Læsetid: 3 min.

Chop Suey er ikke en kinesisk ret

Bogen ’Det smukke land og Riget i midten: USA og Kina fra 1776 til nutiden’ handler om knap 250 års geopolitiske forhold de to stormagter imellem, fortalt kronologisk med en lavine af faktaoplysninger oven i. Det er temmelig ambitiøst, men det lykkes
7. januar 2017

I december luftede den kommende amerikanske præsident, Donald Trump, ideen om at mødes med sin taiwanesiske kollega, præsident Tsai Ing-wen.

Det er en overraskende melding, fordi et sådant møde vil være en enorm provokation over for Kina, der stadig betragter Taiwan som en kinesisk provins.

Men det er ikke første gang siden det amerikanske valg, at Trump tirrer Kina. Kort efter sin sejr talte han i telefon med sin kollega i Taiwan; en telefonsamtale som den har ikke fundet sted, siden USA afbrød de diplomatiske forbindelser til landet i 1979.

Og et par uger senere undsagde Trump amerikansk tolerance over for den kinesiske politiske grundtanke om et samlet Kina – en udtalelse, som kineserne øjeblikkeligt protesterede imod. Alle tre episoder har skabt overskrifter, både i Vest og Øst, og rynket brynene hos eksperter og tunge politiske med- og modspillere.  

Hvorfor er det et problem

Men hvorfor er det egentlig så stort et problem, at Donald Trump udfordrer Kina og den nuværende amerikanske politik over for landet?

Det højaktuelle spørgsmål behandler forfatteren John Pomfret i sit 700 sider store værk Det smukke land og Riget i midten: USA fra 1776 til nutiden.

Og det gør han godt. Bogen er velstruktureret og kronologisk, så læseren hele tiden har baggrundsviden til at forstå de udviklinger i Kina-USA-forholdet, som forfatteren beskriver.

Det gælder for eksempel et historisk Nixon-besøg i 1972, som markerer starten på genoptagne diplomatiske forbindelser mellem de to lande.

Betydningen af det reparerede forhold står klarere for læseren, fordi forfatteren har gjort sig ulejligheden med at forklare for eksempel sidste århundredes forskellige handels- og udvekslingspolitikker.

Det er dog et helt enormt stort emne, forfatteren har besluttet sig for at ridse op i en enkelt bog, og der er ingen tvivl om, at det kunne være gjort meget strammere. Persongalleriet har et omfang, der ville gøre George R. R. Martin misundelig, med linjer trukket fra generation til generation, hen over mange hundrede sider, og det er ikke nogen let opgave at huske dem alle.

Forfatteren anlægger tillige en halvsludrende hyggestil, hvor han fletter myriader af indskudte historier og anekdoter ind.

Det gør ikke bogen lettere tilgængelig – men det gør ikke noget. Tværtimod betyder det for eksempel, at der er rigtig mange kvinder og personer fra forskellige sociale lag med, og det medvirker til at øge bogens troværdighed, at historien bliver fortalt med stor variation i perspektivet.    

Rolig læseoplevelse

De mange afstikkere gør samtidig læseoplevelsen roligere, fordi forfatteren insisterer på at tage sig god tid med fortællingen. Kinesere har i århundrede rejst til USA og slået sig ned, de byggede jernbaner i 1800-tallet, og forresten er den klassiske ret Chop Suoy slet ikke kinesisk – den er opfundet af de kinesiske immigranter i USA.

Iøvrigt var der blandt amerikanerne en del fordomme om kinesere, blandt andet en om, at de alle sammen arbejdede på renserier, men faktisk er en af de første kinesiske immigranter en mand ved navn Tyrus Wong, der blev ledende tegner hos Disney, hvor han blandt andet skabte figuren Bambi.

Har I set tegnefilmen Kung Fu Panda? Hovedpersonens far er en stolt gås, der hedder Ping, ejer en kinesisk restaurant og er ment som et nik til kinesisk-amerikansk fælleshistorie.

På den måde er bogen lidt som at sidde til familiefestbords med Onkel John, der har sejlet på De Syv Have og elsker at fortælle om det. Det er både spændende, uforudsigeligt og lidt overvældende.

Der er dog én mangel: Trods en tydeligt tilstræbt objektivitet har forfatterens adgang til kildemateriale i de amerikanske arkiver åbenlyst været bedre end de kinesiske ditto, og det betyder, at mens der er masser af beskrivelser og årsagsforklaringer på den amerikanske del af analysen, så er der i kinesernes tilfælde blot konstateringer og fakta.

Det tipper perspektivet, så læseren får bedre indblik i den vestlige end den østlige logik, og det havde været rart med reflektive kilder på den kinesiske side af forhandlingsbordet.

Overordnet er bogen et velresearchet og grundigt indblik i historien bag USA og Kinas forhold og burde være pensum for folk, der gerne vil beskæftige sig med storpolitik i Asien. Herunder kommende amerikanske præsidenter.

The Beautiful Country and the Middle Kingdom: America and China, 1775 to the Present. John Pomfret. Henry Holt and Co. 705 sider

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu