Anmeldelse
Læsetid: 6 min.

Politiske følelser forklaret med saglighed

Adolf Hitlers ’Mein Kampf’ er genudgivet på tysk i en særlig kritisk udgave. Og lad det være sagt med det samme: En kommenteret udgave er helt i strid med ånden i nazismen, førerprincippet og Hitlers selvforståelse
Moderne Tider
4. februar 2017

»Hvor ville vi være henne, hvis Førerens bog, hans taler eller partiprogrammet bliver gjort til genstand for undersøgelser, sammenligninger eller sågar diskussion.«

Sådan hed det i 1937 i en udtalelse fra Kommissionen til beskyttelse af den nationalsocialistiske litteratur.

Den nye udgave af Mein Kampf fra 2016 er udgivet af Institut für Zeitgeschichte i München, og sammenlignet med den nazistiske kommission fra 1937 er forsættet stik modsat: Som udgiverne formulerer det, ville det være videnskabeligt, politisk og moralsk uforsvarligt at lade et sådant racistisk bundt af umenneskelighed vagabondere frit og ukommenteret rundt.

Fra 1925 til 1945 udkom mere end 12 millioner eksemplarer af Mein Kampf i 1.122 oplag. Det er altså en massiv udgivelseshistorie, den nye kritiske udgave er oppe imod. Nu er det jo ikke, fordi tankerne ikke allerede er ’ude’. Hitlers verdensanskuelse er rimelig kendt.

Det er mere, fordi værket med tiden har fået en særlig status som en intellektuel pandoras æske med en helt særlig aura af dæmoni. Åbner man bogen flyver alverdens ulykker læseren i møde. Som sådan har vi i alle årene overvurderet bogen, ja, nærmest fortrængt den på en måde, der tillader den at virke desto stærkere.

Det giver en dobbeltopgave for holdet bag en kritisk udgave. De skal forholde sig til Mein Kampf som enhver anden kilde og i tilgift skal de forholde sig til et symbol. Nazismen trivedes på mange måder i et uteoretisk univers, forstået på den måde, at alt i nazismens egen selvforståelse drejede sig om handling.

Dertil kommer, at nazismen ikke så meget rummede et traditionelt politisk indhold som en bestemt struktur for at tænke politisk. Begge størrelser – selv- og politikforståelse som erstatning for egentlig politisk indhold – bliver unikt synlige i Hitlers værk. Min kamp arbejder med politiske følelser. Redaktørernes modtræk består i at sagliggøre alt.

Fodnotekrig

Den tekstkritiske udgave af Mein Kampf fylder 1.966 sider og er trykt i et format så tungt og uhåndterligt, at den fysiske udfordring får enhver til at opgive at læse bogen. Det spejler ganske godt vægelsindet omkring denne udgivelse.

Når man nu alligevel har besluttet sig for at genudgive Mein Kampf, er det desto mere for intellektuelt at kunne begrave den for altid. Deraf en helt særlig udgave, som – i det tilfælde, at den ikke afskrækker folk fra overhovedet at læse bogen – skal få dem til at læse den på en helt særlig måde.

Derfor er tekstsiderne bygget op efter en gammel tradition for kommentarer til f.eks. Biblen eller den jødiske Talmud. I den tekstkritiske udgave er den oprindelige kilde, Hitlers ord, placeret i midten af et to-siders opslag omringet af kommentarer, der forklarer, korrigerer eller udlægger teksten. Mere end 3.500 noter i alt indkredser, omringer, presser og angriber den originale tekst.

Det er usædvanligt. Normalt vil man forsøge at lade kilden stå på egne ben, men så klart som mulig for den moderne læser. Det betyder, at teksten sættes på en læselig måde, ord eller sammenhænge forklares, mens fortolkninger i form af kommentarer gemmes væk.

Redaktørerne har bevidst fravalgt en sådan almindelig ’passiv’ præsentation af historiske kilder til fordel for det, de selv kalder en ’aktiv’ præsentation. Kilden får ikke lov at stå på egne ben.

Motivationen lyder, at Mein Kampf i en helt særlig grad udgør en forvrængning af virkeligheden. Propaganda, selvstilisering, historisk ønsketænkning og halve til hele løgne kalder på et noteapparat, der reagerer. Respekten for dem, der faldt som ofre for den formulerede ideologi, melder sig noget nær som en spontan redigeringsimpuls. Den trænede historiker har normalt et imperativ om at lade kilden tale. Her melder der sig et konkurrerende imperativ om ikke at lade kilden tale uledsaget.

Afsløring af Hitler

Allerede i 1936 skrev Konrad Heiden, en tidlig kritiker af regimet, at »vi vil jo ikke vide, om Hitler har ret, men hvordan han kom frem til sine ideer, og hvad han opnåede med dem«. De mange noter lægger sig i samme spor og arbejder alle på at afsløre Hitler på forskellig vis.

Nogle noter afslører Hitlers intellektuelle afhængigheder. Som autodidakt var Hitler dybt optaget af ikke at afsløre sine inspirationer, ikke at fremstå som epigon i en skov af völkische forfattere. Mange kræfter er derfor koncentreret om at opspore centrale begrebers idehistoriske rødder.

Når Hitler eksempelvis i kapitlet »Årsagerne til sammenbruddet« igen og igen begræder, hvorledes tiden er blevet blødsøden og kvindagtig, forklarer noter grundigt, hvorledes det var en fast kulturkritisk figur i tiden.

Ved hele tiden at hæve blikket fra Hitlers tekst bliver det tydeligt, hvor almindelig en tekst, Mein Kampf var, og hvor fjernt den er fra at være det singulære dokument, vi har gjort den til.

Andre noter afslører fejl, uærligheder og udeladelser, f.eks. alt det, der ikke er med i de selvbiografiske kapitler.

Tiden i Wien, hvor Hitler beskriver sig selv som forhutlet arbejdsløs på bunden af samfundet skal bære hele den formende byrde, mens begivenheder under Første Verdenskrig og i særdeleshed de tumultariske år i München lige efter krigen bliver udblændet. Det er, som om Hitler dukker op på den politiske scene frisk ud af folkedybet som den ukendte ener, hævet over enhver traditionel partiskhed.

Endelig er der de noter, der tager fat i den fortidige fremtid. Min Kamp er fyldt med løfter, forudsigelser og skæbnetunge spor, og en bog, der i den grad forsøger at gribe fremtiden, må også måles på, hvad der så hændte.

Når Hitler i kapitlet »Staten« taler om, at staten må optræde som den sande beskytter af et tusindårigt rige, over for hvilken den enkeltes vilje og ønsker tæller som intet, bliver løftet og forudsigelsen, at staten må »stille de mest moderne lægelige hjælpemidler i denne erkendelses tjeneste« dobbelt interessant.

’Lov om forebyggelse af tilvækst af arvelige sygdomme’ blev gennemført i 1933 og tillod tvangssteriliseringen af 400.000 mennesker.

Modsat taler Hitler i kapitlet »Føderalisme som maske« mod Weimarrepublikkens reducering af de enkelte tyske stater til fuldstændig betydningsløshed. Da han endelig kom til magten i 1933, brød Hitler og partiet fuldstændig med tidligere løfter om decentralisering og indførte med ’Lov om overvindelse af folkets og rigets nød’ en uhørt magtkoncentration.

Dæmoni og alvor

En del af dæmonien forbundet med Mein Kampf skyldes, at den alt for ofte er blevet forstået som et ’blueprint’ for, hvad der senere måtte ske. Fordi vi ved, hvad der skete, tilbagefører vi alt for meget til Hitlers bog.

Selvfølgelig er der noget særligt ved bogen. Hitler fik lov at realisere, hvad så mange tænkte i 1920’erne, og hvis ikke det var sket, ville bogen være forblevet en blandt mange tekster i den völkische bevægelse.

Som hovedregel bliver Hitler fuldstændig degraderet og hans udsagn frakendt enhver politisk værdi. Det er jo forståeligt nok. Selv de historikere, der har taget på sig at lave den tørreste, mest saglige korrektur af Mein Kampf, kan ikke undgå forsikrende defameringer af manden.

Konsekvensen er, at Hitler udelukkende får en saglig betragtning, ikke en politisk. Det sagte tages bogstaveligt og læses i lyset af det skete, men det tages ikke politisk alvorligt, som et populismeslogan lyder for tiden.

Det er her, det usædvanlige ved redigeringsprincipperne træder i karakter. Teksten lægges frem, præsenteres – og afvises. Det er nemt nok for os at bifalde afvisningen af morderisk racisme, men kan vi med samme lethed affærdige populistisk elitekritik? Vi lever jo i en fortsat historie, hvor modtagelsen af den hitlertyske erfaring også er et aktuelt politisk indgreb.

Heri gør den nye udgivelse sig det for bekvemt. Spørgsmålet om, i hvor høj grad det hitlerske tankegods var unikt for ham (i heldigste fald for os) og hans tid, bliver skyndsomt pakket væk til fordel for instruktive forklaringer af, hvilken historisk blindgyde Mein Kampf og Hitlers tanker har været. På intet tidspunkt formår den nye kritiske udgave at interessere sig for, om de fundamentalt set har bevaret deres kraft.

Adolf Hitler: Mein Kampf – Eine kritische Edition. 1.948 sider. 60,70 euro Institut für Zeitgeschichte München

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her