Anmeldelse
Læsetid: 6 min.

Et ubehageligt forsvar for det homogene folks nationale og politiske vilje

Den tyske retsfilosof Carl Schmitt var Nazitysklands kronjurist. Hans analyse af parlamentarismens krise fra 1923 er både foruroligende og tankevækkende. Analysen trænger sig på, mens trætheden over de tomme og ritualiserede læbebekendelser til demokratiet og det politiske system florerer
Moderne Tider
18. marts 2017

Den rige offentlige debat er død, og det parlamentariske system er blevet til en tom skal uden indhold.

»Store politiske og økonomiske afgørelser, der i dag afgør menneskenes skæbne, er ikke længere (hvis de da nogensinde har været det) resultatet af en balanceret afvejning af argumenterne i en offentlig udveksling af synspunkter, ligesom de heller ikke skyldes parlamentariske debatter.« 

Hvad hentydes der til i dette lamenterende citat? Reflekteres der over de triste og nærmest uundslippelige langtidstømmermænd, som den skandaløse gennemsættelse af Folkeskolereformen i 2013 forårsagede?

Eller er der snarere tale om en beskrivelse af Danmarks aktuelle flygtninge-, energi-, landbrugs-, uddannelses- og EU-politik?

Og hvem er ophavsmand til den kølige analyse? En idealistisk oplysningstænker i 1800-tallet, en revolutionsivrig marxist i 1900-taller eller en kritisk politologisk forsker i begyndelsen af det 21. århundrede?

Nej, disse tydningsforsøg er helt forfejlede. Ordene stammer fra den omstridte tyske retsfilosof og statsteoretiker Carl Schmitts (1888-1985) essay Die geistesgeschichtliche Lage des heutigen Parlamentarismus, der udkom i mellemkrigstiden i 1923.

Efter 94 år foreligger denne klassiske kritik af liberalismen og det parlamentariske demokrati nu på dansk i Lars Christiansens sikre og elegant flydende oversættelse: Parlamentarismens krise. Den danske titel på det lille værk er præcis, men den savner originalens åndshistoriske og krisemarkerende Schwung.

11 linjer længere nede fortsætter Schmitt med stentorrøst. Man må forstå, at det politiske og parlamentariske system »opgiver sin åndelige basis, og at hele systemet med ytrings-, forsamlings- og pressefrihed, offentlige møder, parlamentarisk immunitet og privilegier mister sin ratio.

Partier eller partikoalitioner træffer afgørelser bag lukkede døre i snævre og lukkede udvalg, og hvad storkapitalens interesseorganisationer aftaler i lukkede komiteer, er måske endnu vigtigere for millioner af menneskers daglige liv og skæbner end hine politiske afgørelser«.

Endnu engang må vi knibe os i armen og forsøge at glemme Trumps forsøg på at booste den amerikanske kapitalisme og det omtvistede salg af den danske stats Dong-aktier til den amerikanske investeringsbank Goldman Sachs.

Og dog, måske alligevel ikke. Udgivelsen af Parlamentarismen krise er en uafrystelig samtidsdiagnostisk reminder.

For også i dag holdes der stadigt mere hjemløse skåltaler for parlamentarismen og demokratiet. Principielt hylder vi den balancerede, den åbne og ligeværdige diskussion og den oplyste fornuft. Men i den daglige politiske praksis - herhjemme og i udlandet - råder egeninteresser, magtens overgreb på retten og frem for alt den kortåndede økonomisme.

Schmitt som sandhedsvidne?

Sandheden skal høres af børn og fulde folk; men der er også mulighed for at lade sig oplyse og provokere af en modoplysningstænker, som de fleste i udgangspunktet ikke bryder sig en døjt om på grund af hans virke og politiske holdninger.

Schmitt meldte sig ind i nazistpartiet i 1933, plæderede for en stærk autoritær tysk stat og arbejdede aktivt for at befæste herredømmet over Europa under tysk ledelse. Berømt og berygtet er han blevet for at hævde, at suverænen er den, der bestemmer over undtagelsestilstanden, og at verdens stridigheder fundamentalt må forstås som udtryk for ven-fjende-relationer.

Schmitt støttede de skandaløse og racistiske Nürnberglove, og hans historiske eftermæle har givet ham tilnavnet: Det Tredje Riges kronjurist.

Som Lars Christiansen skriver i sit forord, er demokratiet som styre-, livs- og samfundsform blevet så selvfølgeligt, at det kan være svært at forestille sig, at det skulle være nødvendigt at spørge kritisk til dets gyldighed.

Men i en tid, hvor myten om nationen, folkelighedsappeller og frygten for det og de fremmede bringer uoplyste og demagogiske politikere til magten, er det bestemt værd at nærlæse og drøfte Schmitts analyse.

Klartskuende skriver han: »... at det ikke længere drejer sig om at overbevise modstanderen om det rigtige eller det sande, men om at vinde flertallets støtte og bruge den til at herske med.«

Myten om det nationalt homogene folk

Schmitt slår til lyd for at gentænke det politiske system med udgangspunkt i tilhørsforholdet til en bestemt nation. Uden en national homogenitet, ingen stærk stat og ingen politisk kraft. Uden »den nationale mytes irrationelle kraft«, ingen vej ud af det liberale markedsdemokrati.

Lakonisk skriver han: »Der har aldrig eksisteret et demokrati, der ikke har haft begreb om den fremmede, og som har realiseret idealet om, at alle mennesker er lige.«

Med Schmitts besyngelse af myten om den etnisk homogene og nationale folkevilje som politikkens eneste legitime og sande grund befinder vi os milevidt fra tre alternativer, som eftertiden ikke just er blevet dummere af endsige færdig med at måtte tage stilling til.

Det drejer sig om henholdsvis Jürgen Habermas’ defensorat for en ikkeetnisk og ikkehomogen funderet forfatningspatriotisme, om John Rawls’ retfærdighedsfilosofiske tanker om uvidenhedens slør, der skal sikre at beslutningstagerne foretager en omfordeling af samfundets goder ud fra en forestilling om fairness, og om visionære, nationalstatsoverskridende og kosmopolitiske tanker om et verdensborgerligt demokrati, rækkende fra Immanuel Kant og frem til Ulrich Beck og Peter Kemp.

Siden 1923 fulgte Anden Verdenskrig, Holocaust, andre krige, millioner af døde og lemlæstede, dannelse af FN-systemet, skrøbelige forsøg på at praktisere international ret, menneskerettighedsdeklarationer, Østblokkens sammenbrud, Murens fald … og utallige forsøg på at nytænke og praktisere både national og international politik og parlamentarisme.

Denne mangfoldige virkningshistoriske strøm, der har gjort os til dem, vi er, og formet forståelseshorisonten, må selvfølgelig medtænkes under læsningen.

Men det risler mig koldt ned af ryggen, når Schmitt forudanende og med slet skjult glæde i pennen skriver, at folkets acclamatio – dvs. dets begejstrede opslutning bag en diktator og tilslutning til diktatoriske metoder – kan tydes som »umiddelbare udtryk for demokratisk substans og kraft«, hvorimod det liberale demokrati og apparatur blot er teknisk og ude af stand til at vække folkets egentlige engagement.

Han fastslår: »Alle rationalistiske fortolkninger forråder livets umiddelbarhed,« og med adresse til Dden Russiske Revolution i 1917 og allehånde forsøg på at udøve proletarisk magt forudser Schmitt også og uden at kende Putin i 2017, at opslutningen bag det nationale inden længe vil vinde over »klassekampsmyten«.

At fortolke og (mis)bruge Jean-Jacques Rousseau

For statskundskabsstuderende og politiske filosoffer er det gefundenes Fressen af en helt særlig mundvandsproducerende karakter at læse Schmitts udlægning af den schweizisk-franske filosof og oplysningstænker Jean-Jacques Rousseaus Du contrat social (Om samfundspagten, 1762).

Schmitt hævder, at Rousseaus konstruktion af la volonté générale – almenviljen og den liberale mulighed for at indgå fælles kontrakter – bygger på eksistensen af en forud- og naturgiven samdrægtighed. Uden dette folkelige og homogene dybdelag, ingen samfundspagt.

»Når homogenitet ikke er til at skelne fra identitet, kører alting på skinner,« skriver Schmitt, der gerne ser, at lovene kommer i stand og gennemsættes uden diskussion.

Schmitt ønsker at aflive den liberale fiktion om et kontrakt- og egeninteressebaseret politisk system, og han læser Rousseau som én, der bærer ved til hans eget nationalkonservative og folkelighedshomogene politiske projekt i 1920’ernes Tyskland. Om det holder, eller om Schmitt groft misfortolker Rousseau, bør diskuteres højlydt.

Uheldigt er det derfor, at der netop i denne forbindelse er røget et ’ikke’ ud i oversættelsen af en parafrase, som Schmitt giver af et udsagn, formuleret af den tyske samfundsforsker Alfred Weber, omhandlende eksistensen af den naturlige folkelige samdrægtighed: »Hvor den findes, gør den naturgivne samdrægtighed kontrakten meningsløs; hvor den IKKE findes, nytter kontrakten ikke.«

Fejlagtigt er det også, at titlen på Rousseaus værk angives som Le contrat social og lidt mystisk, at Alfred Weber (1868-1958; Max Webers broder) ikke omtales i den ellers såre nyttige personoversigt sidst i værket.

Carl Schmitt: Parlamentarismens krise. 126 sider, 199,95 kr. Informations Forlag. Oversat fra tysk: Die geistesgeschichtliche Lage des heutigen Parlamentarismus (1923) af Lars Christiansen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her