Læsetid: 6 min.

’… så det ikke kan ses, at man ikke ser, hvad man ikke ser’

’Samfundets samfund’ kan nu læses i sin helhed på dansk. Niklas Luhmanns uundværlige sociologiske hovedværk fra 1997 er en imponerende mursten på næsten 1.000 sider. Der er tale om en begivenhed, en præstation af oversætteren Erik Pedersen og en generøs invitation til selv at tænke over, hvordan det moderne samfund blev til, og hvordan det fungerer 
22. oktober 2016

Den tyske sociolog Niklas Luhmanns sidste hovedværk, Die Gesellschaft der Gesellschaft, foreligger nu på dansk: Samfundets samfund. Det indledes med de berømte, på én gang lavmælte, præcise og vildt ambitiøse ord:

»Ved min ansættelse på det sociologiske fakultet, der blev oprettet ved universitetet i Bielefeld i 1969, blev jeg opfordret til at benævne forskningsprojekter, som jeg arbejdede med. Mit projekt var dengang og har lige siden været: Teori om samfundet; løbetid: 30 år, omkostninger: ingen.«

Det er glædeligt, at forlagene binder an med så store projekter i disse år. I min studietid i 1970’ernes slutning og 1980’ernes begyndelse var det ikke mange tyske, engelske og franske sociologiske og filosofiske hovedværker, der forelå på dansk; men nu kan man fornøje sig med klassikere af Kant, Hegel, Hume, Durkheim, Heidegger og Gadamer og nyere værker af Habermas, Foucault, Deleuze, Honneth, Beck og Rosa uden at måtte gribe ud efter Gyldendals røde ordbøger.

Samfundet er uden centrum og består ikke af mennesker

Ifølge systemteoretikeren Luhmann (1927-1998) må samfundet ses som en kommunikationsform og ikke som en ansamling eller en addition af mennesker.

Dertil kommer, at det er differentieret i en række subsystemer, der ikke iagttager eller producerer mening på samme måde. Samfundet er ikke en krop, ej heller har det en adresse eller ét centrum.

På luhmannsk lyder et par af formuleringerne: »Samfundet reproduceres ikke ved, at der udskiftes makromolekyler i de enkelte menneskeceller eller celler i de enkelte menneskers organismer. Samfundet lever altså ikke«, og »Sociale systemer opstår ved, at kommunikation kommer i gang og bygges op autopoietisk ud af sig selv«.

Med autopoiesis forstås den proces, at et system skaber og genskaber de strukturer og elementer, som det består af. Retssystemet kommunikerer f.eks. på en anden måde end det politiske system og det videnskabelige system. Koderne er også ganske forskellige, henholdsvis ret/uret, magt/ikke-magt, sand/usand.

På den måde bliver samfundet ikke en enhed, der kan beskrives ved hjælp af én semantik eller ses af én privilegeret iagttager. Samfundet kan heller ikke handle, som var det én aktør.

Luhmann slår igen og igen fast, »… at en iagttager (og også én, der iagttager sig selv) ikke kan se, hvad han ikke kan se, og først og fremmest ikke sig selv. Samfundets enhed bliver i selviagttagelsen til iagttagerens paradoksi.«  Produktionen af viden og indsigt betales altid med produktionen af blindhed.

Subsystemerne og de aktører, der iagttager inden for disse, kan ikke se, hvad de ikke selv kan se – og da slet ikke, mens de er travlt optaget af både at se, kommunikere og afkode, skabe og tilbyde mening.

Jurister iagttager f.eks. ikke på samme måde som økonomer, politikere, forskere, lærende, forelskede og troende og vice versa. Umiddelbart er subsystemerne knappet af fra hinanden, men de kan også koble sig til hinanden.

Historiske og teologiske studier

»To tusind år efter alfabetet var kommet i brug, medfører trykpressen en enorm ekspansion af skriftens udbredelse,« skriver Luhmann.

Fra 1460 og frem bidrog den nye mangfoldiggørelsesteknologi til at sprede tekster og til at individualisere læserne. Og med skriften uddifferentieres samfundssystemet og de kommunikative tegn spreder sig i mange forskellige sammenhænge.

Der kan nu skelnes skarpere mellem forskellige tids-, menings- og forståelseshorisonter. Alting er ikke længere fikseret og synkroniseret omkring mundtligheden og talerens magt. Der sker en kompleksitetsforøgende kommunikationseskalation, der er med til at muliggøre det moderne samfund.

Det herlige ved at annamme Luhmanns grundige og møjsommelige historiske studier er ikke mindst, at det bliver tydeligt for læseren, at livet er for kort til at måtte se sig henvist til blot at trække på sekundærlitteraturens ’Luhmann’, der har det med at forkorte hans indsats og laver forsimplede modeller ud af hans originalt konciperede (be)greb(er).

Luhmann er også særdeles velbevandret i, hvad han kalder for det gamle Europas teologiske semantik.

Det finurlige er f.eks., at: »Kirken skal kunne skelne, hvad der behager Gud, og hvad der mishager ham. Den skal kunne iagttage Gud som iagttager (altså som én, der skelner).« Men samtidig ville det jo være en utilgivelig kardinal- og dødssynd (Superbia), hvis kirkens mænd påstod, at de kunne se dybere og andet og mere, end Gud kan se.

Det er også forbundet med store logiske brydninger på én gang at hævde, at Gud har skabt alt ud af intet (creatio ex nihilo), og at Gud er identisk med alt det, der er, hvorfor Gud = naturen – eller at gøre Gud identisk med fornuften eller sågar hele kosmos.

Det er næppe for meget sagt, at Luhmann er ivrigt optaget af at forfølge disse teologiske krumspring og idelige syntesekonstruktioner og differentieringer, da han kan bruge dem som systemteoretiske løftestænger og som et rigt og uudgrundeligt tankemæssigt stillads til at nygrundlægge sociologien i efterkrigstidens Tyskland.

I sit velskrevne og instruktive forord skriver lektor i statskundskab Gorm Harste, at Luhmann må læses som en repræsentant for Stunde Null inden for sociologien. Efter de totalitære systemers fristelser, nazismens terror og Anden Verdenskrigs gru må rationaliteten og tiltroen til videnskaben bygges op på ny.

Værktitlens drilske fordobling: Samfundets samfund markerer det tankeproduktive andenordensperspektiv, Luhmann altid synes at anlægge på det sociale. Skønt i øvrigt, at det kan læses på dansk til under 50 øre pr. side,

Værd at drøfte med og langt ud over Luhmann

»Åbenbart hører ideen om nationen altså til den bunke af forbigående semantikker, der kunne fascinere i en overgangsperiode – uden at afsløre, hvilket samfundssystem de refererede til. Man må derfor formode, at vi i dag befinder os i en udløbsfase for denne idé, hvor den gør mere skade end gavn, og at den i sociologien udgør en af de ’epistemologiske forhindringer’, der på grundlag af fortidige plausibiliteter blokerer for de indsigter, der nu er nødvendige.«

Således skriver Luhmann på side 832. Ja, var det bare såvel. I en tid med Brexit, anmassende national værdipolitik, alt for mange stærke nationalpopulistiske aktører og mistrøstige højreradikale larmehoveder virker det desværre ikke just, som om idéen om nationen er landet på begrebernes losseplads. Luhmann var ikke en fremtidsanticiperende profet.

Luhmann havde øje for, at »økonomiens positive selvovervurdering« viser sig ved, at teorien om det  rationelt handlende og nyttemaksimerende individ breder sig langt uden for det det økonomiske system, der ellers ifølge systemteorien blot skulle spille rollen som ét blandt flere funktionelt uddifferentierede subsystemer.

Men Luhmann formåede ikke at vise, hvordan det økonomiske system par excellence chikanerer og forvrider de subsystemer, det kobler sig til og breder sig vildt ind over.

Næsten 20 år efter, at Luhmann lagde pennen, er det tydeligt, at politikken risikerer at blive gjort til økonomiens servile ekspeditionskontor, at kunst- og kulturlivet gøres til oplevelsesøkonomi, at uddannelses- og socialpolitik transformeres til ren arbejdsmarkedspolitik, og at forskning primært skal fungere som en vækstmotor og ikke får lov til at agere – endsige at legitimere sig – som en erkendelseskreerende tankekraft.

Utrætteligt skriver Luhmann, at samfundets selvbeskrivelse omstilles fra hvad- til hvordan-spørgsmål.

Argumentationen lyder, at det i det moderne samfund er helt slut med ontologiske spekulationer over, hvad samfundets væren er. Det rækker med epistemologiske (videnskabelige og erkendelsessøgende) bud på dets konkrete ’hvordanhed’.

Han pointerer: »Problemet er så ikke længere, hvad samfundet er, men hvordan, af hvem og ved hjælp af hvilke distinktioner det beskrives.« Men har han nu også ret i det?

Menneskets væren i verden, i kroppen, i sproget, i det sociale … har rige tankeretninger som kritisk teori, fænomenologi og hermeneutik andet og mere at sige om end den luhmannske systemteori, der måske selv risikerer at producere blindhed dér midt i al indsigten.

Niklas Luhmann: Samfundets samfund. Oversat af Erik Pedersen. 928 sider. 400 kr. Hans Reitzels Forlag.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Steffen Gliese
  • Niels Duus Nielsen
Steffen Gliese og Niels Duus Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Den perfekte hadegave til jul, hvis der samtidig medfølger en trussel om, at modtageren vil blive overhørt i hjernespindet ...

Niels Duus Nielsen

Nu ikke så anti-intellektuel, Jan Weis, du risikerer bare at falde ned i en af Luhmanns systemiske kasser uden at kunne komme op igen. Eller du ser måske allerede alting her i verden fra en ingeniørs synspunkt?

En af Luhmanns standardfraser lyder "på trods af, eller netop fordi..." - så på trods af din skepsis, eller netop fordi du er skeptisk, går du til angreb uden at have læst hvad manden skriver og forsøger at afspore debatten inden den overhovedet er kommet i gang.

En sand ingeniør ved jo på forhånd, hvad der er skæg og hvad der er snot, så hvorfor dog spilde tid på at sætte sig ind i galskaben? Effektivitet/ineffektivitet er ingeniørernes systemkode, som alt andet måles ud fra, og at skrive 1000 sider om kommunikation er indbegrebet af ineffektivitet. Manden kunne jo have produceret hundrede varmepumper i den tid, det har taget at skrive bogen.

Luhmanns Weltbild sei zu konservativ, sein Anspruch, die Welt insgesamt zu beschreiben, sei unzeitgemäß und die soziale Utopie fehle. Auch andere Kollegen greifen die Kritik auf und bezeichnen Luhmann als anti-humanistisch und kühl technokratisch.

http://www.ndr.de/kultur/geschichte/koepfe/luhmann130.html

https://scholar.google.dk/scholar?q=luhmann+habermas+streit&hl=da&as_sdt...

https://www.lernhelfer.de/schuelerlexikon/politikwirtschaft/artikel/die-...

Niels Duus Nielsen

Ja sågu er han for konservativ, det er et udbredt problem der rammer mange mennesker, men det forhindrer da ikke, at manden kan have fat i en lang ende. Som alle systemanalytikere er han inde i sit system og kan ikke uden videre se det udefra.

Det er faktisk en af hans afgørende pointer - ethvert system fungerer i en umwelt, som systemet per definition ikke indbefatter, da det så ville være systrem og ikke umwelt.

Således indrømmer han åbent, at hans systemteori ikke kan forklare visse ting, så som fx "bevægelser" (folkebevægelser, massebevægelæser, den slags). Så det passer ikke, at han gør fordring på at forklare hele verden. Men han giver et godt bud på, hvorfor og hvordan økonomerne har fået så uforholdsmæssig stor magt, som de har: De omsætter nemlig de andre systemkoder (ret/uret, magt/ikke-magt, sand/usand) til deres egen kode - så noget kun er sandt og rigtigt, hvis det kan betale sig.