Det er næsten for godt til at være sandt

Endnu en årle opvågning i mørket med DR’s P1 Morgen i æteren.

De to journalister speaker unødigt servilt og uden kritiske spørgsmål i ærmet – og endnu mindre på tungen – rundt mellem bankfolk, eksperter og politikere, der alle har alt for let spil.

Sikke en lise det ville være, hvis det i stedet var en kongenial dansk version af den prisbelønnede britiske journalist og forfatter Paul Mason (f.1960), tidl. økonomiredaktør ved Channel 4 News og i dag tilknyttet avisen The Guardian, der havde greb om mikrofonen.

For så var økonomerne fra Danske Bank og Nordea og ministrene fra både et- og trekløverregeringen blevet offentligt eksamineret i samtidens presserende spørgsmål om, hvornår de regner med, at kapitalismen vil falde endegyldigt sammen og blive afløst af postkapitalismen.

Utrættelige Mason

Markedsprisernes overfladiske verden og de alt for mange bankskabte papirpenge ville blive analyseret og sat på plads af den utrættelige Mason ved hjælp af Marx’ arbejdsværditeori. Veloplagt ville han nok spørge, om det mon var sundt, at den »… globale pengemængde steg fra 25 til 70 billioner dollar i de syv år op til finansrisen – hvilket vil sige uendelig meget hurtigere end væksten i realøkonomien«.

Kort sagt ville neoliberalismens illusioner og kapitalismens sidste krampetrækninger få behørigt mæle, mens hr. og fru Danmark nok ville få morgenkrydderen, de grovvalsede økohavregryn og kaffen galt i halsen.    

Jeg sidder med Paul Masons digre manifest, det internationalt meget omtalte økonomisk-politiske værk Postkapitalisme. En guide til vores fremtid i hænderne. Det er ikke kun designet af bogen, der er lysegrønt og indbydende. De 10 kapitler og 400 sider er spækket med noter og referencer til fagøkonomiske og samfundsvidenskabelige analyser i bog- og hjemmesideform.

Kapitalismen kan ikke overleve meget længere

Det håbefulde budskab er såre enkelt: Kapitalismen kan ikke overleve ret meget længere, og efter den højteknologiske infokapitalisme følger postkapitalismen og tilblivelsen af et netværksbaseret, lighedsorienteret og økologisk balanceret samfund med fri tid til at være menneske i.  

I dette rige og nye samfund vil det nødvendige arbejde blive reduceret til et minimum og teknologien komme menneskeheden til gode, proklamerer Mason. Det er nemlig teknologisk muligt og økonomisk rationelt at redde planeten og at gøre op med den superrige elite, dvs. den ene procent, der ejer de store verdensomspændende virksomheder.

En økonomi baseret på egeninteresse, udbytning og profit vil blive afløst af en kollaborativ økonomi, baseret på fællesskab, social retfærdighed, basisindkomst for hele den globale befolkning og kollektiv adgang til hyperinnovativ højteknologi.

Masons grundtanke

»Kapitalismen fungerede så længe, kapitalen kunne flytte sig til sektorer med højere lønninger, højere profit og højere omkostningsinputs, hvis den teknologiske innovation medførte lavere omkostninger i en sektor, kapitalismen kan ikke reproducere sig selv på denne måde, når resultatet er nul omkostninger.«

Mason argumenterer for, at udbredelsen af informationsteknologien over alt på kloden nødvendigvis må føre til en postkapitalistisk økonomi. Det vil ikke længere være knaphed og marginal grænsenytteteori, men overflod og fri adgang, der vil komme til at bestemme verdens udvikling.

De ikkemarkedsgjorte aktiviteter vil vokse sig store og stærke, og ikkekapitalistiske former for ejerskab vil brede sig, når der ikke længere er den menneskelige arbejdstid og merarbejdstiden, der er nøglerne til samfundets værdiskabelse.

»Slutmålet er at gøre det antal timer, som det kræver at producere de ting, menneskeheden har behov for, så lille som muligt,« skriver han.

Vejen til dette frihedens rige går over en socialisering af finanssystemet og en nationalisering af central- og nationalbanken. Dertil kommer, at staten må agere som en centraliseret og strategisk aktør i en overgangsperiode og sikre sig, at privatkapitalistiske interesser ikke blokerer energi- og transportsektoren. Postkapitalismens nye ånd bygges også op via udbredelsen af kollaborative forretningsmodeller.

Belært af tidligere tider totalitære mistrøstigheder i USSR og Kina er det ganske sympatisk at (læ)se, at Mason advokerer, at forskellige scenarier må prøves af:

»Man kunne udarbejde både en anarkistisk version og en version for tilhængere af statsmagten og prøve dem begge af. Der eksisterer sikkert også en konservativ udgave af postkapitalismen, og held og lykke med den.«

Fremtiden holdes pivåben; men kapitalismens tid er passé.

Er de 99 procent indforstået med utopia?

Hvad, der glimrer ved sit fravær i bogen, er magtspørgsmålet. Det lykkes langt fra Mason at sandsynliggøre, at kun en procent af befolkninger vil kæmpe med næb og klør for kapitalismens overlevelse.

Hvad med de 30-40-50-60 procent, der helst vil holde ’de fremmede’ ude og ikke vil dele deres goder eller job med andre? Hvad med de folk, der absolut ikke vil nøjes med at få udbetalt en basisindkomst? Hvad med de mange (små)aktionærere, pensionsopsparere, hus- og bilejere, der er ganske fornøjede med tingenes tilstand? Og hvilke af de højteknologiske virksomheder er det nu lige, der giver deres maskiner og varer væk gratis?

Dertil kommer, at produktivkraftudviklingen og minimeringen af arbejdstiden pr. produceret vare ikke får vareproduktionen og den private ejendomsret til at fordufte som dug for solen. Konstant bliver der produceret nye varer og skabt nye behov for markedsydelser og forfinede produkter i den globale verden, der i øvrigt ikke ’kører’ i samme tempo. I mange lande er det således fortsat hovedparten af arbejdsstyrken, der er beskæftiget med hårdt fysisk arbejde industrien og på marken.

Det går heller ikke an at overse, at kapitaliseringen og vareliggørelsen sætter sig massivt igennem i disse år. De studerende konciperes eksempelvis som investerings- og omkostningsstørrelser af konkurrencestaten, og de ansatte vurderes på deres værdi som human kapital af de enkeltkapitalistiske aktører (managers, investorer og firmaejere).

Glemmes må det heller ikke, at den kommercielle gevinst ved bigdata-kørslerne og anvendelsen af søgealgoritmerne på nettet endnu langt fra høstet. Automatiseringsteknologierne i storindustrien, servicesektoren og landbrugs- og transportsfæren vil der også blive tjent billioner af dollar på de kommende år.                                                                                                                                                  .

Wishful thinking – og desværre også banalt sjuskeri

Bogen kan helt sikkert danne frugtbart afsæt for politiske diskussioner om verdens fremtid og kongstanken om en ’revolutionær reformismes’ realiseringsmuligheder herhjemme og andre steder, hvor der drømmes om et virkeligt systemskifte. Systemkritik og bæredygtighed, fremtidsanende håb og konkrete alternative mikses i manifestet.

Utålmodigheden hersker, og der er ingen verdens grund til at vente på, at den krisecyklusprægede kapitalisme får lov til at gennemspille hver og en af de resterende udgaver af sine ni liv, hvis det står til Mason.

Men efter endt læsning kneb jeg mig nu alligevel i armen, men jeg tænkte: Det er næsten for godt til at være sandt. Der er også lidt for meget produktivkraftdeterminerende politisk automattænkning at spore i bogens grundkonstruktion.

Desværre er der også snesevis af sjuske- og oversættelsesfejl i bogen. Det skæmmer således det ellers læsværdige og samtalebefordrende værk, at der mindst 20 gange står arbejdsteori i stedet for arbejdsværditeori i Masons (post)marxistiske manifest.

Paul Mason: ’Postkapitalisme. En guide til vores fremtid’. People’s Press. 400 sider, 349,95 kr. Oversat fra engelsk af Karsten Nielsen