Læsetid: 6 min.

Hvordan opdrages den lille gentleman?

Adlyd din fader, kultivér sindets forstandsevner og opøv fornuften til den højeste perfektion. Den engelske filosof John Lockes indflydelsesrige klassiker ’Tanker om opdragelsen’ foreligger nu i en dansk oversættelse med 323 års forsinkelse – og den er faktisk værd at tage med i overvejelserne, når kommende generationer skal formes
28. januar 2017

Hvordan opdrages den lille gentleman på rette vis? Denne opgave stiller den engelske filosof John Locke (1632-1704) sig i værket Tanker om opdragelse, der udkom i 1693.

Locke førte fra 1684-1691 en omfattende brevveksling med familien Clarke, der boede på godset Chipley i Somerset, om de opdragelsesprincipper, der må indgå i formningen af de kommende generationer … af magtfulde mænd.

Værket, der består af 217 paragraffer, stiles således til Edward Clarke, der var gift med Mary Jepp, som Locke var familiebeslægtet med. Men det blev læst i vide kredse, da det generelle anliggende var henvendt »til velstående jordbesiddere, lavadelen og højborgerlige familier, som havde mulighed for at ansætte en privat huslærer til deres sønner – og kun sekundært til døtrene«, som Mogens Chrom Jacobsen skriver i sit udmærkede og oplysende forord.

Faderen bør tidligt i barnets liv sætte sig i respekt. Tilløb til oprør og opsætsighed fra sønnens side må mødes af den stærke hånd – tilsat om nødvendigt en passende mængde pryglestraf og udskamning af den formastelige. Men det højere formål med opdragelsen er at indgyde sønnen livskraft, mod og sand sjælstyrke.

Locke lægger afgørende vægt på erhvervelsen af klassiske dyder og dannelsen af barnets og den unge mands karakter. Idealet er, at eleven lærer at beherske sig selv og at gøre sig pligt »uanset hvilke onder han udsættes for, eller hvilke farer han møder«.

Dertil kommer, at eleven må lære at give afkald på umiddelbar behovstilfredsstillelse og blive »i stand til at nægte sig selv, hvad det begærer, bekæmpe sine tilbøjeligheder og alene gøre, hvad fornuften finder bedst, skønt lysten trækker i den modsatte retning«, som der står at læse i § 33.

Pligten

Locke øjner farer over alt. Det frarådes herren i huset at anskaffe sig en karakterløs, halvdannet, men »billig« huslærer, og barnet må under ingen omstændigheder forkæles eller føjes af eftergivende tjenestefolk og i særdeleshed ikke af bløde kvinder.

Men det går heller ikke an at terpe latin og græsk dagens lang. Snarere skal videbegærligheden og nysgerrigheden og sansen for det praktiske livs spørgsmål og opgaver stimuleres. Det drejer sig om via en tidlig indsats at få indprentet gode vaner i »selve hans grundlæggende karakter«. Dyderne kan læres og indøves; de er ikke medfødte.

I værkets sidste § 217 skriver Locke, at ethvert menneskes sind er særegent og dermed, at ikke to børn er ens; men også at han i sin fremstilling har valgt at betragte den lille gentleman som »et stykke blankt papir eller som voks, der kunne formes og modelleres efter forgodtbefindende«.

På denne måde udstyres husfaderen og hans hengivne huslærer med en kolossal magt over opdragelsen og formningen af det lille menneske i et rum, der både er rigt og privat, men også koblet til samfundet ’derude’ og til realiseringen af menneskets højeste formål som levende art.

På første side af dedikationen til godsejer Clarke proklamerer Locke: »For jeg anser det for enhver mands uomgængelige pligt at gøre alt, hvad han kan, for sit land. Jeg kan ikke se, hvordan den, der lever uden tanke for denne pligt, kan skelne mellem sig selv og sit kvæg.«

Mennesket må vinke farvel til sin dyriskhed, træde i karakter og gøre sin pligt, der rækker langt ud over den egenkærlighed og bekvemmelighed, der ellers styrer det umodne lille menneske.

Omvendt rækkefølge i 2016?

Locke er både systematiker og common sense-pragmatiker. Enhver gentleman vil ikke blot ønske for sin søn, at han kan efterlade ham en formue og give ham de bedste muligheder for at videreføre godset; men også at efterkommeren erhverver sig »dyd, visdom, dannelse og lærdom« – i netop denne rækkefølge.

Læst med nutidige briller og med den stramme mål- og modulstyring af uddannelsessystemerne fra folkeskolen til universitetet in mente er det påfaldende, hvor meget karakterdannelsen, dydstilegnelsen og det brede begreb om visdom fik lov til at fylde på daværende tidspunkt, hvor der ikke eksisterede statslige institutioner til socialisering og uddannelse af masserne (almuen, den brede befolkning).

Lærdommen – forstået som geografi, aritmetik, grammatik, retorik, kronologi, historie, sprog etc. – spiller faktisk kun fjerdeviolin hér. Hovedviolinen spiller karakterdannelsen og træningen af fornuftens brug. Med en lockesk kernesentens: »Den rette udvikling og opøvning af fornuften er den højeste perfektion, et menneske kan opnå i dette liv.«

I 2016 virker det derimod, som om uddannelsesplanlæggere, -politikere og -institutionsledere forestiller sig, at karakterdannelsen og dyderne bare sådan lige har det med at opstå helt af sig selv.

Eller måske tror de, at det karakterstærke, dydsbårne og fornuftige menneske er en ren følgeeffekt af tilegnelsen og bemestringen af snævert definerede faglige læringsmål, som den konsensuelle og anmassende magtdiskurs i samfundet er forvisset om, er den eneste og rette vej til arbejdsmarkedet og den højest mulige adderede livstidsindkomst.

Locke ville nok have følt sig ret hjemløs i dagens debat med sit skarpe credo: »Dyd er vanskeligere at opnå end kendskab til verden, og hvis dyden først er gået tabt hos en ung mand, vil den sjældent kunne genetableres.«

Det skal også bemærkes, at den unge mands ageren i »det omgivende selskab« spiller en uhyre stor rolle for Locke, der hellere ser, at ynglingen tager ved lære af mange forskellige folks erfaringer end ved at blære sig som boglærd, f.eks. på et dødt sprog.

Såvel husherren som privatlæreren belæres også om, at de arbejder i en højere sags tjeneste, og at det er forbudt at hykle og tale ned til den unge mand: »Vi bør aldrig krænke sandheden i samvær med andre, og mindst af alt sammen med børn, for spiller vi falsk over for dem, skuffer vi ikke blot deres forventninger og hindrer dem i deres søgen efter viden, men korrumperer også deres uskyld og lærer dem de værste laster.«

At tænke med og mod Locke

Det er ikke blot idéhistorisk og pædagogikteoretisk interessant at læse denne 22. klassiker, som Forlaget Klim prisværdigt har udgivet – nr. 11 bød på Immanuel Kants: Om pædagogik fra 1803. Det er det selvfølgelig også; men endnu vigtigere er det, at vi lever i slipstrømmen på disse flere hundrede år gamle opdragelsesfilosoffers tanker og idealer.

Selvfølgelig er det sært, usamtidigt og stærkt provokerende at læse et værk, der dømmer piger og kvinder til kun at spille sekundære og inferiøre roller i det samfundsmæssige liv – og konstant er bange for, at de stakkels sønner kvindagtiggøres. Det virker også lettere vanvittigt at læse om pryglestraffens uomgængelighed, skrevet af en mand, der eftertrykkeligt advarer imod hyppige prygl og demotiverende irettesættelser (i § 60).

Men de mere end 300 år gamle idealer og normative forskrifter om selvbeherskelse, behovsudskydelse, konstruktion af et stærkt overjeg, træning af fornuften, oparbejdelse af sunde vaner, indtagelse af nærende kost, regelmæssig afføring, leg i fri luft, tilegnelse af yndefulde dansetrin, fægtning og ridning af stridshest, hærdende kolde bade, en ikkesnærende beklædning, fremmedsprogsindlæring af syv- til 14-årige og kronen på værket – dannelsesrejsen ud i verden med henblik på at høste ny viden – synes også i dag at byde sig til som opgaver og problemstillinger, når vi overvejer, hvordan de kommende generationer skal formes og ikke mindst skænkes mulighed for at forme sig selv.

Hvad der dengang foregik inden for godsets private mure langt fra og hævet over flertallets liv uden for murene, foregår nu på storskala i de statslige uddannelsesinstitutioner, der ikke mere tør eller vil forholde sig til dyds-, karakterdannelses- og visdomsspørgsmål, men gerne vil transparensliggøre data om alt fra skolens PISA-testresultater til kostprisen pr. universitetskandidat.

Dannelsen risikerer at ryge ud af uddannelsen i samtiden; men om dannelsestankens teori og praksis overhovedet kan kvalificeres ved hjælp af på én gang at læse, forstå og kritisk fortolke Lockes opdragelsesfilosofi; det må det overlades til læserne af denne bog at drøfte og afprøve.

John Locke: Tanker om opdragelsen. Kulturklassiker Klim, 215 sider, 279,95 kr. Oversat fra engelsk: Some Thoughts Concerning Education af Morten G. Lassen. Forord ved Mogens Chrom Jacobsen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Jan Weis
Jan Weis anbefalede denne artikel

Kommentarer

"...foreligger nu i en dansk oversættelse med 323 års forsinkelse".

En lille rettelse. Værket forelå på dansk allerede i 1804 som bind 11 af den danske oversættelse af Johan Heinrich Campes Revisions-Værk.

Michael Kongstad Nielsen

Den kan vist ikke anbefales til moderne opdragelse.
Måske Jean-Jacques Rousseaus Emile er bedre? Eller ligeså håbløst forældet. Men historisk interessante er de sikkert.