Læsetid: 6 min.

Émmanuel Macron har skrevet en bog, som er det åbne samfunds stærkeste svar på Trump, Brexit og Le Pen

Vi kender ham ikke endnu i Danmark, men det kommer vi til. Emmanuel Macron står til at blive Frankrigs præsident, han er ung, outsider og uddannet filosof. Og så han har udgivet en bog om sit projekt: Den hedder ’Revolution’
Émmanuel Macrons svar på højrepopulismen er ikke at tale den ned, men at tale dens modsætning op. Franskheden ligger ikke i fortiden, men i friheden og fremtiden

Émmanuel Macrons svar på højrepopulismen er ikke at tale den ned, men at tale dens modsætning op. Franskheden ligger ikke i fortiden, men i friheden og fremtiden

Christian Liewig

11. februar 2017

Frankrig er i undtagelsestilstand. Karikaturtegnere er blevet myrdet, et spillested er blevet arena for terror, og på den franske nationaldag kørte en lastbil i Nice gennem festen og dræbte mere end 80 mennesker.

Frankrig er terroriseret, og den undtagelsestilstand, som blev erklæret i efteråret 2015, er blevet forlænget og forvandlet til den franske normaltilstand. Fundamentale rettigheder som forsamlingsfriheden og bevægelsesfriheden er begrænset i det land, hvor den store revolution i 1789 omsatte idealer om frihed, lighed og broderskab til politiske principper i virkeligheden.  

Men Frankrig er også i politisk undtagelsestilstand. For et halvt år siden regnede vi med, at valget i foråret 2017 ville blive et opgør mellem den forhenværende præsident Sarkozy, den nuværende præsident Hollande og Front Nationals leder Marine Le Pen.

Hollande gav op allerede inden valget, og Sarkozy tabte i sit eget parti til François Fillon. Nu er Fillon belastet af politiske løgne og anklager om magtmisbrug, og socialisterne har valgt Benoit Hamon, som hverken af meningsmålingerne eller bookmakerne forudses at nå til anden runde.

Meget har forandret sig på kort tid, og meget kan igen forandre sig, og måske har vi et andet scenario om en måned.

Filosof og bankmand

Men nu er en mand ved navn Emmanuel Macron favorit til at blive fransk præsident. Han er 39 år , han har været økonomiminister i socialisten Hollandes regering, og han været så meget med, at han har erfaring med magten, men han har været så lidt involveret, at han stadig er en outsider.

De konservative beskylder ham for at være en venstreorienteret, som ikke vil stå ved det, mens socialisterne frygter ham, efter han som minister udfordrede den franske 35-timers arbejdsuge og privilegerede erhvervslivet. Dengang smed faglige aktivister æg i hovedet på ham.

Selv siger han, at han er hævet over højre og venstre. Macron har startet en bevægelse, som mobiliserer borgere til deltagelse og appellerer til en aktivering af det franske demokrati nedefra. Den forskyder fokus fra ham, men har samme initialer som ham selv: En Marche!

Macron er født i provinsen, men uddannet på de franske eliteskoler. Som studerende var han assistent for en af de store filosoffer i det 20. århundrede, Paul Ricoeur, men han har også været ansat i den britiske investeringsbank Rothshilds. Han har styr på de store tanker, forstår pengenes verden, og han kan begejstre. 

Som Balzacs helte

Macron er smuk som en filmstjerne, og han fører valgkampen, selv om han endnu ikke har offentliggjort et program. Men han har skrevet en bog om sit politiske projekt, der i november udkom i et oplag på 200.000 eksemplarer og blev en fransk bestseller. Den hedder Revolution.

Bogen er en analyse og en vision. Det er ikke en række konkrete politikforslag, som kan omsættes til politik, hvis han bliver præsident. Bogen er tanker udfoldet af en filosof, analyser lavet af en mand med indsigt og en historie om en mand, der vil være præsident, skrevet af en skønånd, som kan fortælle en historie.

Den kan minde om de to bøger, Barack Obama udgav om sig selv, inden han blev præsident, men det er ikke en amerikansk succeshistorie. Det er en litterær dannelseshistorie.

Macron sammenligner sig selv med heltene hos Balzac, som flytter fra landet til byen oplyst af storbyens løfter om storhed. Klaveret og teateret gav ham lykkelige eftermiddage som barn, og han mødte verden gennem litteraturen. Studietiden var »lykkelige år«, skriver han, »kontant inspireret at lære frit, af opdagelse, af møder«.

Revolutionen

Révolution påkalder sig revolutionen som en stolt fransk arv og historie:

»Alt dette, siger man til mig, er drømme,« skriver han i slutningen:

»Ja, franskmændene har gennem historien drømt noget, der minder om det her. De har gennemført en revolution. Nogle havde endda drømt om den inden. Men siden har vi forrådt disse drømme, ved at lade stå til. Så ja, det er drømme. De kræver det højeste. De forpligter på engagement, vores engagement. Det er den demokratiske drøm, som skal lykkes for os, hvis vi skal genforene Frankrig i frihed og fremskridt.«

Det er Macrons idepolitiske manøvre: Han hævder en anden fortid end Front National, og minder om historien som progressiv forpligtelse for franskmændene:. Han skriver ikke særlig meget om Front National, men bogen er et overbevisende angreb på Le Pens definition af det sande Frankrig.

De principper, som var grundlaget for Den Franske Revolution, skriver han op som det, der gør franskmændene stærke. Han finder ikke vejen fremad i en progressiv afvisning af det nationalkonservative blik mod historien, men ved at fremhæve den historie, som franskmændene er stolte af, og som er åben, universalistisk og har frigørelse som mål.

»Ved siden af Ricoeur lærte jeg det foregående århundrede at kende. Og jeg lærte at tænke historien,« skriver han med henvisning til sin berømte læremester.

Den franske filosof Alain Badiou har engang skrevet, at fransk politik var domineret to former for frygt: Front Nationals frygt for de fremmede, og de andre partiers frygt for Front Nationals frygt. Den dobbelte frygt karakteriserer også den politiske undtagelsestilstand, som Macrons bog er et opgør med:

»Jeg er overbevist om, at det 21.århundrede, som vi er på vej ind i, er løfternes århundrede. Det er denne optimistiske vilje, som altid har fået mig til at ville tjene mit land.«

Macrons historieskrivning ind i samtiden er analytisk stærk nok til at overbevise intellektuelt og så appellerende til det bedste i Frankrig, at den kan engagere vælgere til valgmøder og borgere til bevægelse.

Det er symptomatisk, at Macron både i sin bog påkalder sig Den Franske Revolution som politisk vejledning og kræver den aktuelle undtagelsestilstand ophævet.

Frankrig stærkt gennem Europa

Macron angiver i små kapitler sin retning på de vigtigste områder: Han er engageret i kampen mod klimaforandringerne og ser Parisaftalen som udgangspunktet for en ny balance mellem økonomi og det, han kalder økologi. Han er grøn.

Det lykkes ham på den ene side at minde om, at fransk stadig er verdens femtestørste sprog, og at det tales af 275 millioner mennesker globalt, og på den anden side at holde fast i, at Frankrig kun kan præge verden gennem et stærkt Europa.

Han vil have tættere samarbejde i eurozonen, opgør med finanspagtens begrænsninger finanspolitikken og opfordrer til fælleseuropæiske investeringer i infrastruktur. Han er modstander af Frankrigs militære engagement i Libyen og Mali og vil have militære interventioner legitimeret af FN.

Macron sigter efter den højeste fællesnævner og roder sig ud i modsigelser, han ikke anerkender som interessemodsætninger. For eksempel pointerer han konflikten mellem de store byer og landområder i Frankrig, men mener alligevel, at dynamikken i metropolerne kan skabe vækst i provinsen. Hans position forfalder indimellem til den kultiverede overklasses tro på, at en reformeret stat, en ny kapitalisme og aktivt engagement kan forbedre verden uden klassemodsætninger.

På trods af selvmodsigelserne og fornægtelser af klasseinteresserne leverer Macron en offensiv vision for det åbne samfund. Hans tanker ligner det stærkeste politiske svar på Trump og Brexit, vi har set fra en mulig europæisk leder. Fransk universalisme imod America First og Storbritanien alene.

Bogen må være skrevet færdig, lige inden den blev trykt, for Macron fremhæver flere steder Trump som sin politiske modstander og Europa som den stærke front mod Trump og Brexit.

Han præsenterer et Europa, som ikke bare skal forsvare de liberale samfunds principper imod Trump, Le Pen og de andre højrenationalister, men også insistere på, at principperne er de bedste til at løse verdens problemer.

Macron er klog nok til at understrege, at kampen ikke afgøres der. Det væsentlige for en politik er, om den leverer løsninger for folk, anfører han. Det er det, den virkelige kamp står. Det var jo liberale demokratier, som skabte mulighedsbetingelserne for den højrenationale reaktion, fordi de ganske enkelt ikke leverede. Men kampen kan starte med fortællinger, ideer og tanker. Og Macrons bog viser, hvorfra vi kan tænke vores samfund så stort og solidarisk, at de kan blive great og grand igen.

De er allerede i bevægelse i Frankrig.

Emmanuel Macron: Révolution – C’est notre combat pour la France. 270 sider. 17,90 euro. EDITEURS XO

Serie

Europas skæbnevalg

Efter Brexit og Donald Trumps sejr i USA skulle den højrepopulistiske bevægelse stå sin prøve i Europa.

I Holland fik den islamkritiske Geert Wilders’ Frihedsparti ikke den tilslutning, som meningsmålingerne havde spået, men det lykkedes at trække regeringspartiet VVP langt mod højre.

Heller ikke i Frankrig løb højrenationalismen med sejren. Her endte den unge, fremadstormende Emmanuel Macron og hans nye bevægelse, En Marche, med at slå Marine Le Pen med 66,9 procent af stemmerne.

Endelig har briterne nægtet Theresa May det stærke mandat, hun søgte til at føre Brexit ud i livet. I stedet blev det til en udradering af de EU-skeptiske nationalister i UKIP og et overraskende comeback til Labour og dets leder, Jeremy Corbyn.

24. september når vi til Tyskland, hvor kansler Angela Merkels vigtigste udfordrer bliver socialdemokraten – og den tidligere Europaparlaments-formand – Martin Schulz. Det indvandrerkritiske Alternative für Deutschland er derimod allerede på retur i meningsmålingerne.

Seneste artikler

  • De hollandske diger ryster stadig

    11. oktober 2017
    Intet under at der ifølge hollandske medier allerede er murren i de fire regeringspartier, før samarbejdet overhovedet har lanceret dets politik over for de hollandske vælgere
  • Idehistoriker: Socialdemokraterne vinder ikke ved ’at løbe efter højrepopulisterne’

    30. september 2017
    De tyske socialdemokrater i SPD har udvist ’taberadfærd’ og forsømt muligheden for at træde i karakter ved tidligt at bryde med kansler Merkel og udnytte det faktiske venstrefløjsflertal i Forbundsdagen, siger Jan-Werner Müller. Spørgsmålet er, om partiet har kraft til at formulere en ny vision og politik, der kan danne modvægt til den højreradikale strømning og til CDU
  • Vi overlevede Europas skæbnevalg! Og vi har lært, at vi skal tale til håbet

    30. september 2017
    Populisterne stod for døren i Holland, Frankrig og Tyskland, og 2017 blev udråbt som ’Europas skæbnevalg’. Ingen af stederne er de kommet til magten: Er problemerne løst, er populisterne væk, og er vi blevet klogere på, hvordan vi bekæmper dem? Til de to første spørgsmål kan vi rimeligt klart svare nej. Og til det tredje: måske ...
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Jørgen Wassmann
  • Jan Weis
  • Hans Jørn Storgaard Andersen
  • Steffen Gliese
  • Niels Duus Nielsen
  • Mihail Larsen
  • Torben Skov
  • Kurt Nielsen
  • Peter Møllgaard
  • Jørgen Theil
Jørgen Wassmann, Jan Weis, Hans Jørn Storgaard Andersen, Steffen Gliese, Niels Duus Nielsen, Mihail Larsen, Torben Skov, Kurt Nielsen, Peter Møllgaard og Jørgen Theil anbefalede denne artikel

Kommentarer

Gustav Alexander

Endnu en såkaldt venstreorienteret bankmand i socialist partiet? Hvordan skal nogen finde det troværdigt i lyset af den igangværende politikerlede? Lykkebergs ofte indsigtsfulde analyser i højrepopulismen, utilfredsheden med nedskæringer osv. ender desværre ofte i en utopisk drøm om det nuværende samfunds beståen.

Lykkeberg nævner Badiou. En af hans kommentarer om det moderne socialist partis såkaldte "pragmatiske" og "realistiske" tilgang virker her relevant:

"Those imprisoned within the temporality assigned us by the dominant order will always be prone to exclaim, as so many Socialist Party henchmen have done, ‘Twelve years of Chirac, and now we have to wait for another round of elections. Seventeen years; perhaps twenty-two; a whole lifetime!’ At best, they will become depressed and disorientated; at worst, rats.

In many respects we are closer today to the questions of the 19th century than to the revolutionary history of the 20th. A wide variety of 19th-century phenomena are reappearing: vast zones of poverty, widening inequalities, politics dissolved into the ‘service of wealth’, the nihilism of large sections of the young, the servility of much of the intelligentsia; the cramped, besieged experimentalism of a few groups seeking ways to express the communist hypothesis . . . Which is no doubt why, as in the 19th century, it is not the victory of the hypothesis which is at stake today, but the conditions of its existence. This is our task, during the reactionary interlude that now prevails: through the combination of thought processes—always global, or universal, in character—and political experience, always local or singular, yet transmissible, to renew the existence of the communist hypothesis, in our consciousness and on the ground."

- Alain Badiou, 'The Communist Hypothesis,' 2008

Tiden er ikke til moderate socialliberalister. Bilder vi os det ind på venstrefløjen, så vil højrepopulismen blot få endnu bedre kår. Det er den forhadte og uhellige alliance mellem centrum-venstre og det neoliberale status kvo, som virkelig kan hente stemmer for det populistiske højre.

Ole Henriksen, Michael Larsen, Hasse Poulsen, Janus Agerbo, Torben K L Jensen, Bill Atkins, Mikael Nielsen og Peter Jensen anbefalede denne kommentar
Grethe Preisler

Er lyset for de lærde blot?

Jamen så er der vel ikke andet for end at påbegynde en fundraising-kampagne af midler til oversættelse og trykning af en dansksproget udgave af ovennævnte filosofiske værk til gratis uddeling blandt de af konsumenterne af den daglige dosis hø og hakkelse fra døgnets rejsestald i nærværende dagblad, som ikke behersker det franske tungemål i tilstrækkeligt omfang til at annamme dets visdom på originalsproget.

Når Tænketanken Cepos' financier, bankdirektør Lars Seier Christensen kan uddele frieksemplarer af den danske udgave af russisk-amerikaneren Ayn Rands mesterværk 'Og Verden Skælvede' til dem, som abonnerer på den neo-kapitalistiske filosofiske mestertænkning, der formidles til konsumenterne af hakkelsen i de borgerlige blade, er det da ikke et øjeblik for tidligt at få gjort noget ved det.

Så bare se at komme i gang der inde i 'elfenbenstårnet' i St. Kongensgade 40C, så vi kan få en ende på elendigheden i dette triste hjørne af Det Europæiske Økonomiske Fællesskab, hvor statsministeren p.t. hedder Lars Løkke Rasmussen, udenrigsministeren Anders Samuelsen, og formanden for 'Danmarks næst største arbejderparti' sidder som fanden i midten mellem Socialdemokraterne og Venstre og dirigerer færdselen i presselogen. Vive la France!

Jørgen Wassmann, Ture Nilsson og Trond Meiring anbefalede denne kommentar

Det selvoptagede og navlebeskuende europæiske verdenssamfund trænger både til fornyelse og til selvtillid, og jeg tror, at den kan komme fra Émmanuel Macron fra Somme.

Mange vælgere er blevet skræmt til at ønske sig en stærk mand ved roret, og med Mme Marine Le Pen som den "stærke penisløse mand", kan det nok blive vanskeligt.

Men hvis den uafhængige kandidat, Émmanuel Macron får en chance, tror jeg, at det kan sætte en positiv udvikling i gang i hele Europa. Den europæiske økonomi skal kickstartes, og jeg tror, at hans økonomiske tænkende vil få hans visioner til at fungere. Men hans idé om en borgerløn på 4.500 DKK om måneden rækker ikke langt, så jeg tror, han også har andre tiltag i baghånden.

Når der er forskellige evner, forskellige mennesker, så skal løgnen være god.
Det bliver mere af det samme politik, lad os i stedet få lidt støj i herreværelset med Le Pen.

Troels Brøgger

Trump er IKKE lig med Brexit, som igen ikke er lig med Le Pen

Flemming Berger, Per Torbensen, Steffen Gliese, Michael Kongstad Nielsen, Helene Kristensen og Trond Meiring anbefalede denne kommentar
Michael Kongstad Nielsen

Jeg synes han er for gammel. Han har ikke "børnebandens" kaliber, som i Danmark, hvor de ordentligt unge i fx. Thornings regering kunne det der med at skifte til højre inden de blev alt for voksne.

35 timers arbejdsuge... får mig til at tænke på hvor ærgerligt det er at vi ikke har en rød fløj som satser helt anderledes end sidst de sad så katastrofalt på magten. Få dog den arbejdstid ned. Der er så mange der er så presset og som drømmer om mere tid til livet og børnene. Få dog indført nogle klare princippet om at arbejdstiden skal ned.

Lige nu er det så meget ét fedt hvem der sidder ved magten. Der er ingen reelle sigtelinjer og nye retninger. Hvis jeg fik et lovkrav på at jeg kunne gå ned i tid (og så kunne man sgu selv betale hvis det endelig var) så ville jeg da overveje at gå i den retning. Ellers er den sidste røde regeringstid afskeækkende, fordi vilkårene på arbejdsmarkedet reelt blev værre, ikke mindst via regeringsindgreb som aldrig havde fundet sted med en borgerlig regering(for der havde SD mobiliseret masserne)

Per Torbensen, Anders Reinholdt og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Michael Kongstad Nielsen

Vi har da Alternativet, EL og SF, Anders Hede, Samt måske DF. men her handler det jo om Frankrig, som vi ikke kan stille så meget op med.

Torben K L Jensen

Macron lyder som en fransk udgave af en radikal - Rune´s favoritparti.

Flemming Berger, Gustav Alexander, Jesper Nielsen, morten andersen og Michael Kongstad Nielsen anbefalede denne kommentar
Touhami Bennour

Jeg vil købe og læse den bog. Han vil arbejde med politik i Frankrig når det er bedst. Det bliver også en omvæltning hvis han få held, og selvom det er kort tid til opgøret, vil han have rykket meget på den nuverende spil. De fleste politiker efter krigstiden, inklusive De Gaulle og Mitterand var præget af kolonitiden. Macron taler om Revolution, det er noget konstant i det franske sjæl når det er bedst. For de dansker som er skeptiske siger jeg : der er sikker i Macrons program findes også "smørmader og øl i flasker". Forhåbentlig også at mohamed tegningenestid er forbi. Trump eller Macron, Macron jeg siger.

Macron er efter eget udsagn hævet over det der højre/venstre fnidder. Det vil sige omfordelingen i samfundet interessere ikke manden - med mindre altså omfordelingen gavner erhvervslivet. Til gengæld taler han om revolution - Den franske revolutions værdier fra 1792 - uden at komme nærmere ind på - end ikke i stikordsform - hvordan han vil transformere værdierne så de passer til den situationen Frankrig er i idag.

Mon ikke der blot er tale om en salgsannonce for hans bog: "Min revolution"

Populisterne er i disse tider ved at træde hælene af hinanden for at komme til faddet.

Søren Jacobsen, Michael Kongstad Nielsen, Gustav Alexander og Per Torbensen anbefalede denne kommentar

Den franske revolution blev som kendt reelt til borgerskabets revolution, et opgør med den feudale adel, konge-, kirkemagt. Arbejderne og bønderne blev ladt i stikken. Det ligner resultatet af andre revolutioner, også i moderne tid, f.eks. den i Iran.

Touhami Bennour

Trond Meiring
Den fransk revolution er en borgelige revolutíon fra begyndelsen. Men når Macron taler om revolutionen er mest på grund af friheden det fører med. Jeg ved godt for danskere er smørmadder bedre ende frihed, ¨Men er ikke desto mindre rigtig det at opnå først ved en revolution er friheden, I Tunesien frihedens behov kom af sig selv og bliver stærkere hverdag der går; folk har endu ikke opnået andet end friheden, Det har smittet på mig også. jeg hari mit liv aldrig har været så fri. Man skal være først fri i sin oprindelse for at være fri i udlandet. Jeg synes folk er mere fri dernede end danskere, danskere har en ryrannisk adfærd. Tilbage til Revolution stoppede ved det borgelige demokrati. De borgelige var en rigtig klasse og er de altid. Det er ikke tilfældet for arberjderklasse endu.

Michael Kongstad Nielsen

Steen Sohn
13. februar, 2017 - 12:57
Du forudsætter, at alle her kan forstå, læse, og tale tysk helt ubesværet. Det er næppe tilfældet. Derfor vil jeg foreslå, at indlæg konverteres til dansk i en eller anden form.

Behersker man dansk og tysk, og er en "auto-oversettelse" behjelpelig, kan man komme meget langt.
Ihvertfald igennem et citat.

Touhami Bennour

Liberté égalité fraternité, de er det der slulle rumme attiduden til enhver demokrat hvor som helst. om det er samtale, forhandling eller aftale. Det der foregår nu er sevicering af en eventuel kunde, og det er personlig, de fremmede er pr, definition ikke en person, snarerer en engang kunde, det var min erfaring i de dage hvor jeg har været syg for nylig, der er 1% alligevel der opføre sig som principper siger det.

Grethe Preisler

"Gåsen åd en møtrik og syntes det var herligt,
men da ægget skulle ud, blev det lidt besværligt.
Lægge æg er ikke sjov, når måsen knapt har skind på,
men endnu værre blir det dog, når ægget har gevind på."
(Halfdan Rasmussen)

Ny er gode dyr rådne, ligegyldigt hvordan man vender sig, har man rumpen bagud som ansvarshavende :/