Anmeldelse
Læsetid: 6 min.

Naboer skaber deres privatliv i fællesskab

Den amerikanske professor Nancy L. Rosenblum har lavet en suveræn undersøgelse af en relation, vi alle sammen lever med, men ikke har begrebet rigtigt. Hun afdækker i en ny bog, hvad det vil sige at være en nabo
Moderne Tider
17. december 2016

Naboer er dem, vi møder på trappen eller ude på gaden, og som vi hilser på om morgenen, og hvis lyde vi ikke kan lade være med at lytte efter om aftenen, og som vi håber, at vi ikke forstyrrer, når vores gæster langt ud på natten råber højt. Vi kender naboerne, når vi ser dem.

Men det, vi ikke har tænkt meget over, er, at forholdet til vores naboer er en enestående relation. Og endnu mindre har vi tænkt over, hvad der kendetegner den relation.

Det er det, som gør Harvard-professor Nancy L. Rosenblums nye bog Good Neighbors – the Democracy of Everyday Life in America interessant: Hun undersøger naboskabet som en unik relation mellem mennesker:

»Naboer er ikke bare folk, som bor tæt på os,« skriver hun: »De er vores livs miljø. De er baggrunden for vores private liv derhjemme.«

Rosenblum undersøger vores hverdagslivs terræn og giver os kategorier til at blive klogere på de situationer, vi lever i. Man kan resumere hendes afdækning i fem teser:

1. Naboskabet er en enestående relation

Rosenblum anfører en sandhed, som er indlysende, men ofte overset. Menneskets sociale liv er mangfoldigt, og man må studere vores livs fællesskaber isoleret, hvis man vil forstå dem rigtigt.

Nilas Røpke Driessen
Naboskabet er hverken et medborgerskab, et venskab eller et familieforhold, men noget fjerde.

Vores forhold til medborgere er styret af loven og staten. Vi holder sammen som borgere ved at kræve fælles rettigheder eller protestere mod krænkelse af fælles rettigheder, hvorimod vi som naboer forsøger at tale os til rette uden jura og myndigheder. Vi kender jo hinanden.

Men naboskabet er ikke så nært som et venskab. Vores forhold til naboer er distanceret. Der er noget, vi ved, og noget vi ikke ved. Og sådan lever vi sammen.

Hvis vi bliver gode venner med vores nabo, har vi overskredet naboskabet og er blevet venner. Det er en dyd for relationen mellem naboer, at den er overfladisk.

Man taler om det umiddelbart fælles, affaldssortering, parkeringsmuligheder, larm fra en tredje nabo eller vejret. Men det er omvendt et problem for et venskab, hvis man kun forholder sig overfladisk til hinanden og kun taler om affaldssortering og vejret.

Endelig er naboskabet ikke en familierelation. Man giver ikke hinanden sorger og kærlighed som naboer, men små glæder, høflige hilsner, tjenester og indimellem store frustrationer, hvis en nabo larmer eller sviner:

»At være nabo handler om stedet, vi deler, personlig viden og genkendelse af hinanden. De mennesker, vi identificerer som naboer, er folk, vi møder regelmæssigt, selv hvis den eneste måde, vi viser det på, er ved et nik eller ved en grov opvisning i ligegyldighed,« skriver Rosenblum.

2. Forholdet mellem naboer er demokrati i hverdagen

Naboskabet er ifølge Rosenblum demokratisk. Men det er et andet demokrati end det, vi kender fra staten, som drejer sig om frie valg, offentlig samtale og lovgivning.

Nilas Røpke Driessen
Rosenblum kalder det »hverdagens demokrati«. Og hun mener ikke, at det politiske demokrati bygger på naboskabets demokrati, men at de findes ved siden af hinanden. Ideelt i hvert fald.

Når staten i totalitære samfund tvinger naboer til at overvåge hinanden, har man ødelagt naboskabet, fordi man har sat forpligtelsen over for staten over alle andre forpligtelse. Så er vi ikke længere naboer, men angivere.

Naboer ser almindeligvis hinanden som ordentlige mennesker. Man kan indforstået tale om alt det vanvittige, der sker ude i verden uden, at man som naboer ved, hvad den anden stemmer.

Man går ud fra, at vi naboer er ordentlige mennesker sammen. Det er også derfor, det kan være forstyrrende for forholdet, hvis man opdager, at naboen er fanatisk modstander af den private ejendomsret eller hader homoseksuelle. Udgangspunktet er, at man er ordentlige mennesker sammen:

»At være ordentlige mennesker fører i en bestemt betydning til lighed: som naboer. Dette ord henviser både til noget, man sætter pris på, og til en relativt selvstændig status. For ’ordentlige mennesker’ betyder også, at man ser bort fra naboens position i det brede samfund,« skriver Rosenblum. Når naboer taler sammen hen over hækken eller mødes i skraldekælderen, er det ikke så vigtigt, om man er pædagog eller mellemleder i en privat virksomhed. Man er lige.

Forholdet er demokratisk, fordi det bygger på gensidighed, anfører Rosenblum. Den ene tømmer postkasse, når den anden er på ferie. Men så er den anden også indstillet på at vande blomster, når den første er bortrejst.

Man skiftes til at skovle sne, eller man betaler sammen for, at nogle andre gør det. Naboer er lige, deres tjenester er gensidige og løser problemer i fællesskabet. Det er de samme principper, som er fundamentet for det politiske demokrati, men de forvaltes konkret, lokalt i naboskabet.

3. Naboer siger fra over for hinanden

Man skal ifølge Rosenblum ikke sentimentalisere forholdet mellem naboer. Det kan være præget af chikane, støj og svineri. Men det hører til undtagelserne, at man melder naboer til politiet:

Nilas Røpke Driessen
»Der er ingen kendte regler, autoritetspersoner eller anerkendte myndighedspersoner i forholdet mellem naboer. De handler i stedet ud fra en antagelse om, hvad ’alle og enhver ville gøre her’‚« pointerer Rosenblum.

Det kræver fælles forståelse at skride ind over for en nabo, som chikanerer andre.

Man bliver nødt til at finde sammen om, hvad der er rimeligt, og hvad der er urimeligt. Og så kan man tage initiativ til et fælles møde med naboen, eller man kan vælge en enkelt nabo, som tager en snak med uromageren.

Det væsentlige er, at man skal handle selv og ikke overlade det til autoriteter, man ikke kender personligt. Rosenblum kalder det ’self-government’, at regere sig selv.

Der er her en sjov forskel på USA og Danmark, fordi vi i Foreningsdanmark ofte vil have en grundejerforening, en andelsforening eller en ejerforening, der har nedfældet regler om varsling af fester, husdyr og snerydning. Men forskellen er ikke så stor: Naboer er stadig mennesker, som uden indgreb fra staten eller myndigheder organiserer deres fælles liv sammen.

4. Naboer lader hinanden være i fred

Nilas Røpke Driessen
Naboer blander sig ikke unødigt i hinandens liv. En af Rosenblums indsigter er, at naboer skaber privatliv i fællesskab.

Man respekterer hinandens grænser, og man holder sig på afstand, fordi man gerne selv vil have fred fra de andre. Man vil ikke opdages som én, der kigger ind gennem de andres vinduer, for man ønsker ikke selv, at de andre kigger ind.

Hvis vi opdager, at vores nabo bruger sin firmabil til privatkørsel, står vi i en konflikt mellem naboskabets forventninger og medborgerskabets respekt for loven.

Det vil være et brud på den særlige nærhed mellem naboer at angive dem til myndigheder for at køre ungerne til fodbold i en bil på gule plader. Så er man ikke en god medborger, men en stikker, som forråder naboskabets kodeks.

Alle bryder ifølge Rosenblum loven indimellem. Nogle kører for stærkt, andre køber hjælp uden at betale skat, og det hører til naboskabets fortrolighed, at vi lader hinanden være, med mindre der er tale om alvorlige forseelser. Naboskabet er også et afgrænset frirum fra staten, som man plejer i fællesskabet.

5. Naboskabet er en amerikansk kulturhistorie

Rosenblums kilder er amerikanske. Hun henviser til populærkultur, skønlitteratur, sociologiske undersøgelser og sine egne iagttagelser. Og så henviser hun til politisk teori og filosofiske klassikere.

Nilas Røpke Driessen
Men undersøgelsen er og bliver af naboskabet i USA, som i en fælles forståelse skulle være ’en nation af gode naboer’.

Det bliver således også en kulturhistorie, som fortæller, hvordan det amerikanske naboskab blev grundlagt blandt nybyggere, som var afhængige af hinanden, fordi der hverken var stat eller lokale myndigheder, hvor de slog sig ned.

Dengang var nybyggeren amerikaneren par excellence. Nu er det livet i forstæderne, som Rosenblum anser for den amerikanske normaltilværelse. Det, man ofte har beklaget som naboskabets forfald, er således en overgang fra et afhængighedsforhold til en fælles bestræbelse på at skabe uafhængige tilværelser.

Men den konkrete kulturhistorie bliver også en refleksion over en relation, vi alle sammen lever i. Og som man bliver klar over som en form for frihed, man skal passe på og udvikle, når man først har forstået, hvad det drejer sig om.

Nancy L. Rosenblum: Good Neighbors – the Democracy of Everyday Life in America. 312 sider. 35 dollar. Princeton University Press

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her