Læsetid: 3 min.

Asiens fortid er ikke en nørdet opremsning af detaljer

Udmarvende krige, selviscenesættende konger og mægtige imperier, der blev bygget op og som faldt igen. Sydøstasiatisk oldhistorie er voldsom, dramatisk og spændende. Desværre fremgår det ikke af en ny bog om emnet
18. februar 2017

Det allerførste kapitel i bogen Ancient Southeast Asia (Sydøstasien i oldtiden) af de to lektorer i historie, John N. Miksic og Goh Geok Yian, hedder »Bemærkninger om stavemåder«.

Kapitlet handler om, at de kilder, der ligger til grund for vores viden om sydøstasiatisk historie i dag, ikke er skrevet med det romerske alfabet, og derfor varierer stavemåderne for de forskellige stednavne.

Det er en relevant oplysning om metodik og afklarer nogle mulige tvivlsspørgsmål. Men det er ikke sindsoprivende spændende, så det er lidt specielt at indlede med.

Også, når vi for eksempel ved, at en af de konkrete ting, Sydøstasiens oldtidsarkæologi har at byde på, er hundredevis af kilometer af hærveje 60 meter brede, så bataljonerne kunne gå side om side – også dem, der red på kamp-elefanterne!  

Sikke det må have braget.

Lineær fortælling

Men det er tydeligvis ikke bogens ærinde at komponere en medrivende fortælling om oldtiden.

I stedet viser stavekapitel-disponeringen sig at være meget typisk for bogen; Sproget er så neutralt, at det tangerer fladt, sætningerne er uendeligt lange, og alle oplysninger rangeres som lige vigtige. Der eksisterer  ikke nogen fortællekurver eller højdepunkter i bogen, blot en lineær formidling af oplysninger.

For eksempel er der et afsnit, der handler om, hvilke perioder de forskellige lag af en række fossiler fra Java, er dannet.

I en bred læserskare – som bogen påstås at henvende sig til – må det rimeligvis kategoriseres i ekspert-afdelingen i forhold til eksempelvis historien om Kong Jayarvarman den 2., den selvudnævnte Konge af Universet, der i 802 grundlagde Angkor-imperiet, der efterfølgende bestod som det mægtigste rige i regionen i henved  600 år. Alligevel er de to afsnit lige lange, lige nøgternt beskrevet og lige detaljerige.

En meget snæver målgruppe

Der er taget højde for fagsprog, så bogen er letlæselig, også for folk uden særlig kendskab til den arkæologi, der er bogens omdrejningspunkt.

Men til gengæld er der medtaget mange meget specifikke interesseområder, og bogen indeholder lange, indgående forklaringer inden for forskellige felter af videnskaben.

Den ideelle læser ville være en arkæolog, der samtidig er palæontolog, botaniker og geolog, og som er glødende interesseret i sydøstasiatisk oldtid.

Dem findes der næppe mange af, og forfatterne må derfor nøjes med folk som undertegnede og lignende interesserede lægfolk. Havde den erkendelse ramt dem inden udgivelsen, kunne de eventuelt have sorteret noget af detaljenørderiet fra og holdt fokus på at levere en samlet, overskuelig fortælling om emnet.

Det er der nemlig brug for af den simple årsag, at sydøstasiatisk oldtid er næsten ukendt land i dag. Til forskel fra Europa, hvor arkæologer har kortlagt det meste af kontinentet, og hvor oplysninger ofte – bogstaveligt talt – har været hamret ind i sten, så er Sydøstasiens historie langt mindre dokumenteret.

Det tropiske vejr har fjernet alle spor af forgængelige materialer, som for eksempel træ, som har været brugt til byggeri eller redskaber – eller vigtige dokumenter, breve, handelslister og beskrivelser, som ofte har været nedfældet på palmeblade.

Samtidig har regionen ikke tradition for at prioritere videnskab højt, og mange af de vigtige fund er således ikke blevet ordentligt kortlagt eller undersøgt.

Huller i historien

Det betyder, at der i dag er store huller i den sydøstasiatiske historie og givetvis et væld af fejlantagelser.

Det er blandt andet årsagen til, at det så sent som i 2013 lykkedes australske arkæologer at finde en hel middelalderby under junglen i Cambodja, komplet med vejnet, menneskeskabte vandingssystemer og byplanlægning, et fund nogenlunde på linje med at finde Atlantis i Østersøen, lige for næsen af os alle, men uopdaget, fordi ingen lige havde ledt efter den.

Ancient Southeast Asia samler fakta og oplister alle de forskellige dele af regionen, de respektive arkæologiske udgravninger og de nyeste opdagelser. På den måde kunne forfatternes grundige researcharbejde sagtens udgøre et samlingspunkt i moderne viden om sydøstasiatisk oldtid og facilitere, at nye tanker blev tænkt, og at nye teorier blev prøvet af.

Det forholder sig desværre bare sådan, at det potentiale i bogen ligger gemt under plante-kategoriseringer, stavemåde-forbehold og adskillige lag af fossiler fra Java.

John Norman Miksic og Goh Geok Yian. ’Ancient Southeast Asia’. 645 sider. 36,45 dollar. Routledge

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu