Læsetid 3.9457142857143 min.

Hylende morsom

Kun Lucky Lu­ke er mere træfsikker og en anel­se hurtigere end Hauge, når det handler om at skrive en bog om Løgstrup og Heidegger i en blanding af biografi, diskussion og erindringer
31. december 2016
Delt 63 gange

Hans Hauge tager en tur til med Heidegger og nazismen. Nu med Løg­strup. Ikke at man får så meget nyt at vide om anklagen og hoved­per­sonen. Snarere kredser Løgstrup, Heidegger og nazismen om kon­tekster og personkredse, 1930’ernes og nutidens. Den kommer vidt omkring. Det er også meningen.

Bogen er skrevet i en genreblanding af biografi, diskussio­n, erindringer osv. Man kan bedst karakterisere det som gunslingeri. Og et gedigent sådant.

Kun Lucky Lu­ke er mere træfsikker og en anel­se hurtigere end Hauge. Mange steder parodieres gængs, akade­misk prosa, som i de indledende acknowledgements (»uden Google kun­ne jeg ikke have skrevet denne bog«).

Stilen er kort og rap. En stedsbetegnelse og et årstal pr. kapiteloverskrift. Helst kun hovedsætninger, eller led. Som her. Sekundenstil kalder Hauge det på tysk. Det giver anledning til en række punchlines, som man har lyst til at citere løs af.

En præstation

Som den om, at det ifølge fr. Rastier »skulle være nazistisk at sige folk og fædreland. Man må ikke håbe, Rastier får fat i Højskolesangbogen«. Eller om Heideggers og Løgstrups brug af dig­te­kunsten: »Bjørnvig var Løgstrups Hölderlin.«

Eller om Badious elever og deres drøm om at vende tilbage til før Kant, at det er »ateistisk skabelsesteologi«. Eller om nutidens universitet: »Kan man forestille sig Løgstrup smække de suveræne livsytringer op på en flerfarvet slide?«

Eller: »Heideggerbashing fremmer for tiden éns akademiske karriere.« Eller om Knud Ejler og Rosemarie: »Til sidst fik de dog hinanden (se næste kapitel).« Eller: »Hvorfor opdagede Løgstrup naturen så sent? Naturen havde jo altid været der.«

Eller om, hvordan det går galt, »når filosoffer eller teo­loger skal forsøge at være politiske […] De ender hos Uffe El­bæk og das Man.« På den måde bliver bogen hylende morsom, hvilket i betragtning af emnet må siges at være en præstation.

Men man skal ikke tage fejl. De 350 sider bærer præg af en utrættelig kildekritisk forskning. Alle er med, nazitidens offi­cials, der kritiserede Heidegger for ikke at være nazist (Jaensch, Kriek, Bauemler, osv.), til dagens, der kritiserer ham for at være netop det (Di Cesare, Faye, Rastier, plus et par hjemlige semiotikere og dialektike­re).

De utallige medløbere, hvis karriere gik videre (selv Hugo Frie­drich), eller dem, hvis rolle var mildt sagt tve­tydig (Adorno, Tillich). Kendte som ukendte. Heidegger-receptioner i alle afskygninger, selv en iransk (Fardid) og en russisk (Du­gin). Så syrede de end er.

Unøjagtigheder

Det enorme materiale viser i det mindste, hvor vanskeligt det har været at afgøre, hvem der er nazist. »I dag er det let.«

Løg­strup, der blev modstandsmand, var selv tæt på at blive kaldt for nazi, da han på et møde på Nyborg Strand i marts 1939 fremlagde sin opda­gelse af love for livet og skabelsen. Den rene Blut- und Bo­den­i­deo­logi! udbrød en tilhører vredt. Og han var ingen ringere end – Karl Barth. Uheldigt for Løgstrup. »Han blev nok anti­bar­thi­aner den dag«, skriver Hauge.

Det er på baggrund af alt det, som ikke står fast, at Hauge gennemfører sine to hovedteser. For det første: »Der var mange måder at være nazist på.« Og for det andet: »Heidegger havde sin egen version af nazis­men.«

Det er ganske vist, hvad enhver nogen­lunde opmærksom Heideg­ger-læser må komme frem til. Men det er langtfra enhver, der har alt dette materiale med.

Kampen om filosoffen Martin Heideggers eftermæle er ikke kun strid om, hvor vidt han var nazist eller ej. Det er en idekamp om, hvad universiteterne skal være. Angrebene på Heidegger er en offensiv for nyrealisme, nynaturalisme, nydarwinisme og nypositivisme, fordi disse gamle videnskabssyn passer som fod i hose til det nye corporate university
Læs også

Et synspunkt som det nævnte på Heideggers nazisme kan ifølge Hauge stadfæstes til Julian Youngs Heidegger, Philosophy, Na­zism fra 1997. Det er dog ældre.

Hannah Arendt kommer i sin samtale med Günter Gaus i 1964 med nogle sarkastiske bemærk­nin­ger om, hvilke uhyre komplicerede tankegange visse intellektuelle for­bandt med nazismen. Klart nok rettet mod Heidegger og andre, Carl Schmitt f.eks., som ville »føre førerne«. Sådan er der et par u­nøj­agtig­heder i bogen.

Marcuse var ikke som hævdet ude af stand til at skelne Heideggers person fra hans tekster, One Dimensional Man fra 1962 citerer Heideggers Teknikforedrag med tilslutning.

Bru­gen af be­tegnelser som postmodernisme, poststrukturalisme eller es­­sen­tia­lis­me kunne også være undgået; de er words (eller pop) without a meaning. Hvad det postmoderne, strukturalisme eller es­sens ikke er. Mere betænkelig er talen om »Heideggers filosofi«.

At have eller ikke have en filosofi

Det er faktisk en gennemgående pointe hos Heidegger ikke at have en filosofi. Ifølge ham er den sidste, der har en sådan, He­gel, eller muligvis Nietzsche. Filosofiens tid er i al fald forbi. Den er tradition.

Metafysikkens substans er fortrængt af teknik­kens be­stand. Hvad tiden kalder på, er tænkning. Og det er noget andet. Det er, hvad filosofien skulle være, eller hvad filosofien skulle lære os. Men det er en saga blott. Filosofien er blevet institution: »Filosofividenskab«.

Som Heidegger sagde til Beaufret: »Hvis der skulle findes en Heideg­gers filosofi, så ville jeg ikke interessere mig for den.« Nu vi er ved erindringerne.

Nu er det nærmest også, hvad Hauge siger om den Heidegger, der hellere vil alliere sig med digterne for at tænke. Og nærmere bestemt for at tænke ud af universitetet.

For som det også siges i bogen, i kursiv og gentagne gange, diskussionen om Heidegger handler ikke om Heidegger. Det handler om noget andet. Hvis nogen spørger sig selv, om det at dømme Hei­degger ude ikke medfører, at også dekonstruktion og diskursana­lyse, at hermeneutik og fænomenologi, i sidste ende hele det euro­pæiske kontinents fi­losofi dømmes ude, så kan de finde svaret hos Hauge: Jo! Og det er også meningen …

Højre og venstre

Hauge kalder det universitetspolitik. Jeg vil dog mene, at han lægger op til at se det som en bredere bevægelse. Nemlig hvor han, ligeledes gennemgående, taler om »den biografiske vending«. Så er det kulturpolitik. Eller kultur. Eller mangel på samme. Og det rammer bredt.

Hvorfor skal jeg lægge mærke til, om den eller den forfatter er jødisk, mand eller kvinde, bøsse, osv.? Hvem var det nu, der i 1930’erne indførte, at man skulle skrive »(Jude)« i bibliografien efter bestemte forfatternavne? Åbenbart skal det være højeste mode at opføre sig ligesom dem. »Moralismen hærger«, skriver Hauge. Bio­grafisk vending? Eller politisk korrekthed?

Da Hegel var død, delte filosofferne sig i højre og venstre. Ikke politisk, men filosofisk. Man kunne ikke blive stående ved Hegels resultater og svar. Det var hans spørgsmål, hans problembe­vidsthed, man måtte på højde med og videre med.

Her var Marx og Kierkegaard på samme side. Til venstre. Og højrehegelianerne? De er glemt. Sådan er det også efter Heideggers død. Det er de (filo­sofisk) højreorienterede, der har forklaringsproblemet. Og det er den samme filosofiske højrefløj, nazikritikken kommer fra.

Teksten – eller uden om den

Strengt taget har jeg ikke andet af Heidegger for mig end en tekst. Jeg er læser. Så er jeg da noget. Det er Derridas og hans tids synspunkt. Noget tyder på, at det også er heideggersk. Hvor­for ellers denne betoning af tænkning og ikke filosofi, af »veje og ikke værker«, af det utænkte ved en tænkers værk, af at tænke med og igennem og dermed imod en tænker?

Intet er mere uheideg­gersk end at søge efter svar og resultater. Han har sagt så meget, som er helt hen i vejret. Men det er mig, der som læser har ansva­ret for, hvad jeg får ud af det.

Heideggers Sorte hæfter og Breve til broderen Fritz omtales i pressen som sensationer. Her kan man endelig se, hvad Heidegger mente. Hauge omtaler også sensationerne. »Aviser sælger jo sensa­tioner.« Ja, og meninger. Men at tænke skulle gerne være noget an­det end at mene. Man kunne begynde med at læse. I bevidstheden om, at det at læse ikke er at konsumere, men at konstruere.

Der er grundlæggende bestemmelser nok at fare vild i hos Heidegger, men man kan trøste sig med, at det også sker for ham selv.
Læs også

Ved at fokusere på biografien, og på køn eller race eller et­nicitet, får man et påskud til at gå uden om teksten. Så kan man nøjes med at mene. Eller tro eller vide. Det er det samme. Og så er porten åben for »det nye universitets« gamle posi­tivis­me med al dens hu­maniora baseret på »frenologi« (hjerne­forsk­ning).

Der er, når man stiller Heideggers nazismekritikere, Di Cesa­re, Faye, Farías, Ott, Schneeberger, osv. over for dem, der har læst ham frem til en videreførelse, Agamben, Vattimo, Derrida, Merleau-Ponty, Patocka, Løgstrup, en forskel, der træder klart frem. Det er en forskel i størrelse. Måske har nutiden mistet ev­nen til at lære af de store. Vi kan selvfølgelig heller ikke alle være som dem. Men at se de små som eksempler til efterfølgelse er og bliver småligt.

Bogen kan anbefales som et referenceværk til dem, der ønsker at nuancere deres syn, ikke kun på Løgstrup, men også på Heidegger og nazismen. Og det kan man da håbe, der er nogen, som gør.

Hans Hauge: Løgstrup, Heidegger og nazismen. 360 sider, 328 kr. Multivers.

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu