Læsetid: 5 min.

Jo, Lars og Helle, vi skal forstå ondskaben

Efter angrebet på Krudttønden sagde Lars Løkke og Helle Thorning, at vi ikke skal prøve at forstå morderen, for at forklare er at legitimere. Dén opfattelse vil en fremragende ny bog af 18 danske forskere gøre op med. Gennem analyser af 16 af historiens værste politiske massemordere viser bogen, at hvis vi forstår den ondes tanker, ser vi, at selv den værste morder også er et almindeligt menneske. Og gennem forståelse kan vi måske gardere os mod ondskaben
31. december 2016

For tiden henretter Assads styrker iskoldt og nådesløst uskyldige syrere som slagtekvæg på stribe. Små børn med uskyld i øjnene. Fædre og mødre. Unge mænd og kvinder med drømme i sindet og et helt livs muligheder for sig. Med ét er et levende menneske med et bankende hjerte i brystet og håb i øjnene frarøvet livet.

Assad er den største nulevende massemorder. Vi kender ham, og vi ser ham i medierne dagligt. Men hvordan skal vi forholde os til sådan et menneske? Skal vi kalde ham ’umenneskelig’ og derved gøre ham til noget helt andet end os?

Skal vi kalde ham ’ubegribeligt ond’ og derved drage en skarp grænse mellem det onde og det gode og gøre ham til noget, der ikke er værd at bruge tid på at forstå?

Efter angrebet på Krudttønden i januar 2015 hørte vi fra ledende politikere, at vi ikke skal bruge tid på at forstå morderen. Det blev sagt for rullende kameraer, at det at prøve at forstå morderen er at legitimere morderen.

I en ny bog om politisk ondskab er budskabet et helt andet: Vi må prøve at forstå det, der virker som uforståelig ondskab. Den velkendte stribe af politiske massemordere – Lenin, Stalin, Hitler, Mussolini, Pol Pot, Bin Laden osv. osv. – er uhyrlige, utilgivelige og uforsvarlige massemordere – og dermed noget andet end os.

Men de er også mennesker som os med tanker og idealer, som tusindvis af tilhængere og andre også har haft og har.

Og forstår vi disse mordere, kan vi bedre gardere os mod dem fremover. At forstå alt er ikke at forsvare eller tilgive alt – men netop at forstå alt.

Indsigter i ondskaben

Dette er tilgangen til ondskaben i bogen De uforsvarlige – politiske massemordere redigeret af idéhistorikeren Mikkel Thorup og skrevet af ham og 17 andre idéhistorikere og historikere, der gennem 16 kapitler gennemgår 16 af verdenshistoriens værste massemordere med fokus på de ideer, ideologier og kontekster, der drev dem, og ved netop hverken at reducere dem til overmennesker eller til almindelige mennesker. Det komplekse skal forstås i sin kompleksitet.

Bogen har ikke et teoridannende sigte og går ikke op i at udlede generelle mønstre på tværs af de 16 personer, den behandler, men samlet set fremskriver den implicit nogle værdifulde og bemærkelsesværdige indsigter.

En af de mest indtryksstærke erfaringer ved læsningen af bogen er, at alle ’de onde’ var rationelle og reflekterede mennesker med intentioner om at skabe lykkelige samfundsfællesskaber. De ville alle det gode. De praktiserede alle den form for ondskab, som den norske filosof Lars Fr. H. Svendsen har kaldt idealistisk ondskab, som er ondskab udført i en større sags tjeneste.

En anden gevinst, bogen som helhed bibringer, er en fornemmelse af, hvor firkantet og bastant menneskers opfattelse af det gode er. Det ligger næsten i sproget: det gode. I bestemt form ental. Og over for ’det gode’ står så ’det onde’.

Sproget og vores tænkning er ofte meget dikotomisk og grænsedragende, selv om grænsen mellem det, vi kalder godt, og det, vi kalder ondt, oftest er højst flydende.

I praksis er menneskelige værdier en stærkt sammensat og diffus gryderet af fortolkninger og kontekstafhængige værdier. Vi opfatter for eksempel ’nationalisme’ som en legitim og upåfaldende værdi, men hylder du og siger du ’nationalisme’, må du umiddelbart være villig til at dele værdi med både Gaddafi, Hitler, Mao, Stalin, Pol Pot, Osama Bin Laden, Fidel Castro, Mugabe, Mussolini m.fl.

Men det er netop den faktiske kompleksitet, kontekstbestemthed og særegenhed, der er bogens pointe: Dykker vi ned i den enkelte massemorders verden, kan vi se, hvor på én gang kompleks, særlig og delvist almindelig, den er. Vore hverdagskategorier og sproget bedrager os, og dets forsimplinger blokerer for forståelsen af det menneskeligt sammensatte.

Begribelig ondskab

Endnu et værdifuldt træk ved bogen er en fin realisering af dens ambition: at bibringe forståelse. Bogens 16 massemordere er alle personligheder, der skrev og udfoldede begrundelser for deres samfundsvisioner, og man forstår dem og deres drivkræfter som andet end irrationelt, psykopatisk vanvid, når man får oprullet deres verden og det, de tænkte, og det, de sagde.

Robespierre drømte om et samfund med frihed og lighed og alles lige ret til deltagelse og ønskede derfor styrkelse af alle borgere gennem økonomisk omfordeling og sundhed og uddannelse til alle. Hitlers meget almindelige og genkendelige drivkraft var en længsel hjem: en lede ved det moderne livs tomhed, fremmedgørelse og sjælløshed.

Derfor hadede han ligesom Pol Pot storbyens materialisme og dens omdannelse af alt – selv kærligheden – til varer på et marked; idehistorikeren Frank Bech Lassen, der har skrevet kapitlet om Hitler, kalder ham meget træffende for ’politisk eksistentialist’. Robespierre, Hitler og andre massemordere kan man, når deres rationaler og livsomstændigheder udfoldes, således godt forstå.

Nogle gange kan man endda, hvad angår drivkraften – ikke hvad angår volden og totalitarismen – i nogen grad sympatisere med ’den onde’: Når man i kapitlet om Osama Bin Laden læser om USA’s kynisme og magtarrogance i Mellemøsten, kan man godt dele noget af vreden vendt mod USA.

Forbilledlig anvendelse

En grundtanke i De uforsvarlige er, at den gode og produktive fordømmelse er den fordømmelse, der forstår rationaliteten i genstanden for fordømmelsen. Og det er her, bogens store fortjeneste ligger. I bogen bliver den ubegribelige ondskab mere begribelig. Ondskaben banaliseres ikke, men det overmenneskelige, mystiske og ikoniske i vores egen fortælling om den onde punkteres.

Bogen kan lykkes med at belægge sin generelle påstand om, at den onde kan forstås, fordi den i 16 kapitler gentager samme manøvre: afmystificerer den onde.

En bagside ved de mange behandlede personer er dog, at en grundig forståelse af den enkelte svækkes; bogens design gør det svært ved at indfri den ambition, Mikkel Thorup lancerer indledningsvist: at forstå »deres tanker som en del af en større tænkning«.

Et par eksempler: I kapitlet om Lenin står der næsten ikke noget om en afgørende årsag til hans opfattelse af, at revolutionen ikke kunne vente: hans omfattende studier af Hegel.

I kapitlet om Robespierre nævnes den intellektuelle inspiration fra Rousseau ikke med ét ord. I kapitlet om Mussolini bliver det ikke klart, hvorfor han går fra revolutionær socialisme til autoritær nationalisme og fra Hitler-kritik til Hitler-omfavnelse.

Dette skal dog ikke skygge for, at bogens kvaliteter er store. De uforsvarlige er et forbilledligt eksempel på, at forskningen kan tale værdifuldt ind i offentlighedens hotteste emner og lige ind i vor tids store etiskepolitiske spørgsmål om, hvordan vi skal forholde os til terrorister og politisk ondskab.

Bogens evne til at være velformidlet og forskningsbaseret oplysning og originalt og højaktuelt debatindlæg er prisværdig. Bogen er letlæst og fortjener at blive læst – ikke mindst af de politikere, der efter terrorens eller ondskabens anslag gerne stiller sig op på en scene og mener at vide, hvordan vi skal forholde os til og modarbejde dem iblandt os, der er villige til at tage vores liv i en højere sags tjeneste.

Mikkel Thorup (red.): De uforsvarlige. Politiske massemordere. 280 sider. 299 kr. Aarhus Universitetsforlag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Niels Duus Nielsen
Niels Duus Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Mangler vi ikke Bush og Obama på listen? En analyse af Obamas transformation fra fredselskende, dialogsøgende og deeskalerende frelser forud for hans indsættelse som præsident ... til aggressor, krigsmager og krigsforbryder, ville give os et samtidsperspektiv, som kunne være endnu mere lærerigt for os alle.

Og lad os da håbe at bogen klarlægger at den onde Bin Laden er udviklet af CIA. Og at Hitler kun kom til magten, fordi det borgerlige Tyskland ville undgå at det socialistiske pak fik indflydelse på udviklingen. Omend håbet notorisk er lysegrønt ... og evigt må skifte til nye, svækkede positioner, hvorfra der kan håbes, mimres og gisnes.

Flemming Berger, Hans Larsen, Karen Grue og Palle Yndal-Olsen anbefalede denne kommentar
Poul Sørensen

Jeg tror ikke man sådan lige "skal lade sin egen forståelse af ondskab punktere" i et forsøg på at forstå massemordere.
- Detter er den gamle fortælling om, at man kan via psykoanalysen kan forstå alle og afhjælpe alle med deres problemer. Vi er tilbage i 1933 hvor Freuds psykoanalyse udbredes som løsningen på alting og hvorfor man i dette år afskaffe korporlig afstraffelse i fængslerne. Fangerne er ikke mere hardkore kriminelle de er bare mennesker med et underskud af psykoanalyse og derfor er ligeglade med andre menneskers rettigheder.

Peter Jensen: Det er måske en opgave for dig at skrive en alternativ bog om de omtalte personer og sammenhænge. Du skal så sikre dig at dine facts er korrekte og ikke kun farvet af dine egne holdninger til sammenhænge. Jeg er en lille mand i en meget stor verden og må tage stilling i en blanding af oplysninger og eget menneskesyn og så stå til ansvar der ud fra, hvilket jeg tror er betingelsen for mange andre og dig inklusiv. Menneskelig set: nej jeg tror ikke Obama er lige så ond som Bin Laden og andre nævnte. Han er ikke diktator og har måttet handle efter det muliges kunst, at den kunst så aldrig blev til en Michelangelo er en anden sag.

Per Klüver, Liliane Murray, Anne Eriksen og Torben Pedersen anbefalede denne kommentar

Disse ledere var intet uden deres heppekor.
Undersøg det ukritiske medløberi. Lang mere interessant end tosserne selv, som intet var uden det forførte folk.

Flemming Berger, Karen Grue, Peter Jensen, Niels Duus Nielsen og Bjarne Bisgaard Jensen anbefalede denne kommentar
Robert Ørsted-Jensen

Man kunne også sige at det er forskellen på empati (indlevelse) og sympati - der er sltid god grund til det sidste men det betyder ikke at man behøver have den ringeste sympati

Martin Madsen

Vi skal endda forsøge at forstå Helle og Lars ( i noget mindre skala)

Per Klüver, Flemming Berger, Hans Larsen og Peter Jensen anbefalede denne kommentar

"Menneskelig set: nej jeg tror ikke Obama er lige så ond som Bin Laden og andre nævnte. Han er ikke diktator og har måttet handle efter det muliges kunst, at den kunst så aldrig blev til en Michelangelo er en anden sag."

Viggo Okholm: Bin Laden er heller ikke diktator - og ingen, derimod blot bevægelige omstændigheder, tvinger Obama til hver tirsdag at godkende dødsordrer pr. drone uden rettergang. Ondskab, uanset hvor kompleks og mangesidig en anatomi dette fænomen end måtte have, må vel først og fremmest være karakteriseret af foretagne handlinger. Og for eksemplets skyld; hér kan Osama på hverken den numeriske eller kvalitative side hamle op med Obama. Så kan vi tro nok så meget, ryge nok så megen opium.

Fællesnævneren for praktisk taget alle nævnte - med islams profet som nok den ældste markante somhistorisk tid tid har at opvise, (bin Laden er blot en ikke-statslig repræsentant for noget her ...) - er : 'velfærdsstatsteori' - og det er vanskeligt at komme udenom: ateisme - før oplysningstiden i form af pragmatisk okkupering af etnisk forhåndenværende religion.
Vel-Færds-Stats-Teoretikere ! Socialkonstruktiv aktivisme.

Peter Jensen. Tak for svar og ja det er godt at kunne kritisere sine "egne" og det mener jeg, men jeg rystes nok når man næsten accepterer ondskab og terror fra mennesker som ligger i skjul og sender andre ud for at begå selvmordangreb på tilfældige mennesker, som er på det forkerte sted. Jeg synes det er relevant at diskutere brugen af droner fordi de indirekte ikke giver blod på hænderne, men jeg hverken kan eller vil acceptere terror i form af selvmordsangreb eller IS tyrannernes hærgen og deres våben og trosbrødre visse andre steder.

Rasmus Toft Ilsø

@Viggo - sat lidt på spidsen og med forståelse for din holdning; hvor rædselsvækkende er det monstro at være oppe mod en supermagt med en robothær og uanede mængder af krigsteknologi? Den nationalradikalisering vi ser i Vesten grundet IS terror, kan med omvendte fortegn og langt større civiltab og ødelæggelse måske vække lidt filosofisk tænkning i retning af om store bomber mod små bomber nogensinde vil løse konflikten. Begge sider er nu i en krampagtig vendetta, og med flere supermagter i konflikten, tør jeg ikke tænke på konsekvensen. Så længe vi virkelig tror der er "rigtig" og "forkert", "ond/god", "demokrati(kapitalisme)/teokrati(islam)" vil flere blot dø, og nye generationer af radikaliserede fortsætte kampen. Og det samtidig med at vores fælles levegrundlag, planeten, smuldrer under vores fødder. Verden har aldrig haft større behov for rummelighed og accept af forskellighed.

Viggo Okholm, Obama godkender jo netop terror mod angivelige fjender, mere eller mindre vilkårligt udpegne individer - og så ligger dronerne i skjul, før der angribes ... og ofte er tilfældige mennesker ofre for disse angreb. Det samme gælder bombetogter og missilbeskydninger - og ofte udføres flere af disse angreb tillige mhp. afskrækkelse (dvs. sigtet er terroristisk). Sig til, hvis du vil have kildehenvisninger - det er evident at både drone-, bombe- og missildrab er mindst lige så vilkårlige som de terrorangreb, vi har dokumentation for egenhændigt er udført af fundamentalistiske terrorgrupper.

Og iht. terrordiskursen kan følgende være informativt lige at opholde sig ved, det vil (i første omgang) kun koste dig nogle få minutter: https://www.ted.com/talks/trevor_aaronson_how_this_fbi_strategy_is_actua...