Bogen Public Disorder and Globalization er et mønstereksempel på sociologisk ’forskning’, når det er værst.
Opskriften er simpel og set mange gange før: Udvælg nogle elementer fra forskellige teoridannelser, klask dem sammen i en løst sammenhængende teoretisk model, find dernæst nogle friske empiriske fænomener og reducér den konkrete virkelighed til den halvbagte, abstrakte model. Tilføj til sidst en masse overflødige citater og referencer, så litteraturlisten bliver rigtig lang.
Resultat: Endnu en publikation til forsker-CV’et og endnu en ligegyldig bog, der forsvinder i den endeløse strøm af akademiske udgivelser.
Offentlig uorden
Bogen er (et forsøg på) et studie af en række nyere eksempler på det, Body-Gendrot kalder offentlig uorden: optøjerne i Paris’ forstæder i 2005, ditto i London i 2011, Ferguson 2014 og Baltimore 2015; Occupy Wall Street-bevægelsen i New York i 2011, protesterne i Gezi Park i Istanbul i 2013 og de såkaldte Paraply-protester i Hongkong i 2014.
Endeligt er bogens sidste kapitel viet til terrorisme, med fokus på angrebene i Paris i 2015.
Body-Gendrot beskriver en række konkrete forhold ved de enkelte cases og leverer på baggrund af interviews med politi og andre myndigheder nogle bemærkninger om politiets håndtering af den offentlige uorden.
Bogens svagheder kan på mange måder opsummeres ved at se nærmere på de to begreber, der udgør dens titel. ’Offentlig uorden’ er et enormt vagt begreb, der omfatter så meget, at den analytiske præcision går af fløjten.
Bogens cases deler sig i to grupper. For det første spontane optøjer, der ikke formulerede eksplicitte politiske mål, og som opstod som en reaktion på racisme og politivold. For det andet de mere organiserede demonstrationer og pladsbesættelser vendt mod finanssektoren, korruption og mangel på demokrati.
Disse ret forskellige typer af sociale protester kan kun underordnes under det abstrakte begreb ’offentlig uorden’ ved at overtage statens perspektiv, hvilket Body-Gendrot gør trods sin ’kritiske’ selvforståelse: Fra statens perspektiv forsvinder protesternes specifikke politiske indhold og strategier, idet alt reduceres til en forstyrrelse af den orden, staten forsøger at genoprette.
Derfor er det også symptomatisk, at Body-Gendrot i sin ’analyse’ af protesterne ikke interesserer sig for, hvad de mennesker, der deltog i protesterne, selv sagde, skrev og tænkte – i stedet refererer hun til andre forskere, officielle rapporter og interviews med myndigheder.
I bogens sidste og påklistrede kapitel stiller Body-Gendrot spørgsmålet om, hvorvidt moderne terrorisme kan anses for at høre under begrebet ’offentlig uorden’, og efter en række karakteristisk historieløse refleksioner konkluderer hun: Nej, terrorisme er ikke offentlig uorden. Man undrer sig over, hvorfor kapitlet i så fald er med i bogen.
Det er imidlertid langt fra det eneste, man undrer sig over. Valget – og særligt fravalget – af cases er temmeligt umotiveret. De omfattende optøjer og protester i Grækenland i 2008 og 2010 samt 15-M-bevægelsen i Spanien fra 2011 og frem er blot to af de mest oplagte eksempler på cases, der naturligt ville passe ind i den række af protester og bevægelser, Body-Gendrot ’undersøger’, men som forbigås i tavshed.
Buzzwords og klichéer
Det andet begreb i bogens titel er globalisering, og her bliver manglen på begrebslig præcision og akademisk lødighed eklatant.
»Der er mange opfattelser af begrebet globalisering,« skriver Body-Gendrot, som om hun var ved at skrive en indledning til en folkeskolestil om globalisering. ’Analysen’ afslører, at begrebet – der aldrig defineres – her blot betyder, at udviklingen af kommunikationsteknologier som internettet, smartphones og sociale medier har gjort det muligt for protestbevægelser at kommunikere nemt og hurtigt til hele verden.
Bogen er hjælpeløst kedeligt skrevet, og det flyder med buzzwords og klichéer som »fremtiden vil vise, om en ægte forandring vil finde sted«, eller denne fantastisk intetsigende sætning: »Mit omfattende og interaktive framework understreger, at mange forskellige kræfter virker og i flydende og ubestemte situationers forløb løber sammen for at skabe et bestemt resultat.«
I bogens konkluderende kapitel præsenteres forskningsresultatet på denne mildt sagt uophidsende måde: »Denne forskning viser, at offentlig uorden i nogle tilfælde forhåbentligt genererer positiv lokal forandring.«
Til slut skal det nævnes, at Body-Gendrot konsekvent omtaler hærværk som vold. Denne udbredte begrebslige tilsløring er nærliggende i et samfund, hvor beskyttelsen af den private ejendom har forrang frem for beskyttelsen af mennesker, og dens politiske funktion består i at sætte spørgsmålstegn ved protestbevægelsers legitimitet ved at få dem til at fremstå mere voldelige end de faktisk er. Body-Gendrot nævner faktisk det synspunkt, at voldsbegrebet ikke bør omfatte skade på ting, men det afskrives som et eksotisk synspunkt, der hører hjemme på den ekstreme venstrefløj.
Hvis denne bog har en værdi, består den i at samle en række nyttige fakta, som en redigeret samling af Wikipedia-opslag. Man kunne ellers med rette forvente mere af en professor emeritus i sociologi.
Sophie Body-Gendrot: Public Disorder and Globalization. Routledge. Januar 2017, 200 sider, 32£
