Læsetid: 6 min.

Manden der vidste alt, og gjorde så lidt

00’ernes mest magtfulde økonom, Alan Greenspan, er blevet biograferet. Værket står som en fremragende fortælling om et stærkt individ, der blev en del af maskineriet og i sidste ende kørte det hele sænk
Ideologisk er Allan Greenspan helt på det rene med reguleringens natur, men valgte alligevel igen og igen at acceptere hjælp til banker, der hvade kvajet sig.

Ideologisk er Allan Greenspan helt på det rene med reguleringens natur, men valgte alligevel igen og igen at acceptere hjælp til banker, der hvade kvajet sig.

Dennis Cook

19. november 2016

I diskussioner om filosofi er en god grundregel at udvise maksimal skepsis over for folk, der erklærer sig som fan af Ayn Rands bog Atlas Shrugged: Enten har de ikke læst bogen, ikke forstået den eller også har de både læst og forstået bogen, og synes rent faktisk om den.

Alan Greenspan både læste og forstod Atlas Shrugged som en del af Ayn Rands clique i 1950’ernes New York.

Hans omfattende viden om datidens forretningsliv hjalp Rand til at nøjagtiggøre sine beskrivelser af de heroiske kapitalisters kamp mod den undertrykkende stat og det svigtende samfund i den 1.100 sider store mursten. Ayn Rands ideer følger Greenspan gennem hele livet og er med inde over de store fatale beslutninger den senere amerikanske centralbankdirektør træffer.

De ideologier og ræsonnementer har Sebastian Mallaby fået indsigt i under sit arbejde med Greenspan-biografien The Man Who Knew med undertitlen The Life and Times of Alan Greenspan.

Ud over 70 times interview med manden selv, bygger bogen på så omfattende et kildemateriale, at det i sig selv et monument af grundighed. Eksempelvis er en af Mallabys researchere blevet sat til at gennemlæse samtlige mødeudskrifter fra Greenspans 18 år som formand for den amerikanske centralbank, Federal Reserve.

Det er otte møder om året med godt og vel 100 siders udskrift fra hvert møde, hvor 12 akademiske økonomer vejer argumenterne for og i mod en ændring af renteniveauet.

Resultatet er en biografi, der både fungerer som en Horatio Alger-fortælling om en jødisk migrantsøn af en enlig mor og som pengepolitisk filosofisk værk over USA’s økonomi de sidste 60 år.

Til tider hælder den for meget over mod det sidste. Men de mange, lange diskussioner om inflationsmål og muligheden for at påvirke prisniveau, arbejdsløshed og økonomien i sin helhed er nødvendige for at kunne følge med, når tempoet skrues op i årene op til finanskrisen 2008.

Greenspan selv forlod jobbet som centralbankdirektør i 2006, alligevel har hans passivitet i forhold til renter og regulering i årene op til krisen smadret hans eftermæle uigenkaldeligt.

Og når man læser beskrivelserne af de fjerne start-00’ere, minder de på overfladen alarmerende meget om det økonomiske billede USA (og delvist Europa) står med i dag: lav inflation, voldsom vækst i aktiver, stigende boligpriser og et enormt overhæng af billig kapital.

Reguleringen af bankerne er givetvis blevet bedre i dag, men diskussionen om den manglende inflation, er på overfladen ikke ændret. Helt tilbage i 2003 talte profeten Greenspan om, at den øgede teknologisering i samfundet kunne være medvirkende til, at priserne ikke steg i den brede økonomi. En analyse økonomen Greenspan imidlertid ignorerede, ligesom centralbankcheferne i det nuværende lavrenteland gør det.

Krisens ophavsmand?

For selv om de første 60 år af Alan Greenspans liv i Mallabys bog er en fantastisk fortælling om en sky person med et lysende intellekt, stålsat overbevisning og en revolutionerende tilgang til økonomisk data, er det tiden i Washington, som folk vil huske ham for.

Eller rettere: hvad tiden i Washington førte til. Det er ikke fordi, Mallaby fælder nogen endelig dom over Greenspans medvirken til at skabe den boble, der brast i 2008, men han har samlet så tilpas mange eksempler i bogen, at man som læser skriver What The Fuck!! på hen ved hver anden side i sidste fjerdedel af bogen.

I bagklogskabets klare lys er det en kæmpe gåde, at en mand af Greenspans kaliber ikke formår at forbinde de historier og datapunkter, han får forelagt i årene op til krisen. Især når man medtager, at meget af hans tidligere arbejde er tæt på profetisk i sine budskaber omkring finansielle bobler og irrationelle markeder.

Mallaby har fundet, hvad der i finansjournalistik har haft status af den hellige gral: Alan Greenspans ph.d fra 1977, hvori han skriver om, hvordan stigende aktiekurser kan medføre lave låneomkostninger og føre til finansielle bobler.

Senere i sin karriere som rådgiver for diverse præsidenter advarer Greenspan om, hvordan de to statslige låneinstitutter Fannie Mae og Freddie Mac udgør en overhængende risiko for økonomien. Og i hans tidligere akademiske arbejde konkluderer han, at der ikke findes nogen mekanisme, der vil presse huspriserne op i al evighed.

Indsigter, der burde have sat ham i stand til at aflæse de økonomiske symptomer i årene op til 2008. Så hvorfor handler Manden der vidste, ikke? Det tætteste, man kommer et svar herpå, findes i hans ideologi.

En ideolog

De libertarianske tanker der optager Greenspan i hans 20’ere og 30’ere, synes at forsvinde, i takt med at han kommer tættere og tættere på magten i Washington. Han støtter flere statslige redningspakker til nødlidende banker og stater, fordi han anser dem for fundamentale for økonomien.

Greenspan erkender fuldt ud det moralske hasardspil, der opstår, når man gang på gang redder institutioner, der har dummet sig. Alligevel bliver de gennemført. Han taler ofte om ideologi i forhold til mange beslutninger, men han lader sig meget sjældent lede af den.

Biografien står som en fortælling om en mand, der i sine unge dage taler varmt om at sætte den amerikanske dollar tilbage på guldstandarden – men som så de facto støtte det ene statslige budgetunderskud efter det andet.

Hans syn på finansiel regulering nærmer sig det fatalistiske, når han i bogen erklærer, at centralbanken ikke havde kapacitet til at regulere sektoren i 90’erne og 00’erne. Greenspan tror på markedernes evne til at regulere sig selv. En tro, han personligt nedbryder, ved at træde til med redningskransen, når markedets aktører er svømmet for langt ud.

At magt korrumperer, står så klart som nogensinde. Og Greenspan var verdens mest magtfulde økonom, da han sad som formand for centralbanken. I flere af bogens historier får man indtryk af, at hans beslutninger vejer tungere end præsidentens.

Den introverte Greenspan lærer Washington at kende og bliver hovedstadens fremmeste strateg. Modsat ophavskvinden til hans libertarianske tænkning, Ayn Rand, der var fuldstændig kompromisløs, finder Greenspan ud af, hvilke rygge han skal klappe – og når der endelig bliver brug for at stikke en kniv i dem, får han andre til at føre den.

Hans politiske nederlag kan tælles på en hånd, mens sejrene står klare tilbage; hans rådgivning til præsidenter fra Nixon til Bush jr., tæt på to årtier som formand for Centralbanken og – udover den der sag i 2008 – to årtier med imponerende økonomisk vækst og stabil inflation.

Stoisk idealist

Side for side fremstår Greenspan som et anerkendelsesværdigt menneske i Mallabys biografi. Men når bagcoveret er lukket, og bogens formidable fortælling er sat sammen med virkelighedens historie, sidder man alligevel tilbage med en fornemmelse af, at man er blevet halvt lullet i søvn, halvt manipuleret af Greenspan.

Beskrivelser som sky og genert camouflerer et voldsomt velovervejet menneske, der forstår andre mennesker og ved, hvordan man bruger dem.

En sjov og sigende detalje er, at statistiknørden Greenspan kortvarigt var gift med  maleren Joan Mitchell tilbage i 1957. 10 måneder varede deres ægteskab. Senere datede han studieværter og journalister, og han nød at være en del af balscenen i Washington D.C.

Man sidder med fornemmelsen af, at han gerne ville være som en af protagonisterne i en af Ayn Rands bøger.

For eksempel arkitekten Howard Roark, der i den læseværdige The Fountainhead, fremstår som en stoisk idealist, der ikke vil bøje sine overbevisninger, så de passer ind i et korrumperet samfund, der kræver ornamenteret lavkvalitetsbyggeri i de amerikanske storbyer.

Da entreprenøren misbruger hans ideer til at skabe et monstrøst socialt boligbyggeri, ender Roark med at sprænge sin egen bygning i luften. På den måde er idealet alligevel ikke langt fra virkeligheden.

Måske ville Rand alligevel have været stolt af Greenspan.

Sebastian Mallaby: The Man Who Knew. 800 sider. 40 dollar. Penguin Press.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu