Læsetid: 6 min.

Den menneskelige videns tidsstruktur

Sidste år fik vi kernebegreberne i Agambens politiske filosofi på dansk. Nu er hans metodebog også oversat. Den nøjes ikke som Foucault med at konstatere, at betingelserne for vores viden er historiske, men tænker videre over, hvad tid så betyder for vores viden. Agamben er i dialog med Kant, Freud, Heidegger, Derrida, Foucault m.fl. og vil et skridt videre
10. december 2016

Da hundredetusinder af flygtninge sidste år vandrede ind over Europas grænser, blev den ellers ret ukendte italienske filosof Giorgio Agamben med ét trukket ind i rampelyset, og filosoffer blev hidkaldt for at formidle hans tanker om undtagelsestilstande, menneskerettigheder og statsmagt.

Den filosof, som i 30 år har tænkt, at vi igennem noget så umiddelbart perifert som en flygtning kan erkende de største sandheder om moderne samfund, blev pludselig højest relevant, da flygtningen ikke længere var noget perifert.

Det er mere end 20 år siden, at Agamben skrev, at vi gennem flygtningen kan forstå, at staters magt er enorm, antidemokratisk og farlig, og at vi derfor må »rekonstruere vores politiske filosofi med udgangspunkt i denne ene skikkelse«.

Der er således noget ironisk i, at den perifere filosof, der har som særlig filosofisk metode at ville se de store sandheder i det lille enkelttilfælde, først blev stor, da det lille blev så stort, at vi andre kunne se det store i det.

Se nutiden gennem hele fortiden

Helt ironisk er det dog ikke, for det er en kongstanke hos Agamben, at forholdet mellem nutidige og fortidige tanker og forskellige samfundssfærers ditto er højest sammenvævet.

Den verden, vi tænker over, kan forandre vores syn på vores tanker om den, ligesom nye afdækninger af tidligere tiders tanker kan forme og forandre nutidens tanker.

I den forstand er vores viden og det, vi kalder ’historien’, ikke en kronologisk række af distinkte fortidige tanker på den ene side og senere tiders bagudskuende tanker om historien på den anden side. Når vi dykker ned i fortidens myriader af idéer og opdager nye sider af dem, kan vi overkomme vores ubevidste forhold til nutidens forudsætninger.

Agambens nøgleord er her ’paradigme’ og ’signatur’. Det første handler om generaliserende at se noget fælles, omfangsrigt og nutidigt i fortidige enkelttilfælde.

Det sidste handler om, at tankeelementer flytter med, når begreber rejser fra et felt til et andet. F.eks. ser Agamben vigtige begreber i statsteori som sekulariserede religiøse begreber, ligesom økonomiske og politiske begreber tidligt vandrede ind i kristendommen.

For ham er det således ikke filosofiens opgave at skabe begreber, men at se, hvad vores begreber skjuler. Problemet ved traditionen og vores vidensinstitutioner er, at de viderefører bestemte begreber og derved skjuler alt muligt.

Der er en tænkning gemt i den fortid, traditionen foregiver at repræsentere. Agamben er her stærkt præget af Heideggers og Derridas dekonstruktion.

Denne metode har været styrende for Agambens politiske filosofi. Hans kritik af vor tids samfundsform og statens store magtbeføjelser, magt til at ekskludere borgere og kontrol af dem helt ned i deres kropsvægt f.eks., bygger således på en analyse af, hvor statssuveræniteten kommer fra.

Agamben er god til at fremvise baggrunden for alt det, vi tager for givet, og gøre os bevidste om, at det kunne være anderledes. Det er f.eks. en fuldstændigt indgroet del af vores tænkning, at menneskers liv finder sted inden for magtfulde stater.

Men sådan har det ikke altid været, og moderne stater undertrykker individet på alle mulige måder, hævder Agamben. Det kan virke opskruet, men han vil have os til at tænke over, om en bedre livsform er mulig.

Betydningen af et historisk a priori

I dansk oversættelse ved Søren Gosvig Olesen udkom sidste år to af de bøger, der definerer nøglebegreberne i Agambens politiske filosofi, og nu kan vi takket være Olesen på dansk også læse den bog fra 2008 af Agamben, der udfolder hans syn på betingelserne for skabelse af humanistisk viden.

Agamben er stærkt inspireret af Foucaults idéhistoriske metode, og ligesom Foucault udkom med Vidensarkæologien (1969), der fremstiller metodologien bag hans tidligere bøger, er Signatura Rerum. Om metoden, Agambens metodebog. Og den er én lang diskussion af Foucaults Vidensarkæologien og et forsøg på at fortsætte tænkningen, hvor Vidensarkæologien slap den.

Vidensarkæologien er ikke bare en jordnær redegørelse for idéhistorieskrivning, men et dybdesøgende livtag med nogle af filosofihistoriens store positioner. Ikke mindst Kant.

I første omgang vil Foucault gøre op med det, han kalder »den traditionelle historietænkning«, som konstruerer og privilegerer en »global historie«, dvs. tænker i lange udviklingslinjer, oprindelser, kontinuitet, linearitet, styrende principper og ubrudte kausalitetsrækker.

For Foucault er idéhistorien derimod præget af diskontinuitet og historisk afgrænsede mentale felter – han taler om ’diskursive formationer’ og ’epistemer’, f.eks. moderne tid og renæssancen. Det betyder kort sagt, at mennesker altid er underlagt nogle bestemte historiske, sociale, institutionelle og overindividuelle strukturer og rammer for, hvad de overhovedet kan tænke og sige. Subjektet er reduceret til pladsholder for den mulige produktion af viden i en given epoke.

Det er denne opfattelse, der bringer Foucault i udtalt clinch med Descartes’ tro på det selvberoende, objektivt vidende subjekt, men særligt med Kant, som ifølge Foucault oveni hatten har ført den moderne filosofi ud i en »krise« ved at hævde, at de afgørende betingelser for den menneskelige erkendelse er a priori, dvs. ahistoriske, mennesket iboende og uafhængige af den verden, vi erkender.

Men »dette a priori« – erkendelsens afgørende mulighedsbetingelser – »undslipper ikke historiciteten«, lyder Foucaults erkendelsesteoretiske konklusion. Og det er dén, Agamben tager op. For hvis erkendelsens betingelser er historiske, er de også indspundet i en tidslig dimension.

Tilbage til nutiden

Spørgsmålet bliver derfor for Agamben, hvad det egentlig betyder for den menneskelige viden og undersøgelsen af den, at dens produktionsbetingelser er historiske? Hvad betyder tiden for afdækningen af idéhistorien, hvis fortidens idéer er tidsbundne?

Hvad er det for en tidsstruktur, der bestemmer menneskelig viden og erkendelse? Hvordan kan man overhovedet få adgang til og skabe viden om en fortidig tanke forsynet med indhold af en historisk kontekst, man aldrig har oplevet?

Som i dele af Agambens politiske filosofi gælder det også i Signatura Rerum, at Agamben er bedre til at rejse gode spørgsmål end til at levere grundigt begrundede svar. Og det er nok heller ikke det, hans filosofiforståelse tilsiger ham at gøre.

Projektet er at vikle os ud af traditionens begrænsende begreber og pege på de grundaspekter af de uendeligt komplicerede relationer mellem subjekt, omverden, erkendelse og tid, som mennesker har så svært ved at forstå.

Grebet i Agambens fremstilling af sit syn på idéhistorisk og humanistisk metode er at ty til et freudiansk præget vokabular. Sin metode kalder han for »arkæologisk regression«: For at forstå vores samtid og dens ophav, må vi gøre »det historisk fortrængte« bevidst ved at gå tilbage i tiden til det punkt, hvor en betingelse eller en idé, vi lever under nu, er blevet ubevidst, dvs. til der, hvor mennesker ikke længere er bevidste om dens betydning og opståen.

Kun sådan kan vi få adgang til det, »som aldrig har været«, fordi det aldrig har været bevidstgjort, og som derfor »på en eller anden måde er nutidigt«, skriver Agamben. Det, idéhistorien og humaniora undersøger, er ikke noget fast – en afgrænset begivenhed i en kronologi eller en substans – men »en slags virksom kraft i historien«.

Virksom, fordi fortidige tanker har social og politisk indflydelse på tværs af tidsperioder og kan graves frem og lade en fjern fremtid forstå sin egen nutid ved at forstå, hvad der ubevidst har styret dens fortid.

Da denne anmelder første gang læste Vidensarkæologien, var det med en fornemmelse af, at en dunkel og amokløbende intellektualisme overstiger indholdets erkendelseskraft. Men efter endt læsning bundfældede der sig langsomt en opfattelse af, at Foucaults strittende bog ad mange sære veje får indkredset noget uhyre interessant: de mentale strukturer i en epoke, der former, hvad et menneske overhovedet kan tænke og sige.

Indoptagelsen af Signatura Rerum var den samme. Først: Hvorvidt er det her overteoretiserede og svagt argumenterede uklarheder? Dernæst: Agambens evne til at drive tænkningen ud i den menneskelige fatteevnes vanskeligste områder er prisværdig og i ordets bedste forstand tankevækkende.

Som hos Foucault retfærdiggøres det uklart begrundede og dunkelt udtrykte af det godt tænkte. Også fordi det, de tænker over, er så vanskeligt at udtrykke og begrunde.

Giorgio Agamben: Signatura Rerum. Om metoden. Oversættelse og forord ved Søren Gosvig Olesen. 152 sider. 239 kr. Forlaget Wunderbuch

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu