Læsetid: 4 min.

Mere skidt end før

En stor gruppe af Donald Trumps kernevælgere er fælles om et træk, der er uden præcedens i nyere vestlig historie: Deres forventede levetid er faldende. Det siger noget om de nye udfordringer for et Vesten med lavvækst
12. november 2016

»De var slet ikke fattige!« Sådan udbrød mange debattører, da CNN’s exit polls viste, at Donald Trump trods sin sejr ikke havde fået flertal hos de fattigste af USA’s vælgere.

Gruppen med en årsindkomst under 50.000 dollar blev vundet af Clinton med 51-53 procent stemmerne mod Trumps 41-42 procent, mens Trump vandt blandt vælgere med en årsindkomst over 50.000 dollar.

Vel at mærke ifølge exit polls fra et valg – skal man huske – hvor polls og meningsmålinger gjorde en dårligere figur end nogensinde før, og derfor stadig fortjener at blive taget med et kæmpe gran salt.

Ganske vist havde Trump trukket en del fattige vælgere væk fra Demokraterne (ved forrige valg stemte 60 procent af de fattigste Demokratisk) – men Clinton havde bevaret et flertal.

At det tilsyneladende ikke var de fattigste, der havde bragt Trump til magten, lignede en modsigelse af forestillingen om, at Trump var båret frem af et folkeligt oprør mod eliten.

Hvem gør oprør?

Men hvad udløser egentlig et oprør? Det er et spørgsmål, som er værd at studere nærmere i en epoke, hvor lavvæksten er indtrådt i den rige vestlige verden, hvor en finans- og en økonomikrise har ændret kapitalens sammensætning, og hvor globalisering, krige, klima og migration flytter uforudsigeligt rundt på de gamle mønstre.

Regel nr. 1: Det er sjældent de allerfattigste, der gør oprør. Oprør kræver jo en vis mængde ressourcer.

Regel nr. 2: Oprør opstår ikke bare ud af, at folk har det skidt. Oprør kræver typisk, at folk har det RELATIVT skidt. Relativt skidt kan betyde skidt i forhold til andre grupper, de ser omkring sig – men det kan også betyde skidt i forhold til, hvordan de havde det før.

Dette sidste aspekt er det værd at kigge nærmere på i de stadigt usikre opgørelser, der foreligger om Donald Trumps overraskende mange vælgere.

Tallene for, hvor mange fattige hvide vælgere, Trump har høstet, er ikke regnet ud endnu. Men ifølge CNN’s exit poll vandt han samlet set hele 58 procent af de hvide vælgere (mod Clintons 37 procent) og hele 67 procent af de hvide uden college-eksamen (mod Clintons 28 procent).

Det er ifølge Pew Research den største andel af de uuddannede hvide vælgere, også tit omtalt som arbejderklassen, nogen præsidentkandidat har vundet siden 1980.

Det tyder på, at han har haft overordentligt godt fat i USA’s hvide arbejderklasse. Og denne arbejderklasse bærer nogle helt særlige kendetegn, som har ét træk til fælles: Det går tilbage for den.

En hårdt ramt klasse

Tag USA’s arbejderklassemænd: Deres indkomst er faldet med 9 procent siden 1996. I samme periode steg de uddannede hvide mænds indkomst med 23 procent, begge dele ifølge en opgørelse fra Sentier Research, der udkom i sidste måned.

I nogenlunde samme periode har den hvide arbejderklasse mistet arbejdspladser, og færre af dens medlemmer lever i et ægteskab ifølge et studie fra januar fra Commonwealth Foundation, som forfatteren Juan Cole opsummerede torsdag.

Men det mest ekstreme og usædvanlige karaktertræk ved denne gruppe er et, som først to Princeton-forskere ved navn Anne Case og Angus Deaton påpegede sidste år, og som Commonwealth Foundation-studiet bekræftede: Den amerikanske hvide arbejderklasses forventede levetid falder. Det har den, særligt for gruppen mellem 45 og 54 år gjort siden 1999.

Og dét er ifølge forskerne »et tilbageskridt, der ikke findes megen præcedens for i den industrialiserede verden igennem det seneste halve århundrede.«

Når tilbagegangen rammer

Årsagerne er blandt andet stof- og alkoholmisbrug, selvmord, manglende adgang til sundhedssystemer, men også flere ting, som forskerne har svært ved at sætte fingeren på. Og perspektivet er stort:

Vi har vænnet os til, at det går fremad, fremad og fremad. At vi kan forvente, at vores børn vil leve endnu bedre liv, end dem vi selv har haft. Den stærke, stabile vækst er siden slutningen af Anden Verdenskrig blevet et forventet grundlag for livet i den rigeste, vestlige del af verden.

Et liv, som blandt andet på grund af væksten også har været præget af en længere og længere levetid.

Vi er først lige ved at begynde at finde ud af, hvordan vi skal håndtere det, hvis denne vækst holder op. Eller – som det er sket i USA – at den manglende omfordeling gør, at store grupper holder op med at tage del i den.

Pointen er ikke, at USA’s hvide arbejderklasse er fattige, eller nødvendigvis nogle stakler. Det er i absolutte tal værre at være syrisk flygtning eller sulten på Afrikas Horn.

Pointen er, at de er en spydspidsgruppe, der som nogle af de første i vores velstående samfund er begyndt at se en fremgang vende, som de (ligesom os andre) har vænnet sig til at tage for givet. Og den erfaring har hverken europæere eller amerikanere endnu udviklet gode håndteringsmekanismer for.

Den perfekte storm

Den eneste sammenligning, Juan Cole kan komme på, er det, der skete med russerne i 1990’erne efter Sovjets kollaps.

Rusland havde dengang en befolkning på 150 millioner, men den dykkede til 144 millioner på grund af det, Yale-demograferne Joseph Chamie og Barry Mirkin har kaldt en perfekt demografisk storm: lave fødselsrater, høje dødsrater og udvandring blandt de veluddannede.

Den tilbageværende befolkning valgte Vladimir Putin. Som Cole beskriver det: »Enden på Sovjetunionen fik deres fremtidstro til at kollapse, samtidig med at det gamle økonomiske systems fald skabte meget høj arbejdsløshed. De holdt op med at få børn og drak sig selv ihjel.«

Der er vi ikke endnu. Men spørgsmålet om, hvordan man bedst håndterer økonomisk lavvækst og tilbagegang og bevarer et godt samfund, burde være et, som Vesten tænkte mere over.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu