Læsetid: 3 min.

’Den skreg ikke. Jeg kvalte den’

Den franske videnskabsjournalist Jean-Luc Porquet har skrevet et tankevækkende brev til den store pingvin, gejrfuglen, der uddøde for over 200 år siden på grund af menneskets meningsløse rovdrift
4. februar 2017

Jeg har altid lært, at pingviner kun lever på den sydlige halvkugle. Det gør de på en måde slet ikke. De vingeløse fugle, der er så klodsede på landjorden og så elegante i vandet, hører til i den dyrefamilie, der hedder Spheniscidae.

Det oprindelige betegnelse ’pingvin’ tilhørte en helt anden art, som heller ikke havde vinger og på mange måder ligner dem, vi i dag kalder pingviner. Den hed Pinguinis Impennis, og den findes ikke mere.

Dette ved jeg, fordi journalisten Jean-Luc Porquet, der til daglig skriver om teknologi, økologi og globalisering til Frankrigs satiriske avis Le Canard Enchaîné har sat sig for at beskrive den tidsalder, man kalder for den antropocæne, via et et brev til den sidste store ’pingvin Lettre au dernier grand pinquin. Gejrfugl hedder Pinguinis Impennis på dansk

’Brevet’ er så også dedikeret til Pourquets søn, Élie.

Vi udrydder

For hvordan forklare vore børn, at mennesket nu er blevet en ’geologisk faktor’, der på linje med tidligere tiders asteroider, jordskælv og vulkanudbrud er ved at forme jorden?

At vi står over for den sjette store masseudryddelse af dyrearter, og at det denne gang er mennesket, som er skyld i det?

Historien om udryddelsen af gejrfuglen er et melankolsk og smukt valgt eksempel på den grumme tankeløshed, der måske en dag gør jorden til et sted, hvor vi ikke selv kan ånde.

For engang levede millioner af gejrfugle på den nordlige halvkugle. Mennesker, især nordamerikanske indianere, jagtede disse ’pingviner’ i flere hundredtusinde år. Men midt i det 17. århundrede gik man i gang med at jage den intensivt.

Den var af sømænd kendt for sit velsmagende fede kød, og æggene var ikke alene nærende, men havde særligt smukke mønstre. Fuglen blev især jagtet, nej nærmere slagtet, på øen Eldey sydvest for Island.

Her søgte gejrfuglen tilflugt for at yngle.

I yngletiden var gejrfuglen præcis lige så skrøbelig, som nutidens pingviner på den sydlige halvkugle er det, når de yngler. Men der var ingen fjender til at true den. I sig selv er eksistensen af disse to fuglearter, pingvinen og gejrfuglen forunderlig. På hver sin pol udviklede der sig ved naturlig udvælgelse en fugl, med et betydeligt fedtlag, en særlig hårdfør fjervækst og de små vinger skrumpet ind, fordi det passede bedst til omgivelserne. Survival of the fittest. Men ikke engang Darwin, der er født i 1819, nåede at opleve gejrfuglen.

En vinterdag i 1815 blev den sidste gejrfugl nemlig slået ihjel. I lange tider var den blevet jaget som føde, men til sidst var den blevet så sjælden, at dens værdi lå i at kunne sælges til samlere. Der findes stadig eksemplarer af gejrfuglen rundt om på verdens zoologiske museer indsamlet, da det hele var for sent.

Det er yderst sjældent, noterer Porquet sig i sine mange betragtninger om, hvordan vi nu masseudrydder dyrearter, at man ved, præcis hvornår et udryddelsestruet dyr rent faktisk uddør. Men i tilfældet med gejrfuglen falder drabet sammen med, at det var sidste gang fuglen blev set.

Porquet kommer vidt omkring i sit brev til gejrfuglen. Han undersøger. hvordan industrialiseringen og ikke mindst koloniseringen har ført til, at så mange arter forsvinder.

Han beretter med foragt om, hvordan visse videnskabsmænd i dag tror blindt på, at man kan ’genoplive’ arter ud fra DNA i bedste Jurassic-stil. Forsøgene slår gerne fejl og har intet at gøre med det faktum, at der skal tusindvis af eksemplarer af et dyr til for at opretholde en bestand. Det ville ikke engang have nyttet at skåne det sidste par, der blev dræbt på Eldey, eller deres æg, som blev knust.

Et velbeskrevet endeligt

Det bedste, vi kunne gøre, var for alvor at gå i gang med at beskytte de dyrearter, som udryddes lige for næsen af os, som f.eks. elefanten, forklarer Porquet. Man har netop lige fundet ud af, at elefanten måske har et særligt gen, der beskytter den mod at få kræft. Noget som kunne være til nytte for mennesket, og nytte er efterhånden det eneste, der respekteres en smule?

Men stærkest står bare fortællingen om gejrfuglens død.

En ekspedition var sendt af sted for at få fat i et af de så sjældne eksemplarer af gejrfuglen. Det lykkedes tre af de 14 mænd på Vilhjálmur Hakonarsons fiskerbåd at komme på land ved Eldeys stejle og sværttilgængelig skrænter. En af dem Sigurdur Isleifson beretter:

»Jeg greb den lige inden den kastede sig ud over skrænten. Jeg tog den ved halsen og den baskede med vingerne. Den skreg ikke. Jeg kvalte den.«

Jean-Luc Porquet: Lettre au dernier grand pingouin. 224 sider. 19,50 euro. Red. Verticales

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu