser. Enkelte populistiske politikere taler muligvis imod frihandel som sådan, men blandt kritikere i øvrigt, hører man da ikke nogen som klager over, at TTIP vil reducere (de i forvejen meget lave) toldsatser for eksempel?
Ifølge Wikipedia, som citerer netop Milanovic, er den globale ulighed steget uafbrudt fra 1820 til 2002 for så at falde fra 2005. Er det virkeligt sandt, at Milanovic nu hævdet, den kan være faldet de seneste 30 år?
Jeg forstår dernæst ikke påstanden om, at det er middelklassen, der rammes, ikke hvis middelklassen forstås som højerelønnede og selvstændige. Det er da arbejderne, for eksempel i produktionen, hvis jobs mest umiddelbart har kunnet udflyttes. Men nu kan middelklassen naturligvis også opleve at billigere arbejdskraft er til rådighed på middelklassens arbejdsområder.
Når softwareudvikling flyttes til Asien og Østeuropa, presser det lønnen op i Asien og Østeuropa og ned i vesten. Det burde bidrage til øget global lighed, og det er jo godt, hvis vi ser ud over vore egne snævre interesser som vestlige lønmodtagere.
Men det er vel stadig sådan, at dem der styrer omrokeringerne af produktion og kapital og arbejdspladser globalt er store vindere. Mig bekendt bliver de super rige stadig rigere, men det kan vel være, at omfordelingen over landegrænser længere nede af indtægtsstigen udligner dette i den samlede, globale Gini koefficient.
(Okay, jeg ser nu at Information selv har et Ritzau telegram som refererer til nævnte NYT artikel - inklusive passagen om Clintons helhjertede støtte til frihandel)
Artiklen taler om uligheden I verden fra 1820 uden at nævne kolonitiden. Kapitalen begyndte der ved razziaer og extreme udnyttelse. Arbejdeskraften I kolonier var bedre uddannet end besættelsesmagtens , ubalancen ligger I det militære. Waterloo er et nederlag men var med at skabe militærstyrke, Algeriet var besat I 1830 og resten kom efter. der skete et samarbejde mellem militæret og befolkningen , og aller fleste af befolkningen var analfabetere og extreme fattige. så kom de til kolonier og blev hurtige rige. Så begyndte kapitalismen. Man kan spørge om den stagnation der rammer kapitalismen I Vesteuropa nu ikke skyldes tab af kolonierne. og dermed den nedgang middelklasse blev ramt I Europa på. Også glemmer artiklen den Rolle USSR har spillet I den social politik I speciel I USA. Jeg tror den sociale skylder Soviet ikke mindst at den har været der. Kapiltalen var udfordret I sin fundament af Soviet. nemlig privat ejendommen. Man kan spørge er den den samme kapitalism vi ser idag, som den der var for 30 år siden. Er kapitalismen ikke gik tilbage til sine rødder I 1800 tallet? men denne gang for at lave ravage mod sin egn befolkning.
Jeg skrev(ovenpå) forud koloni eventyret, det skete en alliance mellem militæret og befolkningen dert er forkert. "der skulle være en alliance mellem militærer og bourgeoisiet"
"Deres rigdom kan retfærddiggøres som resultatet af, at de har givet noget stort til fællesskabet."
Ja, men hvad med ham, der tømmer din lortespand. Han er da stadig vigtigere. Desuden, de største formuer er skabt på noget, der er unødvendigt eller direkte nedbrydende for fællesskabet. Større respekt for dem, der skaber uden profit for øje. Dét var måske "kommunismens" eneste gevinst: At skabe for fællesskabet, fordi du havde lyst, ville gavne eller det var dit job (mere eller mindre frivilligt). I dag skal det jo kunne betale sig at arbejde. For hvem? spørger jeg bare.
Risikosamfund og kaosteorien
Man kan ikke forudsige kapitalisme siger manden - et 'kaotisk system' er altid uforudsigeligt, de kvikkeste økonomer kan højst registrere, når den næste spekulationsboble sandsynligvis er på vej, men ikke hvornår den springer i luften – men skidt, det kan man jo også tjene på …
Det rystede mig lidt i starten, at Rune Lykkeberg kom med sine sædvanlige forklaringer på verdens aktuelle ulykker.
Men .. jeg læste videre og kom til at holde af hans beskrivelse af økonomen Branko Milanovic - som i modsætning til Thomas Piketty har evnen til at overraske med anti-intuitive teorier ;-)
Det er som om alt for mange beskæftiger sig med de få, der akkumulerer enorme rigdomme - og glemmer, at tænke på helheden: At flere og flere i 1900-tallet har fået adgang til om ikke uhyrlige rigdomme, så dog via investeringer i fast ejendom og aktier har fået forøget deres formuer til noget brugbart.
Her er et meget smukt parti, der beskriver udviklingen i netop 1900-tallet:
"I det 20. århundrede er to perspektiver enestående: Det er det første århundrede i historien med både stigende rigdom og stigende lighed. Og det udmærker sig også ved, at konstruktive kræfter som venstrefløjspartier, som krævede omfordeling, progressiv skat og fri adgang til uddannelse, virkede sammen med destruktive kræfter som krig."
Man behøver såmænd blot at se på Kina og deres eksport af ungdom til de højere læreanstalter i USA ...
De 5 overskrifter er alle ... tankevækkende. Den sidste er genial: Man kan ikke forudsige kapitalisme
Man siger at mafiaen kom til danmark med Metroen,man kunne ikke forudsige den, hvis fejl der det, når man ved at det er mafia Italien og man købte metroen derfra. Der blev skrevet at "stramme cowboy bokser hos kvinden er skyld i voldtægt, det samme nogle historiker har skrevet at hvis" et land var koloniseret fordi det var koloniserbar". Så lad være med det.
Det spændende spørgsmål der rejser sig, vil jeg mene, når jeg læser om de fakta resistente ubrugelige økonomer og deres her i artiklen, fantast økonomiske såkalte teorier, er om de på et tidspunkt lære af deres fejl.
Et eksempel fra den virkelige verden, renset for ubrugelige såkaldt videnskablig økonomisk teori og elendige politiskeres løgn, hvad vil de mon sige, hvis de blev tvunget til at forholde sig til sandheden?
At 20% af vores energi forbrug, på denne vores eneste klode i dag, er bundet til elektrisk energi forbrug, potentielt produceret fra vindmøller og anden bæredygtig produktion, men 80% af verdens energi forbrug er ikke elektrisk energi forbrug.
Så er det bare at konstater, at regnestykket ikke hænger sammen, at politikere derfor ikke længere kan presse mere global vækst ud af denne 80%-20% fordeling, uden det resultere i fatale menneskeskabte klimaforandringer i kølvandet.
Faktisk er en del af COP21 Paris aftalen underskrevet af regeringen, der skal holde temperaturstigningerne under to grader, betinget af ikke opfundet teknologi, der på sigt, skal kunne suge CO2 ud af atmosfæren og opbevare denne, som en slags radioaktivt affald i sikre lager under jorden, udover at løse 80%-20% energi problematikken naturligvis, men glem nu ikke, alt dette med fortsat økonomisk vækst i verden, siger fantasterne.
Det er ikke så svært, at forudsige kapitalismen.
Kapitalismen bygger på laissez faire princippet, det frie marked, hvor individer udveksler varer og serviceydelser uden statens indblanding.
Det er årsagen, til den katastrofe verden står midt i en menneskeskabt katastrofe, hvis omfang kun kan underdrives.
Jean Jaures (nogle siger det var Marx) siger "kapitalismen bære I sig kriser og krige som sky bære I sig tordenvejr.Det er altå noget man kan forudsige. " Sagt fra hukommelsen.
hvorfor diskuterer vi kapitalisme som noget skidt? Det er den isme der appellerer bredest, det er den isme flertallet stræber efter, og det er den isme der giver os alle muligheder.
kapitalisme udelukker hverken økologi, demokrati, frihed eller fred, men den giver os de muligheder flertallet stræber efter.
Problemet er at nogen ikke forstår at skelne privatkapitalisme fra statskapitalisme og fondskapitalisme. De to sidste udgaver er åbne for demokratisk styring og derved til gavn for hele samfundet ...hvilket privatkapitalismen ikke er. Eksempelvis er Statskapitalismen uden arbejdsløshed og spekulationsbobler,
Peter Bækgaard
I den virkelige verden befriet for økonomer og liberale politiske fantaster, der skaber kapitalismen, uhåndterbar og livsfarlige menneskeskabte klimaforandringer, kapitalismen underminerer demokrati og miljø og frihed, med liberaliserings værktøj som ISDS (Investor-state dispute settlement) og kapitalismen skaber krig og global destabilisering med fortsat kamp om økonomisk vækst på klimakatestrofe skabende afbrænding af kul, olie og gas selvom det ikke betaler sig.
Så Peter Bækgaard det er ikke så svært at forudsige, at kapitalismen leder verden i ulykke.
Kapitalismen bygger på laissez faire princippet, det frie marked, hvor individer udveksler varer og serviceydelser uden statens indblanding.
Det er årsagen, til den katastrofe verden står midt i, en menneskeskabt klimakatastrofe, hvis omfang kun kan underdrives.
Peter Bækgaard du er på månen, med kapitalisme som positiv, tag din fascination til de 900 millioner mennesker, der sulter lige nu.
vores version af kapitalisme er jo ikke kapitalisme, det er også værd at huske på. Det samfund i verden der kommer tættest på den reneste form af kapitalisme er pt. Kina. De kalder det godt nok noget andet, men virkeligheden er noget andet.
Når vi sidder og funderer over hvor god eller dårlig kapitalisme er, så er det værd at huske at vi igennem et såkaldt kapitalistisk regime også sørger for at vi har gratis sygehus osv. jeg ved også godt at der skæres lige rigeligt mange steder, men vi har det overordnet set som blommen i et æg. Det kan vi takke tidligere generationer for - tidligere generationer der kæmpede en kamp som vi for længst har glemt, men de kæmpede en kamp for også selv at kunne eje og bestemme. Det må ikke forveksles med kommunisme og socialisme ( i deres reneste form).
At påstå den danske udgave af kapitalismen skyldes kapitalisterne er noget af det mest historieløser jeg har læst længe.
Din viden om Kina er slående, Peter Bækgaard.
"Milanovic forsøger til sidst i bogen at spekulere over kapitalismens fremtid i det 21. århundrede. Men som forberedelse til den ambitiøse entreprise har han genlæst de økonomers klassikere, som tidligere har prøvet at forudsige, hvordan kapitalismen vil udvikle sig. Og de har alle taget fejl."
Mon han også nåede omkring den ungarske antropologiske økonom Karl Polanyi, som før sin død i 1964 forudsagde at - 'Kapitalismen vil vinde, men vi vil få den med alle socialismens kontrol- og undertrykkelsesmekanismer'.
Det mener jeg passer ret godt på vor tids semifascistiske magtkonklomorater og venstrefløjens implodering og overgang til at være bankernes aktionsstyrke.
Hvorfor er Nigeria forskellig fra USA, begge er kapitalistiske. Fordi USA er imperialiske mens den anden ikke. Man kan ikke bliver imperialistis a la karte. Så kan man også sige hvorfor Polen ikke blevet imperialistisk. Eller hvorfor Vesten blev det men ikke Øst Europa, Det skal betingelse til. At glemme halv delen at den kapitalistiske foretagen, det Imperialistik er som at tale om capitalist uden capital. Og glem ikke når et system falder falder sammen med folket. Den kender jeg fra den Franske imperialism. Mange var fra overklassen I forskellige område men falder de alle samman og blev alle fattige.
Kapitalisme findes ikke i sin reneste form, men den vi har viser sig også at være den som mennesker stræber efter...hvorfor?
Der er jo ingen ved deres fulde fem som ønsker sig tilbage til kommunismen, hvorfor mon?
Kapitalismen har bare vist sig at være den bedste isme vi har.
Philip hvordan gik det miljøet på den østlige side af muren? Det er ikke kapitalismens skyld at 900 mio sulter.
Touhami Bennour fordi de demokratiske institutioner ikke fungerer, og fordi landet er gennemsyret af korruption og ikke har formået at sætte sig ud over stammeforhold og religionsforskelle.
Hvorfor skulle Nigeria ikke kunne være et rigt land, hvorfor skulle Angola ikke være et rigt land, hvad med Den Demokratiske Republik Congo - de har rigeligt af alt.
Fælles forlandene er at de mest basale statslige institutioner ikke fungerer, og de har interne konflikter der fratager dem muligheden for at opbygge et nogenlunde anstændigt samfund.
Det er jo ikke fordi de mangler naturressourcer - desværre mangler de heller ikke korrupte politikere der lever fedt at den bistand de får fra kapitalisterne, og så lever de fedt på illegal handel udenom deres statslige institutioner.
Peter Bækgaard, der er adskillige flere milliarder mennesker på jorden, der hellere vil leve under den rene verdenskommunisme end den rene verdenskapitalisme. At du ikke kan forstå det, er fordi du lever i kapitalismens udstillingsvindue i en butik der er ved at lukke ned, her efter Sovjetunionens opløsning. Når folk stræber efter rigdom er det af frygt for fattigdom - en fattigdom der var afskaffet i Sovjetunionen - præcis som de prøver at afskaffe den i Kina.
Med hensyn til Nigeria så skyldes fattigdommen at en diktatorisk elite sælger naturrigdommene til Vesten og stikker pengene i egen lomme, dvs. reinvesterer pengene i Vesten. Der sker ingen systematisk opbygning af infrastruktur og produktion i Nigeria. De ressourceopsugende industrilande leverer hvad eliten skal bruge, og billigprodukter til underklassen, der derved får deres lokaløkonomi smadret.
I Island er man konsekvente :
http://yournewswire.com/iceland-jail-bankers-46-years/
Bill Atkins, så har du jo forklaringen - det er korruption og mangel på statslig kontrol. Husk på at der findes hverken rendyrket kapitalisme eller rendyrket socialisme/ kommunisme. Ulempen ved socialisme og kommunisme er at al magt ligger hos en meget snæver dybt korrumperet magtelite.
Kapitalisme giver fortsat mange mennesker en frihed og mulighed som ikke eksistere i de to andre ismer.
Fælles for lande som Nigeria hører iblandt er jo at de har flere konflikter internt i landet, stammekonflikter, politiske konflikter, vold, korruption, manglende statslige funktioner etc.
Dette ville de med garanti også have hvis de var kommunistiske. Tag f.eks. hvor korrupt et land som Rusland var i sovjettiden. Folk sortbørshandlede bare for at få tingene til at nå sammen. Straffen for dette kunne sagtens være en ferie i Gulag.
Exempel fra Lumumba og også Saddam Hussein skræmmer mange leder omkring I verden, Med mindre han kender sin kram som fidel kastro eller den nord coreansk leder( Jeg har glemt hans navn). Saddam lige Nasser før han har prøvet at skabe rigdom for folket, med uddannelse og industry, men han blev hænget lige Mossadekh I Iran før ham. Systemet I Nigeria er ikke godt men som sagt det modsatte skræmmer. I øvrrigt Trump han eer den slags politiker. der beriger sig med hvad som helst. Casino, slik osv. Ordre fra USA . du¨må godt være rig, men ikke investering I atom våben , du skaber bare problemer for os, og det kan vi ikke lide. Invester hos os hvis du har mange penge, også hvis du ikke har.