Læsetid: 5 min.

Er det sådan, vi løser flygtningekrisen?

Gammeltoft-Hansens bog om bud på løsning af flygtningekrisen er en forbilledligt klar gennemgang af det globale flygtningesystems funktion, svagheder og mulige løsninger. Men præmisserne for bogens undersøgelse er for snævre
3. december 2016

Thomas Gammeltoft-Hansen er i Hvordan løser vi flygtningekrisen? ude i et pædagogisk ærinde struktureret omkring to grundlæggende spørgsmål: Hvordan gik det så galt? Og hvad kan vi gøre for at ændre udviklingen?

Bogens første del handler om omfanget, dynamikkerne og geografien i den nuværende flygtningekrise, mens anden del argumenterer overbevisende for, at det globale flygtningesystem i stigende grad er præget af indre selvmodsigelser, hvilket skyldes en kortsigtet politik.

De sidste 25 års kontrol- og afskrækkelses-paradigme har skabt mange kontraproduktive tiltag: Lukningen af legale flugtruter har boostet smuglerindustrien; en »kronisk underfinansiering« af de nærområder, der huser 86 procent af verdens fordrevne, har tvunget flygtninge til at rejse videre; eksporten af kontrol har gjort nabolande som Libyen og Tyrkiet i stand til at afpresse EU; og afskrækkelsespolitik har aktivt undermineret forholdene for flygtninges integration.

Tør den af på naboerne

Ifølge Gammeltoft-Hansen kan man observere en beggar thy neighbour-dynamik, der sættes i gang, når stater, som Danmark og Sverige, konkurrerer på afskrækkende signaler. Dette gavner hverken flygtninge eller stater, for effekten kan nemlig kun opretholdes, hvis staterne bliver ved med at underbyde hinanden.

Denne anmelder mener ikke, det er muligt at sige, at de danske tiltag har båret frugt, fordi deres effekt ikke kan isoleres fra andre faktorer som svensk afskrækkelse, det makedonske hegn eller EU-Tyrkiet aftalen. De har dog åbenlyst været succesfulde på et andet plan, nemlig som mobiliserende kommunikation henvendt til nationalistiske vælgerskarer.

Konventionen som grundlag

Bogens tredje del skitserer det nødvendige »paradigmeskifte« væk fra kontrol- og afskrækkelseslogikken, hvilket kræver fælles juridiske rammer, mere solidaritet, nytænkning af beskyttelse i nærområder og bedre modtagelse og integration af flygtninge.

Flygtningekonventionen bør udgøre fundamentet, og påstanden om, at den er et levn fra fortiden afvises: Konventionen kan genfortolkes dynamisk, også til fordel for staters interesser.

Dens nærhedsprincip er både en styrke og en svaghed: Det binder stater til at tage ansvar inden for deres territorium, men gør også, at geografiske faktorer på uretfærdig vis gør, at lande som Grækenland ender med et meget større ansvar end Danmark.

Solidaritet kræver en international byrdefordeling, der øger støtten til nærområderne og benytter sig af eksisterende relokeringsværktøjer, som genbosætning humanitære visa og asylansøgninger fra nærområder, fordi det kan modvirke smuglere og livsfarlige irregulære ruter.

De tre hovedgrupper

Gammeltoft-Hansen inddeler flygtninge i tre grupper: Den første kan relativt hurtigt vende hjem fra nærområder, mens den flygtninge i anden gruppe vil være nødt til at finde løsninger i det land, de først har søgt asyl i..

Derfor bliver nærområdestøtten essentiel, og med henvisning til forsøg i Jordan understreger Gammeltoft-Hansen, at dette kræver sammentænkning af handel, investering, arbejdsmarkeder, boliger, sundhed og uddannelse.

Det er et konstruktivt forslag, som igen taler til både flygtninges og staters interesser. Risikoen er, at der skabes en underbetalt, midlertidig arbejdsstyrke, som er afhængig af virksomheder eller private sponsorer.

Læs interview med Thomas Gammeltoft-Hansen: ’Det er i alle landes interesse at lave aftaler i stedet for bare at vente på, at lokummet brænder’

Nogle i den tredje gruppe flygtninge vil dog ikke have fundet løsninger i det første asylland selv efter 5-10 års fordrivelse, og andre igen vil være endnu dårligere stillede, fordi de hverken kan vende hjem eller være sikre.

For usikre flygtninge må der straks skabes sikre flugtruter gennem humanitære visaer eller asylansøgning fra nærområder, mens de, der efter 5-10 år ikke har fundet løsninger, skal genbosættes gennem forpligtende statskvoter.

Problemet med kvoter

Stater har i årevis afvist forpligtende kvoter, men Gammeltoft-Hansen kommer dem i møde med et andet kontroversielt forslag: at de bør kunne afvise spontane asylansøgere og sende dem retur til første sikre asyllande.

Forslaget kan synes på linje med tidligere danske og britiske idéer om fuldstændig at lukke ned for asylsøgning i Europa for i stedet at uddelegere sagsbehandlingen til et postkolonialt opbevarings- og indslusningssystem i verdens udviklingslande.

Gammeltoft-Hansen understreger dog selv ideens fundamentale udfordring: at vestlige stater typisk definerer farlige og konfliktramte lande som sikre. Til det kan man tilføje, at forslaget risikerer at underminere nærhedsprincippets bånd mellem territorium og ansvar.

Når det kommer til integration understreges det, at mange flygtninge er handlekraftige individer, der kan udgøre ressourcer for modtagerlande, og bogen foreslår med udgangspunkt i Danmark et bredt katalog af integrationsindsatser, som organisationer og eksperter har italesat gennem de senere år: en tidlig indsats i asylfasen, sponsor-modeller a la Canada, lettere anerkendelse af kompetencer og samarbejde mellem myndigheder, flygtninge, lokal- og civilsamfund.

En præstation

Bogen er en klar gennemgang af det globale flygtningesystems svagheder og mulige løsninger. Til trods for bogens imponerende bredde vendes komplicerede forhold i et letforståeligt sprog.

Det er en præstation, også fordi bogen repræsenterer den første danske, forskningsbaserede gennemgang af 2000’ernes globale og europæiske asylpolitik i bogform.

Bogens analyser og løsningsforslag gør den til et stærkt bidrag til den danske asylpolitiske debat, og Gammeltoft-Hansen cementerer sin position som en af Danmarks førende forskere på området.

Læs også: Flygtningesituationen er uholdbar, og skal løses med et helt nyt system

Denne anmelder har dog et ankepunkt, nemlig at præmisserne, der styrer bogens undersøgelse er snævre. Det siges således, at hverken et fokus på oprindelige årsager til flugt eller en ændret eller ny flygtningekonvention vil løse verdens flygtningeproblem som sådan.

Flygtninge anses som en uundgåelig sideeffekt af det nationalstatslige system, men stater problematiseres ikke ind- eller udadtil. Givet disse begrænsninger bliver den eneste farbare vej derfor en række rationelle og pragmatiske argumenter for en dynamisk vekselvirkning mellem eksisterende juridiske rammer og virkeligheden, en vej, som stater burde kunne acceptere.

Politikkens rolle

Derfor afstår analysen fra at overveje, hvordan vestlige staters indenrigs- og udenrigspolitiske retninger spiller ind i flygtningekrisens opståen og manglende løsninger. På den ene side behandles sammenhængen mellem fordrivelse og de sidste 20 års vestlige interventionisme i Europas naboregioner ikke, ej heller hvilken rolle ressource-udvinding, støtte til diktatorer, våbeneksport, overfiskeri eller toldbarrierer fortsat spiller.

På den anden side behandles den nationalistiske ideologis stadigt større indflydelse på vestlige landes asylpolitik heller ikke.

I Gammeltoft-Hansens optik reduceres lukningen af lovlige flugtruter, begrænsning af familiesammenføring eller halveringen af integrationsydelser til kontraproduktive tiltag, hvilket skaber et skisma mellem et liberal-demokratisk udgangspunkt og den faktisk førte politik.

Men hvad nu hvis der ikke blot er tale om uigennemtænkte forslag, men i stedet om politik ud fra et andet ideologisk udgangspunkt?

Hvor høj en pris?

Man kan nemlig mene, at forskere har skitseret mange af de løsninger, bogen opremser, men at politikere har afvist at lytte. Derfor er det ikke forskernes »vidensarrogance«, der har forhindret diskussionen af løsninger på flygtningekrisen, men i stedet den politiske arrogance, hvormed politikeres mavefornemmelser har trumfet rationelle argumenter og erfaringsbaseret forskning.

Med tanke på, hvordan en højrenational bølge i stigende grad påvirker institutionerne i Europa og USA, er det måske på tide, at analyser og løsninger overvejer, om tiltag, der krænker flygtningerettigheder, skaber øget ulighed og fremprovokerer sikkerhedstrusler, simpelthen udgør en pris, som flere og flere politikere og regeringer er villige til at betale for deres ideologiske ståsted.

Derfor bør det praktiske paradigmeskift, som Gammeltoft-Hansen så overbevisende argumenterer for, akkompagneres af et tilsvarende forståelsesmæssigt og ideologisk paradigmeskift, der kan imødegå nationalismens postfaktuelle relativisering og afvisning af erfaringsbaseret forskning.

Selvom Flygtningekonventionen på dynamisk vis kan tage højde for staters interesser, blev den i sin tid født på en ideologisk platform, der tog opgøret med nationalisme, racisme og diskrimination. Dét opgør er igen blevet uopsætteligt.

Thomas Gammeltoft-Hansen: Hvordan løser vi flygtningekrisen? 90 sider. 49,95 kr. Informations Forlag.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Poul Anker Sørensen
Poul Anker Sørensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu