Nadja Tolokonnikova har skrevet en vejledning til revolution, som er en flammende opfordring til oprør mod det politiske system i Rusland. Begivenhederne udspiller sig omkring ’punkandagten’ – Pussy Riots optræden med sangen »Gudsmoder, driv Putin ud« i Frelserkatedralen i Moskva i februar 2012.
Bandet nåede kun at optræde få sekunder, før de blev standset af sikkerhedsvagter, men efterfølgende blev Tolokonnikova og to andre anklaget for »hooliganisme motiveret af religiøst had« og idømt to års fængsel i forskellige arbejdslejre. De tre dømte medlemmer blev benådet og løsladt nogle måneder før tid.
Bogen udkom oprindeligt på russisk i marts 2016, og at ordet revolution indgår i titlen er næppe tilfældigt: I år, 2017, er det 100-året for den sovjetiske Oktoberrevolution, og Tolokonnikova antyder vel, at når det har været muligt at lave revolution i hendes land én gang, må det være muligt igen – uden at hun af den grund bekender sig til kommunisme eller nogen anden -isme, ud over måske lige aktivisme.
Tolokonnikova er vred. Hun er vred på 1) Putin og lorteputinister 2) den russiskortodokse kirke 3) ordensmagten (strissere, domstole, lejrledelser mv.) 4) sexister. I nogenlunde den rækkefølge.
Hun er vred over den politiske ufrihed, korruptionen, at kirkefædre, putinister og oligarker beriger sig på almindelige menneskers bekostning, at Rusland er så mandsdomineret og sexistisk, at der igen findes politiske fanger og politisk begrundede mord i Rusland, at domstolene ikke er uafhængige, og at folk generelt ikke har indflydelse på deres liv.
Ud over vreden er bogen fuld af provokationer og humor, og Tolokonnikova skriver også, at et af de bedste midler mod magten er at le den lige op i ansigtet. Der er ikke nogen egentlige visioner om, hvad der skal sættes i stedet for det system, der findes nu, bortset fra en enkelt passage, hvor hun foreslår den russisk-ortodokse kirke at antage en »bøsseteologi«, for så vil »Novosibirsks borgmester … køre til arbejde på cykel og undervejs aflevere en sæk på depotet for sorteret affald«.
Sammenhængen mellem bøsseteologi og sorteret affald er ikke helt klar, men passagen er et meget godt eksempel på bogens til tider noget gakkede humor.
Er hun ’for meget’?
Det er ikke i politiske og samfundsmæssige analyser, at bogens styrke ligger. Den ligger i det selvoplevede, det autentiske, det sprælske og den vrede og sproglige kraft, frustrationerne udtrykkes med: »Gå hen og råb dem (talsmændene for den russisk-ortodokse kirke, red.) ind i øret: ’Hvad er det for noget sexistisk lortefuck?’« Måske synes man, at Tolokonnikova er »for meget«, men kirkens, Putins og ordensmagtens handlinger og udtalelser er også »for meget«. Ekstrem magt resulterer i ekstreme protester.
Bogen fungerer bedst, der hvor kapitlerne er koncentreret om et bestemt emne, særligt giver kapitlet »Fangeflugt« om opholdet i kvindearbejdslejren i Mordova en grum indsigt i fangernes elendige vilkår med fordærvet mad, 16-timers arbejdsdage, mangel på de mest nødvendige ting, vilkårlige straffe, organiseret tæsk og torturlignende behandling.
Et citat fra kapitlet: »Kvinderne arbejdede døgnet rundt, besvimede og var døden nær, men turde ikke protestere. Kvinderne og jeg delte frygten for at dø i fængslet. En havde haft et råddent ben i nogle år. En anden klagede over, at de hiv-medikamenter, der kan forlænge og opretholde livet for hiv-smittede, enten blev udleveret for sent eller slet ikke. Hundreder af hiv-patienter arbejdede seksten timer i døgnet og ødelagde resterne af deres immunsystem. De blev kørt over til lejrhospitalet for at dø, så deres lig ikke ville ødelægge lejrstatistikken.«
Bogen Sådan starter man en revolution placerer sig som det seneste led i rækken af litterære vidnesbyrd fra russiske og sovjetiske fangelejre, hvoraf kan nævnes Dostojevskijs Det døde hus – en fiktionaliseret beretning baseret på hans egne fire år i et tugthus i Sibirien i 1850’erne – Aleksandr Solzjenitsyns En dag i Ivan Denisovitjs liv eller Varlam Sjalamovs Fortællinger fra Kolyma.
At der stadig – efter en kort periode med åbenhed og håb om et mere demokratisk russisk samfund – føjes nye titler til denne genre er sørgeligt og grund nok til at støtte politisk aktivisme i Rusland.
Bogen er en montage af tekstbidder fra meget forskellige genrer: retsdokumenter, artikler, brudstykker af samtaler, slagord, citater, sangtekster (Pussy Riots egne); og springet mellem stillejerne er stort: fra juridisk kancellisprog og magtens intimiderende newspeak til fangelejrjargon og rendestensrussisk.
Oversætteren mestrer springene og spidsfindighederne og træffer i det store og hele stilsikre valg. Fra forlagets side kunne der dog godt have været lagt mere omhu i både redigeringen af oversættelsen og præsentationen af bogen.
Havde oversættelsen fået mere modspil, kunne nogle logiske brister have været undgået, og nogle nuancer være bibeholdt: Fx indeholder den russiske udgave en del passager og kapiteloverskrifter på engelsk (forfatterens bevidste distancering til det russiske politiske og religiøse establishment, som er modstandere af vestlig indflydelse, bl.a. engelsk sprog), men oversætteren har valgt at oversætte de fleste til dansk, fx overskriften »Prison Break«, som er oversat til »Fangeflugt«.
Men der beskrives ingen fangeflugt i kapitlet, og »Prison Break« er nok snarere et ordspil, som går på, at de kvindelige fanger er med til at bryde en fængselsbygning ned ved håndkraft, mens lejrlederen koketterer, at han ikke har brug for en traktor, fordi han har »tusind kvinder«.
For mange fodnoter
Kapiteloverskriften »Russia Today« burde også have været bibeholdt i stedet for »Rusland i dag«, da Russia Today er navnet på et statsligt russisk nyhedsmedie rettet mod at skabe positive billeder af Rusland i Vesten, og kapitlet handler om netop propaganda og ideologisk krig.
Tolokonnikova er blevet et ikon, særligt i Vesten, og hendes bog er, alene i kraft af sin plads i vidnesbyrdlitteraturen, en vigtig udgivelse. Men forlaget kunne godt have præsenteret den lidt mere sagligt i stedet for at dyrke det spektakulære i forfatterens biografi: I bagsideteksten står der, at Tolokonnikova har afsonet i »Novgorod, et af verdens koldeste steder«.
Har man læst bogen, ved man dog, at hun afsoner i Mordova, men ingen af stederne hører til »verdens koldeste« (begge ligger i det centrale Rusland). Danske læsere ville også have været bedre tjent med et informativt for- eller efterord om den politiske situation i Rusland, især perioden omkring 2011-2012, da Putin stillede op til og blev valgt til sin tredje præsidentperiode, end med de mange fodnoter – 55 noter til en lille bog som denne er for mange, og notekonceptet passer også dårligt til en oprørsk punkbog.
Disse forbehold til trods føler man sig ramt af bogen. Ramt på sin magelighed, sin forsigtighed og sin mangel på vrede og indignation, især når man sidder her i sit danske smørhul. Som Tolokonnikova skriver fra fangelejren, hvor hun sultestrejkede flere gange for at opnå bedre forhold for fangerne: »Ufrihed er ikke en undskyldning for ikke at gøre noget og sidde og klynke.« Nå nej, frihed er så meget desto mere ikke en undskyldning.
Nadezjda Tolokonnikova: 'Sådan starter man en revolution'. Oversat af Lars Peder Poulsen-Hansen. Rosinante. 250 sider. 300 kroner.
