Læsetid: 3 min.

Et kulturhistorisk dannelsesværk

Ret og jura hænger snævert sammen med den politisk virkelighed. Skulle man nære illusioner om det, kan man gå ombord i Ditlev Tamms nye bog om juraens store sager og folk fortalt som europæisk kulturhistorie
10. december 2016

Det er sagt, at krig er en for alvorlig sag at overlade til generaler. Det samme kan med en vis berettigelse siges om lov og ret: Den slags er for alvorlig at overlade til juristerne.

Ikke desto mindre er de gode at have, juristerne, samfundets personificerede bindemiddel, der holder hjulene i sving.

I juraens bedste øjeblikke skuer juristerne vidt og anviser nye veje. Dybest set er retsfilosofien den gren af samfundsvidenskaberne, der i så henseende på godt og mindre godt fortæller meget og måske også mest om menneskenes færden til alle tider.

Det er jo meget godt med dødehavsrullerne, men umiddelbart fortæller et udstillet advokatindlæg fra en datidig skilsmissesag uendeligt meget mere om den tid, hvori de hellige tekster blev til.

I udvalgte nedslag fører retshistorikeren, den flittige skribent professor Ditlev Tamm, i sin nye bog,  Juraens 100 bedste historier – rettens kulturhistorie fra middelalderen til i dag, læseren vidt omkring i sit fascinerende fag, uden hvilket selve den store historieskrivning kun var en bovlam krikke.

Mennesker har til alle tider reguleret deres kollektive adfærd gennem almen sædvane og specifikke regler. Selv de store forbrydelser i historien – og i nutiden for den sags skyld – søges dækket juridisk ind.

Om en hel del af den slags, handler Ditlev Tamms bog.

Et samfund, såfremt det politiske niveau skønner behovet presserende, kan i en snæver vending depravere retten og omforme og indføre love med tilbageværkende kraft. Det gjorde det demokratiske danske samfund efter besættelsen og henrettede sågar folk på den bekostning.

Et juridisk galehus har man kaldt fænomenet, hvilket udtryk Tamm drager i tvivl. Man kan godt opretholde forstand og formalitet, selv om man er ude, hvor isen er tynd. Juraen er også pragmatisk og kan skam meget.

Ret og rimelighed

Ditlev Tamm konstaterer flere steder direkte og indirekte, og hvis nogen ikke skulle vide det i forvejen, at ret er magt – og omvendt. Retten og juraen er selvsagt afhængig af den politiske virkelighed, hvoraf den udspringer, og hvis behov paragrafferne har at tilfredsstille.

Juristernes opgave er at lempe politikernes ønsker igennem og give det hele et skær af ret og rimelighed. Smykkeloven var for nylig et skræmmende eksempel på juridisk bøjelighed over for et determineret flertal uden skrupler.

Som Tamm antyder, skyldes denne virksomhed for juristerne i rollen som tjenere for magthavende lag, at der i virkeligheden er så få store markante personligheder i retsteoretikernes kreds. Ditlev Tamm lægger megen vægt på netop den juridiske tænkning, metoden og dermed, fristes man til at sige, den juridiske mentalitet.

I de mange nedslag i fagets fortrinsvis europæiske historie, hvor dansk retshistorie får en klædelig, men ikke usaglig central placering, illustrerer Ditlev Tamm sine forestillinger om den historiske jura ved konkrete sager.

Hvad er reformationshistorien eksempelvis uden hekseprocesserne? Smerteligt i jubelåret for Luther vil nogen mene, men på sin plads at fremhæve og proportionere også den side af reformiveren.

Et dannelsesværk

En af styrkerne i den omfattende bog er den skønsomme blanding af stort og småt iblandet præsentation og portrætter af Europas betydeligste jurister gennem tiderne.

Man spiser godt på Savigny-Platz i Berlin, de tænker sikkert på, at dette åbne smukke byrum har navn efter måske Europas betydeligste juridiske hoved nogensinde: F. C. von Savigny.

I den tradition af akademisk ophøjethed stod Romerretten tillige i et guddommeligt skær. Men Savigny plæderede for at tilpasse helligdommen til en ny tids krav.

Det store skel lå faktisk her mellem de jurister, der i inspiration fra Napoleons Code Civil og andre store lovbøger, ville samle lovene i altomfattende totalt uddybende retskilder, hvor Savigny og den nye tendens sporede sig hen mod en mere pragmatisk retsopfattelse, hvor dommene som retskilder fik betydning.

Bogen er netop et dannelsesværk – i sandhed en europæisk kulturhistorie med udgangspunkt i forfatterens fag, men vidt forgrenet i besvarelsen af den selvpålagte betydelige opgave.

Ditlev Tamm skriver mere end almindeligt godt – i passager med en egen tempereret humor og juristens overbærende distance indlagt. Herligt.

Man kan indvende, at forlagsredaktøren med et vist udbytte kunne have tyndet lidt i redundanserne, men det er kun et beskedent pip over for et værk af dette veloplagte og indsigtsfulde format.

Gode illustrationer og registre. Men en alfabetisk litteraturliste mangler.

Og hvordan kan i øvrigt et i ordets bedste forstand åndfuldt, nuanceret og begavet menneske som Tamm lejlighedsvis spilde krudt på Berlingerens fladpandede Groft Sagt-rubrik?

Nogle gange man spørge ud i luften …

Ditlev Tamm: Juraens 100 bedste historier. 584 sider. 399,95 kr. Gyldendal

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer