Læsetid: 3 min.

Fascinerende fortælling om USA’s hemmelige krig i Laos glemmer Laos

Ny bog om det mest bombede land nogensinde, Laos, fortaber sig i fascinerende CIA-fortællinger om hemmelige operationer og farverige agenter. Og glemmer krigens ofre undervejs
29. april 2017

Det lille, sydøstasiatiske land Laos er det mest bombede nogensinde. I årene 1964-1973 – de år, USA officielt var militært involveret i krigen i Vietnam – blev der smidt bomber fra amerikanske fly over forskellige steder i Laos 580.344 gange. Det er otte gange i minuttet, uafbrudt døgnet rundt, i ni år.

Alligevel er USA’s involvering i Laos ikke særlig afdækket – i stærk kontrast til den meget udskældte og meget beskrevne tæppebombning af Cambodja under Nixon i årene 1969-70 eller til USA’s generelle tilstedeværelse i selve Vietnam.

Bogen A Great Place to Have a War: America in Laos and the Birth of a Military CIA af Joshua Kurlantzick handler om USA’s engagement i Laos. Den baserer sig på fortællingerne om nogle af de centrale CIA-agenter, der orkestrerede angrebene på landet. Og det er spændende bekendtskaber, forfatteren introducerer læseren for: CIA-agenten Bill Lair, for eksempel, og hans unikke venskab med den laotiske general Vang Pao, der stod for at hyre og træne CIA’s allierede fra den etniske minoritet, Hmong.

Forfatteren følger sine personer til dørs, så læseren også er med, når Bill Lair dør som ensom lastbilchauffør i Bangkok, og den ældre Vang Paos slår ind på en uværdig levevej som pengeafpresser og storsvindler i Californien efter sin tid som velanset leder af Hmong-hæren.

Sprogligt er Kurlantzick også ovenpå, så fortællingen om den hemmelige krig er teknisk set godt skruet sammen, informativ og underholdende.

Oven i det har forfatteren også en overordnet, nutidig pointe, der handler om, hvordan CIA gradvis udvidede sineegne beføjelser fra dataindsamling og observatørrolle til aktiv beslutningstager i militære anliggender, helt ned til planlægningen af specifikke bombeangreb.

Det ændrede ifølge forfatteren CIA fra at være et løst organiseret efterretningsnetværk bestående af spioner og agenter til den nutidige rolle som magtfuld spiller i amerikansk politik. Og interessant nok bruger tjenesten stadig den dag i dag metoderne fra tiden i Laos.

Det gælder for eksempel krigen mod terror, som USA lancerede efter angrebene på World Trade Center den 11. september 2001. CIA bruger taktikker, der ifølge forfatteren »ville have været meget genkendelige for de CIA-folk, der var udstationeret i Laos«.

Gamle eksplosiver

Det er et rigtig fint indblik i CIA’s nutidige maskinrum med de historiske briller på. Men budskabet bliver overskygget af, at bogen mest af alt hviler på de medvirkendes egne, subjektive fortællinger. Ganske ofte lader forfatteren påstande flyde ud over kanterne på citationstegnene og ind i brødteksten, hvor de ikke hører hjemme.

Som for eksempel denne: »Laos er verdens mest lukkede land efter Nordkorea.« For Laos er vel næppe mere isoleret end for eksempel Somalia eller Syrien. Og landet er langt fra så censureret som Vietnam eller Kina – så hvad betyder det udsagn?

Den slags småunøjagtigheder ville imidlertid have været til at leve med, hvis ikke forfatteren også havde begået denne, langt alvorligere, undladelsessynd: Som konsekvens af USA’s hemmelige krig, dør der i dag 300 mennesker årligt i Laos, fordi landjorden stadig er spækket med gamle eksplosiver fra Vietnamkrigen.

Det er de selvsamme mennesker, som forfatteren nødvendigvis må have haft temmelig omfattende adgang til materiale om for at kunne skrive bogen, der er direkte ansvarlige for den situation. Og i øvrigt er de også ansvarlige for at udføre de mest uophørlige og intense bombeangreb i historien – otte gange i minuttet! Men det forhold nævner forfatteren overhovedet ikke, selv om det helt uden sammenligning er den allermest definerende faktor for det Laos, vi kender i dag.

Det aspekt mangler i en sådan grad, at det overskygger den gode, omend muligvis lidt fantasifulde fortælling, bogen også byder på.

Det er, som om at Joshua Kurlantzick i sin iver efter at fortælle om CIA og hemmelige operationer og farverige agenter kommer til at glemme at inkludere det land, han egentlig skriver en bog om. Fraværet af reflektion over angrebene og deres nutidige konsekvenser reducerer fortællingen til endnu en i rækken af fortællinger om USA og Vietnamkrigen – nu blot med Laos i stedet for Vietnam som gennemsmadret, blodigt bagtæppe.

Joshua Kurlantzick: 'A Great Place to Have a War: America in Laos and the Birth of a Military CIA'. Forlag: Simon & Schuster. 326 sider.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu