Læsetid: 2 min.

En kvinde, der ser på mænd, der ser på kvinder

Siri Hustvedt skriver smukt og ’interdisciplinært’ om grænselandet mellem naturvidenskab og kunst i essaysamling, der vil slå bro mellem ’de to kulturer’
17. december 2016

Spørgsmålet bag denne samling af essays om kunst, kreativitet, seksualitet og bevidsthed, er dét, som optog den engelske kemiker og romanforfatter C.P. Snow i hans berømte essay om De to kulturer: Hvorfor består der denne afgrund mellem at være intellektuel litterat og empirisk naturforsker? Hvorfor har vi disse to kulturer?

Hustvedt trækker på indsigter fra både humaniora og naturvidenskab og har inddelt sin bog i tre dele.

I den første hører vi om mandlige kunstnere og værker fra Picasso til Almodóvar i et historisk strejftog, der munder ud i en problematisering af forestillingen om, at stor kunst har tidløse universelle kvaliteter.

Der er flere gode iaggtagelser som f.eks.: »Kunsthistorien er fuld af kvinder, der ligger udstrakt i nøgen positur, tilgængelige for at blive konsumeret af mænds erotiserende blikke. For det meste har disse kvinder ikke noget truende over sig, har de vel?«

Midterafsnittet går ind i erkendelsesteori og bevidsthedsfilosofi i et opgør med krop versus sind-tankegangen og denne spaltnings centrale betydning i vestlig tradition.

Det er selvfølgelig ikke et nyt ærinde, og Hustvedts betragtninger kunne have vundet ved større inddragelse af den kritik, vi kender fra strømninger i sidste halvdel af det 20. århundrede – postmoderne, poststrukturalistiske, postfeministiske etc. positioner.

Bogens sidste del bygger på de foredrag, hun har givet verden over. Her når hendes stemme en vidunderlig intensitet og hendes tankekraft et uhyre spænd med diskussion af indsigter fra tænkere så forskellige som Freud, Dewey, Kierkegaard, Buber og den engelske digterfilosof Margaret Cavendish, som den ikke engelsk-talende verden endnu savner at få øjnene op for.

Forfatterens kærlighed til humaniora, videnskab og historiefortælling går op i en højere enhed, men hun er mere end en forfatter. Hun er også en passioneret læser, og heri ligger denne bogs hemmelighed – i den fundamentale og vedvarende nysgerrighed, der kobler læsning med gentænkning og opdagelse af nye sammenhænge. En veritabel fejring af, hvad kritisk tænkning formår. 

© The Guardian og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Siri Hustvedt: A Woman Looking at Men Looking at Women. 576 sider. 20 pund. Sceptre

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu