Læsetid: 5 min.

Velgørende som et kølende omslag og et spark i røven

Antropolog David Graebers lille pamflet er et forbavsende rigt forsvar for anarkisme
10. december 2016

Man bør ikke lade sig snyde af titlen. Brudstykker af en anarkistisk antropologi er ikke en fagbog til antropologer, selv om David Graeber faktisk er amerikansk antropolog.

Hvad er det så?

Et essay, teoretisk udkast, en montage af manifester, et anslag til en utopi, en anarkistisk pamflet.

Graeber er nemlig også anarkist. Hans aftapning af anarkisme er stilfærdig og tør og skarp. Spydig og omhyggeligt nuancerende uden at blive vag eller miste konturerne eller det klare sigte og håb.

En af Graebers grundantagelser er, at »institutioner som staten, kapitalismen, racisme og mandlig dominans ikke er uundgåelige«.

I disse dage efter Trumps valgsejr kan det måske virke naivt, og måske er en verden uden stater ikke mulig, skriver Graeber, men netop det, at vi ikke kan have sikker viden om dette, gør optimisme til et moralsk imperativ: »Siden man ikke kan vide, at en radikalt bedre verden ikke er mulig, bedrager vi så ikke alle ved at insistere på fortsat at retfærdiggøre og reproducere det rod, vi har i dag? Og uanset hvad, selv hvis vi tager fejl, så kunne vi meget vel komme den meget nærmere.«

Jeg må sige, at jeg syntes, det var virkelig velgørende at møde Graebers trodsige optimisme i lige de her novemberdage.

Klassiske indvendinger

Graeber adresserer straks de stereotype indvendinger mod anarkismen. Den er utopisk, siges det, og utopisme fører som bekendt automatisk til rædselsregimer. Se bare på Sovjet.

Det kan man sige. Man må så bare håbe, at historien levner plads til undtagelser. For hvor mon Trumps nationalnostalgiske utopisme ender? Eller hvad med den pt. rådende neoliberale utopisme, der hårdnakket forventer uendelige vækstkurver på en, sidst vi tjekkede, endelig jordklode?

Graeber peger på, at utopisme (det at forestille sig en bedre verden) jo ikke nødvendigvis kræver et voldsmaskineri for at kunne virkeliggøres.

Anarkismens fokus på selvorganisering, gensidig hjælp, frivillig sammenslutning, egalitære samfund, hvis legitimitet ikke forankres i voldsanvendelse, er sådan set et forsøg på at undgå lige præcis den uhyggelige udviklingstendens.

En anden klassisk indvending mod anarkisme lyder: Den bygger på et lallegladt menneskesyn og en verdensfjern drøm om, at ingen er grådige eller griske eller magtbegærlige.

Nej, tværtimod. Som Graeber skriver ser den »disse fænomener som moralske farer, der er så frygtelige, at den ender med at organisere det sociale liv omkring at holde dem i ave«.

Og Graeber er selvfølgelig den første til at vedgå, at alle samfund konstant er i krig med sig selv, at interesser i dem er divergerende osv.

Graeber påstår ikke, at anarkistiske organisationsformer eliminerer menneskets natur eller vilkår, ligesom han heller ikke forestiller sig totalt eller uforanderligt egalitære samfund, men mindre kan også gøre det.

Eller hvad?

Måske kan mindre lige netop ikke gøre det, hvis man kritiserer de eksisterende samfundsforhold.

Hvis man efterspørger et alternativ til kapitalismen eller staten eller flertalsdemokratiet, er det så ikke som om man altid afkræves en helt fiks og færdig løsningsmodel, og hvis ikke den kan leveres én gang for alle – med den implicitte absurde forventning om, at man skal negligere enhver indsigt om historiens komplekse dynamik – ja, så vil vi hellere fortsætte som hidtil. Hvis status quo ikke kan erstattes med et smertefrit snuptag, så foretrækkes inertien.

Okay, men hvem er så utopisterne her? Er det ikke dem, der forventer evigt holdbare løsninger og institutioner leveret præfabrikeret.

Passiv modmagt

Graeber plæderer for en demokratisk anarkisme baseret på konsensusprocesser. Det er her, antropologien kommer ind i billedet.

Den har jo allerede studeret faktisk eksisterende selvstyrende samfund og markedsfri økonomier, bl.a. såkaldt ’primitive’ samfund i Amazonas eller egalitære samfund på Madagaskar, som ser med mistro på ledelse og opfatter lønarbejde som moralsk suspekt.

Graeber afviser, at der skulle være sket et uoverstigeligt brud mellem disse samfund og vores såkaldt ’moderne verden’. Tværtimod kan f.eks. Tsimihety-folket på Madagaskar og deres passive modmagt og unddragelsesstrategier være en inspiration for anarkister andre steder.

Når de franske koloniherrer fik forhandlet sig frem til, at de skulle hjælpe med at bygge en vej og så kom med materialer ugen efter, var det »kun for at opdage, at landsbyen var fuldstændig forladt – hver eneste indbygger var flyttet hjem til en slægtning i en anden del af landet«.

Graeber skriver i denne forbindelse, at den mest vellykkede form for folkelig modstand ikke partout er en frontal udfordring af magten, men at forsvinde fra dens synsfelt.

»Engageret tilbagetrækning,« kalder han det.

Vindere og tabere

Det er forbløffende, hvor meget Graeber når omkring i denne lille bog. Statens voldsmonopol er f.eks. under angreb. Vold er, skriver Graeber, »den eneste form for dumhed, som det nærmest er umuligt at give et intelligent svar«. Og den er så grundlaget for staten, fastslår han derefter tørt.

Anarkismen vil derimod udvikle samfund, der ikke bygger på, at flertallet (eller en mindretalselite) gennemtrumfer deres magt ved hjælp af (truslen om) magtanvendelse.

Og nej, demokratiets vugge stod IKKE i Grækenland, skriver Graeber:

»Er det meningen, vi skal tro, at det før athenerne aldrig faldt nogen ind, nogen steder, at samle alle medlemmerne af deres fællesskab for at træffe fælles beslutninger på en måde, så alle havde lige meget at sige?«

Noget af det mest perspektivrige i bogen er Graebers kritik af flertalsdemokratiet, som opstod i et af de mest konkurrenceprægede samfund, historien har kendt; selvfølgelig ville grækerne også have vindere og tabere i den politiske kamp. Flertalsdemokratiet hviler kort sagt på en tvangsforanstaltning.

Og i et anarkistisk perspektiv er stemmeafgivelse »det mest oplagte middel til at garantere ydmygelser, harme, had og i sidste ende ødelæggelsen af hele samfund«, hvorimod den ofte langtrukne og besværlige konsensusproces skal sikre, »at ingen går deres vej med en følelse af, at deres synspunkter er blevet fuldstændigt ignoreret«.

Diverse folkeafstemninger, Brexit, Trump vs. Clinton virker relevante her.

Vores nuværende demokratiform kan ifølge Graeber »koges ned til en insisteren på, at de ledende eliter lejlighedsvist bør konsultere ’folket’ … for at genetablere deres ret til at fortsætte med at træffe beslutninger for dem«.

Hans bog er ikke et bud på en fiks og færdig anden løsning. Så ville den ikke være anarkistisk.

David Graeber: Brudstykker af en anarkistisk antropologi. Oversat af Mai Corlin & Rasmus Graff. OVO press (www.ovopress.net). 120 sider. 120 kr.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Mikael Velschow-Rasmussen
Mikael Velschow-Rasmussen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu