Læsetid: 6 min.

Politikerleden skyldes ikke, at politikerne er for dårlige

Den amerikanske økonom og journalist Marc Levinson har skrevet en god bog, som gennemgår økonomiens historie siden Anden Verdenskrig og forklarer, hvorfor vi er så skuffede over vores politikere i dag
Ronald Reagan i USA og Margaret Thatcher i Storbritanien mente, at bureaukrati, den store offentlige sektor og de høje skatter var årsagen til, at den økonomiske vækst stoppede. Det lykkedes Reagan at skabe optimisme i USA, men  ikke økonomisk fremgang for middelklassen. Og Thatcher skabte  ikke større vækst i de 11 år, hun var ved magten, end i de foregående 11 år.

Ronald Reagan i USA og Margaret Thatcher i Storbritanien mente, at bureaukrati, den store offentlige sektor og de høje skatter var årsagen til, at den økonomiske vækst stoppede. Det lykkedes Reagan at skabe optimisme i USA, men  ikke økonomisk fremgang for middelklassen. Og Thatcher skabte  ikke større vækst i de 11 år, hun var ved magten, end i de foregående 11 år.

Charles Tasnadi

4. marts 2017

Vi har fået noget mere end nok. Nok af de gamle partier, som ikke leverer; nok af de politiske ledere, som bliver ved med at skuffe – og meget mere end nok af det, de kalder for den politiske elite.

Nu er det nærmest det stærkeste argument for en kandidat, som vil lede et land i Vesten, at vedkommende ikke er professionel politiker. Ikke er skabt af systemet og står uden for etablissementet. Det er, som om en uhelbredelig sygdom sidder i de politiske systemer og kun kan helbredes af nogen udefra.

Det er et paradoks, som gennemtrænger vores politiske offentlighed: Vi lever i Vesten i de på mange måder bedste samfund i verdenshistorien. Vi har højere levestandard, større personlig frihed, mere social orden og større stabilitet end nogen andre samfund i historien. Og alligevel kræver vælgerne et totalt opgør med ’systemet’ og ’eliten’.

Den amerikanske økonom og journalist Marc Levinson har skrevet en god bog, som udreder det paradoks for os: An Extraordinary Time.

Guldalderen

Hans titel angiver konklusionen: De moderne vestlige stater blev skabt i en ekstraordinær historisk epoke, som, vi bagefter har troet, var normaltilstanden. Der var en enestående økonomisk vækst i årene fra 1945 til 1975, hvor de fleste lande udviklede store offentlige sektorer, skabte sensationelle fremskridt i levestandarden, udlignede ulighed og vænnede borgene til at betale høje skatter.

Vi har lige siden antaget, at det var sådan, det burde være. Og hvis det ikke er sådan, er det, fordi vores politikere er inkompetente, partierne er uden forbindelse til borgerne, og systemerne er blevet ineffektive. Borgerne accepterede de høje skatter, fordi de samtidig fik mulighed for at købe deres egne huse, biler, køleskabe og fjernsyn.

Det, der tidligere havde været den økonomiske overklasses privilegier, blev over et par generationer noget, som man tog for givet i middelklassen. Man regnede med fremskridtet for sig selv og endnu mere for sine børn. Og man stolede på, at det var politikernes ansvar at skabe muligheder for fremskridt. Det var den almindelige forventning til politikerne, som de selv gik til valg på.

Og de forventninger har vi stadig i dag, selv om de fleste vestlige samfund siden midten af 1970’erne ikke har oplevet samme stigning i levestandarden:

»I hvert land, hvor produktiviteten faldt, stagnerede familiernes indkomster eller steg så langsomt, at det få år tidligere havde været uacceptabelt. Dette var den nye normal,« skriver Levinson: »den ulykkelige tendens, som hverken de frie markeders virkemidler eller regeringens stærke hånd var i stand til at ændre.«

Ingen strategier virker

Der var ifølge Levinson to forskellige strategier til at løse krisen, som efter de gyldne årtier prægede samfundet.

Den ene var Ronald Reagans i USA og Margaret Thatchers i Storbritanien. De mente, at regeringens bureaukrati, den store offentlige sektor og de høje skatter var årsagen til, at den økonomiske vækst stoppede. De var en slags antipolitiske politikere, som ville fjerne de politiske forhindringer for, at de frie markeder kunne skabe velstand.

Det lykkedes Reagan at skabe optimisme i USA, og overklasserne blev rigere, men han skabte ikke økonomisk fremgang for middelklasserne. Og på trods af Thatchers intense kamp for at reducere de offentlige udgifter, ødelægge fagforeninger og sætte kapitalen fri skabte hun ikke større vækst i de 11 år, hun var premierminister i Storbritanien end i de foregående 11 år, anfører Levinson.

Nyliberalismen kunne ikke genskabe storhedstiden.

Men det kunne den anden vej heller ikke. Francois Mitterand var præsident i Frankrig fra 1981 til 1995, og han forsøgte at finde en socialistisk løsning på krisen. Han nationaliserede store virksomheder og gjorde det vanskeligere for den globale kapital at gøre sig gældende i Frankrig. Men han opgav midt i 1980’erne og endte med at regere sammen med de borgerlige i et kompromis, som blev en økonomisk fiasko.

»De almindelige politiske greb, som tilsyneladende havde holdt de store økonomier stærke siden sidst 1940’erne – at hæve renten lidt eller sænke dem, skære lidt ned på skatterne eller hæve dem, bygge dæmninger eller motorveje for at skabe beskæftigelse – virkede ikke længere,« skriver Levinson.

Produktivitet

Levinson gennemgår i bogen den økonomiske historie fra Anden Verdenskrig og frem til i dag, som han inddeler i to perioder. Storhedstiden og stilstanden. Årene fra 1945 til 1975 bliver i Frankrig kaldt for les trente glorieuses, i Tyskland for das Wirtschaftswunder og i England bare for the Golden Age.

Væksten i hele verden var fra 1950 til 1973 så voldsom, at gennemsnitsborgeren på jorden ifølge økonomen Angus Maddison oplevede en reallønstigning på næsten tre procent om året, hvilket svarer til en fordobling over 25 år.

Der er mange forklaringer på denne vækst: Den ene er, at store dele af Europa var blevet smadret under Anden Verdenskrig og skulle genopbygges.

En anden er, at de store politiske partier satsede på offentlige investeringer og generøse velfærdsordninger, som skabte arbejdspladser og gav større købekraft.

En tredje forklaring, som Levinson mærkeligt nok ikke nævner er, at kvinderne kom på arbejdsmarkedet og udvidede arbejdsstyrken markant. Men den vigtigste forklaring er ifølge Levinson hverken krigen eller politisk: Den er, at produktiviteten steg dramatisk i de år.

Produktivitet er et kompliceret fænomen, påpeger Levinson. Den har adskillige årsager og er vanskelig at tilrettelægge politisk. Den teknologiske udvikling krævede en større arbejdsstyrke, som blev flyttet fra landet til byerne, og fabrikkerne producerede langt mere effektivt. Store befolkningsgrupper fik længere uddannelser og blev overført fra lavproduktive til højproduktive arbejdspladser.

Politikeren som ekspert

Under depression i 1930’erne var statistikker over arbejdsløshed og nationalindkomst blevet offentligt tilgængelige. Offentligheden kunne følge udviklingen mere konkret og krævede handling af deres ledere, når kurverne gik nedad.

Den fælles viden om samfundet blev stadig større, samfundsvidenskaberne blev knyttet til centraladministrationer og en type politiker blev dannet: teknokraten som Jens Otto Krag i Danmark. Den veluddannede ekspert, som brugte videnskabelige analyser til at finde de rigtige løsninger på samfundets problemer.

Levinson hævder nu, at der ikke er nogen direkte forbindelse mellem politikernes videnskabelige metode og de økonomiske fremskridt. Men der opstod en tro på, at alle problemer i samfundet vitterligt kunne løses af politikerne. Den politiske klasse fik ifølge Levinson for meget ære for fremskridtet og har siden fået for meget ansvar for stilstanden:

»Når man forstår økonomiske og sociale forandringer i det perspektiv, får man en tendens til at tilskrive dem årsagsforklaringer, som den nationale regering kontrollerer, hvad enten det er skattetaksterne eller toldsatserne, et velfærdsprogram eller et valgsystem, som giver magten til en bestemt politiker. Det er klart, at den slags ting har betydning,« skriver Levinson:

»Men det er lige så klart, at den økonomiske stilstand og den politiske reaktion sidst i det tyvende århundrede ikke bare var følger af nationale politiske betingelser og valg.«

Illusioner

Det er en illusion, at man kan skabe vækst ved at sænke skatterne eller lukke ned for frihandelsaftaler. Det er i det hele taget en illusion at tro, at vores folkevalgte politikere har mulighed for at gribe ind og forandre vores økonomiske situation radikalt.

Man kan indvende meget imod Levinsons bog: Han undervurderer, hvor forskelligt de vestlige samfund har klaret sig over de sidste 30 år, fordi det ikke passer ind i hans store fortælling, og dermed skriver han også den politiske magt længere ned, end han behøver.

Men hans bog leverer et overbevisende svar på den politikerlede, som er blevet et globalt fænomen, og den modstand mod systemet, som er blevet et politisk ritual.

Vi forventer ganske enkelt noget af vores politikere, som de ikke kan levere. Måske er det, vi virkelig burde have fået nok af, troen på, at al afgørende magt udøves fra det politiske system.

Marc Levinson: An Extraordinary Time. The End of the Postwar Boom and the Return of the Ordinary Economy. 336 sider. 17 dollar. Basic Books

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Runa Lystlund
  • Ole Falstoft
  • Ole Rasmussen
Runa Lystlund, Ole Falstoft og Ole Rasmussen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Carsten Mortensen

Ja, det lyder kønt...men, politikere, få nu den pengepung frem - ellers kommer vi med faklerne og høtyvene!
...eller stemmer på DF, Brexit eller Trump.

Ian Borges R. Salmandar, Flemming S. Andersen, Steffen Gliese, Torben K L Jensen, Egon Stich og Trond Meiring anbefalede denne kommentar

Han får det til at lyde som om politikerne er uskyldige? Men det er jo ikke kohærent at sige, befolkningen skal arbejde til de bliver 67. Dog kan folketingsmedlemmer gå på pension, når de er 60. Hvad bliver det næste? Dødelige må køre 130 km/t på motorvejen, men politikere 200 km/t?

Ian Borges R. Salmandar, Mogens Holme, Jørn Andersen, Britta Hansen, Niels Duus Nielsen, Poul Sørensen, Kim Houmøller, Egon Stich og Mette Hansen anbefalede denne kommentar
Torben Lindegaard

@Rune Lykkeberg

Det vigtige er, at Reagan & Thatcher ikkem leverede ringere vækst end Mitterand.
Til gengæld satte de borgerne fri - i hvert fald friere.

Jeg er ikke specielt rabiat - min helt var/er Mimi Jacobsen - men jeg får en fornemmelse af total grød, når jeg tænker tilbage til f. ex. Anker Jørgensens tid som statsminister.
Staten og kommunerne skulle styre så meget som muligt ud fra flertallets normer - og Pokker tage de skæve elementer, der måtte tænke anderledes.
Skatter og afgifter skulle bare stige år efter år - sådan måtte det bare være - og alligevel kørte vi helt ud til den økonomiske afgrund.

Eller helt tilbage til Viggo Kampmann, der partout skulle lukke ned for Radio Mercur.

Lars Steffensen

Man kan gøre det hele meget kompliceret. Eller man kan skære det ned til tre nødvendige elementer:

Grådighed: Folk med stor formue kan uhindret øge deres indtjening så længe der er politikere, der sætter deres genvalg højere end muligheden for at gøre en positiv forskel. Han ingen facebook profiler, hare mere indflydelse på lovgivningen end de politikere der stemmer om dem.

Stupiditet: Den brede masse af "højere middelklasse" som anser sig selv som ansaverlige og intelligente og ser ned på resten af befolkningen og ser deres problemer som selvskabte. Har hus, stemmer radikalt og drikker rødvin.

Magtesløshed: Når man i 10,20 eller 30 år har stemt på partier og kandidater der "vil det rigtige" uden at det fører til noget, så begynder man at se sig om efter kandidater, der kan og vil stikke en kæp i hjulet. Velkommen til Donald "Brexit" Le Pen og hans "Drain-the-Swamp"-parti. Han ingen overblik, indsigt eller midler, men er klar over at der er noget galt med systemet. Kan mærke det hver dag.

Henrik Møller, Runa Lystlund, Hans Kvisgaard, Ian Borges R. Salmandar, Morten Balling, Tobias Nielsen, Flemming S. Andersen, Kaj Julin, Torben K L Jensen, Torben Arendal, Britta Hansen, Niels Duus Nielsen, Ole Christiansen, morten rosendahl larsen, Kim Houmøller, Egon Stich, Henrik L Nielsen, Kurt Nielsen, Bjarne Bisgaard Jensen, Steffen Gliese og Mette Hansen anbefalede denne kommentar
Jens Erik Starup

Hverken journalister eller politikere er kendte for altid at sige sandheden.

Ian Borges R. Salmandar, morten rosendahl larsen, Trond Meiring og Torben Lindegaard anbefalede denne kommentar
Knud Chr. Pedersen

""Vi forventer ganske enkelt noget af vores politikere, som de ikke kan levere. Måske er det, vi virkelig burde have fået nok af, troen på, at al afgørende magt udøves fra det politiske system."
Så demokratiet, verdens bedste samfundssystem, kan ikke levere det, som befolkningen forventer? Det siger en del om det åbne samfund og det liberale demokrati. Det kan ikke levere det, som befolkningen forventer.
Bortset fra det, har Lykkebjerg jo ret. De grundlæggende økonomiske magtforhold er ligesom ikke til diskussion. De bliver ikke udfordret. De politiske magthavere udfordrer ikke de økonomiske magthavere. Alt imens den blinde økonomiske vækst og de lige så blinde markedskræfter fortsætter med galemands fart mod klimamæssig nedsmeltning. Den vestlige verdens helt store politiske, økonomiske, kulturelle og civilisatoriske fallit og nedtur.

Henrik Leffers, Runa Lystlund, Hans Kvisgaard, Ian Borges R. Salmandar, Morten Balling, Tobias Nielsen, Mogens Holme, Flemming Berger, Torben K L Jensen, Jørn Andersen, Britta Hansen, Niels Duus Nielsen, Morten Heinild, Anne Eriksen, Dorte Sørensen, Egon Stich, Kurt Nielsen, Steffen Gliese og Ervin Lazar anbefalede denne kommentar

HVOR SVÆRT KAN DET VÆRE?

Når ganske få procent individer og firmaer ejer lige så meget som det store flertal og kun betaler ganske lidt eller ingen skat til styringen af fællesskabet, så kan det ikke være anderledes end at de mange brokker sig når systemet går i opløsning. Det behøver man ikke være hverken politiker eller økonom for at forstå.

Henrik Leffers, Henrik Møller, Runa Lystlund, Hans Kvisgaard, Ian Borges R. Salmandar, Morten Balling, Tobias Nielsen, Mogens Holme, Flemming Berger, Flemming S. Andersen, Torben K L Jensen, Niels Duus Nielsen, Morten Heinild, Ole Christiansen, Kim Houmøller, Trond Meiring, Anne Eriksen, Egon Stich, Henrik L Nielsen, Kurt Nielsen, Bjarne Bisgaard Jensen, Steffen Gliese og Mette Hansen anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

Det er da en mystisk påstand at politikerne ikke har indflydelse på samfundets økonomiske situation.. Den galopperende ulighed er vel et resultat af den neoliberalisme, som har været et nærmest religiøst mantra i 45 år! At "nødvendighedens politik" ikke har medført fremgang i samfundet betyder jo bare at den er udtryk for uhæmmet grådighed, og at dens prioritering har slået fejl. De fleste ønsker bare fairness. Når de oplever uretfærdighed bliver de lede ved at stole på det etablerede system.

Henrik Møller, Hans Kvisgaard, Ian Borges R. Salmandar, Morten Balling, Tobias Nielsen, Mogens Holme, Lise Lotte Rahbek, Flemming Berger, Flemming S. Andersen, Torben K L Jensen, Jørn Andersen, Britta Hansen, Tom Andreæ, Niels Duus Nielsen, Morten Heinild, Ole Frank, Trond Meiring, Anne Eriksen, Egon Stich, Michael Kongstad Nielsen, Kurt Nielsen, Steffen Gliese og Mette Hansen anbefalede denne kommentar

Politikerlede behøver jo ikke kun at have noget med økonomien at gøre... politik handler jo om så meget mere end bare nationaløkonomi og vækst. Men må indrømme at min politikerlede efterhånden er gået over til at blive en medielede... med få undtagelser natuligvis.

Ian Borges R. Salmandar, Flemming Berger, Trond Meiring, Anne Eriksen og Jens Erik Starup anbefalede denne kommentar
Sören Tolsgaard

Hm, når politikerne ikke forvalter den magt, de faktisk har, til gavn for samfundet som helhed, har de vel andre intentioner. Først og fremmest regerer majoriteten til gavn for sig selv og det ofte ganske utilsløret. De højere samfundslag favoriserer egne mærkesager, markedsført i gyldne udsigter til trickle-down effekt, som udebliver, mens vi får mere af det samme, suppleret med øgede sanktioner i bunden af systemet.

For flertallet kan jo ikke tage fejl. Udviklingen har i de senere årtier sammenhæng med befolkningens aldring. Gennemsnitsvælgeren er meget ældre end for halvtreds år siden og bliver stadig ældre, mere reaktionær, grænsende til dement, et udsøgt bytte for banditter i habitter, - har du investeringer for mere end 2,5 mio. kr. så download vores rapport og få indsigt i, hvor aktiemarkederne bevæger sig hen, mens du hygger dig med morgenkaffen i dit luksusetablisement på solkysten...

De rige bliver rigere, de fattige fattigere, uligheden er stigende, og vores allesammens TV- og radiokanal gør det klart for enhver, at det er vores egen skyld. Med udsigt til yderligere stramninger, dikteret fra Bruxelles, må vi tage os yderligere sammen. Vore hjemlige små politikere vasker hænderne, de gør jo hvad de kan og fremhæver behovet for respektfuld dialog i god tone. Men vi ved jo godt, at eliten bag kulisserne har travlt med at skære ind til benet med såkaldte reformer, fremført af velklædte populister, idet kursen fastholdes og festlighederne fortsætter på 1. klasse.

Henrik Møller, Hans Kvisgaard, Ian Borges R. Salmandar, Tobias Nielsen, Lise Lotte Rahbek, Flemming Berger, Steffen Gliese, Torben K L Jensen, Helene Kristensen, Niels Duus Nielsen, Poul Sørensen, Trond Meiring, Anne Eriksen, Jens Erik Starup og Ebbe Overbye anbefalede denne kommentar
Poul Sørensen

Det er vigtigt at forstå, at danskerne er så hundetrofaste, at vi satster på nogen få familier til, at løse alle vores lands problemer og disse familier er: Krag, Ellemann, Hækkerup, Helveg m.f. og hvis disse familer helt imod danskernes forventning ikke kan bringe de gode gamle dage tibage... så er vi godt gammeldags screwed.
.... jeg ville ønske jeg var svensker...

Man kan da ikke fortælle om "Guldalderen" fra 1945-75 i vores del af verden uden at nævne BRETTON-WOODS aftalerne! Det var dem, der bragte ordnede forhold i valuta og handel, og de brød sammen, da USA opgav guldstandarden i 1971. Check det i Wikipedia.
Det var en stærk politiker, der fik det startet; FDR, Roosevelt, med god hjælp fra Keynes, den britiske økonom. Kan mon Merkel eller Schultz få gang i noget tilsvarende i vores selvtilstrækkelige, småfascistiske nationalstater?

Ian Borges R. Salmandar, Torben K L Jensen, Niels Duus Nielsen, Steffen Gliese, Jens Kofoed og Sören Tolsgaard anbefalede denne kommentar

Hvis man er led ved de politikere , man har valgt på demokratisk vis - så er der kun én eneste gruppe at bebrejde, og det er vælgerne .

Politikerlede er et vælgeransvar - politikerlede er udtryk for, at vælgerne ikke tager demokratiet alvorligt og ikke sætter deres kryds med fornøden omtanke.

Det med at skyde skylden på "politikerne" ligner lidt gamle dage, hvor man skød skylden for alskens ulykker på heksene, og så brændte nogle stykker - en afbrændig gav lidt luft for diverse frustrationer , men den virkede lige så lidt som når man idag bare erklærer sig led ved politikerne.

Brug hovedet og stemmesedlen med mere fornuft - så hjælper det .

Jens Erik Starup

Ja, Robert Kroll, det ender såmænd med, at Robert Kroll må påtage sig hele ansvaret.

Ian Borges R. Salmandar, Lise Lotte Rahbek, Torben K L Jensen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Ole Christiansen

Politikerleden har mange årsager.
Herunder det paradoks at vi kalder det et folkestyre, -mens virkelighedene er, at stort set ingen af vore politikere kommer fra "folket" og har erfaring med et almindeligt liv.
Det er en samling akademikere der har valgt politik som erhverv og uddannet sig til jobbet. Der er ikke skyggen af "kald" eller idealisme, kun den personlige kamp for at bevare jobbet.
Selvsagt har disse taburetklistrende levebrødspolitikere fået de fleste vælgere helt op til kvalmegrænsen.
I afmagt stemmer "folket" nu på enhver der vil jage disse snyltere ud, -uanset hvilke holdninger de så eller måtte have. Trump kan og skal anklages for meget, men han er en af de ganske få, der ikke er gået ind i politik for pengenes skyld.
Christiansborg er i sandhed blevet et parallel-samfund, hvor man lever afsondret fra resten af samfundet og har sine helt egne regler som kun gælder for dem (løn, pension....), mens man møder den almindelige borgers problemer med et "vi-alene-vide" overbærende smil...........
Tror da fanden vi har politikerlede !

Henrik Møller, Egon Stich, Hans Kvisgaard, Flemming Berger, Steffen Gliese og Per Torbensen anbefalede denne kommentar
Poul Sørensen

... selvfølgelig er artiklen delvis usand, fordi selvom den traditionelle industri har svært ved at levere ret meget mere vækst, så er der masser af muligheder, hvis man satser på at uddanne almindelige mennesker. Til eksempel vil jeg mene at der ligger et stort potentiale inden for det grafiske. Hvis vi skolerne gik tilbage og underviste i håndværket at tegne et par timer om ugen i stedet for det mere teoretiske billedkunst, så vil vi med de mange hjælpemidler i form af computere, tegne apps, scannere og digitale lyskasser kunne lære de unge mennesker og tegne og det vil gøre dem til bedre håndværkere, illustratorer, gartnere, tjenere, tømrere, snedkere, animatorere, designere bare for at nævne nogen få fag. Og bare rolig når de unge har lært at tegne, så skal de nok helt på egne hånd fatte interesse for den teoretiske side af kunst...
Danmark kunne også gøre mere ud af vegetar mad i skolerne, det er også jeg overbevist om vil betyde nye arbejdspladser i løbet af nogen få år.
Et praktisk eksempel på, at staten netop kan gribe ind er, at svenske illustratorer i en periode oplevede en stor løn nedgang og den svenske stat imødegik det problem ved at udbyde flere opgaver og flere andre tiltag og det stoppe flugten fra faget.
- politikerne skal ikke have lov til at løbe fra ansvaret....
.... jeg ville ønske jeg var finne...

Henrik Møller, Ian Borges R. Salmandar, Flemming S. Andersen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Rikke Nielsen

Ole Christiansen, jeg hørte en god kommentar på Debatten forleden; en deltager (ikke politiker) som udtalte, at hun kun kunne forestille sig, at politikere var i politik af idealistiske årsager - begrundet i at deres lønninger var for lave i forhold til det bullshit de til daglig skulle udsættes for.

Det passer sgu nok meget godt. Bullshit er der i hvert fald masser af og den offentlige gabestok er ikke kendt for sin retfærdighedssans.

Niels Duus Nielsen

Rikke Nielsen, hvis du sammenligner det bullshit, en politiker udsætter sig for, med det bullshit, en magtfuld erhvervsleder udsættes for, er det en ren loppetjans at være politiker.

Den ansvarlige erhvervsleder står netop til ansvar for sine beslutninger og risikerer fyring og sagsanlæg med krav om erstatning, hvis bestyrelsen skulle blive utilfreds med hans (m/k) dispositioner. I modsætning til den "ansvarlige" politiker, som får et godt ben at gnave på, skulle den politiske karriere blive afbrudt på grund af uduelighed eller misbrug.

Jens Winther, Runa Lystlund, Hans Kvisgaard, Ian Borges R. Salmandar, Ole Christiansen, Flemming Berger og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Helene Kristensen

Bare rolig Rikke Nielsen, hvis ikke lønnen er god nok, forkæler man bare nogle af pingerne lidt ekstra, så falder der lidt bestyrelsesposter eller et rigtigt godt lønnet job af til de stakkels fattige politikere med et alt for stort privatforbrug.

Henrik Møller, Hans Kvisgaard, Ian Borges R. Salmandar, Ole Christiansen, Mogens Holme og Flemming Berger anbefalede denne kommentar

Den refererede forfatter synes nu at komme noget lemfældigt til sine konklusioner.
Der er mange svagheder. Man kan f.eks. ikke - som man de facto gør - antage, at en tænkt fortsættelse af den økonomiske politik FORUD for Thatcher og Reagan ville have været økonomisk neutral. Derfor kan man ikke konkludere, at deres politikændringer ikke skabte positiv effekt. Det er bare ikke så simpelt, som det her gøres til.
Og hvor er f.eks. substansen i det ræsonnement, som leder til konklusionen, at skatte-sænkninger ikke skaber vækst? Hvis det er korrekt, så burde man vel kunne konkludere modsætningsvist, at skatteSTIGNINGER er vejen til at skabe vækst. Så en skatteprocent på 100 ville dermed betyde optimal vækst???
Der ville være betydeligt mere logik i at uddrage den konklusion, at befolkningerne nok skal klare sig, og skabe stor vækst, hvis blot politikerne ville holde hænderne i lommen og lade tingene gå af sig selv.

Ivan Breinholt Leth

“Men den vigtigste forklaring er ifølge Levinson hverken krigen eller politisk: Den er, at produktiviteten steg dramatisk i de år.”
Den væserntligste grund til at produktiviteten steg, var at kapitalen stort set ingen andre muligheder havde for at få profitraten til at stige. Og det var særdeles politisk. Fra og med Reagan og Thatcher vendte billedet. Langsomt afmonterede man alle de voldsomme restriktioner, som de fleste lande havde pålagt finanskapitalen med Roosevelt's Glass-Steagal Act som forbillede. Indtil Bill Clinton gav loven det endelige dødsstød i 1999. Stort set alle lande traskede som sædvanligt fuldstændig ukritiske med i USA's fatale fodspor – og det gør de stadigvæk. Neoliberalismen (The Washington Consensus) dominerer den politisk økonomiske tænkning, trods det næsten totale sammenbrud i 2008, hvor tidligere præsident George Bush kunne slippe afsted med at påstå, at den amerikanske stat pumpede $3 billioner ind i den finansielle sektor, for “at bevare de frie markeder”!
Det er en umulig situation, som politikerne især i den vestlige verden har bragt os i. For det første har finanskapitalen stort set besat regeringskontorerne, ved noget som mest ligner et stille statskup. I USA taler man om “The Washington – Wall St. Corridor”. Igennem denne korridor passerer ministre, embedsmænd og rådgivere, som alle har en fortid i og gode forbindelser til Wall St., frem og tilbage. For at nævne nogle få: Robert Rubin, Michael Froman, Timothy Geithner, Larry Summers, Peter Orszag, Gary Gensler, Mary Schapiro, Michael Barr, Jason Furman, Gene Sperling, David Lipton osv. Der findes amerikanske analytikere, som hævder at Robert Rubin er mere magtfuld end præsidenten. Dertil kommer en hær af Wall St. lobbyister – ialt 1537 personer i 2009, hvor finanskapitalen brugte ca.$350 mill på lobbyisme. Oveni det skal man lægge støtte til præsidentkandidaters og kongresmedlemmers valgkampagner.
For det andet har vi følgelig i dag en situation, hvor det ikke betale sig for kapitalejerne at investere produktivt, fordi spekulation giver både hurtigere og større afkast – altså indtil en eller anden boble brister, fordi produktionen ikke vokser i takt med alle disse overbyggede finansielle transaktioner (luftkasteller).
Rana Foroohar, økonomisk skribent ved Times, hævder i hendes bog “Makers and Takers”, at alle store amerikanske virksomheder i dag har en finansiel afdeling, som beskæftiger sig med spekulation. F.eks. bliver share buy-backs mere og mere almindeligt. (Virksomheden opkøber egne aktier for at opnå en kunstig prisstigning.) Formålet er naturligvis at skabe hurtigere og større gevinster til aktieejerne. Ifølge Foroohar foregår det ofte på bekostning af innovation og udvikling af nye markeder. Shareholder value – som man kalder strategien – indebærer ofte nedskæringer af personale, hvis ekspertise består i produktudvikling, kvalitetssikring, afsøgning af nye markeder samt produkternes sikkerhed for forbrugerne. Gennemførelse af den slags besparelser i virksomhederne medfører også, at man kan udbetale større dividender til aktieejerne. Den 'succesfulde' CEO opnår en lønforhøjelse, og dermed et incitament til at køre virksomheden i sænk og til derefter hurtigt finde sig et nyt job.
Det kapitalistiske system har aldrig været bæredygtigt – hverken økologisk, økonomisk eller socialt. The Golden Age, som Thomas Piketty o.a. har beskrevet og analyseret før Marc Levinson, udgør en parantes, hvor især finanskapitalen (pga. The Great Depression i 30erne) var spundet ind i så mange restriktioner, at den stort set var henvist til at udlåne kapital til produktive investeringer. Ophævelsen af disse restriktioner har bevirket, at vi nu befinder os i et galloperende tempo på vej mod den totale opløsning. Enhver politiker til højre, venstre eller i midten, som forsøger at styre i dette kaos vil komme til kort og blive udsat for folkets lede. Af den simple grund at statsmagten er tømt for magt, og folket forlanger en kapitalisme, som fungerer, hvilket statsmagten ikke kan levere. Kapitalismen fungerede i The Golden Age – men det var en historisk parantes, hvor der var tid og rum til at drømme og tænke alternativt. Nu er vi på vej tilbage til virkelige virkelighed – den 'rene' kapitalisme – hvor det myldrer med neoliberale tågehorn, som hævder, at vi blot skal have mere frihed for (finans)kapitalen, før det kan blive bedre. Mens vi venter på den næste finanskrise, som i Europa måske starter med et sammenbrud af den italienske banksektor.

Runa Lystlund, Hans Kvisgaard, Sören Tolsgaard, Ian Borges R. Salmandar, Helene Kristensen, Mogens Holme, Flemming S. Andersen, Flemming Berger og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Ivan Breinholt Leth

Den væserntligste grund til at produktiviteten steg, var at kapitalen stort set ingen andre muligheder havde for at få profitraten til at stige end produktive investeringer - skulle der hae stået.

Ian Borges R. Salmandar og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Egil Rindorf, det er en absurd måde at argumentere - det rigtigste ville være at konstatere, at skat handler om at disponere samfundets værdier i et vist omfang. Skal efterspørgslen bestemme, risikerer vi, at der kun bliver bagt wienerbrød.

Ivan Breinholt Leth

Læg også mærke til, at stort set alle politikere i den vestlige verden – og bestemt også i Danmark under pres fra bl.a. en økonom som Mads Lundby Hansen – arbejder for at hæve arbejdstiden. Dels ved at hæve pensionsalderen, forringe pensionsydelser og begrænse adgangen til dem (efterløn og førtidspension), dels ved at forsøge at skubbe flere personer på overførselsindkomst ud på arbejdsmarkedet – selv syge mennesker. Det er den diametral modsatte økonomiske politik, som den man førte i The Golden Age.
Hvor man den gang havde en stærk fagbevægelse, som kunne tvinge kapitalejerne til produktive investeringer, har man i dag en en svag fagbevægelse og en svag stat, som ikke har andet bud på de slunkne profitrater i den produktive sektor og den svage vækst end at forsøge at føre en økonomisk politik, som går ud på at presse flere arbejdstimer ud af befolkningen – helst til en faldende løn. Efter tysk forbillede. Det enorme tyske overskud skyldes primært de meget lave lønninger og begrænsninger i adgangen til overførselsindkomster, som fulgte af Hartz reformerne – kun i ringe grad stigende produktivitet. Hvis man ser på tallene, har stigningen i den tyske produktivitet siden 2000 ikke været meget højere end hos den store europæiske taber i spillet – Grækenland.
Staten kan ikke tvinge kapitalejerne til at investere produktivt. Forgæves har man forsøgt at lokke med skattelettelser. Så længe der er et nemt og lukrativt alternativ til produktiv investering (nemlig spekulation), har regeringen ingen anden mulighed end at forsøge at presse flere arbejdstimer ud af befolkningen, hvis man skal holde gang i væksten.

Runa Lystlund, Hans Kvisgaard, Sören Tolsgaard, Ian Borges R. Salmandar, Mogens Holme og Flemming S. Andersen anbefalede denne kommentar
Ole Christiansen

Rikke Nielsen.
Hvis vi endelig skal snakke om hvem der udsættes for helt urimelig bullshit, bør vi nok starte med at se på hvordan der bliver talt til, og om, syge og arbejdsløse og andre der "ligger samfundet til last"
-og de får aldrig et minuts fred................
De eneste der kan have ondt af en politiker er en................politiker!

Egon Stich, Hans Kvisgaard, Ebbe Overbye, Ian Borges R. Salmandar og Helene Kristensen anbefalede denne kommentar
Sören Tolsgaard

Hvordan udregnes egentlig produktivitet og vækst?

Faktum er vel, at vi i løbet af de senere årtier har oplevet en enorm vækst i produktiviteten indenfor elektronik og datalogi, som har medført en mangedobling vore elektronhjerners regnekraft, at de er blevet meget mindre, meget billigere og mere energieffektive og har fundet indpas i utallige sammenhænge, hvor de har forbedret og overflødiggjort en mere primitiv og energikrævende teknologi.

Vi har også oplevet en udviklling af vores lyskilder og eksplosionsmotorer, som har gjort dem noget mere energieffektive, men denne forbedring er dog af langt mere begrænset og marginal natur, og kan næppe drives ret meget længere ift. de grundliggende teknologier, hvor det samlede merforbrug hurtigt har overhalet de opnåede besparelser. Genbrug af de anvendte ressourcer er i alle tilfælde stadig mere nødvendig.

Indenfor det allermest basale område, fødevareproduktion, har vi set nogle begrænsede forbedringer af udbyttet, mestendels opnået ved intensiv anvendelse af kemiske midler, som gør den samlede produktivitet til et kompliceret regnestykke, ligesom det forøgede udbytte, man har opnået ved at inddrage de efterhånden allersidste og biologisk uvurderlige naturområder til dyrkning. Alt i alt har vi ikke kunnet opnå alverden på dette område, og de mest basale livsfornødenheder, fødevarerne, er fortsat ern mangelvare mange steder, ikke mindst fordi den rige del af verden aftager en uforholdsmæssig stor del af udbyttet, ikke mindst pga. af et stort og stigende forbrug af meget plads- og energikrævende animalske fødevarer.

Vi har således på nogle områder oplevet en enorm udvikling, især indenfor elektronik, hvor yderligere udvikling endda er i vente. Fossilt brændstof (og atomkraft) kan i stadig højere grad ersattes af elekticitet, som i stadig højere grad kan udvindes fra de vedvarende kilder, sol-, vind- og vandkraft. Det er især af afgørende betydning, at transportområdet bliver elektrificeret, om end store dele af den traditionelle industri kæmper ihærdigt imod en sådan udvikling. Den mest energifrådsende transport, som flyvning, langdistance pendling og varetransport, må vi nok i høj grad nytænke og nedjustere, hvis vi vil begrænse den globale opvarmning.

Mht. fødevareforsyningen tror jeg hverken der gives teknologiske eller andre nemme løsninger. Fødevareproduktionen kræver enorme arealer, og hverken city-haver med krydderier eller intensivt opdræt af ørreder eller insekter batter for alvor i den store sammenhæng. Det afgørende er formentlig, at befolkningstilvæksten må bremses, hvis hungerkatastroferne skal undgås, og vi ser heldigvis allerede en partiel opbremsning i kølvandet på moderne teknologi.

Hvis økosfærens biologiske mangfoldighed skal opretholdes vil vi desuden gøre klogt i at begrænse forbruget af animalske fødevarer drastisk, hvilket samtidig vil formindske udledningen af drivhusgasser og stabilisere klimaet.

Og er en frodig og mangfoldig natur ikke af større værdi end forøget kødproduktion, selv om naturen ikke kan skrives ind på bankkontoen i form af økonomisk vækst?

Runa Lystlund

R ikke SL
Demokratiet har givet os almindelige mennesker den følelse, at vi er en del af noget større, oven i købet noget retfærdigt.

Det er yderst sjældent, at et enkelt menneske skaber noget ekstraordinært, noget der giver en virksomhed et stort overskud, uden at et større antal mennesker har været med til at skabe overskudet, kva deres ideer og arbejdsindsats.

Når vi så ser store firmaer og ekstremt rige fjerne deres overskud, der er skabt i fællesskab og oven i købet ofte af kreative medarbejdere og ikke af indehaveren, bliver vi skuffede eller vrede.

Hegefunds/fonde ejer ofte et store firmaer. Deres motto er størst muligt afkast til dem, der har aktier i foretagenet. Her er der ofte en "fjern" ledelse. Det vil sige, ledelsen føler ikke noget ansvar overfor den ansatte og dennes ve og vel.

Tiderne har mange steder ændret sig fra, at ejerskab af et firma var i hænderende på stifteren, en personligt virksomhed, eller efterfølger af stifteren med en bestyrelse, til at blive opkøbte af store fonde/hedgefunds uden større kontakt til de ansatte i virksomheden.

Samfundet/vi befolkningen betaler for uddannelse og sundhed i samfundet. Det vil sige, samfundet skaffer virksomhederne veluddannede mennesker og sørger for at de holdt sig i live kva sundhedsordninger. Derfor det ikke urimeligt, at virksomhederne giver noget tilbage til samfundet. Det er denne "retfærdighed", der mangler fra mange virksomheers side. De flytter deres virksomheder til steder hor produktionen er billiger. De "stjæler" så at sige penge fra det land ideen var skabt i. Dette skaber globalisering og billigere arbejdskraft kommer fra andre lande. Det er her befolkningerne bliver bange for deres arbejde og overlevelse.

Grådighed har erstattet en rimelig gevinst til ejeren. Fra 70erne har udbetaling af overskud til aktieindehavere vokset fra ca. 30% af overskuddet til 60-70% de sidste årtier.

På grund af globalisering tør politikerne ikke at påpege urimeligheder overfor store firmaer. De er bange for, at firmaet flytter, med arbejdsløshed i landet til følge. De fleste politikere ser derved igennem finger med virksomhedens manglende overskudsfordeling og manglende skattebetaling. Det giver politikerlede, sammen med ændring af befolkningssammensætningen.

Der er nok penge i verden, der er noget i vejen med den måde penge fordeles i samfundet. For hvem har egentligt skabt værderne?

Vi mennesker ser dette og det give os dårlig smag i munden hvad politikere angår. De tør ikke gå i flæsket på virksomhederne i angst for at de flytter deres aktiviteter bl.andet.

En af Nets ledere står for at få en bonus på en halv milliard, efter at firmaet er kommet på Børsen. Dette er et privat amerikansk firma, som varetager stor del af IT administrationen i vælfærdstaten Danmark. Er det rimeligt, at ét menneske modtager denne bonus. Arbejdede
han alene, havde han ingen medarbejdere?

Etik, retfærdighed og oplysning er en mangelvare i vores samfund, derfor opstår politikerlede og populisme, fordi vi forventer at vores politikere styrer vores lande retfærdigt. Vi må selv holde os oplyste, det kan andre ikke gøre.

Sören Tolsgaard, Niels Duus Nielsen, Sten Victor og Ole Christiansen anbefalede denne kommentar

"Politikerleden skyldes ikke, at politikerne er for dårlige," skriver Rune Lykkeberg.

En rystende overskrift, som du i særdeleshed helt har misforstået...!

Naturligvis, er det i dag stadigvæk vigtigt, at kunne forstå nutiden må man kende fortiden - det medgiver jeg. Men forudsætningerne og betingelserne for nutiden er markant anderledes end fortiden samfundsøkonomisk set...

CITAT:
"Politikerleden rettes specifikt mod de levebrødspolitikere, der aldrig holder, hvad de lover."

Med andre ord:

Politikerner har aldrig været mindre troværdige, end de er i dag samtidig med, at politikerne ikke længere er i sync med den almindelige danskers dagligdag og vedkommendes værdier. Danmark er blevet djøfiseret og styres udelukkende af embedsværket.

1) Ingen politikere i Folketinget uden mindst fem års dokumenteret erhvervserfaring...!
2) Politikere kan højest være i Folketinget i højest otte år.
3) Alle politikere skal gennemgå et obligatorisk og personligt udviklingsforløb , så vedkommende altid holder fællesskabets og samfundet bedst for øje.

Ole Christiansen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar