Læsetid: 11 min.

Tavshed fremmer sjældent forståelsen

Jo større mangfoldigheden er i et samfund, desto videre bør grænserne for ytringsfriheden være, hvis der skal være plads til alle. Timothy Garton Ashs ’Free Speech: Ten Principles for a Connected World’ er indsigtsfuld og vidtfavnende
’I løbet af det seneste halve århundrede har menneskelig virksomhed og innovation fra jetflyet til smartphonen skabt en verden, hvor vi alle bliver naboer, men det står intetsteds skrevet, mindst af alt i historiebøgerne, at vi vil blive gode naboer,’ skriver Timothy Garton Ash. En central del af debatten om ytringsfriheden og dens grænser handler derfor om, hvordan vi håndterer vores forskellighed og uenighed

’I løbet af det seneste halve århundrede har menneskelig virksomhed og innovation fra jetflyet til smartphonen skabt en verden, hvor vi alle bliver naboer, men det står intetsteds skrevet, mindst af alt i historiebøgerne, at vi vil blive gode naboer,’ skriver Timothy Garton Ash. En central del af debatten om ytringsfriheden og dens grænser handler derfor om, hvordan vi håndterer vores forskellighed og uenighed

Jakob Dall

14. januar 2017

Vold, trusler og intimidering er ifølge den britiske historiker Timothy Garton Ash en af de allerstørste trusler mod ytringsfriheden i det 21. århundrede.

Det fortæller han i sin indsigtsfulde og vidtfavnende, men også en smule diffuse og ustrukturerede bog Free Speech: Ten Principles for a Connected World.

Oprindeligt rangerede bekæmpelsen af vold og trusler som et middel til at gøre stemmer og medier tavse kun som nummer seks i Timothy Garton Ashs hierarki over principper, der ifølge ham kan befordre mere og bedre ytringsfrihed i Kosmopolis (betegnelsen er en korrektion af Marshall McLuhans ofte citerede påstand om, at vi takket være den nye kommunikationsteknologi lever i en global landsby).

Kosmopolis – verden-som-by – er Timothy Garton Ashs navn for en verden, hvor flertallet af mennesker på kloden for første gang nogensinde bor og lever i byer; hvor en fysisk og virtuel nærhed til mennesker, der er vidt forskellige fra én selv, er kommet for at blive.

Timothy Garton Ash noterer om sin begrundelse for at placere bekæmpelsen af vold og trusler helt i toppen af sit hierarki af principper, der skal sikre ytringsfrihedens trivsel:

»Jo mere jeg arbejdede med projektet og rejste rundt i verden og talte om det, desto mere overbevist blev jeg om, at det fortjener en fremtrædende andenplads, kun overgået af det mest fundamentale princip, Hjerteblod (se forklaring i boks). Det omfattende onde, der ligger bag mange illegitime overgreb og begrænsninger af ytringsfriheden, viser sig at være en virkelig eller en opfattet trussel om vold. Hvis man fjerner den, så kan selv ekstreme og intolerante ytringer miste deres skræmmende effekt. Fjern frygten for vold – bortset fra den magtanvendelse, der håndhæves legitimt af retsstaten – og alle andre begrænsninger af ytringsfriheden (…) kan diskuteres frit.«

Det er en vigtig indsigt, som alt for mange mennesker i vores del af verden har været tilbageholdende med at indse nødvendigheden af i et civiliseret samfund.

Timothy Garton Ash henviser til mordet på den den russiske journalist Anna Politkovskaja, den armenske avisredaktør i Tyrkiet, Hrant Dink, den brasilianske miljøaktivist Chico Mendes, den pakistanske guvernør Salman Taseer og alle de myrdede medarbejdere ved Charlie Hebdo i Frankrig.

En abnorm undtagelse

Da jeg i februar 2015 spurgte Jean Plantureux med kunstnernavnet Plantu, Frankrigs mest berømte bladtegner, hvornår en kollega sidst var blevet slået ihjel i Europa, kunne han kun komme i tanke om den palæstinensiske tegner Naji al-Ali, der blev myrdet i London i 1987. Sandsynligvis af PLO eller Mossad.

Ikke engang Honoré Daumier, den måske største franske bladtegner nogensinde, led fysisk overlast som følge af sin hån, spot og latterliggørelse af den franske konge i midten af det 19. århundrede.

Vi lever i nye tider, og man behøver ikke at bevæge sig til udlandet for at kunne se konsekvenserne. Aldrig har så mange danske statsborgere, politikere og jødiske institutioner levet med politibeskyttelse, som det er tilfældet i 2016, men ingen medier har gjort sig den ulejlighed at kortlægge, hvor mange det drejer sig om og stille et simpelt spørgsmål: Hvad siger det egentlig om samfundet?

Man foretrækker at se det som en abnorm undtagelse, der mest beror på en tilfældighed, som ikke kan bruges til at sige noget som helst principielt om samfundstilstanden. Journalister bruger gerne sikkerhedspostyret som et fortællegreb, når de skal sætte en scene. Det er blevet en fortærsket kliche.

Jeg har ikke tal på antallet af interviews og artikler, hvor medier har fokuseret på mine livvagter og maskinpistolbevæbnet politi i forbindelse med offentlige optrædener, men ingen journalist har taget det næste skridt og forsøgt at undersøge, hvad det gør ved Danmark, Norden og Europa.

Det betyder ikke, at man skal afholde sig fra at kritisere dem, der er udsat for trusler. Tværtimod. Det vil nemlig også være at bøje sig for voldsmandens veto og en pervertering af debatten.     

Fysiske og virtuelle naboer

Timothy Garton Ash fremhæver den voksende mangfoldighed som et konstituerende træk ved Kosmopolis. Den er især drevet af migration og den digitale teknologi, og den vil vokse, efterhånden som det 21. århundrede skrider frem. Kulturelt, etnisk og religiøst homogene samfund hører fortiden til.

Der findes i skrivende stund 25 storbyer, hvor mindst en fjerdedel af befolkningen er udenlandsk fødte, og i den canadiske by Toronto er tallet 51 pct. Der er flere telefoner end mennesker i verden i dag, og næsten halvdelen af menneskeheden har adgang til internettet.

Derfor handler en central del af debatten om ytringsfriheden og dens grænser om, hvordan vi håndterer vores forskellighed og uenighed om fundamentale forhold i tilværelsen og samfundet, når vi er blevet fysiske og virtuelle naboer.

For et halvt års tiden siden deltog jeg i en debat om ytringsfriheden og dens grænser med et fremtrædende medlem af Venstre. Han erklærede sig enig i det meste af, hvad jeg sagde, men på ét punkt gjorde han indsigelser.

Han mente til forskel fra mig, at ytringsfrihedens grænser bør være strammere, jo mere kulturelt, etnisk og religiøst mangfoldigt et samfund er. Ellers går det ikke at opretholde sammenhængskraften og sikre den sociale fred, lød hans påstand.

Jeg er af den opfattelse, at det forholder sig omvendt: Jo større mangfoldigheden er i et samfund, desto videre bør grænserne for ytringsfriheden være, hvis der skal være plads til alle.

Timothy Garton Ash er på samme linje, om end han nok er en mere forsigtig mand, end jeg er. Lige netop her findes et afgørende spændingsfelt for debatten om ytringsfrihedens grænser i de kommende år, men alt for få er klædt på til at tage den debat på et oplyst grundlag, og derfor kan man frygte, at ytringsfrihedens kår i de kommende år vil blive trangere.

Universel universalisme

I Oliver Stones film om Edward Snowden er der en episode, hvor Snowdens mentor i efterretningstjenesten fortæller sin protegé, at han ikke skal bekymre sig om den ulovlige overvågning og andre begrænsninger af frihedsrettigheder, for når borgerne står over for valget mellem sikkerhed og frihed, så vil de altid vælge sikkerhed, og dermed vil de acceptere den slags metoder.

Netop den logik gennemsyrer den offentlige debat i Danmark i disse måneder. Fundamentale rettigheder kan indskrænkes, hvis man kan overbevise borgerne om, at det er til gavn for deres sikkerhed. 

Timothy Garton Ash argumenterer for det, han kalder en mere universel universalisme. Han er skeptisk over for lovgivning som instrument til at regulere ytringsfrihedens grænser bortset fra tilskyndelse til vold og enkelte andre tilfælde. Derfor er han imod racismeparagraffer og andre former for krænkelseslovgivning.

Mange støtter disse love med de bedste hensigter, for de ønsker på den måde at beskytte udsatte grupper, men Timothy Garton Ash anfører – efter min mening overbevisende – at den slags love blokerer for en dybere forståelse af dem, der er forskellige fra én selv. Tavshed fremmer sjældent forståelsen.

I en central passage skriver han:

»I løbet af det seneste halve århundrede har menneskelig virksomhed og innovation fra jetflyet til smartphonen skabt en verden, hvor vi alle bliver naboer, men det står intetsteds skrevet, mindst af alt i historiebøgerne, at vi vil blive gode naboer. Det kræver en tværkulturel indsats, hvor vi bruger vores fornuft og forestillingsevne. Ytringsfriheden er central for den anstrengelse. Kun ved hjælp af ytringsfrihed kan jeg forstå, hvad det vil sige at være dig. Kun ved hjælp af informationsfrihed kan man kontrollere private og statslige magthavere. Kun ved at artikulere vores forskelle kan vi klart se, hvad forskellene indebærer.«

Timothy Garton Ash fører en tidligere indisk rigsadvokat som vidne for sin påstand om, at krænkelseslove ofte har den modsatte effekt af det tilsigtede, nemlig fremme den sociale fred og beskytte mindretal.

»Erfaringen viser, at love, der forbyder hadetale vil opmuntre til intolerance, splittelse og uhensigtsmæssig indblanding i ytringsfriheden. Fundamentalistiske kristne, religiøse muslimer og fromme hinduer vil i så fald påkalde sig straffelovens maskine mod hinandens religioner, praksis og trosprincipper. Det er, hvad der i stigende grad sker i Indien i dag. Vi har ikke brug for flere repressive love, men mere ytringsfrihed til at bekæmpe bigotteri og fremme tolerance.«

Tilbage til normalen

Ingen bekymrer sig om ytringsfriheden, før de bliver tvunget til det. De generationer, der voksede op i Vesten efter Anden Verdenskrig, tog ytringsfriheden for givet. Overgreb på den blev opfattet som oprørende og som en afvigelse fra normen.

Historisk er det imidlertid en vildfarelse. I virkeligheden er den vidtgående ytringsfrihed, man nød i Danmark og andre liberale demokratier i anden halvdel af det 20. århundrede med perioden fra slutningen af 1960’erne til slutningen af 1980’erne (Rushdie-fatwaen i 1989 er et vendepunkt) som en guldalder, en undtagelse.

I det lys er de seneste års tilbageslag for ytringsfriheden – som det er blevet dokumenteret af den regeringsfinansierede amerikanske tænketank Freedom House, Reporters Without Borders og andre organisationer – en tilbagevenden til mere ’normale’ tilstande. I et langsigtet perspektiv lever vi stadig i gode tider for friheden til at ytre sig, men hvor længe vil det vare ved?

Den digitale teknologi har rigtignok gjort det muligt for almindelige mennesker at meddele sig på tværs af grænser og hierarkier.

På den anden side har informations- og ytringsfrihedens »hunde« og »katte«, som Timothy Garton Ash karakteriserer de mest magtfulde stater og privatejede teknologigiganter som Google, Facebook, Microsoft, Snapchat, Yahoo, Apple, Twitter og hvad de ellers hedder, fået hidtil usete muligheder for at overvåge vores liv, især hvis vi ejer en smartphone.

I den forstand gentager internettet den dynamik, som har ledsaget tidligere tiders kommunikationsteknologiske landvindinger fra trykpressen til radio og tv.

Ved første øjekast ser det ud, som om den nye teknologi sætter ordet og billedet frit og tæmmer magthaverne, men efterhånden som statsbureaukratiet får sundet sig, finder de modtræk til at genvinde kontrollen med, hvad folk siger, skriver og tegner, simpelthen fordi deres ressourcer er så meget større end alle andre aktørers.

Så selv om den digitale teknologi fundamentalt har ændret rammerne for debatten om ytringsfriheden, så er vi i disse år vidne til en tendens, hvor statsmagter i samarbejde med private virksomheder forsøger at sikre sig kontrol med internettet.

Især Kina har været succesfuld på det område, men tendensen kan også iagttages i liberale demokratier. Se bare, hvad den danske regering foretager sig i disse tider. Det er Edward Snowdens store fortjeneste at have gjort opmærksom på det.

(I parentes skal det bemærkes, at jeg i udgangspunktet var skeptisk over for Snowden og hans motiver, og der er forhold omkring hans virke, som jeg stadig stiller mig kritisk til, men til forskel fra tidligere betragter jeg ham nu som en whistleblower.)

Internettet har gjort det lettere at offentliggøre ting, men samtidig har den digitale teknologi gjort det vanskeligere at holde ting private. Hvis en stat eller privatejet virksomhed ved besked om alt, hvad vi siger til andre, så er vi mindre frie. Og når vi googler et ord, så er de resultater, der dukker op på skærmen, ikke alene drevet af et ønske om at give os adgang til viden.

Viden er som bekendt magt, men viden om os som brugere af digital teknologi er en kilde til at tjene penge. Derfor vil du, kære læser, og jeg blive præsenteret for vidt forskellige resultater, når vi googler det samme ord.

Som den amerikanske sikkerhedsekspert Bruce Schneier har formuleret det:

»Overvågning er internettets forretningsmodel. Vi bygger systemer, der udspionerer folk til gengæld for serviceydelser.«

Derfor er kampen for at sikre individets ret til privatlivets fred i en terrortid også en kamp for frihed. Det ved alle, der har boet i et diktatur. Hvis man har mistanke om, at andre lytter med, når man taler, så er der ting, man undlader at sige.

Nødvendig tolerance

I virkeligheden handler kampen for det frie ord i Kosmopolis om tolerance, et af de mest misforståede og misfortolkede begreber i vores tid. Tolerance er forudsætningen for, at vi i Kosmopolis kan håndtere vores uenighed og konflikter uden vold og forbud.

Det indebærer en politisk og juridisk ramme, der tilsiger, at man hverken forsøger at forbyde eller gribe til vold mod ting, man aktivt ikke bryder sig om, ja, ligefrem hader.

Det forudsætter til gengæld, at man gerne ytrer sig om det, man ikke bryder sig om. Man protesterer, man gør indsigelser, man argumenterer, man fordømmer, man håner, spotter og latterliggør, men man forbyder ikke og bruger ikke magt.

Da jeg efter Muhammedkrisens kulmination begyndte at fordybe mig i nogle af de problemstillinger, som striden satte fokus på, stødte jeg på en fremragende bog om tolerance af Michael Walzer, tidligere redaktør for det amerikanske tidsskrift Dissent. 

Timothy Garton Ash citerer også Walzer, som i sin bog formulerer, hvorfor tolerance er forudsætningen for en civiliseret og fredelig håndtering af konflikt i et mangfoldigt samfund.

 Walzer skriver:

 »Tolerance gør forskellighed mulig, forskellighed gør tolerance nødvendig.«

 Kan det siges mere præcist?

Timothy Garton Ash, Free Speech: Ten Principles for a Connected World, Atlantic Books, 492 sider; pris: 245 kr. i Boghallen i JP/Politikens Hus.

Flemming Rose er seniorforsker ved Cato Institute, Washington D.C.

Ytringsfrihedens vilkår i Kosmopolis

Timothy Garton Ashs liste over principper, der skal sikre og forbedre ytringsfrihedens vilkår:

1. Hjerteblod (mennesker må have friheden til og muligheden for at udtrykke sig og søge, modtage og videregive information og ideer på tværs af grænser)

2. Bekæmpelse af vold og trusler (som kan gøre medier og personer tavse)

3. Viden (vi accepterer ingen tabuer mod viden og udnytter enhver mulighed til at sprede viden).

4. Journalistik (vi kræver ikkecensurerede, mangfoldige og troværdige medier, så vi kan træffe velbegrundede beslutninger og deltage fuldt i det politiske liv. At det er op ad bakke viser et par tal: I 2014 var der i USA 264.000 registrerede PR-specialister mod 47.000 journalister).

5. Mangfoldighed (vi udtrykker os åbent og med en robust høflighed –Timothy Garton Ash bruger ordet ’civility’, som er mere end høflighed, etikette og gode manerer, idet det også indebærer, at man siger fra over for det, man ikke bryder sig om – om alle former for menneskelig forskellighed).

6. Religion (vi respekterer den troende, men ikke nødvendigvis troens indhold).

7. Privatlivets fred (vi må være i stand til at beskytte vores privatliv, men ikke forhindre granskning, der er i offentlighedens interesse).

8. Hemmeligheder (vi må have mulighed for at udfordre alle begrænsninger af informationsfrihed, der begrundes med f.eks. hensyn til nationens sikkerhed).

9. Isbjerge (vi forsvarer internettet og andre kommunikationssystemer mod uretmæssige overgreb af både offentlige og private magthavere).

10. Mod (vi bestemmer selv og tager konsekvenserne).

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Vivi Rindom
  • Niels Duus Nielsen
  • Christian De Thurah
  • Jan Weis
Vivi Rindom, Niels Duus Nielsen, Christian De Thurah og Jan Weis anbefalede denne artikel

Kommentarer

steen nielsen

Kan det siges mere enkelt, svaret er nej! Dog er der mobiliseret, så meget intolerance og had derude, at dialogen bliver umulig, det er somom den er uønsket! det bliver sværrere og sværrere at trænge igennem med rationelle argumenter! Desværre!!!

Ole Brockdorff

Vold og trusler samt intimidering er udelukkende blevet den største trussel mod ytringsfriheden og de personlige frihedsrettigheder i det 20. og 21. århundrede, fordi de folkevalgte politikere i specielt de vestlige demokratier, ikke udviser blot den mindste vilje til at etablere nogle klare ufravigelige regler om, at straffe de mennesker hårdt, der gang på gang overfalder andre menneskers ret til at ytre sig frit.

Derfor er demokratiet langsomt ved at dø som verdens bedste politiske styreform for alle frihedselskende mennesker, fordi ingen magthavere eller fremtrædende intellektuelle lever op til ånden og sjælen fra blandt andet den afdøde verdensberømte forfatter George Orwell om, ”at hvis frihed overhovedet betyder noget, så betyder det retten til at fortælle folk det, de ikke vil høre”.

Historien om mennesker som bladtegneren Kurt Westergaard, politikerne Naser Khader og Pia Kjærsgaard, journalisten Lars Hedegaard, kulturredaktør Flemming Rose og mange andre mennesker, der i dag lever under konstant politibeskyttelse på statens ansvar, fordi kriminelle personer truer dem på livet på grund af intolerance, er på alle måder en skamplet på demokratiet og de personlige frihedsrettigheder – herunder ytringsfriheden – som vores forfædre har kæmpet så hårdt for gennem flere hundrede år.

I dag sidder vi med et par generationer af unge mennesker, der aldrig nogensinde har lært nogle ufravigelige regler i folkeskolen eller gymnasiet om, at vi som frie mennesker altid skal kunne være enige med hinanden om, at kunne være uenige om alting, uden at vi af den grund udstøder eller foragter hverandre, for ellers mister vi muligheden for at leve i fred, harmoni, fremgang, vækst, mangfoldighed, tolerance og respekt med hverandre.

Hvis danskerne havde lært disse ufravigelige regler i folkeskolen eller på gymnasiet, ville de i årevis være strømmet ud i gaderne i fredelige demonstrationsoptog, og løbende protesteret mod alverdens fascistiske og intolerante mennesker, hver gang de truede bladtegnere, journalister, kunstnere, politikere og almindelige borgere på livet, eller sprængte andre mennesker ihjel, og problemet med terror ville i stor udstrækning være løst.

Men at slå en omfattende ring omkring truede medborgere som de nævnte gennem omfattende folkelige demonstrationer forudsætter imidlertid, at den til enhver tid siddende regering og Folketingets partier som generaler tager fronten i felten, og praktiserer en hård politik over for enhver kriminel person, der truer folk på livet for på den måde at fortælle hele verden, at vi danskere vil kæmpe til døden for det frie ord.

Samtlige partier i Folketinget kunne godt finde ud af enstemmigt i 2011, at sende F 16-fly til Libyen for at fjerne diktatoren Muammar Gaddafi, men de samme politiske partier kunne ikke drømme om i enstemmighed, at skærpe lovgivningen hårdt over for de kriminelle mennesker, der gang på gang truer andre menneskers ytringsfrihed, selv om netop åndsfriheden og talefriheden er det tikkende hjerte for alle demokratier og frihedselskende mennesker.

Men, nej, intet ændrer sig formentlig nogensinde på dèt punkt, takket være simpel fejhed, usselhed, opportunisme, ansvarsløshed og ansvarsforflygtigelse, opbygget gennem de sidste 50 år fra politikerne og de ledende embedsmænds side, der sammen med landets mainstream-medier trods alt er de eneste, der har magten til at skræmme de kriminelle møgmennesker, som løbende truer det frie ord og den liberale og fordomsfrie debat.

Derfor er demokratiet i Danmark ved at dø – og vi mister friheden som mennesker.