Anmeldelse
Læsetid: 6 min.

Et festskrift, der larmer lidt for lidt

At tænke er og bliver noget andet end at vide – filosofi er ikke videnskab. Festskriftet til den danske filosof Søren Gosvig Olesen i anledning af dennes 60-års fødselsdag er en blandet landhandel, men bestemt ikke en rodebutik
Moderne Tider
25. februar 2017

Fødselsdagsfestskriftet til en kær og uomgængelig kollega og en uforglemmelig og inspirerende universitetslærer er en vanskelig genre. De fleste tekstproducenter kan på stående fod levere ikke tidligere offentliggjorte tekster, der nemt kan klipses sammen.

I værste fald bliver der tale om en ansamling af næsegrustaknemmelige hyldester til den store mester, som denne sikkert helst ville være foruden, og om de gode viljers vagtparade til ære for en, der har nået skelsår og – en mere eller mindre arbitrær – alder, der lader sig dele med tallet 10. 

Søren Gosvig Olesen (f. 1956) er lektor i filosofi ved Københavns Universitet og doktor i filosofi fra universitetet i Nice. Nu runder denne skarpe og offentlige tænker, oversætter og formidler af fransk, italiensk og tysk filosofi så de 60 år. Nysgerrigheden breder sig, ni bidrag byder sig til. Hvad er det, adjunkt ved Danmarks institut for Pædagogik og Uddannelse Per Jepsen har valgt at sætte på tryk?

Pia Lauritzen fastholder, at de filosofiske spørgsmål sætter tænkningen fri. »Den filosofiske tænker ved, at han ikke kan vide alt,« og at filosofisk tænkning derfor på én og samme tid må være ydmyg, vedholdende og selvkritisk. Højstemt, men dybfølt fremgår det af den korte tekst, at Søren Gosvig Olesen lærte hende at ’mande sig op’ og at træde i karakter som tænkende menneske. Han talte aldrig ned til sine studerende. Han gav ingen lette svar.

Kasper Lysemoses velturnerede bidrag fastholder, at der er en radikal forskel på at tænke og at vide. At tænke er at mærke modstand og at opholde sig ved det, der unddrager sig at blive gjort til genstand for gentagelig vidensproduktion.

Mennesket har potentialet til både at være virksomt, men også til at standse op, falde i staver og tænke efter. Formuleret lidt kryptisk, men ganske kongenialt med Gosvig Olesens stil: »Tænkningen er det, der gør, at vi ikke er i vore potentialiteters vold. Heri består (…) tænkningens magt.«

Med andre ord er det tænkningens styrke, at den ikke er udset til at være magtens tjener, og at den ikke er behersket af en instrumentel og økonomisk fornuft.

Redaktør Per Jepsen er også ude i et forsvar for filosofien som andet og mere end videnskab. For Jepsen er filosofi visdomslære og en åben og kvalificeret spørgen til de erfaringer, mennesket gør sig og spørger ud fra. Filosofi drejer sig om »menneskets bliven til menneske«, dvs. om livsførelse og eksistens.

På kollisionskurs

Det er næppe for meget sagt, at bogens tre første kapitler er på eksplicit kollisionskurs med den analytiske filosofi, der hellere end gerne vil assistere videnskaberne med at afklare fundamentet for at frembringe sikkerhedsgivende udsagn om verdens ’objektive’ beskaffenhed.

Søren Gosvig Olesen ønsker ikke at fungere som en servil videnskabsteoretisk caddie for samtidens jagt på nyttig viden, best practise og evidens. Filosofi er andet og mere end en klassifikationsbeskæftigelse og en vilje til orden. At være filosof er ikke at passe ind i en forhåndsgivet arbejdsdeling – men at spørge kritisk og radikalt til alle tanke-, praksis- og vidensformer.

Bogens fjerde bidrag står Thomas Schwarz Wentzer for, og det er forfattet på tysk. Der er tale om en ren perle, der bl.a. filosoferer højlydt, oplysende og lærd over det lille bindeord ’og’ (’und’ på tysk og ’et’ på fransk) i titler på klassiske hovedværker, såsom Martin Heidegger Sein und Zeit (1927), Jean-Paul Sartres L’ere et le néant (1943), Hans-Georg Gadamers Wahrheit und Methode, Maurice Merleau-Pontys Le visible et ’l’invisible (udgivet posthumt i 1964).

Hos den metodekritiske hermeneutiske filosof Gadamer betyder og’et således ’ikke kun’ eller ligefrem ’versus’, og hos fundamentalontologen Heidegger bakses der med at få sproget til ikke at separere væren og tid, da væren jo altid-allerede selv er ladet med og gennemstrømmet af tid.

Med inspiration fra Émile Durkheim byder Jørn Bjerre på en sociologisk fortolkning af fundamentalontologien. Hvor Heidegger viste, at der eksisterer en eksistentiel tid bag den kronologiske tid, viser Bjerre, at tiden også er en social institution. Samfundet taler så at sige igennem os.

Det er Bjerres pointe, »at hverken væren og erkendelse ikke kan forstås uafhængigt af de historiske og sociale rammer, de finder sted inden for«. Undervejs fornemmer man, at Bjerre er af den opfattelse, at Gosvig Olesen med fordel kunne gå i dialog med de sociologiske klassikere og disses stedsegrønne spørgsmål.

Dorthe Jørgensens leverer et fortættet defensorat for filosofi som en udvidet tænkemåde og en besindig eftertanke, der taler for en fri, åben og spørgende refleksion, der kobler praxis og poiesis. Den forståelsessøgende, meningsstiftende og horisontudvidende filosofi er »i sig selv en form for poetisk praksis«. Den bliver ikke først praktisk og noget værd ved at blive »anvendelsesorienteret«, skriver hun.

Fordummende hjælpsomhed

Sune Liisberg giver en tankevækkende analyse af dagens allestedsnærværende undertrykkelsesapparatur: Google, hvis mission ifølge applikationen Google Now det er: »At vide hvad du vil have og fortælle dig det, før du stiller spørgsmålet«.

Kuldegysningerne breder sig, for det er lige præcist den kritiske tænknings og den filosofiske virksomheds adelsmærke vedvarende at måtte protestere højlydt imod, at den kritiske spørgen bliver slået hjem af anmassende svar, allerede før det myndige menneske selv har fået mulighed for at spørge i frihed om noget ikke-foregrebet.

Googles servicemindede foregribelser forgriber sig på menneskets ret til selv at stille spørgsmål og at give sit liv retning.

Esben Schjørring skriver en sønderlemmende og erfaringsbåret samfundskritik af kvælningsdøden på de humanistiske fag på det strømlinede universitet og Søren Gosvig Olesen som en behagelig undtagelse. Som studerende måtte man »smerteligt slide den elevham af sig, man var dukket op med. Hos Søren Gosvig måtte man finde den studerende frem i sig selv – og man måtte selv finde ud af det«, Schjørring efterlyser som så mange andre kritikere af den åndløse konkurrencestats hærgen »et nyt dannelsesbegreb«. Men det bliver desværre kun ved efterlysningen i denne sammenhæng.

Erik Skyum-Nielsen runder festskriftet af med en tæt og intens læsning af Per Højholts »ret upåagtede anden digtsamling Skrift paa vind og vand«, der også runder de 60 år.

Skyum-Nielsen viser, hvorledes ethvert filosofisk forsøg at give en ’sand’ røntgengennemlysning af Højholts poetiske skift kommer til kort. Digtsamlingens dilemmaer spændes ud. Skriften forvitrer, subjektets oplevelser fordamper, livet forgår. Muligheden for at nærme sig naturen forsvinder i forsøget på at nå og fastholde den. Fraværet er nærværende, der tales på randen af tavshed.

Linjer og brud

De ni bidrag holder niveauet, mens de alle til hobe hylder filosofien som den frie tænkende eksistens’ kritiske spørgen. Men undervejs savnede jeg både lidt mere systematik og lidt mere larm og ballade.

Hele Gosvigs oeuvre kunne således have været taget ved vingebenet og vendt kritisk rundt i luften. Hvorfor tog hans efterhånden 40-årige filosofiske spørgen den retning, den tog? Mange linjer kan trækkes i Gosvig Olesens kontinentalfilosofiske forfatterskab.

Der går f.eks. én fra den intense beskæftigelse med Michel Foucaults magt- og videns(kabs)kritik over Martin Heideggers eksistentialontologiske spørgen til værens historicitet og teknikkens væsen til Giorgio Agambens samtidskritiske analyser af den permanente undtagelsestilstand.

Var der mon immanent-tekstlige grunde til, at rejsen gjorde holdt ved netop disse destinationer? Pressede forskydningerne i de omgivende historiske og samfundsmæssige strukturer sig på bag om ryggen på den tænkende og skrivende?

Dertil kommer, at ingen af bidragyderne er næsvise, frygtløse og vilde nok til at prøve at udfordre Gosvig Olesens ’dogme’ om, at filosofi og videnskab er og altid vil være væsensforskellige, og at førstnævnte altid besidder førsteserveretten.

Spørgsmålet om forholdet mellem krop, bevidsthed og sprog i Gosvig Olesens særegne form for fænomenologi stilles desværre heller ikke i dette festskrift, der i øvrigt godt kunne have fået en ekstra omgang korrekturlak.

Per Jepsen (red.): Tænkningens veje. Et festskrift til Søren Gosvig Olesen. 224 sider. 249 kr. Forlaget Wunderuch. Afdeling for Filosofi og Idéhistorie ved Aarhus Universitet og Tankens Venner har givet støtte til udgivelsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her