Læsetid: 5 min.

En pragmatiker går planken ud – helt ud

Forlaget KLIM har oversat og genudgivet Richard Rortys pragmatiske ny-klassiker fra 1999, ’Filosofi og socialt håb’, der vil udskifte filosofiens teoretiske jagt på nødvendige sandheder med en praktisk stræben efter mulige og fremtidige forhåbninger
12. november 2016

Som Alfred North Whitehead er berømt for at (skulle) have sagt, kan hele vestens filosofihistorie med nogen rimelighed betragtes som en »serie af fodnoter til Platon«.

Det var således Platon (og dennes læremester Sokrates), der formulerede en række af de fundamentale problemer, som et flertal af filosofferne igennem de seneste 2.000 år har brudt deres begrebstyngede hoveder med.

I hvert fald grubler mange stadig gravalvorligt videre over de oldgræske spørgsmål om, hvad f.eks. sandhed (aletheia), retfærdighed (dikaiosyne) og det gode liv (eudaimonia) mon egentlig er for nogle størrelser.

Trotskij og orkideerne

Et væsentligt træk ved den græske tænkning, der kulminerede i Platons såkaldte idélære, er desuden, at det er det filosoferende menneskes fornemste opgave at gennemtænke den grundlæggende enhed mellem det gode, det sande og det skønne, som må antages at være tænkningens højeste genstand.

Man må her forsøge at forstå, at de antikke tænkere var oprigtigt bekymrede for, at en verden uden en sådan oprindelig enhed nødvendigvis må opløse sig i et ufornuftigt, uforståeligt og totalt arbitrært kaos, hvor – for nu at låne en saftig replik fra Shakespeares Macbeth – »all is but toys«.       

Som det fremgår af den selvbiografisk anlagte tekst, »Trotskij og de vilde orkideer«, som læseren støder på i starten af Richard Rortys Filosofi og socialt håb, var den unge Richard nærmest besat af at kunne ’forene’ spørgsmålet om moralsk retfærdighed (altså det gode) med spørgsmålene om æstetisk skønhed og erkendelsesmæssig sandhed under – med et Yeats-citat – »én bestemt synsvinkel«.

Eftersom Rortys egne forældre var rødglødende socialister, repræsenterede den eksilerede sovjet-paria Leo Trotskij familiens personliggjorte ideal for håbet på social retfærdighed.

Og da Rorty-familien residerede tæt på bjergene i det nordvestlige New Jersey, kom de vilde bjerg-orkideer, som egnen åbenbart har været rig på – og som unge Richard efter eget udsagn formåede at blive supernørdet junior-ekspert på – til at udgøre selve symbolet på verdens skønhed.        

Den noget ældre Rorty, som man (muligvis) vil kende ham siden det internationale gennembrud med Philosophy and The Mirror of Nature fra 1979, er i mellemtiden blevet grundigt skeptisk over for, hvad han senere kom til at anse for sit yngre selvs filosofiske feberfantasier.

Efter at have ’konverteret’ til sin egen – i øvrigt stærkt idiosynkratiske! – variant af John Deweys pragmatisme er Rorty således blevet overbevist om, at der ikke gives noget filosofisk superperspektiv sub species aeternitatis (da: under evighedens synsvinkel), hvorfra vi skulle kunne fælde neutral dom om over de videnskabelige eller moralske ’sandheders’ gyldighed.

Det sande findes ikke

Hvorvidt noget er ’sandt’ eller ’godt’, er nemlig altid relativt til det (historiske, kulturelle, videnskabelige, personlige, etc.) perspektiv, hvorfra man taler, og det er som sagt ikke muligt – ifølge Rorty – at udtale sig fra et privilegeret Point of View from Nowhere, hvilket både filosoffer, teologer, politiske ideologer og videnskabsmænd historisk set ellers typisk har hævdet at kunne.

Rorty slår i det hele taget lyd for en gennemgribende temporalisering, historisering, perspektivering og kontekstualisering af alle ’sandheder’.

Vi skal med andre ord skrotte den både ubrugelige og lidet overbevisende idé om, at sandhed beløber sig til ’korrespondens’ mellem henholdsvis sproglige sætninger og en sprog-ekstern ’virkelighed’.

Rortys pointe er nemlig akkurat, at al sandhed (selv inden for f.eks. kvantefysikken) eksisterer i kraft af en sproglig fortolkning og formulering, hvorfor det da heller ikke er noget tilfælde, at netop Rorty har navngivet det væsentligste paradigmeskift i det 20. århundrede The Linguistic Turn (dansk: den sproglige vending).

Men det er én ting at plædere for, at vi skal indstille jagten på tingenes nødvendige ’essens’. Denne erkendelsesteoretiske pointe er der i hvert fald en hel del andre senmoderne tænkere (som f.eks. Rortys egne husguder Nietzsche, Dewey, Heidegger, Wittgenstein og Derrida), der står klar til at skrive under på.

Hvad er rigtigst

Anderledes radikalt lyder det derimod, når Rorty polemisk påstår, at »anstændige […] humanistiske typer (repræsentanter for det moralske fællesskab, som både jeg og mine anmeldere (for ikke at sige den typiske læser af Information, KLL) hører til […] bare [er] heldigere, ikke mere indsigtsfulde, end de bøller, vi kæmper imod«.

Er det virkelig hverken mere sandt eller godt at kæmpe for lighed og retfærdighed end at udrense etniske mindretal eller samvittighedsløst lukke drivhusgasser ud i atmosfæren i jagten på tarvelig profit?

Og hvordan kan Rorty samtidig insistere på, at hans standpunkt »ikke er relativistisk, hvis der hermed menes, at ethvert moralsk standpunkt kan være lige så godt som ethvert andet«?

Man må her forstå, at Rorty går sin pragmatiske planke så eftertrykkeligt ud, at han slet og ret ændrer præmisserne for de typer af indvendinger, som han selv mener at have grund(e) til at tage seriøst.

Sproglige begrundelser handler nemlig slet ikke om at afspejle naturen korrekt, men om at bruge sproget som et ’værktøj’, vi kan gøre noget med. Og kvaliteten af vores sproglige værktøjer hverken kan eller skal vurderes med henblik på, hvorvidt de er sande i nogen ahistorisk forstand, men i stedet på, hvorvidt de befordrer nyttige og transformative ’fortællinger’ om, hvordan vi kan realisere vores forskellige projekter.

Gavner det praksis?

En solidarisk og utopisk fortælling er strengt taget ikke mere ’sand’ end en fascistisk og dystopisk fortælling, som Rorty ser det, men den er ikke desto mindre et bedre og mere virkningsfuldt værktøj for mennesker med den vision at ville minimere menneskelig lidelse. All is but tools, kunne man parafrasere – men nogle værktøjer er nyttigere end andre.

Rorty understreger, at ingen sproglige ’fortælleteknikker’ har nogen særlig forrang, men at f.eks. filosofi, religion, naturvidenskab, skønlitteratur, politiske pamfletter og endog aviser (!) alle skal bedømmes i forhold til, hvorvidt de ansporer og forbedrer den praksis, som må være enhver teoris eneste pragmatiske eksistensberettigelse.

I forhold til det specifikke indhold af vores forhåbninger er Rorty – ligesom helten John Stuart Mill – en uforbederlig pluralist. Således advokerer han for, at enhver bør kultivere en såkaldt ’ironisk’ evne til at reflektere over og hermed udfordre sine private forhåbninger.

’Det ultimative romantiske håb’

Eller sagt på en anden måde:

Eftersom der ikke gives én rigtig måde at leve sit liv på, bør normen for individets selvskabelse være at afprøve flest mulige roller, projekter og vokabularier.

Og så alligevel: Når det kommer til den fælles, politiske kamp for ’retfærdighed’ medgiver Rorty (i en læsning af Derridas læsning af Marx), at netop denne kollektive utopi er »det ultimative romantiske håb, det Store Udekonstruerbare, det eneste, vi ikke bør tillade os at være ironiske over for«.          

Michael Vernersen har skrevet et både ganske glimrende og temmelig omfattende efterskrift til bogen, som han – med undtagelse af et par enkelte mini-svipsere som f.eks. at kalde Platon linjelignelse for den »delte linje« (side 42) eller oversættelsen af det engelske pragmatist til ’pragmatist’ snarere end ’pragmatiker’ (side 109) – også serverer en letflydende og loyal oversættelse af.

Richard Rorty: Filosofi og socialt håb. 360 sider. 299,95 kr. Forlaget Klim.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu